[[suggestion]]
Libanon

Baggrund

Libanon blev selvstændigt i 1946. Fordi landet havde været et fransk mandatområde siden fredsslutningen efter 1. verdenskrig, var Libanon kendt som Mellemøstens Schweiz, og hovedstaden Beirut blev på grund af sine brede boulevarder og fransk-inspirerede arkitektur, kaldet Mellemøstens Paris. Nogle få af de storslåede bygninger overlevede den libanesiske borgerkrig, der varede fra 1975 til 1990.

Religiøst tilhørsforhold er meget vigtigt i libanesiske politik og samfund. Kristne libanesere har traditionelt haft meget magt på bekostning af sunni- og shia-muslimer, og forfatningen siger, at præsidenten skal være kristen maronitisk, statsministeren sunni-muslim og parlamentet præsident shia-muslim. Denne magt distribution er baseret på en folketælling fra 1932, hvor de kristne var i flertal. Da den muslimske befolkning voksede, øget utilfredshed mod magtfordelingen i Libanon. Dette skabte konflikter mellem forskellige religiøse grupper.

Konflikten i Libanon hænger sammen med konflikten mellem Israel og Palæstina (læs om konflikten her). Efter krigen, der brød ud, da Israel blev oprettet i 1948 flygtede mange palæstinensere over grænsen til Libanon, og levede i flygtningelejre der. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) etablerede militære baser i det sydlige Libanon, som blev brugt som base for guerilla-angreb mod Israel. I 1970 flyttede organisationenen sit hovedkvarter til hovedstaden Beirut. Der var med andre ord en betydelig palæstinensisk tilstedeværelse i landet, og fra slutningen af 1960'erne førte dette til øget spændinger mellem palæstinensere og libanesiske nationalistiske grupper.

Borgerkrigen 1975-1990

I 1975 brød borgerkrigen ud i Libanon. De kristne falangister angreb en bus med palæstinensere, efterfulgt af nye angreb på de palæstinensiske flygtningelejre . PLO svarede igen med angreb og kampene eskalerede hurtigt. Imens kæmpede et dusin libanesiske militser forskellige religiøse overbevisninger imod hinanden. Situationen var kaotisk og uorganiseret.

Israel deltog direkte og indirekte i den libanesiske borgerkrig. For det første støttede de falangisterne både materielt og militært. De to mest berømte massakrer i de palæstinensiske flygtningelejre; Sabra og Shattila blev udført af falangister , imens israelske styrker bevogtede udgangen af lejrene. Israel støttede også South Lebanese Army (SLE), der kæmpede imod PLO i det sydlige Libanon. For det andet gik Israel selv ind i Libanon med tropper, første gang i 1978. Aktionen blev fordømt af FN og israelerne trak sig ud. FN etablerede en observations styrke i grænseområdener. Men Israel invaderede igen i 1982 og besatte Libanon. Besættelsen medførte massiv væbnet modstand og i det sydlige Libanon blev blandt anden den shiitiske muslimske gruppe Hizbollah opretter for at bekæmpe israelerne. Desuden medførte besættelsen at PLO's hovedkvarter blev flyttet til Tunesien. I 1985 trak Israel tilbage, men landet beholdte kontrollen over det sydlige Libanon.

Også Syrien og Iran blandende sig i den libanesiske borgerkrig. Syrien havde strategiske interesser i Libanon på grund af Syriens egen konflikt med Israel i Golanhøjderne (læs om konflikten her). I 1976 invaderede syriske tropper Libanon og blev der indtil 2005. Iran ville støtte den shia-muslimske del af befolkningen og bidrog blandt andet til skabelsen af Hizbollah.

Borgerkrigen sluttede officielt, da Taif-aftalen trådte i kraft i 1990. Aftalen sikrede en mere retførdig magtfordeleling, og at de mange militser blev afvæbnet . Det anslås, at omkring 100.000 mennesker mistede livet i løbet af den 15 år lange borgerkrig. Ligeså mange pådrog sig varige skader.

Hizbollah og Israel

Selvom kampene stoppede efter 1990, forblev nogle problemer fortsat uløste. Imens de andre militser fra borgerkrigen havde lagt våbnene, forblev Hizbollah bevæbnet. Efter 1990'erne var der hyppige sammenstød mellem Hizbollah og Israel, og disse fortsatte efter Israel trak sig tilbage fra det sydlige Libanon i 2000. I juli 2006 kidnappede Hizbollah to israelske soldater. Israel reagerede med en modoffensiv, som fik massiv kritik fra det internationale samfund og FN, fordi den blev anset for ude af proportioner. I midten af august indgik FN's sikkerhedsrådet resolution 1701, der udvidede FN-styrken UNIFIL, og resulterede i, at parterne indgik en våbenhvile.

Krigen i 2006 var ikke en krig mellem Libanon og Israel, men mellem Hizbollah og Israel. Dog var det den libanesiske civilbefolkning, som fik kampene at mærke på kroppen, og krigen skabte stor utilfredshed blandt mange libanesere. Spørgsmålet om nedrustning blev igen aktuelt. Efter 2006 har der været relativt roligt på grænsen mellem Libanon og Israel. Alligevel er vejen til nye voldshandlinger kort. Israel er bekymret for de nære bånd mellem Hizbollah, Iran og Syrien. Hvis konflikten mellem Israel og et af disse lande eskalerer, skal der ikke meget til, at volden spreder sig til Libanon. 

Hizbollah er i de senere år blevet en magtfaktor i Libanon. Efter valget i 2009 fik Hizbollah 12 pladser i parlamentet og partiets militære fløj menes i dag at være større end den libanesiske hær. Hizbollah er tilhænger af Assads regime i Syrien, og har hjulpet den syriske regering i kampen mod den syriske opposition.

Tæt på ny borgerkrig

I 2005 blev Libanons sunnimuslimske premierminister, Rafiq Hariri , myrdet i Beirut. Mange troede at Syrien stod bag dette angreb, fordi Hariri havde udtalt sig negativt om Syriens tilstedeværelse i Libanon. Angrebet førte til så massive protester, at Syrien valgte at trække deres tropper ud.

Efter drabet på Hariri var libanesisk politik opdelt i to blokke: den vestligt venlige; ”14. marts alliancen” ledet af Hariris søn Saad og den syrisk venlige; ”8. marts alliancen” med Hizbollah i spidsen. Begge blokke var sammesat af forskellige trosretninger. Den politiske uro i landet voksede, og i 2008 var sammenstød mellem tilhængere af de forskellige blokke.

Siden da, har libanesiske politik balanceret på en knivsæg. Der er især spænninger på grund af Specialdomstolen for Libanon (STL), som blev oprettet af FN i kølvandet på mordet på Hariri. Oprindeligt havde mange forventet, at Syrien ville være ansvarlig for mordet, men i januar 2011 fremgik det, at STL ønskede at rejse tiltale imod medlemmer af Hizbollah. Hizbollah og "8. marts alliancen" har beskyldt domstolen for at være en vestlig svækkelses kampagne imod dem.

Borgerkrigen i Syrien påvirker Libanon

Konflikten i Syrien, der startede i 2011, og som har udviklet sig til en brutal borgerkrig, har også fået konsekvenser for situationen i Libanon. Libaneriskse støtter til oppositionen og Assad-regimet har rejst til Syrien for at kæmpe i konflikten. Fra 2012 har der været gentagne, voldelige sammenstød mellem sunnimuslimer og alawitter (en gren af shia) i Libanon, særlig i Tripoli og Beirut.

Der er kommet en tilstrømning af flygtninge fra Syrien til Libanon. Efter at konflikten i Syrien begyndte, har over 1 million syrere krydset grænsen til nabolandet. Fra før er Libanon modtager land for mange palæstinensiske og irakiske flygtninge. Flygtningene udgør en stor del af den libanesiske befolkning, som er omkring 5 millioner indbyggere.

Konflikten i Syrien har også haft en indvirkning på stigende polarisering i libanesisk politik, hvor parterne enten støtter Assad eller oppositionen i Syrien. "14. marts alliancen" har stort set støttet oppositionen, mens "8. marts alliancen" har støttet Assad-regimet.

FNs rolle i konflikten

FN har haft fredsbevarende styrker (UNIFIL) i Libanon siden den 23. marts 1978, da man etablerede en neutral zone på grænsen mellem Israel og Libanon. Styrken blev oprindelig indsat for at sikre, at Israel trak sig tilbage fra libanesisk territorium som aftalt. FN-tropper skulle også sikre, at Libanon fik suverænitet over den sydlige del af landet. Israel trodsede imidlertid aftalen med FN i 1982, da de gik lige igennem styrkens område og invaderede Libanon igen. UNIFIL's rolle blev derefter reduceret til at beskytte den lokale befolkning så meget som muligt. FN's generalsekretær arbejdede på at få Israel til at forlade de besatte områder, og FN valgte at blive i landet i hele perioden på trods af den vanskelige situation.

Kontoret for FN's specialkoordinator for Libanon (UNSCOL) hjælper med lederskab og koordinering for FN's arbejde i Libanon. Kontoret ligger i hovedstaden Beirut.

Før Israels storoffensiv i sommeren 2006 havde FN trukket det meste af personalet ud, og havde kun en lille gruppe af observatører tilbage i landet. Efterfølgende ændrede situationen sig radikalt, og FN sendte flere FN-soldater til UNIFIL, der fik et udvidet mandat. UNIFIL's mandat udvides årligt.

Efter attentatet på Rafiq Hariri i 2005 vedtog FN's sikkerhedsråd resolution 1757, som oprettede en undersøgelseskommission (UNIIIC). Kommissionen afsluttede sit arbejde med at efterforske, hvem der stod bag attentatet i 2009, og Specialdomstolen for Libanon i Haag (STL) blev åbnet samme år.