[[suggestion]]
Afghanistan

Baggrund

Afghanistans historie som uafhængigt kongedømme går helt tilbage til 1700-tallet. Landet var længe en regional supermagt, før det i 1800-tallet blev marginaliseret i en magtkamp mellem Storbritannien og Sovjetunionen. Den aktuelle konflikt i Afghanistan har sine rødder tilbage til 1970'erne, hvor det langvarige kongedømme blev vippet af tronen.

Konflikterne i 1970'ernes Afghanistan var sandsynligvis ligesom, dem vi ser i dag. En politisk elite i Kabul ønskede at reformere og modernisere landet, mens det konservative flertal i landdistrikterne var ligeglad eller skeptisk over for reformerne. I løbet af seks år førte de politiske spændinger til to politiske kup og en invasion.

I 1973 blev kongen afsat ved et kup, og den relativt liberale Mohammed Daoud Khan indsatte sig selv som præsident. Hans erklærede mål var at fremskynde kongens mislykkede reformer samt modernisering af landet. Under Daoud Khan eskalerede konflikten mellem den borgerlige elite og det afghanske kommunistparti PDPA. Ved at fjerne kongen fra magten havde Daoud Khan også fjernet den sidste legitime og respekterede magtinstans i Kabul. Derigennem banede han vejen for det andet kup, da kommunisterne dræbte Daoud Khan i 1978.

Det kommunistiske parti havde ligesom Daoud Khan ikke en bred folkelig opbakning. I store dele af befolkningen blev de mange reformer, som partiet iværksatte, set som anti-religiøse og ikke-afghanske, og man anså ikke det kommunistiske regime som værende legitimt. Kommunisterne reagerede ved at arrestere og torturere tusindvis af modstandere.

Uroen førte til interne stridigheder i PDPA. Først blev generalsekretæren i partiet dræbt efter ordre fra statsministeren fra det samme parti. Efterfølgende blev statsministeren selv dræbt i et sovjetisk attentat, der blev støttet af andre fraktioner i partiet. I lang tid så det ud som om PDPA-regeringen ville falde, inden Sovjetunionen besluttede at intervenere landet. Sovjetunionen invaderede i 1979 Afghanistan med mere end 100.000 soldater. Den afghanske modstandsbevægelse fik international støtte fra bl.a. USA, Saudi-Arabien, Pakistan og Kina. Krigen mod kommunisterne blev afsluttet, da Sovjetunionen trak sine styrker ud i 1989, hvorved den kommunistiske regering kollapsede i 1992.  

Islamistisk vækst

Den sovjetiske invasion bidrog til at stabilisere det kommunistiske regime, men var upopulært blandt befolkningen. Regeringen blev ikke kun betragtet som værende udemokratisk men også som en trussel mod Afghanistans kulturelle og religiøse identitet. Flere oprørsgrupper begyndte at organisere sig på landet og kæmpe mod den sovjetiske besættelse. Mange af oprørerne var religiøse fundamentalister, mens andre var mere demokratisk orienteret. I resten af ​​verden blev de betragtet som én stor bevægelse, kendt som Mujahedin.

Den sovjetiske invasion spredte frygt og vrede i resten af verdenen. USA, der ikke ønskede at dæmme op for kommunismen, var oprørt over invasionen og besluttede at støtte oprørerne. Sammen med Saudi-Arabien bevilligede de over en 10 års periode 40 milliarder dollars i våben og penge til oprørerne i landet. Dermed var der lagt op til en langvarig krig mellem kommunisterne og Mujahedin.

Bag Mujahedin voksede en bred fundamentalistisk og konservativ religiøs bevægelse frem kendt som Hizb-e Islami ledet af Gulbuddin Hekmatyar. Denne bevægelse blev nu bevæbnet til tænderne af USA og dets allierede i et forsøg på at nedkæmpe Sovjetunionen. Radikaliseret af krigen førte de en fanatisk kamp mod besættelsesmagten, men også mod andre fraktioner inden for Mujahedin. Konflikten blev mere og mere blodig. I løbet af de ti år krigen varede, blev mere end 600.000 afghanere er dræbt. Ligeledes blev mere end seks millioner mennesker drevet på flugt til nabolandene Iran og Pakistan.

Borgerkrig

I 1989 trak Sovjetunionen sig endelig ud af Afghanistan. Tilbage var et land i total opløsning. Det lykkes til sidst for de forskellige oprørsgrupper at besejre kommunisterne i Kabul, men de formåede aldrig at blive enig om den fremtidige magtfordeling, hvilket betød af krigen fortsatte.

Gulbuddin Hekmatyar og Hizb-e Islami var specielt kompromisløse og ønskede magten i landet for sig selv. Sammen med andre islamistiske grupper, støttet af Saudi-Arabien og Pakistan, indledte de langvarige artilleriangreb på hovedstaden Kabul, hvor de resterende oprørere forsøgte at etablere et nyt styre. Resultatet var en ny borgerkrig, der varede indtil den islamistiske Taleban-bevægelse tog kontrollen med landet i 1996-1997. Vigtigt i denne sammenhæng var støtten fra den pakistanske efterretningstjeneste, ISI. ISI ønskede, at Afghanistan i fremtiden var allieret med dem i deres konflikt med Indien, idet de frygtede, at Afghanistan ville alliere sig med de vestlige lande og Indien. Derfor støttede ISI skiftende sider i krigen, og da Taleban voksede sig stærk i midten af ​​1990'erne, fik de også støtte fra ISI.

Taleban opstod blandt unge Mujahedin-krigere i Kandahar, ledet af bondesøn og pashtunske Mullah Mohammed Omar. Med bred militær støtte fra Pakistans efterretningstjeneste overtog Taleban gradvis kontrollen i Afghanistan, og Taleban indtog Kabul i 1996. Kun en lille del af landet blev styret af den såkaldte "Nordlige Alliance", der var forenet i sin opposition til Taleban. I resten af ​​landet udøvede Taleban en næsten middelalderlig styre, hvor kvinder blev forbudt at arbejde og studere, tyveri straffes med amputationer, og oppositionen blev systematisk forfulgt og dræbt.

Taleban-styret blev aldrig anerkendt af andre lande end Saudi-Arabien, Pakistan og De Forenede Arabiske Emirater, men styrede de facto landet i næsten fem år. På trods af deres hårde adfærd, repræsenterede Taleban for mange mennesker i Afghanistan en periode med en kærkommen fred og stabilitet. Under Taleban-styret ophørte næsten alt korruption samt kriminalitet og opiumsdyrkning i landet. Prisen var et politisk og kulturel diktatur. Styret varede indtil oktober 2001, hvor den militære Nordlige Alliance, med hjælp fra USA og NATO, genvandt militært kontrol over det meste af landet.

Talebans fald

Under Taleban havde terrornetværket al-Qaeda både træningslejre og hovedsæde i Afghanistan. Herfra koordinerede netværkets leder Osama bin Laden blandt andet terrorangrebet på den amerikanske ambassade i Nairobi i 1998. Al-Qaeda var vanskelig for USA at besejre, idet de var under beskyttelse af Taleban, så længe de opholdte sig i Afghanistan. Der foregik hemmelige forhandlinger mellem USA og Taleban om en udlevering af bin Laden, men parterne kom aldrig til enighed. USA ville have bin Laden for retten i USA, mens Taleban aldrig ville strække sig længere end at tilbyde en udlevering til et andet muslimsk land.

Den 11.september 2001 gennemførte al-Qaeda et brutalt terrorangreb mod New York og Washington, hvilket markerede afslutningen på den amerikanske tålmodighed. USA krævede straks bin Laden udleveret, da de ellers ville indlede et angreb på Afghanistan. Taleban-regimet imødekom aldrig det amerikanske krav, og den 7. oktober 2001 startede USA et omfattende bombardement af Taleban. Uger senere indledte den Nordlige Alliance og amerikanske styrker fremrykning mod Kabul, hvilket to måneder senere førte til Talebans fald.

De nye magthavere i Kabul repræsenterede en broget forsamling af krigsherrer og tidligere Mujahedin-krigere. Med økonomisk og militær støtte fra NATO, USA og mange vestlige lande, etablerede de et foreløbigt styrelsesråd, hvor Hamid Karzai, søn af en tidligere politiker og berømte anti-kommunist, blev indsat som præsident.

I 2004 blev der for første gang gennemført frie valg i Afghanistan, og Karzai blev formelt valgt med over 50% af stemmerne. Mere end 2/3 af landets 12 millioner stemmeberettigede stemte ved valget. Derudover blev der valgt en ny nationalforsamling samt forhandlet en ny grundlov.

Nye konflikter med Taleban

Til trods for Taleban-regimets fald var krigen ikke slut. Efter at have undgået total nederlag i 2002 omgrupperede det tilbageværende Taleban sig mod grænserne til Pakistan. Derfra genoptog Taleban i 2005 en omfattende guerillakrig mod de føderale myndigheder og mod de internationale styrker. År for år tog kampene til, og i løbet af 2007-2008 havde Taleban genvundet meget af kontrollen over det sydlige og østlige Afghanistan.

I et forsøg på at genvinde det militære overtag bestemte USA's præsident Barack Obama i 2008 sig for at øge antallet af soldater i Afghanistan dramatisk. I løbet af 2009-2010 blev de amerikanske soldater i Afghanistan øget fra under 50.000 til mere end 130.000. Samtidig intensiverede amerikanerne arbejdet med at opbygge den afghanske føderale hær, med et officielt mål om at trække sine egne tropper ud i løbet af 2014.

USA's militære offensiver drev Taleban tilbage på flere fronter, men USA genvandt på ingen måde kontrollen over landet. Så snart de amerikanske tropper blev trukket tilbage, dominerede Taleban igen de områder, hvor de bare måneder forinden var blevet drevet tilbage. I 2009 blev et nyt præsidentvalg i Afghanistan gennemført, og Hamid Karzai blev genvalgt som præsident.

Valget var dog ikke så frit og uafhængigt, som man kunne ønske. Uro og frygt førte til en lav valgdeltagelse, og flere undersøgelser peger i retningen af, at valget var præget af svindel og korruption. Karzais hovedmodstander i valget, Abdullah Abdullah, trak sig til sidst i protest, hvilket førte til, at Karzai blev udpeget som vinder. 

I løbet af 2010 gennemførte Taleban igen nye angreb i syd, blandt andet mod Kandahar. Karzai-regeringen prøvede at komme i dialog med Taleban om at skabe fred. Taleban afviste at forhandle, så længe der var udenlandske tropper stationeret i Afghanistan.

I september 2011 blev Karzais chefforhandler, Burhanuddin Rabbani, dræbt i et selvmordsangreb, da han skulle mødes og tale med repræsentanter fra Taleban. Abdullah Abdullah mente, at angrebet var et udtryk for, at Taleban ikke ønskede fred.

Forholdet til nabolandet Pakistan blev værre efter et NATO-ledet angreb i grænseområdet til Pakistan i oktober 2011, hvor pakistanske soldater blev dræbt. I november 2011 blev der holdt en international konference om Afghanistan i Bonn. På denne konference var der deltagere fra 85 lande, FN og 15 internationale organisationer. Temaer på konferencen var overføring af magt fra NATO-styrker til den afghanske hær, det internationale samfunds rolle i Afghanistan efter overføringen, og den videre politiske proces, for at stabilisere Afghanistan. Konferencen blev boykottet af Taleban og Pakistan. Pakistans boykot kom som en følge af NATO-angrebene i oktober 2011.

Konflikten fortsætter

Tilbagetrækningen af amerikanske soldater begyndte i 2011 og blev afsluttet. De sidste tilbageværende amerikanske soldater skal sørge for uddannelse og støtte til den afghanske hær. Den afghanske regering og dens internationale støtter har endnu ikke opnået fred og stabilitet i Afghanistan. I 2017 viste FN’s politiske operation i Afghanistan (UNAMA), at antallet af dræbte og tilskadekommende civile er steget år for år siden 2012. Rapporten hævder, at oprørsgrupper med Taleban i spidsen, stod for over 60% af de civile tab i 2016. Derudover er terrorgruppen Islamisk Stat (IS), blevet en markant aktør i konflikten. Rapporten understreger, at IS tilstedeværelse i Afghanistan kan føre til en øget konflikt mellem sunni –og siamuslimer, efter IS målrettet angriber siamuslimer.

FNs rolle i konflikten

USA havde ikke noget mandat fra FN, da de i oktober 2001 startede militæraktionen i Afghanistan. USA påberåbte sig retten til at angribe Taleban som del af et selvforsvar, baseret på FN charter artikel 51.

Artikel 2 (4) i FN-pagten forbyder anvendelsen af militær magt mod et territorielt og politisk uafhængig stat. En undtagelse er dog, hvis et kompetent FN-organ (i praksis FN's sikkerhedsråd) godkender det, eller hvor det er selvforsvar under artikel 51 i charteret. USA påberåbte sig retten til at angribe som en del af et selvforsvar i henhold til artikel 51.

FN's sikkerhedsråd havde imidlertid vedtaget to resolutioner, som på det kraftigste fordømte angrebet på USA den 11.september 2001, og satte Taleban medansvarlig. I resolutioner havde sikkerhedsrådet opfordret Taleban til at stoppe hjælpen til al-Qaeda, og i stedet hjælpe verdenssamfundet med at nedkæmpe terrornetværket. Denne opfordring imødekom Taleban ikke. De fleste anerkendte derfor det første amerikanske angreb som værende legitimt.  

Efter invasionen og efter at afghanerne havde etableret en interimstyre i Kabul, tildelte FN et mandat til NATO til at oprette sikkerhedsstyrken ISAF, som skulle varetage sikkerheden i Kabul og de omkringliggende områder. Ved udgangen af 2014 afsluttedes ISAF-missionen.

På grund af de fortsatte uroligheder gav FN's sikkerhedsråd mandat til RSM-missionen, der skal hjælpe afghanerne med at varetage deres egen sikkerhed. 40 lande deltager i missionen.

Mange FN-organisationer er involveret i genopbygningen af Afghanistan. FN's Fødevareprogram (WFP) var en af de første, der var inde og hjælpe med fødevareleverancer. I januar 2002 afholdt FN en konference i Tokyo for genopbygningen af Afghanistan. Kofi Annan lagde vægt på, at der var behov for mindst 10 milliarder dollars over de næste 10 år for at genopbygge Afghanistan. Mange andre har lovede at bidrage med penge til opbygningen, og en stor del af dette bliver givet igennem forskellige FN-organisationer.

Af de forskellige FN-organisationer, der er i Afghanistan, kan eksempelvis nævnes: FN's Udviklingsprogram (UNDP), Verdenssundsorganisationen (WHO), FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), FN's Fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) og FN's børnefond (UNICEF).

FN havde dog allerede projekter i Afghanisatan i 1950'erne. Under den sovjetiske besættelse drev UNHCR flygtningelejre for afghaner både i Pakistan og Iran. Derudover har FN sat betydelige ressourcer af til minerydning, idet gamle miner er et stort problem i landbrugsarealer i Afghanistan