[[suggestion]]
Kurdistan

Den kurdiske befolkning

Den samlede kurdiske befolkning er anslået til at være mellem 28 og 35 millioner mennesker. Det er den største etniske gruppe i verden uden egen stat. Til sammenligning har Danmark et indbyggertal på 5.6 millioner mennesker.

Lidt under halvdelen af den kurdiske befolkning bor i Tyrkiet, men også Iran, Irak og Syrien har store kurdiske befolkningsgrupper. Efter 1. verdenskrig blev kurderne lovet eget land af England, Frankrig og USA, som vandt krigen. Men i stedet kom kurderne under tyrkisk dominans. Mange kurdere har været involveret i kampe om selvstændighed siden den gang, og tusinder af mennesker har mistet livet i konflikten.

Historisk baggrund

I slutningen af 1800-tallet var nutidens Tyrkiet, Mellemøsten og næsten hele den arabiske halvø kontrolleret af Det Osmanniske Rige. Det Osmanniske Rige var et kejserrige styret af en tyrkisk klan, som kæmpede for at modernisere imperiet. På samme tid voksede nationalismen rundt i det multikulturelle imperium. En af folkegrupperne, der krævede uafhængighed, var kurderne.

Det Osmanniske Rige var på den tabende siden i 1. verdenskrig, og sejrsherrerne bestemte sig for at dele landområdet mellem sig. I den første delingsaftale, som blev underskrevet i Sévres i 1920, blev der taget hensyn til kurdernes ønske om en selvstændig stat. Aftalen fastslog at området, hvor kurderne var i flertal, skulle skilles ud som en selvstændig stat. Samtidig skulle Hellas, Frankrig og Armenien dele store områder af nutidens Tyrkiet mellem sig.

En gruppe af tyrkiske nationalister ville dog ikke godtage den nye aftale. De etablerede en ny tyrkisk regering i Ankara og fortsatte kampene mod de allierede og mod de kurdiske oprører. Tyrkerne vandt frem, og fik til sidst forhandlet en ny fredsaftale, der anerkendte en ny tyrkisk stat. I den nye fredsaftale fra 1923, Lausanne-aftalen, var kurderne ikke længere tilgodeset med en stat. I stedet blev området underlagt det nye Tyrkiet.

Kurderne i Tyrkiet

De tyrkiske nationalister etablerede den nye stat i Ankara, hvilket resulterede i, at kurderne i øst gjorde oprør – først i 1920 og senere i en række oprør gennem 1920'erne. I 1927 proklamerede kurderne en uafhængig stat i den østlige del af landet, kaldt Den kurdiske republik Ararat, men uafhængighed varede ikke længe. Tre år senere blev republikken knust af den tyrkiske hær.

I slutningen af 1920'erne og 1930'erne iværksatte tyrkerne en såkaldt tyrkifiseringspolitik. Folkegrupper med et andet sprog og kultur skulle assimileres til tyrkisk kultur, og mange kurdere blev tvangsflyttet til nye områder. Dette førte til nye oprør, hvilket senere blev kendt som oprøret i Dersim (1937-1938), hvor titusindvis af civile kurdere blev dræbt. Tallene varierer meget - fra 13.000 dræbte op til 70.000 dræbte. Flere hundrede landsbyer blev brændt ned, og der blev gennemført omfattende tvangsflytninger af befolkningen.

I årene som fulgte, blev kurdernes kamp for et selvstændig Kurdistan mødt med hård undertrykkelse i Tyrkiet. Kurderne blev udsat for omfattende politisk forfølgelse og mange kurdiske forfattere, journalister og menneskerettighedsaktivister blev fængsel og dræbt. Kurdisk sprog og kultur blev forbudt.

Stiftelsen af PKK

I 1980'erne genoptog kurderne de væbnede kampe mod det tyrkiske overherredømme. Det kurdiske arbejdsparti (PKK) blev oprettet i 1978 og opfodrede til oprør. Partiets ideologi var fra starten en blanding af socialisme og nationalisme. Både EU og USA har PKK på deres terrorliste.

Oprøret udviklede sig til en vedvarende krig mellem de paramilitære PKK-styrker og de tyrkisk-statslige militære styker (en såkaldt guerillakrig). Fra baser i blandt andet Irak og Syrien angreb PKK-guerillaen militære mål i Tyrkiet. Til tider kontrollerede de også store områder øst i Tyrkiet. 

De tyrkiske myndigheder besvarede PKK's krigsførelse med hævnaktioner mod den kurdiske civilbefolkning. Kampene var hårdest i de kurdiske kerneområder i Sydøsttyrkiet. PKK havde baser på irakisk jord, hvilket førte til, at Tyrkiet ligeledes gik ind med styrker i Nordirak på jagt efter PKK-medlemmer og tilholdssteder.

I 1999 blev PKK's leder Abdullah Öcalan fanget og dømt til døden – en dom som siden er blevet omgjort til livsvarigt fængsel. Efter dommen tog Öcalan offentlig afstand fra brugen af vold, og kort tid efter erklærede PKK våbenhvile.

Våbenhvilen førte til, at sikkerhedssituationen i Sydøsttyrkiet blev betydelig forbedret. I forbindelse med at Tyrkiet søgte medlemskab i Den Europæiske Union (EU), blev den tyrkiske behandling af kurderne forbedret. Kurderne fik udvidet deres politiske rettigheder, og forbuddet mod offentlig brug af det kurdiske sprog blev ophævet.

Kurderne i Irak

Kurderne i Irak blev ligesom i Tyrkiet undertrykt under Saddam Husseins regime.

Efter Lausanne-aftalen i 1923 fik kurderne i Nordirak begrænset selvstyre. Dog viste selvstyret at have lille praktisk betydning. Uenighederne om hvad selvstændighed indebar førte til flere sammenstød mellem kurdiske oprører og den irakiske hær.

I efterkrigstiden intensiverede kampen, og da Saddam Hussein kom til magten i 1970'erne opstod der en ny uenighed om selvstændigheden, og rettighederne til olieressourcerne i Nordirak. I denne magtkamp fik kurderne i lang tid støtte fra Iran, som ønskede at svække Husseins regime. Da krigen mellem Iran og Irak brød ud i 1980, gik Iran ind i de kurdiske områder og etablerede militærbaser. Da krigen var afsluttet, gennemførte Saddam Hussein omfattende hævnaktionerne mod den kurdiske civilbefolkning, hvilket var straffen for at have fået støtte fra Iran – blandt andet blev der affyret raketter med kemiskevåben, der dræbte mere end 5.000 civile kurdere.

Efter Iraks nederlag i Golf-krigen i 1991 opfordrede USA kurderne til at gøre oprør mod Saddam Hussein. Kurderne troede, at de ville modtage støtte fra USA, men blev i stedet ladt i stikken. USA indgik våbenhvile med Hussein, og den irakiske hær blev sat ind mod oprørerne.

Med massakrerne efter Iran-Irak-krigen frisk i hukommelsen, valgte mellem en og tre millioner kurdere at flygte op i bjergene mod Tyrkiet. De tyrkiske myndigheder nægtede at lade dem krydse grænsen, og flygtningene blev fanget mellem tyrkiske og iranske tropper. For at forhindre en humanitær katastrofe valgte Frankrig, Storbritannien og USA at stille militærstyrker til rådighed. Samtidig blev der etableret såkaldte sikkerhedszoner for kurderne, ved at irakiske myndigheder blev nægtet at flyve i luftrummet over Nordirak.

Flyveforbundszonen i Nordirak resulterede i, at de kurdiske områder igen kunne nyde større selvstyre, og i 1992 blev den første kurdiske nationalforsamling i Nordirak etableret. Forsamlingen bestod af repræsentanter fra Det Kurdiske demokratiske Parti (KDP) og Den Kurdistans Patriotiske Union (PUK). De to kurdiske grupper var længe i væbnet kamp med hinanden, men i 1998 indgik de våbenhvile og senere ligeledes en samarbejdsaftale.

I 2003 gik USA ind i Irak med mål om at vælte Saddam Hussein. Invasionen blev støttet af de irakiske kurdere. I den nye irakiske grundlov fra 2005 blev kurderne sikret regionalt selvstyre. I januar 2005 blev en ny overgangsregering valgt, og Jalal Talabani blev tildelt præsidentjobbet, hvilket gjorde ham til den første kurdiske statsoverhoved i et land.

Kurderne i Syrien og Iran

I Syrien og Iran findes der ligeledes store minoriteter af kurder, som understrykkes. Kurderne er den største minoritet i Syrien, og har deltaget i det store folkelige oprør mod præsident Bashar al Assad, der brød ud i 2011. Kurderne i Syrien kæmper nu mod både Assad-regimet og islamistgrupperne i landet (læs mere om oprøret og den efterfølgende borgerkrig på konfliktprofilerne Det Arabiske Forår og Syrien).

I Iran lever mange millioner kurdere i grænseområderne mod Irak og Tyrkiet. Kurderne i Iran har lov til at udtrykke deres sprog og kultur. Dog er det i de seneste år blevet kraftigere undertrykt af regimet. I juli 2005 blev en kendt kurdisk aktivist, Shivan Qaderim og to andre kurdiske mænd dræbt af iranske sikkerhedsstyrker i den kurdiske by Mahabad. Drabene førte til seks ugers protester og oprør i byerne langs grænsen. Flere mennesker mistede livet i oprøret, og mange kurdere blev arresteret og fængsel uden lov og dom. I de senere år er flere kurdiske aviser i Iran blev lukket. 

Nye konflikter i Mellemøsten: Fremkomsten af Islamisk Stat

Kurderne i det nordlige Irak nyder i dag af en stor grad af selvstyre, men står nu overfor en ny trussel fra en militant islamistgruppe, som kontrollerer store områder i Irak og Syrien. Gruppen kalder sig Islamisk Stat (IS) og har ambitioner om at etablere et verdensomspændende kalifat. Ideologien til IS favoriserer sunnimuslimer, som fører til, at konflikterne i regionen i stigende grad bliver sekterisk (sija mod sunni). Kurderne er en seperat minoritet i denne konflikt, og er blandt de førende af modstanderne af IS.

I juni 2014 erklærde IS, at de havde etableret en islamisk stat i de områder, de havde taget kontrol over. For at standse IS indledte en USA-ledet international koalition luftangreb mod IS-mål i august samme år. Tyrkiet var længe passive i kampen mod IS, fordi tyrkiske interesser også er knyttet til bekæmpelsen af IS modstandere, nemlig Assad-regimet i Syrien og kurderne.

I sommeren 2015 skiftede Tyrkiet position og blev aktive deltagere i den internationale koalition mod IS, som var ledet af USA. Tyrkiet havde alligevel en skjult agenda med deres støtte, som kom til udtryk ved, at de tyrkiske bombetogter først og fremst var rettet mod kurdiske mål (primært mod PKK i grænseområdet mellem Tyrkiet og Irak), og meget lidt mod IS-mål. Tyrkiske myndigheder legitimerer bombingen af kurderne ved, at de skal bekæmpe alle former for terrorisme i regionen. Realiteten er, at det tyrkiske regime motiveres af at hindre etableringen af en kurdisk stat. Samtidig vil de tyrkiske angreb mod kurderne styrke IS, og øge deres muligheder for at tage over de kurdiske områder i det nordlige Irak.

Læs mere om Islamisk Stat her.

FNs rolle i konflikten

FN har valgt at holde sig udenfor konflikterne i forbindelse med en selvstændig kurdisk stat. FN har imidlertid engageret sig i forhold til kurdernes rettigheder i Tyrkiet, og arbejder for at forbedre landets behandling af etniske minoriteter. Derudover har FN arbejdet for at sikre kurdernes sikkerhed i det nordlige Irak, blandt andet gennem at forslå et flyveforbudszone. Ydereligere er FN er involveret i krigen i Irak, og dermed også kurdernes situation i den nordlige del af landet.