[[suggestion]]
Israel-Palæstina

Baggrund

Både palæstinensere og israelere er folkeslag med oprindelse i Mellemøsten. Hvem der historisk set har mest ret til området, er det centrale spørgsmål i konflikten i dag. Jøderne blev drevet ud omkring 70 år efter vor tidsregning og blev spredt ud over hele Europa og Mellemøsten. I mange år blev de nægtet adgang til området, mens de i deres nye lande ofte blev udsat for forfølgelse og overgreb. Som følge af blandt andet inkvisitionen i det sydlige Europa valgte mange jøder i 1500- og 1600-tallet at bosætte sig i Palæstina igen. Man påregner, at befolkningen i Palæstina på det tidspunkt var omkring 200.000, hvoraf den jødiske befolkning udgjorde omkring 15.000.

Den organiserede jødiske indvandring til Palæstina begyndte i 1882, som følge af zionismens opblomstring i Europa. Zionismen var en politisk bevægelse, der arbejdede for en jødisk stat i Mellemøsten. Planen om at etablere en jødisk stat var inspireret af den fremvoksende idé om nationalstaten; én stat til hvert folkeslag. Jøderne så derfor sig selv som et folkeslag, der burde have sin egen stat. Ønsket om en jødisk stat var også en reaktion på anti-semitiske holdninger og jødeforfølgelser i Europa.

Palæstina blev udpeget som et passende sted at etablere en jødisk nationalstat, på grund af jødernes stærke rødder i området. Jøderne oprinder fra området, hvorfor dette stykke historie også ligger til grundlag for jødernes tilknytning til Palæstina. 

Jødisk indvandring til Palæstina

Efter Første Verdenskrig gik det osmanniske rige, som Palæstina var en del af, i opløsning. Palæstina blev underlagt britisk mandat, hvad der satte skub i den jødiske indvandring. Zionismen fik sit diplomatiske gennembrud i 1917 med den såkaldte Balfour-erklæring, hvorved den britiske regering lovede at arbejde for oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina. Palæstinenserne brød sig ikke om udviklingen, og der var stadig flere sammenstød mellem hhv. den jødiske minoritet, den arabiske majoritet og den britiske administration. 

Jødeforfølgelserne i Tyskland efter 1933 øgede indvandringen til Palæstina yderligere, hvilket førte til at den jødiske befolkning i Palæstina blev mere end tidoblet under britisk styre; fra ca. 56 000 i år 1917 til ca. 650 000 i 1948. Zionismens mål om en jødisk stat blev set som et ekskluderende projekt, der ville gå ud over palæstinenserne. I 1935 fremsatte arabiske ledere derfor et krav om at standse den jødiske immigration, og som følge deraf blev jøder nægtet udrejse fra Europa. I 1940 udgjorde jøderne omkring en tredjedel af Palæstinas befolkning på 1.530.000. Den jødiske indvandring fortsatte efter anden verdenskrig, og Europas skyldfølelse over Holocaust øgede støtten til oprettelsen af en jødisk stat. Holocaust bidrog også til at styrke jødernes tro på behovet for en stat med jødisk majoritet. De forestillede sig at en jødisk stat ville kunne tilbyde beskyttelse til alle verdens jøder. Problemet med dette ønske var at flertallet af befolkningen i Palæstina ikke var jøder.

FN's delingsplan og oprettelse af staten Israel

Efter Anden Verdenskrig ønskede zionistledelsen at overtage magten i Palæstina og afsætte det britiske styre. Dette førte til at zionisternes paramilitære styrker indgik et samarbejde med jødiske terror organisationer (Irgun og Stern) som angreb briterne i Palæstina. Den vanskelige situation fik de britiske myndigheder til at trække sig fra landet i maj 1948, og problemet blev overladt til FN.

FN's generalforsamling kom i 1947 med en ikke-juridisk anbefaling om at Palæstina burde deles i to, så jøderne blev tildelt 55% af jorden, mens palæstinenserne fik 44%. Dette blev accepteret af den jødiske zionistbevægelse, da de så det som et vigtigt første skridt mod at overtage hele Palæstina. Men palæstinenserne, som udgjorde ca. 70% af befolkningen, så på forslaget som uretfærdigt og afviste det. Før FN fik færdiggjort sagen, proklamerede den zionistiske ledelse i Palæstina i 1948 staten Israel for oprettet.

Den arabiske verden anså FN’s anbefaling og det internationale samfunds støtte til oprettelsen af en jødisk stat som et svigt af palæstinenserne. Flere lande havde truet med at gå i krig, skulle det ske, og Egypten, Irak, Jordan, Libanon og Syrien gjorde alvor af truslen. Den nye stat Israel blev kastet ud i en to-årig krig med sine arabiske nabolande.

Lanceringen af FN's delingsplan udløste den første, største og vigtigste krig i Israel-Palæstina-konflikten, nemlig 1948-krigen. Den blev muliggjort grundet det magtvakuum, der opstod ved afviklingen af det britiske styre i Palæstina. Krigen førte til ødelæggelsen af det palæstinensiske samfund og begyndelsen på det palæstinensiske flygtningeproblem, som følge af zionisternes udvisning af 700.000 palæstinensere, samt oprettelsen af staten Israel.

Israels besættelse af nutidens Palæstina

Da krigen sluttede i 1949, sad Israel på et landområde, der var 21 % større, end hvad FN havde foreslået. Egypten tog Gaza, og Jordan besatte Vestbredden. Palæstinenserne sad tilbage uden nogen stat. 700.000 palæstinensere var flygtet fra området, der nu var besat af Israel. De søgte tilflugt i flygtningelejre i Gaza og på Vestbredden, samt i nabolandene Jordan, Syrien og Libanon. I seksdageskrigen i 1967 tog Israel Gaza-striben og Sinai-ørkenen fra Egypten, Vestbredden med Øst-Jerusalem fra Jordan og dele af Golanhøjderne fra Syrien, og besad dermed hele Palæstina. 

 Store dele af den palæstinensiske befolkning blev fordrevet gennem militære operationer, der i dag bliver omtalt af historikere som etnisk udrensning. Fordrivelsen af palæstinenserne var delvist et resultat af zionistbevægelsens mål om at etablere en jødisk stat i Palæstina med jødisk flertal. Dette mål fik de jødiske styrker til bevidst at fordrive palæstinenserne fra landet, særligt i de områder der af FN var tiltænkt den jødiske stat, samt strategisk vigtige områder.  

Det zionistiske lederskab, med David Ben-Gurion i spidsen, havde længe været enige om at palæstinenserne skulle ud af landet. Zionistbevægelsen anså palæstinensisk identitet som en forhindring i etableringen af en jødisk stat, og under 1948-krigen blev over 500 palæstinensiske landsbyer ødelagt. Palæstinenserne kalder også 1948-krigen for ”al-Nakba”, som betyder ”katastrofen” på arabisk.

Krigene i 1948 og 1967 blev hovedgrundlaget for palæstinensernes modstandskamp i eftertiden, en kamp som både har været i tråd og i strid med folkeretten. Folkeretten giver palæstinenserne retten til væbnet modstand mod israelisk kolonisme, undertrykkelse og besættelse. Samtidig begrænser folkeretten hvad der anses for værende lovligt væbnet modstand. Man har fx ikke lov til at angribe civile, men palæstinensiske organisationer som PLO og Hamas har alligevel tidligere brugt terror som metode i kampen mod Israel.

Den palæstinensiske modstandskamp udføres i dag hovedsageligt med ikke-voldelige midler. Israelerne har en oplevelse af, at palæstinensisk vold først og fremmest er motiveret af anti-semitisme, hvilket bidrager til at Israel opretholder deres besættelsespolitik for at sikre beskyttelsen af de israelske jøder.

Den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO

Den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO blev dannet i 1964 og ledet af Yassir Arafat fra 1969. PLO var sammensat af forskellige palæstinensiske modstandsgrupper, som kæmpede for et frit Palæstina. Flygtningelejre var de vigtigste rekrutteringspladser for de palæstinensiske modstandsbevægelser. Dele af modstandsbevægelsen stod bag terroraktioner, blandt andet flykapringer, for på den måde at rette opmærksomhed mod palæstinensernes situation. 

I 1988 kom det diplomatiske gennembrud for PLO, idet Arafat tog afstand fra brugen af terror i kampen for selvstændighed. Næsten samtidig udråbte det palæstinensiske nationalråd (palæstinensiske parlament i eksil) den selvstændige stat Palæstina, bestående af Gaza og Vestbredden, samt Øst-Jerusalem. Mange lande anerkendte staten, og det palæstinensiske krav om selvstændighed blev forstærket, da der i 1987 udbrød oprør i de besatte områder. Dette oprør kaldes den første palæstinensiske intifada (Intifada betyder oprør på arabisk), og satte gang i Olso-processerne. 

I 1994 lykkedes det at få kravet om staten Palæstina igennem, og for første gang kunne palæstinenserne stemme på deres egne myndigheder, som følge af Oslo-aftalen.

Oslo-aftalen

I starten af 1990’erne blev Oslo-aftalen forhandlet, og i 1994 blev den underskrevet. Oslo-aftalen var forhandlinger mellem Israel og PLO, som førte frem til Oslo-aftale l og ll i 1993 og 1995. Israel anerkendte PLO som palæstinensernes retmæssige repræsentant, og PLO anerkendte staten Israels ret til at eksistere. Det var en såkaldt interim-aftale, som skulle være grundlaget for en endelig fredsaftale. I Oslo-aftalen blev Israel og PLO enige om, at en palæstinensisk stat skulle oprettes i løbet af en femårs-periode, og at der i mellemtiden skulle oprettes en palæstinensisk selvstyremyndighed.

Vestbredden blev inddelt i tre typer områder: A, B og C-områder. Den palæstinensiske selvstyremyndighed skulle kontrollere A-området (17 procent af Vestbredden), som stort set udgjorde de store byer. I område B (24 procent af Vestbredden) skulle den palæstinensiske selvstyremyndighed have civil kontrol, mens Israel beholdt den militære kontrol. I C-området (59 procent) ville Israel have fuld kontrol.

Forhandlingerne fik imidlertid en brat afslutning, da den israelske premiereminister Yitzhak Rabin blev myrdet af en jødisk ekstremist i 1995. Rabins arvtager, Benjamin Netanyahu, var langt mindre samarbejdsvillig end sin forgænger, og fronterne blev igen trukket op. Samtidig startede palæstinensiske grupperinger selvmordsangreb mod civile mål i Israel, og forhandlingsviljen blev stærkt svækket på begge sider.

Israelsk kontrol og palæstinensisk modstand

I løbet af 00'erne forværredes situationen gradvist. Palæstinenserne var skuffet over at staten, som de var blevet lovet i Oslo-aftalen, aldrig blev oprettet, og i 2001 brød endnu en palæstinensisk intifada ud. Denne gang blev der udført hyppige selvmordsangreb i Israel, hvilket førte til, at den israelske hær strammede grebet om Vestbredden og Gaza betydeligt. Specielt gik det ud over palæstinensernes bevægelsesfrihed, idet de måtte gennem et større antal kontrolposter og vejspærringer, når de ville rundt selv i egne områder. 

Der blev gennemført flere forhandlingsforsøg både i Taba og Annapolis, men uden nogen løsning på konflikten. På israelsk side blev det hævdet, at der ikke fandtes nogen palæstinensisk forhandlingspartner, og at det bedste de kunne gøre var at prøve at afslutte konflikten på egen hånd. I 2002 begyndte Israel at bygge en mur langs grænselinjen, som strækkede sig ind over Vestbredden og dermed gjorde dele af landet utilgængeligt for palæstinenserne. Det betyder at Israel i praksis har stjålet palæstinensiske områder. Muren er fordømt af FN, og Den internationale domstol i Haag vedtog i 2005 at muren var i strid med folkeretten (international lov). I 2005 bestemte Israel at trække alle sine styrker fra bosættelserne i Gazastriben. På grund af muren anser FN dog fortsat Gazastriben for at være under israelsk besættelse.

De to største politiske partier i Palæstina, Fatah og Hamas, har haft vanskeligheder med at samarbejde. I praksis styrer Hamas ved Gazastriben og Fatah på Vestbredden, men begge partiers politiske frihed er stærkt begrænset af den israelske besættelsesmagt.

Israelsk ekspansion

Israel fortsatte udbygningen af jødiske bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem, som palæstinenserne anser som deres hovedstad. Bosættelserne begyndte efter seksdagskrigen i 1967, og tiltog for alvor i løbet af 1990’erne. Meget religiøse jøder mener, at jøder er Guds udvalgte folk, og at de derfor har ret til at bo i hele det bibelske Israel. Vestbredden (Palæstina) og Øst-Jerusalem er vigtige religiøse områder for troende jøder. Flertallet af israelske bosættere er midlertidigt også flyttet til de besatte områder, fordi den israelske stat tilbyder økonomiske goder som skattelettelser og billige boliger i disse områder. 

I dag bor der over 760.000 bosættere på Vestbredden (inkluderet Øst-Jerusalem). Bosættelserne er ulovlige i henhold til folkeretten, fordi de er bygget på palæstinensisk land. Bosættelserne på Vestbredden forbliver en af de største hindringer i fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne. I dag står mange bygninger på Vestbredden tomme, da de bliver opført hurtigere end civilbefolkningen i Israel kan nå at flytte ind. Udbygningen af huse og udvidelsen af bosættelserne på Vestbredden stiger dag for dag, og betyder at landarealer og palæstinensiske byer på Vestbredden langsomt men sikkert indskrænkes. Udbygningen at bosættelserne kan tyde på at Israel stadig vælger ekspansion og besættelse fremfor fred og sikkerhed.

Gaza-krigene

I midten af 2008 ophørte en skrøbelig aftale om våbenhvile mellem Israel og Hamas, uden at partnerne kunne komme til enighed om en ny aftale. Begge parter beskyldte hinanden for at have brudt aftalen først. Den 27. september 2008 startede Israel et omfattende luft- og jordangreb mod Gaza, hvilket resulterede i, at 1.400 palæstinensere og 13 israelske soldater blev dræbt. Gaza-krigen rystede store dele af det internationale samfund, og Israel blev beskyldt for en voldsom reaktion udenfor proportioner. Krigen varede i 25 dage, og Gaza blev lagt i ruiner. 

To måneder efter Gaza-krigen sluttede, var der valg i Israel, hvor Benjamin Netanyahu blev valgt til ny statsminister. På trods af løfter fra USA og præsident Obama om at få fart på fredsprocessen, har Israel fortsat sin isolation af Gaza og bosættelserne på Vestbredden. Den palæstinensiske selvstyremyndighed har indledt et omfattende statsopførelsesprojekt for at sikre, at alle de nødvendige institutioner er på plads. I 2011 var dette arbejde kommet så langt, at der fra flere sider blev erklæret, at en palæstinensisk stat ville være levedygtig.

I sommeren 2014 brød endnu en krig ud mellem Israel og Palæstina på Gazastriben. Israel begyndte d. 8. juli 2014 en såkaldt ”Operation Protective Edge” som svar på raketangreb fra militante palæstinensere. Fire dage efter opfordrede FNs Sikkerhedsråd parterne til at indstille fjendtlighederne.

D. 17. juli blev en humanitær våbenhvile afbrudt i utide, og Israel igangsatte den første landoffensiv i over fem år. Tre dage efter blev endnu en humanitær våbenhvile afbrudt. Det blev en af de blodigste dage i konflikten med over 140 dræbte palæstinensere og 13 dræbte israelere.

Trods opfordringer til en uges våbenhvile fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon og USA's udenrigsminister John Kerry, gik Israel og Hamas kun med til en 12 timers våbenhvile d. 25. juli 2014.

Den 27. juli rundede antallet af døde palæstinensere 1000. 30. juli ramtes en FN-pigeskole af et israelsk bombardement, og fire dage efter blev endnu en FN-drevet skole ramt. Denne blev den tredje bombede skole under konflikten. Det skabte voldsomme reaktioner verden rundt. FN's generalsekretær Ban Ki-moon opfordrede til 'at galskaben stoppes'.

26. august forhandledes der med hjælp fra egyptiske forhandlere en tidsubegrænset våbenhvile på plads mellem Israel og palæstinenserne. Denne aftale indebar blandt andet, at palæstinensiske fiskere må sejle længere ud, sikkerhedszonen i Gaza mindskes, blokaden til Egypten hæves, dele af grænsen mellem Israel og Gaza åbnes, og Israel officielt tillader at nødhjælp og byggematerialer kan komme ind i området. Grænserne skal administreres af den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas’ styrker, i stedet for Hamas' styrker, som tidligere har administreret grænserne.

Denne konflikt stod på i 50 dage og krævede over 2140 palæstinensiske og 73 israelske liv. Trods våbenhvilen er spændingerne mellem parterne genopblusset, og i midten af november 2015 blev fem israelere dræbt, da to mænd bevæbnet med økser og knive angreb en synagoge i Jerusalem.

En tredje intifada?

I oktober 2015 eskalerede volden mellem israelerne og palæstinenserne, specielt i Øst-Jerusalem. Det palæstinensiske oprør mod Israels besættelser og militær er bl.a. kommet til udtryk gennem flere knivangreb mod israelere. Israels modreaktion har bl.a. været udenomretslige henrettelser, dvs. at mistænkte gerningsmænd er blevet skudt og dræbt på gaden, i stedet for at blive arresteret og retsforfulgt. Andre mistænkte palæstinensere, samt deres familier, er blevet udvist fra Øst-Jerusalem og deres huse ødelagt. Palæstinensiske børn, specielt i byen Hebron i det sydlige Palæstina, bliver i stigende grad tvunget ud af deres hjem om natten af israelsk politi eller militær, og bliver enten afhørt eller fængslet uden videre forklaring eller på ubestemt tid. Ofte er den officielle baggrund for arrestationerne, at børnene har kastet sten mod israelske soldater. Mange internationale og israelske organisationer har fordømt israelske styrkers varetagelse af palæstinensiske børn uden at videregive forældrene en baggrund for arrestationerne. 

Det er først og fremmest palæstinensernes frustration og fortvivlelse over den israelske besættelsespolitik som er forklaringen til palæstinensernes oprør. Palæstinenserne har i løbet af 2015 oplevet en optrapning af den israelske politik om at nedrive palæstinensiske huse for at bruge området til israelernes fordel. Israel ødelægger palæstinensiske huse enten som kollektive straffetiltag (som er en type krigsforbrydelse), eller som en praksis for at fjerne palæstinenserne fra området (i tråd med zionismen).

Amnesty International hævder at ødelæggelsen af palæstinensiske huse også må ses i sammenhæng med udvidelsen af israelske bosættelser og Israels plan om at gøre det palæstinensiske Øst-Jerusalem til en del af Israel.

Oprøret i efteråret 2015 adskiller sig fra den første og anden intifada, ved at de palæstinensiske angreb og protesterne ikke blev koordineret af en palæstinensisk ledelse. De opstod på enkeltindividers eget initiativ. Protesterne var samtidig delvist rettet mod den palæstinensiske ledelse, som mange unge palæstinensere opfattede som begrænsende i frigørelseskampen.

Volden har fortsat med noget lavere intensitet i 2016. 

Flygtninges ret til at returnere til Palæstina

Omkring halvdelen af det palæstinensiske folk er flygtninge, hvilket i dag udgør 5,4 millioner mennesker. Årsagen er hovedsageligt, at de palæstinensere, der flygtede mellem 1948 og 1967, endnu ikke har fået lov til at vende hjem. Disse mennesker er derfor fortsat flygtninge, og har ifølge FN og folkeretten ret til at returnere til deres hjem. 

I 2018 er retten til retur blevet det krav, som palæstinensiske demonstranter har forsøgt at fremme mest muligt, særligt på Gazastriben, hvor over 2/3 af befolkningen er flygtninge. Fredelige demonstranter er dog blevet mødt med beskydning fra israelske soldater langs grænsen, hvilket har resulteret i flere døde palæstinensere.  

Palæstinensisk stat i FN?

De palæstinensiske selvstyremyndigheder har gennem de sidste år gennemført omfattende statsopbygningsprojekter, for at sikre at alle nødvendige institutioner, en stat bør have, er på plads. I 2011 var man kommet så langt med dette arbejde, at Palæstina fra flere sider blev erklæret levedygtig som selvstændig palæstinensisk stat.

På trods af stærkt pres fra Israel og USA valgte præsident Mahmoud Abbas at søge FN’s sikkerhedsråd om medlemskab i FN. USA har varslet at nedlægge veto ved en behandling af Palæstina som medlemsstat, og det er uklart hvornår resultatet foreligger. Palæstinensernes plan B var at søge FNs generalforsamling om at opgradere sin status i FN til observatørstat uden fuldt medlemskab. Det fik de indvilget tilbage i november 2012. Palæstinenserne håber, at medlemskab i forskellige FN-organisationer vil bane vejen for, at det internationale samfund anerkender den palæstinensiske stat.

I slutningen af 2014 havde 135 lande i verden anerkendt Palæstina som stat. Det udgør 70 procent af FN's medlemslande og 80 procent af verdens befolkning. Den svenske regering meddelte i oktober 2014, at Sverige som det første EU-medlemsland vil anerkende Palæstina som selvstændig stat. Danmark og det meste af EU har endnu ikke anerkendt Palæstina som selvstændig stat i 2019. 

FN's rolle i konflikten

Efter FN's oprettelse i 1945 blev den første fredsbevarende styrke sendt til Palæstina. Opgaven var at afslutte krigen mellem israelere og palæstinensere. Styrken er stadig i området med det samme mandat. Den består af både fredsobservatører og militærpersonel. Udover at forsøge at forhindre sammenstød mellem de stridende parter, holder styrkerne øje med, at civilbefolkningen ikke udsættes for overgreb, og hvordan diverse fredsaftaler følges op. FN's styrker samarbejder med fredsstyrkerne i Libanon og Syrien.

FN har ligeledes sin egen organisation, UNRWA, som arbejder med palæstinensiske flygtninge. Gazas befolkning er fuldstændig afhængig af den bistand UNRWA giver.

FN har også sin egen koordinator (UNSCO) for den såkaldte fredsproces, som er en del af Mellemøstkvartetten sammen med USA, Rusland og EU. Mellemøstkvartetten har forsøgt at finde en løsning på konflikten uden held. Det skyldes i stor grad mangel på politisk vilje til at lægge tilstrækkelig pres på Israel om at følge dets folkeretslige forpligtelser. Dette gælder specielt i USA, som er Israels vigtigste støttespiller.

 I forbindelse med volden i Palæstina i efteråret 2015, foreslog Frankrig at indsætte en FN-styrke i Øst-Jerusalem. Israel og USA afviste dette forslag. FN’s Generalforsamling og Sikkerhedsråd har vedtaget en række resolutioner, siden Israel blev oprettet i 1948. De fleste resolutioner har kritiseret den israelske besættelse af de palæstinensiske områder. Israel har valgt at overhøre kritikken, og Israel er i dag det land i verden, der har undladt at efterkomme flest FN-resolutioner. I FN’s Sikkerhedsråd bliver de fleste resolutioner mod Israel stoppet af USA, der har veto i Sikkerhedsrådet., og viste igen sin støtte til Israel. 

FN’s nuværende generalsekretær, António Guterres, udtalte i 2019, at den eneste fredelige løsning på konflikten er at dele landeområdet i to selvstændige stater, der begge har Jerusalem som hovedstad. Dette strider dog imod USA's anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, som fandt sted i december 2017, samt mange EU-landes manglende anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat.