[[suggestion]]
Colombia

Baggrund

Konflikten i Colombia har først og fremmest stået på mellem den colombianske stat og den venstreorienterede guerillagruppe FARC. Efter mere end 50 år med borgerkrig blev FARC og regeringen enige om en fredsaftale. Udfordringen fremover er at følge aftalen, som indebærer afvæbning og integrering af FARC-soldater i samfundet. Manglende folkelig og politisk opbakning til den indgåede aftale kan bringe fredsprocessen i fare. En anden udfordring er at skabe fred med den anden store guerillagruppe i landet, ELN.

Mellem 1948 og 1958 var der krig i Colombia. Over 300.000 mennesker mistede livet. I Colombia omtales perioden ofte som «La Violencia» (Volden). Dette var primært en krig mellem landets konservative og liberale elite, men ramte lokalbefolkningen hårdt. I landsbyerne organiserede bønderne sig derfor i egne militære styrker for at beskytte sig. Disse styrker blev støttet af kommunistpartiet, som bagefter blev meget populært i colombianske landsbyer.

”La Violencia” sluttede, da de konservative og liberale blev enige om at dele stillingerne i statsapparatet lige imellem sig. De skulle styre landet i fællesskab og forbød samtidig al opposition. På denne måde lagde de en fælles front mod landets radikale kræfter og holdt kommunisterne og bønderne uden for magtapparatet. Magtfordelingen blev indført i 1958.   

Guerilla- og paramilitære grupper

De største og vigtigste guerillagrupper var Colombias revolutionære væbnede styrker (FARC) og Den Nationale Frigørelseshær (ELN). De gik begge ind for regimeskift og mere demokratisk styring. Borgerkrigen mellem regeringshæren og guerillaen startede i 1964. konflikten har stået på siden. Krigen har kostet 220.000 mennesker livet og millioner har mistet deres hjem.

Udover regeringshæren og guerillaen etablerede der sig også forskellige paramilitære grupperinger i Colombia i 1980’erne. En paramilitær gruppe er en uofficiel kampstyrke med samme skruktur som den officielle militærstyrke, men er dog ikke en del af den. De forskellige paramilitære grupper blev oprettet af jordejere og narkokarteller for at bekæmpe guerillaen og venstrefløjen generelt. I 1997 slog de sig sammen til en styrke som de kaldte Colombias forende selvforsvarsstyrker (AUC).

I årene som fulgte var der stærke, radikale, venstreorienterede kræfter i sving over store dele af Latinamerika, delvis inspireret af den socialistiske revolution på Cuba i 1959. I Colombia voksede hurtigt flere militariserede, venstreorienterede grupper, nogle med rødder i bondehærene, andre i radikale studentermiljøer. De blev kaldt guerillaen, fordi de førte krigsføring mod statsmagten.

AUC var en sammenslutning af højreorienterede styrker støttet af regeringshæren og dele af den politiske ledelse. De anså sig selv for beskyttere af staten og det bestående system. De paramilitære grupper har stået for de mest omfattende overgreb i Colombia. Men også hæren og guerillaen er ansvarlig for alvorlige overgreb og brud på menneskerettighederne.

AUC nedlagde våben i 2003 og lod sig afvæbne, mod løfterne om reduceret straf til dem der blev fundet skyldige i overgreb. Derudover har mange af de tidligere paramilitære grupper fortsat deres virksomhed i kriminelle grupper, som nu repræsenterer den største sikkerhedstrussel i landet, ifølge myndighederne. Disse grupper er tæt knyttet til narkotikaproduktionen og -handel. 

USA og narkotikahandlens rolle

Udover den voldelige rivalisering mellem venstre- og højre-kræfter i colombiansk politik har landet alvorlige problemer med omfattende narkotikaproduktion og -handel. De to problemområder hænger tæt sammen, eftersom en stor del af pengene fra narkotikahandlen går til at finansiere både guerillaen og de paramilitære grupper. Da man gjorde narkohandlen til valgkamptema i 1990, blev tre præsidentkandidater myrdet før valgkampen var færdig. USA har engageret sig stærkt i colombiansk politik - med stor fokus på narkotikaproblematikken.  

USA har længe været tungt indblandet i Colombia-konflikten. USA har forsøgt at retfærdiggøre sin Colombia-politik med, at Colombia er en af hovedleverandørerne af de ulovlige rusmidler cannabis (marihuana) og kokain til USA. Amerikanske interesser i Colombia fik en ny dimension efter al-Qaidas terrorangreb mod USA 11. september 2001. USA satte derfor både FARC og ELN på listen over terroristorganisationer og definerede kampen mod dem, som en del af den verdensomspændende ”krigen mod terror”. USA’s plan var at bekæmpe guerillaen militært og at ødelægge narkotikaplanterne ved hjælp af sprøjtemidler.  

USA’s engagement i den colombianske konflikt har imidlertid mødt stærk kritik internationalt. Dette skyldes flere ting, blandt andet at sprøjtemidlerne som bruges, også rammer andet end planteliv. Det medfører, at livsgrundlaget for allerede fattige bønder ødelægges. Derudover beskyldes USA for at have en skjult agenda, at det militære engagement handler mere om adgang til olie end kampen mod narkotika. I Amazonas-områderne, som guerillaen har kontrolleret, antages det nemlig at der ligger store olieressourcer.  

Kamp mod guerillagrupperne

I 2002 overtog Álvaro Uribe Vélez magten i Colombia. Han førte en hård politik mod FARC og ELN, og han var positiv over for USA’s engagement i Colombia. Fredsaftalen, som han fik på plads med AUC i 2003, imponerede ikke landets venstrefløj, som så AUC og regeringshæren som to sider af samme sag.

I kølvandet af 2003-aftalen og afvæbning af de paramilitære grupper, vedtog parlamentet noget som mødte omfattende kritik, nemlig en lov som umuliggjorde strafforfølgelse af paramilitære soldater, der havde begået alvorlige overgreb mod den colombianske civilbefolkning.

Jagten på guerillagrupperne første colombianske militæraktioner over grænserne til nabolandene Ecuador og Venezuela. Det førte til en diplomatisk krise i Colombias forhold til deres naboer. Forholdene til nabolandene forbedrede sig efter Juan Manuel Santos blev præsident i 2010.  

Fredsforhandlinger

Kort tid efter valget i 2010 svarede Santos på et initiativ fra FARC om at påbegynde fredssamtaler på betingelse af, at FARC først måtte frigive deres tilfangetagne gidsler. Samme år blev FARC’s militære leder Mono Jojoy dræbt. Til trods for (eller muligvis på grund af) dette frigav FARC mange gidsler i februar 2011 og beskrev det som en fredsforhandling.

Fredssamtalerne mellem FARC og regeringen foregik først i Norge og derefter på Cuba. Vigtige temaer i fredsforhandlingerne var jordfordeling, og hvordan krigen skulle slutte i praksis, FARC’s fremtidige politiske deltagelse, udvikling af landsbyerne, og hvordan man får bugt med narkotikaproduktionen.

Fredsprocessen

Fredsprocessen har været lang og med lejlighedsvise tilbageslag

  • 23. september 2015 blev regeringen og FARC enige om nogle af de sidste spørgsmål, der måtte løses før en endelig fredsaftale kunne underskrives. Blandt disse var, hvordan ofrene i konflikten skulle have kompensation, og om de skyldige i menneskerettighedsbrud skulle straffes. Senere blev de også enige om, hvordan rettighederne til ofrene skulle sikres.   
  • I januar 2016 blev parterne enige om at spørge FN’s sikkerhedsråd om etablering af en politisk FN-styrke i landet. Styrken skulle observere, at våbenhvilen blev opretholdt, og daværende generalsekretær i FN, Ban Ki-moon, ønskede forslaget velkommen.
  • 24. juni 2016 underskrev parterne aftalen om en afslutning på krigshandlingerne
  • 25. august 2016 blev fredsaftalen som helhed underskrevet. Aftalen pålægger FARC at fralægge sig sine våben.
  • 2. oktober 2016 stemte et knapt flertal af colombianerne ”nej” til fredsaftalen i en folkeafstemning. Både FARC og regeringen sagde at de ville fortsætte arbejdet for varig fred.
  • 7. oktober blev præsident Santos tildelt Nobels Fredspris for at have taget initiativ til de forhandlinger, der førte til fredsaftalen.
  • 17. juni 2018 vandt højrepolitikeren Ivan Duque præsidentvalget i Colombia. Han ønskede at genforhandle fredsaftalen fra 2016. Han overtog som præsident den 7. august 2018, og målene i fredsaftalen er ikke blevet fulgt op på som planlagt.  
  • 25. september 2019 talte Præsident Duque til FN’s generalforsamling og lovede at videreføre fredsprocessen.

Fredsforhandlinger med ELN

En anden udfordring, som fortsætter, er at få inkluderet guerillagruppen Den Nationale Frigørelseshær (ELN) i en varig fredsløsning. ELN’s tilstedeværelse i tidligere FARC-kontrollerede områder er steget i de seneste år. ELN har længe ikke været interesseret i at deltage i nogen fredsproces, men er nu i fredsforhandlinger med myndighederne.  

Fred er en vigtig forudsætning for at forbedre levevilkårene for det colombianske folk. Colombia er i dag et af landene i verden med flest fordrevne flygtninge. Omkring 6 af 48 millioner colombianere er nu på flugt i eget land.

FN’s rolle i konflikten

FN’s Sikkerhedsråd har valgt ikke at gribe direkte ind i konflikten i Colombia militært, uden at dette har været en del af en fremforhandlet løsning mellem regeringen og FARC. Colombia har også modtaget begrænset økonomisk støtte fra FN. Hovedgrunden til det er, at landet er forholdsvis rigt, og det er derfor mere naturligt at arbejde for fred og beskyttelse end med direkte økonomisk bistand.

FN’s Sikkerhedsråd oprettede en politisk operation i Colombia i januar 2016, som et resultat af fredsaftalen mellem den colombianske regering og FARC. Operationen består af ubevæbnede, internationale observatører for at bekræfte afvæbningen af FARC.

Der er også flere FN-organisationer som arbejder i Colombia med konfliktrelaterede spørgsmål. Blandt disse er FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), der  arbejder for at forbedre livet for de mange interne flygtninge. FN's børnefond (UNICEF) arbejder for børns rettigheder i Colombia og har arbejdet med frigivelse og genintegrering af børnesoldater. FN's Fødevareprogram (WFP) har også engageret sig i Colombias flygtningesituation, da en stor del af befolkningen ikke har haft adgang til tilstrækkelig mad og drikke. Den væsentligste årsag til, at Colombia har modtaget begrænset FN-støtte er, at landet, til trods for alle urolighederne, er forholdsvis rigt.