[[suggestion]]
Afghanistan

Introduktion

Afghanistan-konflikten har længe stået mellem et vestligt-støttet regime i hovedstaden Kabul på den ene side og oprørsgruppen Taliban på den anden. Denne konflikt begyndte, da USA bestemte sig for at invadere Afghanistan som en reaktion på al-Qaidas terrorangreb mod USA 11. september 2001.

Krigen i Afghanistan anslås at have kostet omkring 175.000 menneskeliv siden 2001. Blandt dem er mindst 47 000 civile, ifølge Watson Institute ved Brown University i USA.

Baggrund

Taliban, som i dag er en islamistisk oprørsgruppe, var frem til den USA-ledede invasionen i 2001, dem der sad på regeringsmagten i Afghanistan.

Det er vigtigt at kende til fremvæksten af Taliban og Talibans forhold til terrornetværket al-Qaida, for at forstå hvorfor det var Afghanistan, der blev det umiddelbare mål for USA’s såkaldte globale krig mod terror.

Talibans fremvækst i Afghanistan har rødder fra Den Kolde Krig, hvor USA og Sovjetunionen støttede hver sin side i det som er kendt som den afghansk-sovjetiske krig i perioden 1979-1989.  

Krigen 1979-1989: kommunisme mod islamisme

Det Afghanske kommunistparti tog magten i Afghanistan i et statskup i 1978. Den kommunistiske regering tog initiativ til reformer som skabte konflikt med de konservative, muslimske kræfter i landet. Konflikten udløste en borgerkrig.

Borgerkrigen førte til, at Sovjetunionen invaderede nabolandet Afghanistan for at sikre, at den kommunistiske regering ikke skulle falde. Men den afghanske modstandsbevægelse, kendt som Mujahedin, fik stor international støtte først og fremmest fra USA.

USA sendte våben, penge og udstyr til Afghanistan gennem Pakistan. USA så krigen i Afghanistan som en vigtig arena i magtkampen mod Sovjetunionen under Den Kolde Krig.

Islamisterne overtager regeringsmagten

Krigen mod kommunisterne blev afsluttet, da Sovjetunionen trak sine styrker ud i 1989, og den kommunistiske regering faldt i 1992. Ødelæggelserne efter krigen, og magtvakuummet som fulgte, gjorde, at forskellige oprørsgrupper fortsatte krigsføringen imellem sig.   

Afghanistan gik ind i en ny borgerkrig, hvor skiftende alliancer og folkegrupper stod over for hinanden. Borgerkrigen førte til, at den islamistiske Taliban-bevægelse gradvist fik kontrol over Kabul og tog regeringsmagten i 1996.

Den udløsende årsag

Efter Taliban overtog regeringsmagten, tillod de terrororganisationen al-Qaida at etablere sin hovedbase i Afghanistan. Al-Qaida blev grundlagt og ledet af Osama Bin Laden, som rekrutterede tidligere Mujahedin-soldater til sin terrororganisation.

Efter Sovjetunionen var bekæmpet, var det nu USA, der blev islamisternes vigtigste fjende, hvilket blandt andet også skyldtes USA indblanding i forskellige konflikter i Mellemøsten. Al-Qaida forsøgte at begå terrorangreb mod USA i de følgende år og hævdede at stå bag 11. september-angrebet i 2001.

Efter terrorangrebet krævede USA, at få Bin Laden udleveret fra Afghanistan, men uden held. USA truede samtidig den afghanske Taliban-regering med at bruge militære midler.

USA invaderede Afghanistan den 7. oktober 2001, og hævdede det var i tråd med folkerettens princip om retten til selvforsvar. De fleste lande gav udtryk for, at USA havde ret til at invadere Afghanistan som følge af terrorangrebet 11. september.

Det var terrorangrebet mod USA, og at al-Qaida-ledelsen befandt sig i Afghanistan, som var den udløsende årsag til Afghanistan-konflikten, som vi kender den i dag, med vestlige militær styrker på den ene side og Taliban på den anden. Læs mere om al-Qaida her

Krigen i Afghanistan begynder

I samarbejde med oprørsgrupper i den såkaldte Nordalliance i Afghanistan, rykkede amerikanske styrker mod Kabul og styrtede Taliban-regimet to måneder efter at invasionen var begyndt.

USA fik en række allierede lande med i krigen i Afghanistan. Krigen blev omtalt af den amerikanske Bush-administration som begyndelsen på en global krig mod terror, hvor målet var at bekæmpe terrorgrupper som al-Qaida og regimerne, der husede dem, som Taliban-regeringen havde gjort i Afghanistan.

Taliban bliver igen en oprørsgruppe

Til trods for Taliban-regimets fald var krigen ikke over. Efter at have undgået fuldstændigt nederlag i den første fase af krigen, grupperede det tilbageværende Taliban sig. Fra grænseområderne i Pakistan genoptog de i 2005 en omfattende guerillakrig mod den afghanske regering og de internationale styrker, som støttede den. Kampene steg i antal fra år til år, og i løbet af 2007-2008 havde Taliban genvundet meget af kontrollen over the sydlige og østlige Afghanistan. 

Underliggende drivkræfter: den lokale konflikt

Talibans vigtigste lokale modstandere i Afghanistan havde længe været Nordalliancen. Nordalliancen bestod af flere grupper af krigsherrer med forskellige interesser, men med en fælles fjende i Taliban. USA gjorde derfor Nordalliancen til sin vigtigste lokale allierede under invasionen i 2001.

Nordalliancen havde længe stået stærkt blandt folkegrupper som hazaraer, tadsjiker og usbekere i nord, mens Taliban havde fået mest støtte blandt pashtunere i landsbyerne i syd og øst. Allerede før 2001, i perioden da Taliban sad på regeringsmagten, havde Nordalliancen kontakt med USA, men havde kun kontrol over en lille del af landet i nordøst.  

Med USA, og de andre allieredes militære indtog i 2001, ændrede magtbalancen sig mellem Taliban og krigsherrene i nord. Taliban mistede aldrig helt sin lokale magtbase, selv efter at de blev kastet ud af Kabul og Nordalliancen fik øget magt gennem den nye regering.

Lokal magtkamp som drivkræft i konflikten

Centralmagten i Kabul har repræsenteret en potentiel trussel mod lokale gruppers magtposition. Mange har derfor haft interesse i at støtte oprørsgrupper som Taliban, selvom de i udgangspunktet ikke sympatiserer med dem.

Mangel på viden om de lokale magtforhold, kombineret med manglen på en egentligt strategi og kommandostruktur, har gjort det vanskeligt for de internationale styrker at skabe fred og stabilitet i Afghanistan.

Den globale konflikt

Krigen i Afghanistan var begyndelsen på en ny amerikansk udenrigspolitik, som blev kendt som den "globale krig mod terror". Denne krig mod al-Qaida og deres allierede blev set som en global kamp, hvor USA førte krig og brugte militære midler i flere lande - ofte i strid med folkeretten.

Foruden krigen i Afghanistan har USA også interveneret militært i blandt andet Irak, Pakistan, Yemen, Somalia og Syrien under overskrift af ”den globale krig mod terror”.  Forskning fra Brown University i USA har beregnet, at over 800.000 mennesker har mistet livet som følge af krigen mod terror, og mindst 37 millioner har mistet deres hjem som følge af USA’s krige i årene efter 11. september 2001.

2021: Slutning på krigen?

USA’s præsident, Joe Biden, erklærede i foråret 2021, at amerikanske militærstyrker skulle være ude af Afghanistan inden 11. september samme år. Den dato er symbolsk vigtig, da det er nøjagtigt 20 år efter al-Qaidas terrorangreb mod USA, som var årsagen til, at USA invaderede Afghanistan.

USA’s annoncering om fuld tilbagetrækning kan være begyndelsen på slutningen af den lange Afghanistan-krig, men har også givet Taliban fornyet tro på egne ambitioner og intentioner.

Den 15. august 2021 indtog Taliban hovedstaden Kabul, som den sidste af større og vigtige byer – og præsident Ashraf Ghani forlod landet. Samtidig begyndte næsten alle landes ambassader evakuering af personale, journalister og øvrige udenlandske folk samt udvalgte afghanere, der nyligt havde arbejdet for udenlandske styrker og ambassader.

Taliban har nu overtaget magten og erklæret krigen forbi – men det er stadig uklart, hvordan fremtiden vil se ud. Taliban har meddelt, at samtlige udenlandske styrker skal have forladt landet, førend de begynder at omstrukturere regeringsførelse.

Den humanitære situation

  • Det er i dag 2,8 millioner registrerede afghanske flygtninge, samt 3,5 millioner internt fordrevne afghanere i Afghanistan, ifølge norsk flygtningehjælp. Dette tal forventes at stige, efter Taliban har genovertaget magten i august 2021.
  • 34% af afghanerne levede i 2012 under fattigdomsgrænsen. Verdensbanken anslår, at andelen i dag er over 72%.
  • For civile er Afghanistan blevet farligere og farligere. FN har rapporteret, at flere kvinder og børn blev dræbt i første halvår af 2021 end i noget andet halvår siden 2009. Dette tal forventes også at stige yderligere.
  • FN anslår, at ca. halvdelen af den afghanske befolkning vil have brug for humanitær hjælp i 2021. Det er dobbelt så mange som i 2020, og seks gange så mange som i 2017, ifølge NRK.

FN's rolle i konflikten

USA havde ikke noget bestemt mandat fra FN, da de i oktober 2001 startede militære aktioner mod Afghanistan. De påberåbte sig retten til selvforsvar, forankret i FN-pagtens artikel 52.

Nogle folkeretseksperter er uenige i en sådan fortolkning af selvforsvarsretten. Der er også uenighed om, hvorvidt resolutionen, som kom fra FN’s sikkerhedsråd som følge af USA's invasion (res. 1368), skal tolkes som en bekræftelse af USA’s ret til at brug magt imod Afghanistan i selvforsvar

Folkeretsekspert Ståle Eskeland er blandt dem, som mener, at der hverken fandtes en selvforsvarssituation eller et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, og at angrebet på Afghanistan dermed var en aggressionsforbrydelse efter folkeretten.   

ISAF-styrken

Den 20. december 2001 vedtog FN’s sikkerhedsråd at tillade en international militær styrke i Afghanistan for at varetage sikkerheden i Kabul og omkringliggende områder. Styrken hed International Security Assistance Force (ISAF) og blev ledet af Storbritannien, frem til NATO overtog ledelsen i august 2003. Samme år blev mandatet udvidet til at gælde hele Afghanistan. ISAF-operationen blev afsluttet i 2014. 

NATO fulgte op på afslutningen af ISAF-operationen med en ny operation i Afghanistan, Resolute Support Mission, fra den 1. januar 2015. Denne operation havde til opgave at bidrage med oplæring, træning og støtte til afghanske styrker. NATO begyndte afviklingen af opdraget i 2021.

FN-operationen UNAMA

Fra 2002 har FN har sin egen politiske mission i Afghanistan, UN Assistance Mission in Afghanistan (UNAMA), som udgør ca. 1500 civilt ansatte og 14 militære rådgivere. Nogle af UNAMA’s opgaver er at bistå valgprocesser samt at observere de over 30 FN-organisationer og programmer, som arbejder i Afghanistan.

FN’s tilstedeværelse før konflikten

FN havde projekter i Afghanistan allerede i 1950’erne. Under the sovjetiske besættelse drev UNHCR flygtningelejre for afghanere i Pakistan og Iran. FN har også sat stort ind på minerydning, da gamle miner er et stort problem i landbrugsjorden i Afghanistan. 

Danmarks rolle i konflikten

Siden 2001 har Danmark bidraget til at styrke stabilitet og sikkerhed i Afghanistan. Fra 2015 har det fulde ansvar for landets sikkerhed og politiske, økonomiske og sociale udvikling ligget hos afghanerne. Danmark bistod, sammen med det internationale samfund, fortsat med betydelig støtte frem til august 2021.

Den danske indsats i Afghanistan skulle forhindre, at landet igen bliver et fristed for terrorister. Samtidig skulle den bidrage til et stabilt og mere udviklet Afghanistan, som kunne tage vare på sin egen sikkerhed, fortsætte en demokratisk udvikling og fremme respekten for menneskerettigheder. Tiden må vise, hvordan fremtiden ser ud for Afghanistan.

https://um.dk/da/udenrigspolitik/lande-og-regioner/asien/danmark-i-afghanistan/

Tidslinje over konflikter i Vest-Asien

  • Områder vi i dag kender som Tyrkiet, Syrien og Irak var længe en del af en meget større politisk, social og religiøs orden, kaldet Det Osmanske Rige. Det var et sunni-muslimsk imperium, hvor tyrkerne dominerede over arabere, kurdere og andre fra år 1299 til slutningen af 2. Verdenskrig. Det førte til oprettelsen af staten Tyrkiet i 1924. Områder vi i dag kender som Iran og Afghanistan var ikke en del af Det Osmanske Rige.

  • Da 1. Verdenskrig knækkede det allerede svage Osmanske Rige, overtog de europæiske stormagter meget af magten i området. Da europæerne var blevet enige om, hvor grænserne skulle gå i Midtøsten, blev det kurdiske samfund splittet, og det deltes i fire forskellige lande: Tyrkiet Syrien, Irak og Iran. Dette blev starten på kurdernes kamp for selvstændighed. Kortet viser et område, hvor der bor mange kurdere. Det strækker sig over flere landegrænser og bliver ofte kaldt Kurdistan.

  • Frankrig og Storbritannien overtog kontrollen over flere centrale områder i Midtøsten. De optegnede grænser og delte områderne mellem sig. Egypten havde da allerede været flere årtier under britisk kontrol.

  • 2. Verdenskrig svækkede Frankrig og Storbritanniens evne til at bevare deres imperier. Flere af dagens stater i Midtøsten blev etableret/selvstændige i denne perioden: 

    - Libanon i 1943

    - Syrien i 1944

    - Jordan i 1946

    - Israel i 1948

    - Egypten i 1952

  • I 1951 blev Mohammad Mossadeq Irans første demokratisk valgte leder. En sådan demokratisering truede vestlige olieinteresser i Iran. Det førte til, at Storbritannien og USA bidrog til at afsætte Mossadeq gennem et statskup i 1953, for derefter at give magten tilbage til den vestligvendte diktator Shah Pahlavi. Skatskuppet påvirkede iranernes holdninger til Vesten, hvilket bidrog til den islamske revolution i 1979. Biledet viser en pro-Mossadeq demonstration i Teheran i 1952. Foto: Wikimedia Commons 

  • I 1958 klarede irakerne det, som iranerne fem år tidligere ikke havde klaret, nemlig at blive frie fra det britisk-amerikansk støttede kongedømme, der styrede deres land. Irak blev da en selvstændig stat. Irakerne var inspireret af revolutionen i Egypten i 1952, hvor ideologien var arabisk nationalisme og anti-imperialisme. Irak var med i Bagdad-pagten, som forpligtede Irak til at støtte den britiske invasion af Egypten i 1956. Dette skete mod irakernes vilje, hvilket udløste den irakiske revolution.

  • Med undtagelse af Tyrkiet, forsøgte landene i Midtøsten at have en neutral position under Den Kolde Krig (1947-1991). Men presset fra supermagterne var så stort, at de i praksis måtte vælge side. Relationerne kunne ændre sig over tid. De lande, der havde gennemført en revolution, vendte sig gerne væk fra Vesten og over til Sovjetunionen. Kortet viser, hvilken side de forskellige stater favoriserede omkring år 1970.

  • Syrien blev uafhængig fra Frankrig i 1944, og i 1970 tog Hafez al-Assad (på stolen til højre) magten i Syrien gennem et militærkup via det syriske Ba'ath-parti. Sønnen Bashar al-Assad (i midten til venstre) overtog ledelsen i år 2000 og er fortsat præsident i Syrien. Foto: Wikimedia Commons

  • Det sosialistiske arbejderparti PKK er en militær og politisk organisation for kurdere, først og fremmest i Tyrkiet. PKK har været den største organisation for kurdernes kampen mod tyrkisk overmagt. 

  • 1) Den islamske revolution i Iran.

    2) Sovjetunionen invaderer og besætter Afghanistan.

    3) Saddam Hussein bliver præsident i Irak, hvilket året efter førte til Irak-Iran-krigen.

  • Regimet til den iranske shan blev styrtet under den islamiske revolution i 1979. De nye magthavere, med den religiøse leder Ayatollah Khomeini i spidsen, satte religionen i centrum for politikken. Et nyt diktatur opstod - et som var uafhængig af vestlig dominans og samtidig indførte en form for islamisk styre i Iran. Billedet viser et maleri af Khomeini på en væg i Teheran. Foto: Kamyar Adl/Flickr. 

  • Sovjetunionen invaderede Afghanistan i forsøg på at redde det kommunistiske diktatur i landet. Modstandskrigerne, kendt som Mujahedin, fik massiv international støtte, blandt andet af USA, Pakistan og Kina. Osama bin Laden (billedet) var blandt de arabiske fremmedkrigere, som rejste til Afghanistan for at føre såkaldt hellig krig mod kommunistene. Dette blev begyndelsen på oprettelsen af al-Qaida. Foto: Hamid Mir/Canada Free Press 

  • Året efter Saddam Hussein blev præsident i Irak, gik Irak til angreb på Iran. Omkring 30 lande støttede krigsførelse, ofte med støtte til begge lande samtidig. De vigtigste bidragsydere var Sovjetunionen, USA, Frankrig og Kina. Mest støtte gik til Irak, inklusiv komponenter til udvikling af masseødelæggelsesvåben. Den amerikanske støtte til Irak under krigen forværrede iranernes syn på USA's rolle i Midtøsten.

  • Under Irak-Iran krigen angreb irakiske styrker også kurderne i det nordlige Irak. Den militære kampagne mod kurderne (og andre minoriteter i Irak), kaldet Anfal-kampagnen, varede over flere år og toppede i 1988.  Mange lande anerkendte overgrebbene mod kurderne som folkemord. Mellem 50 000 og 100 000 mennesker blev dræbt, blandt andet som følge af kemiske våben.

  • Saudi-Arabia følte sig truet af irakisk ekspansion, da Irak invaderede Kuwait august 1990. Osama bin Laden ville beskytte Saudi-Arabien og de hellige byer Mekka og Medina med hans "hellige krigere". Men Saudi-Arabien afslog bin Ladens tilbud og inviterede i stedet amerikanske styrker ind. Dette påvirkede bin Ladens politiske syn, hvilket bidrog til, at al-Qaida rettede sine angreb mod USA. Golfkrigen endte med, at en international koalition, med USA i spidsen, og med FN-mandat, pressede irakiske styrker tilbage til Bagdad i begyndelsen af 1991.

  • Efter Golfkrigen bestemte FN's sikkerhedsråd at sanktionere Irak yderligere. USA og Storbritannien sørgede for, at FN-sanktionerne blev opretholdt frem til 2003, og udførte også bombetogter i Irak i denne periode. Sanktionerne ramte civilbefolkningen hårdt og blev stærkt kritiseret af mange land. UNICEF beregnede, at flere hundretusinde børn døde som følge af disse sanktioner. Billedet viser den irakiske FN-ambassadør, som kritiserer USA og Storbritannien i Sikkerhedsrådet. Foto: UN Photo/Evan Schneider. 

  • Efter det sovjetisk-støttede regime i Afghanistan brød sammen i 1992, blev Afghanistan kastet ud i en borgerkrig mellem konkurrerende krigsherrer. Den islamiske gruppe Taliban kom sejrene ud af krigen og regerede Afghanistan fra 1996 til 2001. Afghanistan var i denne perioden et tilholdssted for Osama bin Laden og al-Qaida. De etablerede deres egne træningslejre og betegnede sig som Talibans elitesoldater (Les mer om al-Qaida her). Billedet viser Malala Yousafzais bog, pigen, der blev beskudt af Taliban for at have krævet skolegang for piger. Hun vandt Nobel Fredspris i 2014. Foto: Flickr/Jabiz Raisdana.

  • Terrorangrebet mod USA 11. september 2001 blev startskuddet for en mere aggressiv amerikansk udenrigspolitik gennem den såkaldte Krigen mod terror. Terrornetværket al-Qaida skulle nedkæmpes sammen med alle som støttede dem. Taliban-regimet i Afghanistan var de første på listen over al-Qaidas støttespillere, hvilket medførte en amerikansk-britisk invasion af landet i oktober 2001 (Læs mere om Afghanistan-krigen her).

  • Irak blev næste mål i Krigen mod terror. USA, med allierede, invaderede det olierige land uden et FN-mandat. USA mente, at Irak fortsat havde masseødelæggelsesvåben ,og at de samarbejde med al-Qaida - uden dette er blevet bevist. Saddam Husseins regime faldt, som en konsekvens af den ulovlige invasion, men ordentlig fred i landet blev det aldrig (læs mere om Irak-krigen her). Billedet viser en amerikansk soldat, som markerer overtagelsen af Bagdad i 2003 ved at dække hovedet på en statue af Saddam Hussein med et amerikansk flag. Foto: Laurent Rebours/Flickr.

  • I foråret 2011 udbrød der store oprør i flere lande i den arabiske verden. Protestbevægelserne tilsigtede at ændre regeringer i de forskellige lande, ofte med fokus på menneskerettigheder. Modstanden mod diktaturene inspirerede hinanden, men gav forskellige resultater. I Syrien udviklede et ikke-voldeligt oprør sig hurtigt til en brutal borgerkrig. Billedet viser demonstranter på Tahrir-pladsen i Egypten i 2011. Foto: Lilian Wagdy/ Wikimedia Commons.

  • Syrien har en vigtig strategisk betydning for mange lande. Derfor blev både Assad-regimet og oprørerne aktivt støttet af andre stater under borgerkrigen. Assad-regimet fik støtte fra Rusland, Iran og Libanons Hizbollah. Mens oprørerne blev støttet af blandt andet USA, Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien. (Læs mere om Syrien-krigen her.) Borgerkrigen i Syrien bidrog til fremvæksten af Islamisk Stat.

  • Den islamiske stat (IS) er en islamisk militant terrorgruppe, som har kontrolleret store områder i Irak og Syrien. I juni 2014 erklærede de oprettelsen af en stat i dette område. Den blev aldrig anerkendt internationalt som en stat. IS blev hellere forsøgt nedkæmpet med militære midler. (Læs mere om IS her).