[[suggestion]]
Colombia

Baggrund

Mellem 1948 og 1958 var der krig i Colombia. Perioden omtales ofte som "La Violencia", og over 300.000 mennesker mistede livet. Det var primært en krig mellem landets konservative- og liberale fløj, men krigen ramte ligeledes befolkningen hårdt. For at beskytte sig, organiserede bønderne sig på landet ved at lave deres egne hære. Hærene blev støttet af det kommunistiske parti, som efterhånden fik mere fodfæste i landområderne.

"La Violencia" endte med et forlig mellem de konservative og liberale. De blev enige om at dele positionerne i statsapparatet ligeligt mellem sig og regere landet i fællesskab. De forbød samtidig al opposition. På den måde gjorde de fælles front mod landets radikale kræfter og indførte et magtmonopol, som faldt den politiske venstrefløj tungt for brystet.

Guerillagrupper vokser frem

Magtfordelingen blev indført i 1958. I 1959 brød revolutionen ud i Cuba, og generelt var der stærke, radikale kræfter i store dele af Latinamerika. I Colombia voksede der hurtigt mange guerilla-organisationer frem, nogle af dem med rødder i bøndernes hære og andre i de radikale studentermiljøer.

De største og vigtigste guerillagrupper var Colombias Væbnede Revolutionære Styrker (FARC) og Den Nationale Befrielseshær (ELN), der begge talte for at ændre regimet og skabe en mere demokratisk styreform. Det første sammenstød mellem regeringsstyrker og guerillaerne fandt sted i 1964, og lige siden har kampene raset. Krigen har kostet 220.00 mennesker livet og millioner har mistet deres hjem. 

Ud over hæren og guerillaen etableredes også forskellige paramilitære grupper i landet i 1980'erne. De slog sig efterhånden sammen i en styrke, som de kaldte Colombias Forenede Selvforsvar (AUC). Denne højreorienterede styrke havde til formål at bekæmpe guerillaer og beskytte staten samt det herskende system. Fra flere sider hævdes det, at de paramilitære grupper samarbejder med regeringen, men dette benægtes af regeringen. De paramilitære grupper er ansvarlige for de mest omfattende overgreb i Colombia, men også hæren og den venstreorienterede guerilla er ansvarlige for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.

Interesser og narkotikahandel

Ud over den voldsomme rivalisering mellem venstre- og højrefløjen i colombiansk politik, har landet et alvorligt problem med narkohandel. De to problemområder er tæt forbundne, fordi mange penge fra narkohandel går til at finansiere både guerillaen og paramilitære grupper. Narkobaronerne har længe været en betydelig faktor i colombiansk politik. Politiske modstandere bliver fortsat myrdet, og da man i 1990 gjorde bekæmpelse af narkohandlen til et tema i valgkampen, blev tre præsidentkandidater myrdet, inden valgkampen var slut.

USA har engageret sig stærkt i kampen imod den colombianske narkotikaproduktion og handel, især gennem den såkaldte Plan Colombia, der blev indledt i 2001. Efter terrorangrebene mod New York og Washington den 11. september samme år, satte USA både FARC og ELN på listen over terrororganisationer og definerede kampen mod dem som en del af den verdensomspændende kamp mod terror (se også Irak, Al-Qaeda og Afghanistan). "Planen" går ud på at besejre guerillaen militært samt ødelægge narkotikaplanterne ved hjælp af sprøjtemidler.

USA har begrundet sit engagement i Colombia med, at landet er en af de største leverandører af marihuana og kokain til det nordamerikanske marked, hvilket de ønsker at sætte en stopper for. Plan Colombia og USA's involvering i den colombianske konflikt har imidlertid mødt meget international kritik. Dette skyldes flere ting. For det første kritiseres brugen af sprøjtemidlerne for også at ødelægge alt andet planteliv, hvilket fjerner livsgrundlaget for de i forvejen fattige bønder. Desuden hævdes det fra flere sider, at USA’s engagement handler mere om olie end om narkotika: I Amazonas-områderne, som guerillaen kontrollerer antages det, at der ligger store olieressourcer, og ved at kontrollere guerillaen, vil man også få adgang til olien.

Kampen mod guerillagrupper

I 2002 overtog Álvaro Uribe Vélez magten. Han er USA-venlig og havde en hård politik imod FARC og ELN. Fredsaftalen han fik på plads med AUC i 2003, imponerede ikke landets venstreorienterede, da de så AUC og regeringshæren som to sider af samme mønt. I kølvandet på aftalen fra 2003 blev et forslag i parlamentet om amnesti i forbindelse med afvæbning af de paramilitære grupper godkendt. Dette har mødt udbredt kritik, da det umuliggør strafferetlig forfølgelse af paramilitære soldater, der har begået alvorlige overgreb mod den colombianske civilbefolkning.

Uribe udtalte, at han ville forhandle med FARC og ELN, hvis de erklærede en våbenhvile. Guerilla-organisationerne sagde til gengæld, at de var villige til at forhandle, hvis præsidenten erkendte, at det var tale om væbnet konflikt i landet og ikke omtalte kampen mod FARC og ELN som en kamp mod terrorister. På trods af, at betingelserne for forhandling foreløbig ikke er blevet opfyldt af begge parter, har der i de seneste år fundet møder sted mellem guerillaen og regeringen.

I 2007 afholdt Venezuelas præsident Hugo Chávez samtaler med FARC uden at komme tættere på en fredsaftale. Dette gjorde ham meget upopulær hos Uribe, der allerede var stærkt skeptisk over for Chavez’ socialistiske politik. I sommeren 2008 reddede den colombianske hær 15 gidsler fra en FARC-lejr, herunder den tidligere præsidentkandidat Ingrid Betancourt, der havde været i fangenskab siden 2002. Efter aktionen har Uribe og Chávez mødtes og forsøgt at nå frem til et fælles fodslag for håndteringen af FARC-gruppen.

I 2005 ændrede Uribe valgloven, så det blev muligt for ham at blive genvalgt som præsident ved valget i foråret 2006. Højesteret sagde dog nej til en grundlovsændring, der ville gøre dette muligt. Den 30.maj 2010 ved præsidentvalget blev Juan Manuel Santos fra Samholdspartiet valgt. Han har tidligere været finansminister og forsvarsminister, og har ligesom Uribe fokuseret på at afvæbne de paramilitære grupper i landet.

I jagten på guerillagrupper førte colombianske militæraktioner over grænsen til en diplomatisk krise i forholdet til nabolandene Ecuador og Venezuela. Dette har forbedret sig efter, at Santos vandt præsidentvalget og nabolandene har nu genoprettet de diplomatiske forbindelser. Regeringen har i de sidste år fået kontrol over stadig større dele af landsbyerne, og i 2010 blev FARCs militære ledere Mono Jojoy dræbt.

Fredsforhandlinger

Kort tid efter valget i 2010 udtalte Santos, at FARC først skulle sætte gidslerne som blev holdt i fangeskab fri, før han ville indgå fredsforhandlinger. I februar 2011 slap FARC mange gidsler fri, og beskrev det som en fredshandling. I august 2012 udtalte præsident Santos, at samtaler med FARC var planlagt og at ELN viste vilje til at forhandle.

Fredsforhandlinger mellem FARC og regeringen begyndte i Norge og fortsatte på Cuba. FARC erklærede en ensidig våbenhvile i to måneder, mens forhandlingerne var undervejs, mens Santos nægtede at erklære våbenhvile, før en endelig fredsaftale var underskrevet.

Den 15. April 2015 gav Santos ordre til at genoptage bombeangreb mod guerillaen. Dette medførte blandt andet, at mindst 18 FARC medlemmer blev dræbt i en militær offensiv et par uger senere (den 21. maj 2015) i et bombeangreb udført af det colombianske luftvåben. Der er grund til at tro, at sådanne angreb gør forhandlingerne vanskeligere, og det kan føre til et brud i fredsprocessen.

Vigtige temaer i fredsforhandlingerne er jorddeling, hvordan krigen afsluttes i praksis, FARC's fremtidige politiske deltagelse, udvikling af landdistrikterne samt hvordan man skal håndtere narkotikaproduktionen.

Colombia er i dag det land med flest internt fordrevne flygtninge, mellem 4,9 og 5,5 af 45 millioner colombianere er nu flygtninge i deres eget land. Det er resultatet af regeringens offensiv imod guerillaen i de seneste år. I samme periode er antallet of mord og forsvindinger gået noget ned.

Fredsprocessen har været lang, og med utallige tilbagetag.

  • 23. september 2015 blev regeringen og FARC enige i nogle af de sidste spørgsmål der måtte løses, før en endelig fredsaftale kunne underskrives. Blandt disse var hvordan ofrene i konflikten skal få kompensation, og hvorvidt de som er skyldige i menneskerettighedsbrud skal blive straffet eller slippe ustraffet. Senere blev de også enige om hvordan rettighederne til ofrene skal sikres.
  • I januar 2016 blev parterne enige om at spørge FNs sikkerhedsråd om at etablere en politisk FN-styrke i landet. Styrken skal observere at våbenhvilen opretholdes, og FNs generalsekretær Ban Ki-moon ønsker forslaget velkommen.
  • 24. juni 2016 signerede parterne aftalen om en slutning på krigshandlingerne. Fredsaftalen som helhed blev signeret 25. august samme år. Aftalen pålægger FARC at afgive våbene.  
  • 02.oktober 2016 stemte et smalt flertal af colombianere "nej" til fredsaftalen i en folkeafstemning. Både FARC og regeringen offentliggjorde at de ville fortsætte arbejdet for varig fred.
  • 07. oktober 2016 blev præsident Santos tildelt Nobels fredspris for at have taget initiativet til de forhandlinger, der førte til fredsaftalen.

Nu må forhandlerne finde nye løsninger for at få folkets støtte til fredsaftalen. En anden aktuel udfordring, er at få inkluderet Den nationale frigøringshær (ELN) i en varig fredsløsning, noget ELN endnu ikke har været interesseret i.

Fred er en vigtig forudsætning for bedre levevilkår for det colombianske folk. Colombia er i dag et af landene i verden med flest internt fordrevne flygtninge. Omkring 6 ud af 48 millioner colombianere er nu på flugt i eget land.

FN's rolle i konflikten

FN har valgt at holde sig ude af konflikten i Colombia, og har ikke har sendt fredsbevarende styrker til landet. Dog er flere FN- organisationer tilstede. FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) arbejder for at forbedre livet for de mange interne flygtninge. FN's børnefond (UNICEF), der arbejder for børns rettigheder har i Colombia arbejdet med frigivelse og reintegrering af børnesoldater. FN's Fødevareprogram (WFP) har også engageret sig i Colombias flygtningesituation, hvilket har ført til, at en stor del af befolkningen ikke har adgang til tilstrækkelig mad og drikke. Den væsentligste årsag til, at Colombia har modtaget begrænset FN-støtte er, at landet, til trods for alle urolighederne, er forholdsvis rigt.