[[suggestion]]
Sudan (Darfur)

Baggrund

Darfur er en region vest i Sudan på størrelse med Spanien. Regionen består af bjerge og slettelandskab og var i slutningen af 1800-tallet et selvstændigt rige. I 1916 blev regionen besat af britiske og egyptiske styrker og blev en del af Sudan. Da Sudan blev selvstændig i 1956, forblev Darfur en del af den sudanske stat.

Konflikten i Darfur begyndte så småt at tage til i begyndelsen af 2000-tallet. Enkelte grupper, blandt andet zaghawa-folket, mente de blev uretfærdigt behandlet af de arabisk-dominerede myndigheder i hovedstaden Khartoum. Mange mente regimet i Khartoum forskelsbehandlede ikke-arabiske folkegrupper til fordel for den arabiske befolkningen.

Zaghawa-folket, som i hovedtræk er sorte, ikke-arabiske afrikanere, mente både regionen de boede i, og deres folkegruppe som helhed, blev holdt ude fra alle beslutningsprocesser i landet. Andre ikke-arabiske folkegrupper i Darfur, som fur-folket og masaliterne, oplevede det samme. 

Den udløsende årsag til krigen

I 2002 dannede en gruppe oprørere, med baggrund i de tre nævnte ikke-arabiske følgegrupper, en væbnet modstandsgruppe. Deres mål var at slå tilbage på det, de kaldte militære overfald i deres landsbyer. Modstandsgruppen blev kaldt Den Sudanske Frihedsbevægelse (SLM).

I 2003 satte SLM gang i flere væbnede angreb på militære udposter i Darfur. Myndighederne i Khartoum forstod ganske tidligt, hvad der var i gang. Deres problem var, at de allerede var involveret i to andre militære konflikter, blandt andet en langvarig krig mod en oprørsgruppe i det sydlige Sudan – en kamp som førte til oprettelsen af staten Sydsudan i 2011.

Regeringen, ledet af daværende præsident Omar al-Bashir, havde få militære styrker til overs. Oprørerne i Darfur gjorde derfor stor fremgang, i den første fase af det, som blev en borgerkrig i Darfur.

Borgerkrigen

I april 2003 formåede Den Sudanske Frihedsbevægelse (SLM) at indtage hovedstaden nord i Darfur, Al Fashir, hvor de dræbte og arresterede hundredevis af regeringssoldater. De ødelagde også mange store fly og helikoptere. Angrebet var en stor ydmygelse for den sudanske hær, som aldrig havde oplevet noget lignende.  

Angrebet på Al Fashir blev et vendepunkt i krigen. Regeringen i Khartoum bestemte sig derefter for at indtage en ny militærstrategi for at nedkæmpe SLM. I stedet for kun at sende egne militærstyrker ind, bestemte regeringen sig for at støtte op om og alliere sig med militsgruppen Janjaweed. Janjaweed havde kæmpet mod masaliterne i Darfur i 1990’erne, og soldatene var rekrutteret fra arabisktalende hyrde- og nomadestammer.

Den sudansk-arabiske militsgruppe Janjaweed var kendt for en hård og racistisk fremfærd på slagmarken. De havde mange våben, som de fik fra den sudanske regering, og de rykkede hurtigt frem mod oprørerne. De udførte massive massakrer mod civilbefolkningen. De angreb alle landsbyer, hvor der boede mennesker fra de tre befolkningsgrupper, der var repræsenteret blandt oprørerne, dvs. zaghawa-, fur- og masalit-folkene. Målet var blandt andet at splitte oprørsbevægelsen.

Folkemord i Darfur?

I løbet af foråret 2004 var tusindvis af den ikke-arabiske befolkningen blevet dræbt, kvinder voldtaget og over én million mennesker var drevet på flugt fra Darfur. De flygtende menneskene manglede mad og vand, og mange døde i forsøg på at nå flygtningelejre i nabolandet Chad.

Janjaweeds fremfærd havde klar karakter af etnisk udrensning - dvs. drab og fordrivelse baseret på etnisk tilhørsforhold. Krigsførelsen kan sandsynligvis også defineres som et folkemord, dvs. at angrebene havde som intention at delvist udslette folkegrupperne, de var rettet mod. Landsbyer med arabisktalende befolkning fik stort set lov til at være i fred, mens landsbyerne med andre folkeslag blev brændt ned til grunden.

Chad blander sig i krigen 

I løbet af 2004 blev Chad involveret i konflikten i Darfur. Regeringen i Chad gav militær og diplomatisk støtte til Den Sudanske Frihedsbevægelse (SLM), og til en oprørsgruppe som kaldte sig Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen (JEM). JEM er en zaghawa-domineret oprørsgruppe, som allierede sig med SLM i kampen mod regeringsstyrkerne og Janjaweed.

Ud over at være bosiddende i Darfur er zaghawa-folket en del af befolkningen i Chad. Også præsidenten i Chad, Idriss Déby, er zaghawa. Denne koblingen kan have bidraget til, at Chad blandede sig så tydeligt i konflikten i Darfur.

Intern konflikt og nye alliancer mellem oprørerne

Forholdet mellem de forskellige oprørsgrupper er med tiden blevet mere kompleks. Uenighed om fredsaftaler bidrog til, at Den Sudanske Frihedsbevægelse (SLM) delte sig i to, til dels langs etniske skillelinjer. Endvidere er der flere mindre grupper, som har brudt med SLM. Oprørerne er også gledet mere over til at fungere som kriminelle bander.

Nogle oprørsgrupper har slået sig sammen. De to største dele af SLM slog sig sammen med Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen (JEM) og den sydsudanske oprørsbevægelse i Sudan, SPLM-Nord, i slutningen af 2011. Denne alliance tog navnet Sudans Revolutionære Front.

Parterne i konflikten

Den sudanske regering – ledet af Omar al-Bashir i perioden 1993-2019. Landets militær afsatte Bashir i april 2019 som følge af store folkelige protester mod regimet. 

Janjaweed – en sudansk-arabisk militsgruppe, som støttes af regeringen. Består specielt af folk med baggrund i hyrdehold af kameler og køer.

Den Sudanske Frihedsbevægelse (SLM) – en sudansk, ikke-arabisk oprørsgruppe bestående primært af sorte afrikanere, specielt fra zaghawa-, fur- og masalit-folkene.

Retfærdigheds- og Lighedsbevægelsen (JEM) – oprørsgruppe, som har rekrutteret hovedsageligt fra zaghawa-folket.

Sudans Revolutionære Front – er en alliance af flere forskellige oprørsgrupper, som slog sig sammen i 2011.

Chad – er naboland til Sudan og grænser til Darfur-regionen. Har længe støttet oprørsgrupperne i Darfur.

UNAMID – en fredsbevarende styrke bestående af både FN-styrker og styrker fra Den Afrikanske Union (AU).

Underliggende årsager til konflikten

Nogle fremstillinger af Darfur-konflikten lægger vægt på den religiøse konflikt mellem kristne bønder og muslimske nomader. Det er ikke en god forenkling, blandt andet fordi befolkningen hovedsageligt er muslimer, så der er muslimer repræsenteret på begge sider.

En anden og bedre forenkling er at fremstille konflikten som en etnisk konflikt mellem den arabiske del af befolkningen på den ene siden, repræsenteret ved regeringen og Janjaweed-militsen, og den sorte afrikanske del af befolkningen på den anden side - repræsenteret af oprørerne. Denne forenklingen er langt hen ad vejen rigtig, men ikke tilstrækkelig. Etnicitet spiller en rolle, men konflikten er også knyttet til sikkerhed, magtkamp og kontrol over landområder og om ressourcer som olie og vand.

De underliggende årsager til konflikten handler om ubalance i magtforholdet mellem centralmagten i Sudan og de lokale følgegrupper, som bor i Darfur. Dette har lighedstræk med andre regioner i Sudan, hvor oprørsgrupper er i konflikt med regeringen. Det handler om, at de lokale folkegrupper føler uretfærdighed, og at de ikke får tilstrækkelig del i landets værdier, og at de ikke er godt nok repræsenteret i landets centralstyre.

Den humanitære situation

Siden 2003 har det været humanitær krise i Darfur. Befolkningen er blevet ramt af to overlappende humanitære udfordringer. Den ene er skabt af krig og konflikt, som har medført til drab, overgreb og flugt. I starten af 2019 var der over 2 millioner mennesker internt fordrevne i Sudan.

Den andre humanitære udfordring skyldes klimaændringer og fattigdom, som har medført tørke og usikker madproduktion. Til sammen har det medført øget fattigdom, sygdom, sult og underernæring med dødelige konsekvenser for tusindvis af mennesker. I 2020 har også den internationale Corona-pandemi præget det humanitære arbejde i Sudan.

Darfur er den region i Sudan med størst humanitær krise, men er ikke den eneste. Det er også store udfordringer i de konfliktfyldte regioner Syd-kordofan og Blå-Nilen.

FN’s rolle i konflikten

Med godkendelse fra FN’s sikkerhedsråd havde Den Afrikanske Union (AU) først omkring 150 styrker inde i Darfur i 2004. Den øgede humanitære krise i Darfur førte til, at konflikten fik øget international opmærksomhed. I 2005 rykkede AU derfor ind med en fredsbevarende styrke på 7000 mand. Styrken viste sig fortsat at være for lille til at få kontrol med situationen. Flere forsøg på fredssamtaler blev iværksat, men uden succes.

Da FN’s sikkerhedsråd i 2006 besluttede at gradvis erstatte AU-styrkerne, protesterede Sudans regering. Resultatet blev et kompromis; en styrke ledet af FN, men som også inkluderede soldater fra AU.

I oktober 2007 blev de første FN-soldater i en total styrke på 26 000 mand fløjet ind for at samarbejde med den eksisterende AU-styrke i Darfur. I løbet af 2009 ebbede de værste kamphandlinger ud, og den nye FN-AU-styrken, UNAMID, fik bedre kontrol over situationen.  

UNAMID, som er udstationeret over hele Darfur, har som hovedopgave at beskytte civile, samt sikre hjælpeorganisationernes adgang til området. Militærstyrken tæller nu i overkanten af 8 600 soldater.

FN-organisationer i Darfur

Forskellige FN-organisationer har været engageret i konflikten i Darfur nærmest fra begyndelsen. FN’s højkommissær for flygtninge (UNHCR) driver i dag flygtningelejre både i Chad og i Darfur. Endvidere er FN’s fødevareprogram (WFP) til stede i Darfur.

Under de værste kamphandlinger i 2003-2005 var det vanskeligt for hjælpeorganisationerne at få adgang, da hjælpearbejdere blev truet både af Janjaweed og af oprørerne.

Bashir bliver tiltalt for krigsforbrydelser

I sommeren 2008 startede Den Internationale Straffedomstol (ICC) en efterforskning af den da siddende præsident i Sudan, Omar al-Bashir. ICC udstedte arrestordre på ham både i 2009 og 2010, men fik ikke pågrebet ham. Bashir svarede tilbage ved at smide 13 internationale humanitære organisationer ud af Darfur.

Bashir er tiltalt for at styre en kampagne, hvor massedrab, voldtægt og plyndring blev begået mod civilbefolkningen i Darfur. Nogle af oprørerne er også blevet beordret arresteret af ICC.

I februar 2020, efter Bashir havde mistet magten i et statskup mod sig i 2019, erklærede den nye regeringen, at Bashir skulle overleveres til ICC og retsforfølges der.