[[suggestion]]
Colombia

Introduktion

Konflikten i Colombia har først og fremmest været mellem den colombianske stat og den venstreorienterede guerillagruppe FARC. Efter mere end 50 års borgerkrig blev FARC og regeringen enige om en fredsaftale. Udfordringen siden 2016 har været at følge op på forpligtelserne i aftalen, som afvæbning og integration af FARC-soldater i samfundet. En anden udfordring er at skabe fred med den anden store guerillagruppe i landet, ELN.

Baggrund

Mellem 1948 og 1958 var der krig i Colombia. Over 300.000 mennesker mistede livet. I Colombia omtales perioden ofte som «La Violencia» (Volden). Dette var primært en krig mellem landets konservative og liberale elite, men ramte lokalbefolkningen hårdt. På landet organiserede bønderne sig derfor i egne militære styrker for at beskytte sig selv. Disse styrker blev støttet af kommunistpartiet, som bagefter blev meget populært i de colombianske landsbyer.

”La Violencia” sluttede, da de konservative og de liberale blev enige om at dele stillingerne i statsapparatet lige imellem sig. De skulle styre landet i fællesskab og forbød samtidig al opposition. På den måde skabte de en fælles front mod landets radikale kræfter og holdt kommunisterne samt bønderne uden for magtapparatet. Magtfordelingen blev indført i 1958.   

Guerilla- og paramilitære grupper

De største og vigtigste guerillagrupper var Colombias revolutionære væbnede styrker (FARC) og Den nationale frigørelseshær (ELN). De gik begge ind for regimeskifte og mere demokratisk styring. Borgerkrigen mellem regeringshæren og guerillaerne begyndte i 1964. Konflikten har stået på siden og kostet 220.000 mennesker livet og derudover har millioner mistet deres hjem.

Udover regeringshæren og guerillaerne blev der i 1980'erne etableret forskellige paramilitære grupperinger i Colombia. En paramilitær gruppe er en uofficiel kampstyrke med samme skruktur som den officielle militærstyrke, men er dog ikke en del af den. De forskellige paramilitære grupper blev oprettet af jordejere og narkokarteller for at bekæmpe guerillaerne og venstrefløjen generelt. I 1997 slog de sig sammen til en styrke, som de kaldte Colombias forenede selvforsvarsstyrker (AUC).

I de efterfølgende år var der stærke, radikale, venstreorienterede kræfter i sving over store dele af Latinamerika, delvis inspireret af den socialistiske revolution på Cuba i 1959. I Colombia opstod hurtigt flere militariserede, venstreorienterede grupper, nogle med rødder i bondehærene andre i radikale studentermiljøer. De blev kaldt guerillaer, fordi de førte krig mod statsmagten.

AUC var en sammenslutning af højreorienterede styrker støttet af regeringshæren og dele af den politiske ledelse. De anså sig selv som beskyttere af staten og det eksisterende system. De paramilitære grupper har været ansvarlige for de mest omfattende overgreb i Colombia. Men hæren og guerillaerne er også ansvarlige for alvorlige overgreb og brud på menneskerettighederne.

AUC lagde sine våben i 2003 og lod sig afvæbne mod løfter om reduceret straf for dem, der blev fundet skyldige i overgreb. Ikke desto mindre har mange af de tidligere paramilitære fortsat deres aktiviteter i kriminelle grupper, som nu repræsenterer den største sikkerhedstrussel i landet, ifølge myndighederne. Disse grupper er tæt knyttet til narkotikaproduktionen og -handlen. 

USA og narkotikahandlens rolle

Udover den voldelige rivalisering mellem venstre- og højre-kræfter i colombiansk politik, har landet alvorlige problemer med omfattende narkotikaproduktion og -handel. De to problemområder hænger tæt sammen, da mange af pengene fra narkotikahandlen går til at finansiere både guerillaerne og de paramilitære grupper. Da narkohandel blev et valgkampstema i 1990, blev tre præsidentkandidater myrdet, før valgkampen var færdig. USA har engageret sig stærkt i colombiansk politik - med stort fokus på narkotikaproblematikken.  

USA har længe været stærkt involveret i Colombia-konflikten. USA har forsøgt at retfærdiggøre sin Colombia-politik med, at Colombia er en af hovedleverandørerne af de ulovlige rusmidler cannabis (marihuana) og kokain til USA. Amerikanske interesser i Colombia fik en ny dimension efter Al-Qaedas terrorangreb mod USA den 11. september 2001. USA satte derefter både FARC og ELN på listen over terroristorganisationer og definerede kampen mod dem, som en del af den verdensomspændende ”krig mod terror”. USA’s plan var at bekæmpe guerillaerne militært og ødelægge narkotikaplanterne ved hjælp af sprøjtemidler.  

USA’s engagement i den colombianske konflikt har imidlertid mødt stærk kritik internationalt. Dette skyldes flere ting blandt andet, at sprøjtemidlerne som bruges også rammer andet end planteliv. Det medfører, at livsgrundlaget for allerede fattige bønder forværres. Derudover beskyldes USA for at have en skjult agenda ift. at det militære engagement mere handler om adgang til olie end kampen mod narkotika. I Amazonas-områderne, som guerillaerne har kontrolleret, antages det nemlig, at der ligger store olieressourcer.  

Kamp mod guerillagrupperne

I 2002 overtog Álvaro Uribe Vélez magten i Colombia. Han førte en hård politik mod FARC og ELN, og han var positiv over for USA’s engagement i Colombia. Fredsaftalen, som han indgik med AUC i 2003, imponerede ikke landets venstrefløj, som så AUC og regeringshæren som to sider af den samme mønt.

I kølvandet på aftalen fra 2003 og afvæbningen af de paramilitære grupper vedtog parlamentet noget, som mødte omfattende kritik, nemlig et vedtag som gjorde det umuligt at retsforfølge paramilitære soldater, der havde begået alvorlige overgreb mod den colombianske civilbefolkning.

Jagten på guerillagrupperne førte colombianske militæraktioner over grænserne til nabolandene Ecuador og Venezuela. Dette førte til en diplomatisk krise i Colombias forhold til dets nabolande. Forholdene til disse blev forbedret efter, at Juan Manuel Santos blev præsident i 2010.  

Fredsforhandlinger

Kort tid efter valget i 2010 reagerede Santos på et initiativ fra FARC om at påbegynde fredsforhandlinger på betingelse af, at FARC først skulle frigive de gidsler, som blev holdt fanget. Samme år blev FARC’s militære leder Mono Jojoy dræbt. På trods af (eller muligvis på grund af) dette frigav FARC mange gidsler i februar 2011 og beskrev det som en fredshandling.

Fredsforhandlingerne mellem FARC og regeringen fandt først sted i Norge og derefter på Cuba. Vigtige temaer i fredsforhandlingerne var jordfordeling, og hvordan krigen skulle afsluttes i praksis, FARC’s fremtidige politiske deltagelse, udvikling af landsbyerne, samt hvordan man får bugt med narkotikaproduktionen.

Fredsprocessen

Fredsprocessen har været lang og med lejlighedsvise tilbageslag:

  • Den 23. september 2015 blev regeringen og FARC enige om nogle af de sidste spørgsmål, der skulle løses, før en endelig fredsaftale kunne underskrives. Blandt disse var, hvordan ofrene i konflikten skulle have kompensation, og om de skyldige i menneskerettighedsbrud skulle straffes. Senere blev de også enige om, hvordan ofrenes rettighederne skulle sikres.   
  • I januar 2016 blev parterne enige om at bede FN’s Sikkerhedsråd om at oprette en politisk FN-styrke i landet. Styrken skulle observere, at våbenhvilen blev opretholdt, og den daværende generalsekretær i FN, Ban Ki-moon, ønskede forslaget velkommen.
  • Den 24. juni 2016 underskrev parterne aftalen om at afslutte krigshandlingerne.
  • Den 25. august 2016 blev fredsaftalen som helhed underskrevet. Aftalen krævede, at FARC afleverede sine våben.
  • Den 2. oktober 2016 stemte et snævert flertal af colombianerne ”nej” til fredsaftalen ved en folkeafstemning. Både FARC og regeringen sagde, at de ville fortsætte med at arbejde for varig fred.
  • Den 7. oktober blev præsident Santos tildelt Nobels fredspris for at have indledt de forhandlinger, der førte til fredsaftalen.
  • Den 17. juni 2018 vandt højre-politikeren Ivan Duque præsidentvalget i Colombia. Han ønskede at genforhandle fredsaftalen fra 2016. Han tiltrådte som præsident den 7. august 2018, men målene i fredsaftalen er ikke blevet fulgt op som planlagt.  
  • Den 25. september 2019 talte præsident Duque til FN’s generalforsamling og lovede at videreføre fredsprocessen.
  • I 2021: brutal adfærd fra det colombianske politi er den største drivkraft for eskalering af vold i landet, ifølge International Crisis Group.   

Fredsforhandlinger med ELN

En anden udfordring, som fortsætter, er at få inkluderet guerillagruppen Den Nationale Frigørelseshær (ELN) i en varig fredsløsning. ELN’s tilstedeværelse i tidligere FARC-kontrollerede områder er steget i de seneste år. ELN har længe ikke været interesseret i at deltage i nogen fredsproces, men er nu i fredsforhandlinger med myndighederne.  

Fred er en vigtig forudsætning for at forbedre levevilkårene for det colombianske folk. Colombia er i dag et af de lande i verden med flest internt fordrevne flygtninge. Omkring 6 ud af 48 millioner colombianere er nu på flugt i deres eget land.

FN’s rolle i konflikten

FN’s Sikkerhedsråd har valgt ikke at gribe direkte ind i konflikten i Colombia militært, uden at dette er en del af en forhandlet løsning mellem regeringen og FARC. Colombia har modtaget begrænset økonomisk støtte fra FN. Hovedårsagen til dette er, at landet er forholdsvis rigt, og det er derfor mere naturligt at arbejde for fred og beskyttelse end med direkte økonomisk bistand.

FN’s Sikkerhedsråd oprettede en politisk operation i Colombia i januar 2016, som følge af fredsaftalen mellem den colombianske regering og FARC. Operationen består af ubevæbnede internationale observatører, som skal bekræfte afvæbningen af FARC.

Der er også flere FN-organisationer, som arbejder i Colombia med konfliktrelaterede spørgsmål. Blandt disse er FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), der arbejder for at forbedre livet for de mange interne fordrevne flygtninge. Flygtningeproblemet har ført til, at store dele af Colombias befolkning ikke har adgang til tilstrækkelig mad og vand. Dette forsøger FN's Fødevareprogram (WFP) at ændre på. FN's børnefond (UNICEF) arbejder for børns rettigheder og har arbejdet med frigivelse og genintegrering af børnesoldater i Colombia. 

Kilder 

Uppsala Conflict database, Institut for fredsforskning (PRIO), Aschehoug og Gyldendals store leksikon, Ny Tid, Involve yourself, Dagsavisen, Forsvarsforum, International Crisis Group, BBC, NRK, Flygtningehjælpen, Al-Jazeera, L’Agence France-Presse (AFP), regjeringen.no, Klassekampen.

Relaterede lande