[[suggestion]]
Irak

Baggrund

I kølvandet på al-Qaidas terrorangreb mod USA i 2001 iværksatte USA en såkaldt global krig mod terror. Amerikanske myndigheder, ledet af præsident George W. Bush, påstod at Irak havde masseødelæggelsesvåben og samarbejdede med terrornetværket al-Qaida. Sammen med Storbritannien og andre allierede, herunder Danmark, invaderede USA Irak i 2003. Invasionen var i strid med FN-pagten og var dermed ulovlig.
Irak-krigen blev officielt afsluttet i 2010, da USA’s præsident, Barack Obama, erklærede, at krigen var slut. Alligevel har der fortsat været krig og konflikt i Irak i årene efter, og USA har fortsat militærstyrker i landet.
Bakgrund
Irak, som ligger midt i det olierige Mellemøsten, har længe været et strategisk vigtigt land for USA. Irak er naboland til flere af USA’s nærmeste venner og fjender. Og Irak selv, som i udgangspunktet var allieret med Sovjetunionen, blev i løbet af 1980’erne en af USA’s strategiske allierede i regionen. Det skyldtes, at Irak var gået i krig mod nabolandet Iran.
Efter Sovjetunionens fald og Den Kolde Krig afslutning stod USA igen som den eneste supermagt i verden. Dette påvirkede USA’s udenrigspolitiske rolle i det, som blev anset som en ny verdensorden.
Saddam Hussein som den nye fjende.

Saddam Hussein som den nye fjende

Saddam Hussein satte denne nye verdensorden på prøve i sommeren 1990, da Irak invaderede nabolandet Kuwait. Det blev starten på den såkaldte Golfkrig, hvor en USA-ledet international koalition med FN-mandat slog de irakiske styrker tilbage med militære midler.

Den irakiske invasionen af Kuwait blev et vendepunkt for USA’s holdning til Saddam Husseins regime i Irak. Irak gik da fra at have været en strategisk allieret i 1980’erne til at blive anset som en fjende mod USA, mod USA’s allierede i Mellemøsten og mod den nye verdensorden.  

Under Golfkrigen havde FN’s sikkerhedsråd indført økonomiske sanktioner mod Irak. Både de økonomiske sanktioner og de amerikanske bombetogter fortsatte i årene efter Golfkrigen og fik forfærdelige humanitære konsekvenser.

  • Efter Irak, med Saddam Hussein som leder, gik til angreb på Iran i 1980, valgte USA at støtte Irak med våben under det, som blev en 8 år lang og blodige krig. USA bidrog blandt andet med materialer til kemiske og biologiske våben. Saddam Husseins regime brugte disse såkaldte masseødelæggelsesvåben i løbet af krigen, blandt andet mod den kurdiske befolkning i nord Irak.

    USA's støtte til Irak skyldtes, at Iran blev set som større trussel mod USA's interesser i regionen. Baggrunden for det var den iranske revolution i 1979, hvor magten havnede i hænderne på et islamisk regime, som hævdede at stå op mod USA's imperialisme i Mellemøsten. Irak og USA havde derfor en fælles fjende i Iran.

  • Iraks angreb på Kuwait førte til, at FN's sikkerhedsråd godkendte en USA-ledet militæraktion for at slå de irakiske styrker tilbage. Det resulterede i, at Irak hurtigt trak sig ud af Kuwait, skrev under på en våbenhvileaftale, og den 2. Golfkrig var ovre 28. februar 1991.

    I mellemtiden havde den USA-ledede militæroperation bombet kraftig i Irak, hvor flere tusinde civile mistede livet. En FN-rapport beskrev konsekvenserne af bombningerne som «næsten apokalyptiske».   

  • FN's børnefond (UNICEF) beregnede, at omkring en halv million irakiske børn døde i løbet af 1990'erne som en konsekvens af disse sanktioner.

    Det var primært USA og Storbritannien, som sørgede for, at sanktionerne ikke blev afsluttet. De nedlagde veto i FN's sikkerhestråd mod forslagene, der ønskede at afslutte sanktionerne. Endvidere fortsatte USA og Storbritannien med at gennemføre bombetogter i Irak (i 1993, 1996 og 1998).

Baath-partiet

Baath-partiet er et sekulært parti, der skelner mellem stat og religion. Alligevel blev sunnimuslimerne givet privilegerede stillinger i irakisk politik i kraft af Saddam Husseins egen baggrund som sunnimuslim, mens kurderne og shiamuslimerne måtte se sig udelukket fra disse stillinger, og begge grupper har flere gange forsøgt sig med væbnet oprør mod Saddams regime.

Bush-administrationens syn på Saddam Hussein

I Golfkrigen havde FN’s sikkerhedsråd givet USA godkendelse til magtbrug mod Irak, men ikke til at fjerne Saddam Hussein fra magten. USA var selv bekymret for ustabilitet i Irak, hvis regimet blev væltet. Den irakiske diktator fortsatte derfor som leder også i årene efter hans nederlag i Golfkrigen.

Det, at Saddam Husseins regime ikke blev væltet i 1991, blev af flere politikere i USA anset som en fejl, som USA burde rette op på. Blandt disse, som havde tilhørsforhold i det såkaldte ny- konservative miljø, var erfarne politikere som Dick Cheney og Donald Rumsfeld. De blev henholdsvis vicepræsident og forsvarsminister i George W. Bushs administration, da han tog over som præsident i USA i 2001.

De politiske ideer til det ny-konservative miljø spillede en vigtig rolle i USA’s udenrigspolitik de første år efter terrorangrebet 11. september 2001. Disse ideer, som blandt andet handlede om, at USA skulle bekæmpe ondskab og sprede demokrati med militære midler – de formede begrundelsen for, hvorfor USA burde invadere Irak.

Al-Qaidas syn på Golfkrigen

De USA-ledede bombetogter og sanktioner mod Irak blev af terrororganisationen al-Qaida fremstillet som beviser på, at USA angreb den islamske verden. Oprettelsen af amerikanske militærbaser i Saudi-Arabien blev opfattet som meget provokerende, eftersom dette er hjemlandet for byerne Mekka og Medina, de to helligste steder i islam. 

Al-Qaida skulle senere spille en nøglerolle, i det som udløste USA’s store militærinvasion i Irak i 2003. Den udløsende årsag var USA’s nye udenrigspolitik i kølvandet på al-Qaidas terrorangreb mod USA 11. september 2001.  

Den udløsende årsag

Som en reaktion på al-Qaidas terrorangreb i USA 11. september 2001, erklærede USA’s præsident George W. Bush en såkaldt global krig mod terror. USA begyndte sin mere offensive udenrigspolitik med at invadere Afghanistan, hvor al-Qaida lederen, Osama bin Laden, holdt til.

Bush-administrationen beskyldte derefter tre andre lande for at støtte op om international terrorisme. Det var Irak, Iran og Nord-Korea. Bush kaldte de tre lande for «ondskabens akse», til trods for at de to første var ærkefjender, og den sidstnævnte ikke havde noget med de andre to at gøre.

USA erklærer, at Irak er en trussel mod verdensfreden

USA påstod, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, dvs. enten kemiske-, biologiske-, eller atomvåben, som kunne dræbe rigtig mange i et angreb. Bush-administrationen påstod også, at der fandtes en kobling mellem Saddam Hussein og al-Qaida, selv om USA’s egen efterretning hævdede det modsatte.

Bush-administrationen mente, at det irakiske regime udgjorde en så stor trussel for USA og verdensfreden, at det var nødvendigt at gribe ind med militære midler. Målet var blandt andet at vælte diktaturet i Irak. USA argumenterede også med, at dette ville bidrage til at sprede stabilitet og demokrati i Mellemøsten.

Før invasionen inviterede USA andre lande til at være med i militæroperation i en såkaldt koalition af frivillige. Det var vanskeligt at overbevise andre lande om, at Irak udgjorde en umiddelbar fare for USA eller international sikkerhed.

USA formåede heller ikke at overbevise FN’s sikkerhedsråd, om behovet for magtbrug mod Irak, og fik derfor ikke godkendelse til dette. Alligevel var der 48 lande, herunder Danmark, som sluttede sig til koalitionen. Den vigtigste heriblandt var Storbritannien.

Parterne i konflikten

USA – ledet af præsident George W. Bush.

Irak – ledet af præsident og diktator Saddam Hussein.

Storbritannien – USA’s vigtigste allierede under invasionen, ledet af statsminister Tony Blair.

Iran – naboland til Irak. Blandet sig i konflikten militært og politisk.

Al-Qaida – international terrororganisation, ledet af Osama bin Laden. Al-Qaidas angreb mod USA i 2001 udløste USA’s krig mod terror, som førte til invasionen af Irak i 2003.

Al-Qaida i Irak – var en lokal terrorgruppe i Irak, som kæmpede mod USA’s tilstedeværelse i landet. Gruppen blev en del af en ny terrororganisation i 2014, kendt som Islamisk Stat (IS).

Underliggende årsager til invasionen

USA’s forhold til Irak har været præget af tre relaterede forhold: 1) Irak og Mellemøsten er strategisk og økonomisk vigtig for USA, blandt andet på grund af regionens store olieforekomster; 2) Irak har flere nabolande, som er vigtige for USA – især Israel; og 3) Saddam Husseins regime passede godt ind i USA’s ideologiske fjendebillede, uafhængig af regimets tilknytning til al-Qaida.

Disse forhold spillede en rolle i udformningen af USA’s globale krig mod terror. Det bedste for USA havde været, hvis magthaverne i Irak var venligt indstillet både over for USA og deres allierede i regionen. Krigen mod terror gav en ny mulighed til at ændre på dette regime.

Bush-administrationens politik løftede samtidigt et selvbillede på USA, som et moralsk land der bekæmper ondskab, et land som ikke kan lader sig begrænses af FN og folkeretten i deres mål om at sprede frihed og demokrati med militære midler.

Et sådan selvbillede har lange ideologiske rødder i USA. Disse ideer kendetegner især det såkaldte nykonservative miljø, som spillede en stor rolle i Bush-administrationen, hvor Dick Cheney var vicepræsident og Donald Rumsfeld var forsvarsminister.

Invasionen af Irak var det ypperste eksempel på denne nye offensive udenrigspolitik, og principper om unilateralisme blev kernen i den såkaldte Bush-doktrin, som formede den globale krigen mod terror.

Drivkræfter i konflikten

Da invasionen af Irak først var i gang, var der flere faktorer, som fungerede som drivkræfter i konflikten. For det første var det vanskeligt at skabe fred og stabilitet i Irak, både fordi det eksisterende statsapparatet omkring Saddam Husseins regime blev afskaffet, og fordi den amerikanske besættelse af landet skabte militante modstandsgrupper.

Blandt oprørsgrupperne som blomstrede under USA’s tilstedeværelse var den lokale terrororganisation «al-Qaida i Irak». Denne gruppe skulle senere blive en del af en ny og meget større terrororganisation, som brød med al-Qaida, nemlig Islamisk Stat (IS).

Læs mere om Islamisk Stat (IS) her

FN’s rolle i konflikten

FN kritiserer invasionen i 2003

Daværende generalsekretær i FN, Kofi Annan, udtalte både før og efter invasionen af Irak i 2003, at en sådan invasion ville være et brud på FN-pagten og i strid med folkeretten. Han sagde også, at det at Irak havde brudt tidligere FN-resolutioner ikke i sig selv gav folkeretsligt grundlag til militær magtbrug, såsom USA havde argumenteret for. Skulle invasionen være folkeretslig holdbar, måtte FN’s sikkerhedsråd lave en tydelig vedtagelse, hvilket ikke var sket. Annan afviste med andre ord USA’s argumenter om selvforsvar og sagde, at invasionen var ulovlig.

FN’s rolle i Irak i 1990’erne    

FN har været til stede i Irak siden 1991, hvor de sendte en fredsstyrke, efter Irak og Kuwait havde undertegnet en fredsaftale. Styrken skulle overvåge den irakiske tilbagetrækning og efterfølgende kontrollere at den neutrale zone mellem de to lande blev respekteret.

Irak blev pålagt at betale erstatning til omkring 20 lande for de udgifter de blev påført i forbindelse med Kuwait-invasionen. Dette blev der fulgt op på af FN, som også overvågede, at de økonomiske sanktioner mod Irak blev overholdt.

Eftersom Irak nægtede at samarbejde med FN’s våbeninspektører, blev de tildelt små oliekvoter. Dermed blev den irakiske stat fattig, hvilket igen medførte konsekvenser og lidelser for den irakiske befolkningen.

Humanitær krise som følge af FN-sanktionerne

I midten af 90’erne var manglen på mad og livsnødvendig medicin så stor, at det førte til en humanitær krise. Mange hævdede, at sanktionerne ramte den irakiske lokalbefolkningen, og ikke Saddam Husseins regime sådan som det var tænkt.

Kritikken mod sanktionerne gjorde, at FN i 1995 satte gang i det såkaldte olie-for-mad-program. Irak fik dermed lov til at sælge olie, så længe pengene blev brugt på mad og medicin og ikke på militær oprustning.

Daværende FN humanitærkoordinator i Irak, Denis Halliday, trak sig i 1998 i protest mod sanktionerne, som FN’s sikkerhedsråd havde vedtaget mod Irak. Halliday karakteriserede sanktionernes konsekvenser på den irakiske befolkningen som "folkemord". Både Hallidays efterfølger, Hans von Sponeck, og lederen for FN’s fødevareprogram (WFP), Jutta Burghardt, trak sig i 2000 fra deres stillinger af samme grund som Halliday.

Omfattende korruption blev afsløret i forbindelse med administrationen af olie-for-mad-programmet, hvilket medførte, at flere FN-ansatte måtte gå. Programmet blev ophævet, da Saddam Husseins regime blev styrtet i 2003.

FN’s rolle i Irak efter 2003

FN har haft et vanskeligt arbejde i forhold til Irak, efter USA invaderede landet i 2003. Eftersom organisationen i udgangspunktet var imod invasionen, har det været vanskeligt at finde ud af, hvilken rolle organisationen skulle spille i efterfølgende.

FN er repræsenteret i landet gennem sine mange organisationer, som WFP, UNICEF og UNHCR. FN associeres i stor grad med USA’s tilstedeværelse i landet og er derfor ofte blevet anset af irakiske modstandsgrupper som legitime mål i kampen mod besættelse.

I august 2003 blev FN’s hovedkontor i Bagdad bombet, og 22 mennesker døde. Herefter trak FN de fleste af sine medarbejdere ud. FN har haft et politisk hjælpeprojekt i Irak siden 2003 ved navn UNAMI, men ingen fredsbevarende styrker.

Tidslinje over konflikter i Vest-Asia

  • Områder vi i dag kender som Tyrkiet, Syrien og Irak var længe en del af en meget større politisk, social og religiøs orden, kaldet Det Osmanske Rige. Det var et sunni-muslimsk imperium, hvor tyrkerne dominerede over arabere, kurdere og andre fra år 1299 til slutningen af 2. Verdenskrig. Det førte til oprettelsen af staten Tyrkiet i 1924. Områder vi i dag kender som Iran og Afghanistan var ikke en del af Det Osmanske Rige.

  • Da 1. Verdenskrig knækkede det allerede svage Osmanske Rige, overtog de europæiske stormagter meget af magten i området. Da europæerne var blevet enige om, hvor grænserne skulle gå i Midtøsten, blev det kurdiske samfund splittet, og det deltes i fire forskellige lande: Tyrkiet Syrien, Irak og Iran. Dette blev starten på kurdernes kamp for selvstændighed. Kortet viser et område, hvor der bor mange kurdere. Det strækker sig over flere landegrænser og bliver ofte kaldt Kurdistan.

  • Frankrig og Storbritannien overtog kontrollen over flere centrale områder i Midtøsten. De optegnede grænser og delte områderne mellem sig. Egypten havde da allerede været flere årtier under britisk kontrol.

  • 2. Verdenskrig svækkede Frankrig og Storbritanniens evne til at bevare deres imperier. Flere af dagens stater i Midtøsten blev etableret/selvstændige i denne perioden: 

    - Libanon i 1943

    - Syrien i 1944

    - Jordan i 1946

    - Israel i 1948

    - Egypten i 1952

  • I 1951 blev Mohammad Mossadeq Irans første demokratisk valgte leder. En sådan demokratisering truede vestlige olieinteresser i Iran. Det førte til, at Storbritannien og USA bidrog til at afsætte Mossadeq gennem et statskup i 1953, for derefter at give magten tilbage til den vestligvendte diktator Shah Pahlavi. Skatskuppet påvirkede iranernes holdninger til Vesten, hvilket bidrog til den islamske revolution i 1979. Biledet viser en pro-Mossadeq demonstration i Teheran i 1952. Foto: Wikimedia Commons 

  • I 1958 klarede irakerne det, som iranerne fem år tidligere ikke havde klaret, nemlig at blive frie fra det britisk-amerikansk støttede kongedømme, der styrede deres land. Irak blev da en selvstændig stat. Irakerne var inspireret af revolutionen i Egypten i 1952, hvor ideologien var arabisk nationalisme og anti-imperialisme. Irak var med i Bagdad-pagten, som forpligtede Irak til at støtte den britiske invasion af Egypten i 1956. Dette skete mod irakernes vilje, hvilket udløste den irakiske revolution.

  • Med undtagelse af Tyrkiet, forsøgte landene i Midtøsten at have en neutral position under Den Kolde Krig (1947-1991). Men presset fra supermagterne var så stort, at de i praksis måtte vælge side. Relationerne kunne ændre sig over tid. De lande, der havde gennemført en revolution, vendte sig gerne væk fra Vesten og over til Sovjetunionen. Kortet viser, hvilken side de forskellige stater favoriserede omkring år 1970.

  • Syrien blev uafhængig fra Frankrig i 1944, og i 1970 tog Hafez al-Assad (på stolen til højre) magten i Syrien gennem et militærkup via det syriske Ba'ath-parti. Sønnen Bashar al-Assad (i midten til venstre) overtog ledelsen i år 2000 og er fortsat præsident i Syrien. Foto: Wikimedia Commons

  • Det sosialistiske arbejderparti PKK er en militær og politisk organisation for kurdere, først og fremmest i Tyrkiet. PKK har været den største organisation for kurdernes kampen mod tyrkisk overmagt. 

  • 1) Den islamske revolution i Iran.

    2) Sovjetunionen invaderer og besætter Afghanistan.

    3) Saddam Hussein bliver præsident i Irak, hvilket året efter førte til Irak-Iran-krigen.

  • Regimet til den iranske shan blev styrtet under den islamiske revolution i 1979. De nye magthavere, med den religiøse leder Ayatollah Khomeini i spidsen, satte religionen i centrum for politikken. Et nyt diktatur opstod - et som var uafhængig af vestlig dominans og samtidig indførte en form for islamisk styre i Iran. Billedet viser et maleri af Khomeini på en væg i Teheran. Foto: Kamyar Adl/Flickr. 

  • Sovjetunionen invaderede Afghanistan i forsøg på at redde det kommunistiske diktatur i landet. Modstandskrigerne, kendt som Mujahedin, fik massiv international støtte, blandt andet af USA, Pakistan og Kina. Osama bin Laden (billedet) var blandt de arabiske fremmedkrigere, som rejste til Afghanistan for at føre såkaldt hellig krig mod kommunistene. Dette blev begyndelsen på oprettelsen af al-Qaida. Foto: Hamid Mir/Canada Free Press 

  • Året efter Saddam Hussein blev præsident i Irak, gik Irak til angreb på Iran. Omkring 30 lande støttede krigsførelse, ofte med støtte til begge lande samtidig. De vigtigste bidragsydere var Sovjetunionen, USA, Frankrig og Kina. Mest støtte gik til Irak, inklusiv komponenter til udvikling af masseødelæggelsesvåben. Den amerikanske støtte til Irak under krigen forværrede iranernes syn på USA's rolle i Midtøsten.

  • Under Irak-Iran krigen angreb irakiske styrker også kurderne i det nordlige Irak. Den militære kampagne mod kurderne (og andre minoriteter i Irak), kaldet Anfal-kampagnen, varede over flere år og toppede i 1988.  Mange lande anerkendte overgrebbene mod kurderne som folkemord. Mellem 50 000 og 100 000 mennesker blev dræbt, blandt andet som følge af kemiske våben.

  • Saudi-Arabia følte sig truet af irakisk ekspansion, da Irak invaderede Kuwait august 1990. Osama bin Laden ville beskytte Saudi-Arabien og de hellige byer Mekka og Medina med hans "hellige krigere". Men Saudi-Arabien afslog bin Ladens tilbud og inviterede i stedet amerikanske styrker ind. Dette påvirkede bin Ladens politiske syn, hvilket bidrog til, at al-Qaida rettede sine angreb mod USA. Golfkrigen endte med, at en international koalition, med USA i spidsen, og med FN-mandat, pressede irakiske styrker tilbage til Bagdad i begyndelsen af 1991.

  • Efter Golfkrigen bestemte FN's sikkerhedsråd at sanktionere Irak yderligere. USA og Storbritannien sørgede for, at FN-sanktionerne blev opretholdt frem til 2003, og udførte også bombetogter i Irak i denne periode. Sanktionerne ramte civilbefolkningen hårdt og blev stærkt kritiseret af mange land. UNICEF beregnede, at flere hundretusinde børn døde som følge af disse sanktioner. Billedet viser den irakiske FN-ambassadør, som kritiserer USA og Storbritannien i Sikkerhedsrådet. Foto: UN Photo/Evan Schneider. 

  • Efter det sovjetisk-støttede regime i Afghanistan brød sammen i 1992, blev Afghanistan kastet ud i en borgerkrig mellem konkurrerende krigsherrer. Den islamiske gruppe Taliban kom sejrene ud af krigen og regerede Afghanistan fra 1996 til 2001. Afghanistan var i denne perioden et tilholdssted for Osama bin Laden og al-Qaida. De etablerede deres egne træningslejre og betegnede sig som Talibans elitesoldater (Les mer om al-Qaida her). Billedet viser Malala Yousafzais bog, pigen, der blev beskudt af Taliban for at have krævet skolegang for piger. Hun vandt Nobel Fredspris i 2014. Foto: Flickr/Jabiz Raisdana.

  • Terrorangrebet mod USA 11. september 2001 blev startskuddet for en mere aggressiv amerikansk udenrigspolitik gennem den såkaldte Krigen mod terror. Terrornetværket al-Qaida skulle nedkæmpes sammen med alle som støttede dem. Taliban-regimet i Afghanistan var de første på listen over al-Qaidas støttespillere, hvilket medførte en amerikansk-britisk invasion af landet i oktober 2001 (Læs mere om Afghanistan-krigen her).

  • Irak blev næste mål i Krigen mod terror. USA, med allierede, invaderede det olierige land uden et FN-mandat. USA mente, at Irak fortsat havde masseødelæggelsesvåben ,og at de samarbejde med al-Qaida - uden dette er blevet bevist. Saddam Husseins regime faldt, som en konsekvens af den ulovlige invasion, men ordentlig fred i landet blev det aldrig (læs mere om Irak-krigen her). Billedet viser en amerikansk soldat, som markerer overtagelsen af Bagdad i 2003 ved at dække hovedet på en statue af Saddam Hussein med et amerikansk flag. Foto: Laurent Rebours/Flickr.

  • I foråret 2011 udbrød der store oprør i flere lande i den arabiske verden. Protestbevægelserne tilsigtede at ændre regeringer i de forskellige lande, ofte med fokus på menneskerettigheder. Modstanden mod diktaturene inspirerede hinanden, men gav forskellige resultater. I Syrien udviklede et ikke-voldeligt oprør sig hurtigt til en brutal borgerkrig. Billedet viser demonstranter på Tahrir-pladsen i Egypten i 2011. Foto: Lilian Wagdy/ Wikimedia Commons.

  • Syrien har en vigtig strategisk betydning for mange lande. Derfor blev både Assad-regimet og oprørerne aktivt støttet af andre stater under borgerkrigen. Assad-regimet fik støtte fra Rusland, Iran og Libanons Hizbollah. Mens oprørerne blev støttet af blandt andet USA, Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien. (Læs mere om Syrien-krigen her.) Borgerkrigen i Syrien bidrog til fremvæksten af Islamisk Stat.

  • Den islamiske stat (IS) er en islamisk militant terrorgruppe, som har kontrolleret store områder i Irak og Syrien. I juni 2014 erklærede de oprettelsen af en stat i dette område. Den blev aldrig anerkendt internationalt som en stat. IS blev hellere forsøgt nedkæmpet med militære midler. (Læs mere om IS her).