[[suggestion]]
Myanmar - Rohingya

Siden 25. august 2017 har over 720.000 rohingyaer flygtet fra Myanmar, efter at militæret drev dem på flugt fra delstaten Rakhine. De er flygtet til nabolandet Bangladesh, hvor der i forvejen boede ca. 200.000 rohingyaer. FN har slået fast at de militære myndigheder i Myanmar bedriver etnisk udrensing imod rohingyaerne, hvilket er en forbrydelse imod menneskeheden.

Om rohingyaene

Der bor over 50 millioner mennesker i Myanmar. Ca. to tredjedele af befolkningen er etniske burmanere. Resten af befolkningen består af mange forskellige etniske minoriteter. Rohingyaerne er en etnisk minoritet, men anerkendes ikke som dette. Grundloven anerkender 135 etniske minoriteter i Myanmar, men rohingyaerne er ikke blandt disse.

Næsten 90 procent af befolkningen er buddhister og Myanmar har de seneste år set en tilbagevenden til en form for buddhist-burmansk nationalisme, som er ekskluderende overfor etniske og religiøse minoriteter. Kristendom og islam er almindeligt blandt de øvrige minoriteter, hvor rohingyaerne primært er muslimer.

Rohingyaerne er ifølge FN en af verdens mest forfulgte minoriteter. I Myanmar udsættes mange rohingyaer for tvangsarbejde, som ofte fører til voldelig mishandling og seksuelle overgreb. Rohingyaerne er ofre for tilfældige arrestationer og fængsling. De nægtes statsborgerskab og må heller ikke eje land. Delstaten Rakhine har statistisk set dobbelt så meget fattigdom som det øvrige Myanmar. Rohingyaerne ekstreme sårbarhed er et resultat af myndighedernes politik modstand overfor dem over flere årtier.

Bakgrund for konflikten

Myanmar har været plaget af etnisk konflikt siden før landet blev selvstændigt fra britisk kolonistyre i 1948. På det tidspunkt var landets officielle navn Burma. Navnet blev ændret til Myanmar i 1989

I 1937 begyndte Storbritannien at rekruttere etniske minoriteter til at være soldater i den burmesiske hær. Disse skulle bidrage til at styre Burma under britisk herredømme. Det var en strategi designet til at sikre kontrollen i Burma ved at holde majoritetsbefolkningen nede. Det førte til at de etniske med til at undertrykke majoritetsbefolkningen i landet, som primært bestod af etniske burmesere.

Den britiske de-og-hersk politik bidrog til øgningen af britisk nationalisme, som favoriserede buddhisme og etniske burmanere. Dette lagde grundlaget for en lang konflikt mellem burmanerne og de etniske minoriteter i landet. Da Japan besatte Burma under anden verdenskrig allierede de sig med burmanerne i deres konflikt med briterne og de etniske minoriteter. Det førte til overgreb mod civilbefolkningen på begge sider, noget som forstærkede den etniske konflikt yderligere.

Da Burma blev selvstændigt fra britisk kontrol i 1948, blev det vigtigt at definere landegrænsen mod Bangladesh. Grænsen har historisk set været flydende, da migranter fra forskellige dele af Indien har bosat sig i Rakhine. Grænsespørgsmålet blev vanskeligere af at enkelte grupper var bosat på begge sider af grænsen.

I 1962 kuppede militæret magten i Burma. Militæret har siden spillet en dominerende rolle i den politiske styring af landet. De har i højere grad brugt en retorik og ført en politik, som vægter buddhistisk-burmansk nationalisme. Politikken er kritisk overfor etniske minoriteter generelt, men i særlig høj grad muslimer.

De militære myndigheder har længe drevet en diskriminerende, voldelig og undertrykkende politik overfor rohingyaerne. De retfærdiggør dette, ved at fremstille sig som ”nationens beskyttere”. Dette har bidraget til at øge militærets popularitet blandt mange buddhistiske burmanere i landet.

Den udløsende årsag til fordrivelsen af rohingyaene 

D. 25. august 2017 gennemførte rohingya-modstandsgruppen ARSA et kordineret angreb mod en militærbase i Rokhine og dræbte tolv personer fra regeringsstyrkerne. Angrebet var en reaktion på øget pres på rohingyaerne i området. Organisationen voksede frem i kølvandet på myndighedernes brutale vold mod rohingyaerne i 2012 og som en reaktion på den stadigt voksende undertrykkelse i Rakhine.

Angrebet d. 25. august 2017, udløste en brutal og enormt uproportionel reaktion fra de militære myndigheder samme dag. Regeringsstyrkerne gik imod rohingya-befolkningen som helhed. Det førte til en menneskerettighedskatastrofe, hvor mindst 10.000 mennesker blev dræbt, massakrer, voldtægt og tortur blev begået. Militæroperationens formål var at terrorisere rohingya-befolkningen, ifølge en FN-rapport. Læger uden grænser har anslået at mindst 6700 rohingyaer blev dræbt i løbet af en måned.

Militæroperationen førte til at over 720.000 rohingyaer måtte flygte til nabolandet Bangladesh. FNs højkommision for menneskerettigheder kaldte den brutale militæroperation for etnisk udrensning. En undersøgelsesrapport fra FN i 2018 konkluderer at Myanmars øverste generaler bør retsforfølges for folkedrab og forbrydelser imod menneskeheden, pga. af deres forbrydelser imod rohingyaerne og andre etniske minoriteter i delstaterne Rakhine, Kachin og Shan.

Underliggende årsager og drivkræfter i konflikten

Myndighederne har længe talt om Myanmar som en specifikt burmansk-buddhistisk nationalstat. Myndighederne favoriserer det buddhistisk-burmanske flertal og er ekskluderende overfor landets etniske og religiøse minoriteter generelt og især rohingya-muslimer.

Myndighederne i Myanmar ser rohingyaerne som ulovlige indvandrere fra Bangladesh, selv om rohingyaerne har levet i Myanmar i mange generationer. De omtales konsekvent som ”bengalere”. Militæret præsenterer fordrivelsen af rohingyaerne som en løsning på det ”bengalske problem”. De forsøger samtidig at omskrive historien ved at bruge falske billeder og usande påstande for at fremstille rohingyaerne som aggressive og voldelige indvandrere fra udlandet.

Propaganda fra både militæret og fra ekstremt nationalistiske buddhister har bidraget til at mange i Myanmar deler militærets syn på rohingyaer og anser væbnede rohingya-grupper som en trussel imod majoritets-befolkningen. Det at der findes voldelige rohingya-grupper, som ARSA, er med til at styrke forestillingen om den civile rohingya-befolkning som helhed, som en trussel myndighederne må bruge vold imod og fordrive fra landet.

Andre konflikter i Myanmar

Der er en række andre konflikter i Myanmar. Nogle af dem er mellem militæret og etniske minoriteter i landet, såsom delstaten Kachin og Shan. Disse konflikter er drevet af forskellige former for utilfredshed i befolkningen. Det inkluderer rettigheder knyttet til landområder, udviklingsprojekter og naturressourcer. Indtjening fra narkotikahandel har bidraget til at finansiere flere af de væbnede grupper.

De underliggende årsager handler om minoriteternes krav om selvstyre, og deres utilfredshed og modstand mod etnisk og religiøs diskriminering. Minoriteterne er også ofre for militærets angreb på civile og andre menneskerettighedsbrud begået imod dem.

Aung San Suu Kyi og kampen for demokrati

Andre konflikter i Myanmar handler mere om demokrati indenfor et fælles Myanmar og er mindre knyttet til etnicitet og religion. Den vigtigste konflikt står mellem militæret og de civile myndigheder, hvor sidste nævnte domineres af det politiske parti Nationalligaen for demokrati (NLD). NLD blev stiftet kort efter studenteroprøret i 1988. Partiet ledes af Aung San Suu Kyi, som fik Nobels fredspris i 1991.

Baggrunden for denne konflikt er militærets dominerende rolle i landets politik. Militæret har en civil og en militær ledelse, hvor militæret styrer sikkerhedspolitiske sager, men må i en hvis grad forholde sig til præsidenten. Grundloven fra 2008 giver militæret ret til at udpege to vicepræsidenter og fire ministerposter som del af parlamentets repræsentanter. Samtidig kræver det over 75 procent af stemmerne at ændre på grundloven. Dette giver i praksis militæret vetoret over grundlovsændringer.

Det er militæret som er ansvarlig for overgrebene mod rohingyaerne og andre minoriteter. Aung San Suu Kyi og de civile myndigheder har fået kritik af FN og andre, for ikke at have brugt sin begrænsede magt til at prøve at stoppe eller forhindre militærets magtbrug mod civile. En undersøgelsesrapport fra FN i 2018 hævder at de civile myndigheder har bidraget til militærets forbrydelser, blandt andet ved at nægte at overgrebene foregik, tillade ødelæggelse af beviser og hindre internationale undersøgelser i Myanmar.

FNs rolle i konflikten

På grund af bekymring overfor myndighedernes behandling af minoriteterne i Myanmar, besluttede FNs menneskerettighedsråd at der skulle gennemføres en uafhængig undersøgelse om forholdene i landet. Dette mundede ud i en undersøgelsesrapport i 2018 som afdækkede regeringsstyrkernes grove overgreb mod rohingyaerne.

Undersøgelsesrapporten anklager myndighederne for folkemord og opfordrer FNs sikkerhedsråd til at videresende sagen til den Internationale Straffedomstol (ICC), eller at oprette en særlig international domstol for Myanmar. Hvis det sker kan enkeltpersoner i Myanmar – først og fremmest de øverste militære ledere – blive dømt og krævet udleveret for at afsone deres straf. Der skal meget til for at denne type international retsforfølgelse bliver gennemført.

I tråd med menneskerettighederne og FNs flygtningekonvension har de rohingyaer som er flygtet fra Myanmar i udgangspunktet ret til at vende tilbage. I november 2017 indgik Bangladesh og Myanmar en aftale om tilbagevenden af rohingya-flygtninge, men FNs nødhjælpskontor (OCHA), hævder at forholdende ikke er gode nok til dette foreløbig.

 

 Relaterede lande