[[suggestion]]
Iran

Baggrund

14. juli 2015 indgik vetolandene i FN’s sikkerhedsråd (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA), sammen med Tyskland og EU, en aftale med Iran om landets atomprogram. Baggrunden for atomaftalen var en frygt for, at Iran skulle udvikle atomvåben. FN’s sikkerhedsråd havde derfor tidligere indført sanktioner mod Iran i et forsøg på at presse det iranske regime til at afvikle det, som flere lande mente, var landets militære atomprogram.

Atomaftalen med Iran handler kort sagt om, at sanktioner, som var indført mod Iran, skulle ophøre til gengæld for, at Iran tillader indblik i og begrænser omfanget af deres atomprogram. Iran hævder, at deres atomprogram udelukkende er til fredelige formål - altså til produktion af atomenergi - ikke til atomvåben.

Før atomaftalen blev indgået i 2015, var Iran allerede bundet af Ikkespredningsaftalen. Den handler om at hindre spredning af atomvåben i verden. Ikkespredningsaftalen giver Iran lov til at have atomreaktorer for at producere energi til fredelige formål, men forbyder Iran, og andre medlemmer af aftalen, mod at udvikle atomvåben.

Trump bliver præsident - USA ændrer sin Iran-politik

Da atomaftalen med Iran blev indgået i 2015, var det Barack Obama, der var præsident i USA. Obamas efterfølger, Donald Trump, var fra starten af sin valgkamp tydelig omkring, at han ville fjerne eller reforhandle mange af Obama-administrationens vedtagelser og aftaler, hvis han blev valgt til USA’s næste præsident, hvilket han blev i efteråret 2016.

Trump fortsatte med at være ret kritisk i forhold til Obamas aftaler, efter han overtog som præsident i USA. Han var specielt kritisk over for atomaftalen med Iran. Der er derfor grund til at tro, at en af årsagerne til at USA brød atomaftalen med Iran, handler om Trumps politiske løfter om at gøre op med Obamas aftaler.

I april 2018, efter ca. 15 måneder som præsident i USA, valgte Trump at indsætte Mike Pompeo som USA’s udenrigsminister og John Bolton som national sikkerhedsrådgiver. Bolton var kendt for at ville bombe Iran og styrte det iranske regime. Pompeo indtog en tilsvarende aggressiv retorik mod Iran og har hævdet, at Iran er en eksistentiel trussel mod USA.

Den udløsende årsag

I april 2018, samme måned som Bolton og Pompeo blev en del af Trump-administrationen, præsenterede Israels statsminister Benjamin Netanyahu det, som skulle være nye afsløringer af Irans brud på atomaftalen. Israel hævdede at have fået fat i iranske dokumenter, som beviste, at Iran havde haft et hemmeligt atomvåbenprogram i flere år. Dokumentet blev kendt som Amad-arkivet.

Iran på sin side afviste Israels påstande ved at sige, at «afsløringerne» var en gammel sag, som FN’s atomenergibureau IAEA allerede havde behandlet. Irans udenrigsminister, Muhammed Javad Zarif, kaldte Natanyahus præsentation «et barnligt stunt» og et forsøg på at påvirke Donald Trump til at trække USA ud af atomaftalen.

I maj 2018 valgte Trump-administrationen at bryde atomaftalen med Iran. USA genindførte derefter sanktioner mod landet. Dette til trods for, at FN-kontrollører gentagne gange havde bekræftet, at Iran holdt sig til sin del i aftalen.

USA’s valg om at bryde atomaftalen og genindføre sanktionerne mod Iran var en udløsende årsag til, at konflikten eskalerede. Flere regionale og internationale stormagter er involveret, og optrapningen har øget risikoen for krig.

USA’s begrundelse for at bryde atomaftalen

Trump-administrationens begrundelse for at trække sig ud var, at atomaftalen kun varer i 15 år, og at den ikke ville hindre Iran i at skaffe sig atomvåben. Trump-administrationen tillagde også de israelske afsløringer om Iran (Amad-arkivet) betydning i deres begrundelse, nemlig at Irans atompolitik allerede var i strid med aftalen.

USA kritiserede også Iran for at støtte terrorisme og militsgrupper i forskellige lande i Mellemøsten. USA definerede samtidig den iranske hær, som en terrororganisation. Lederne i Israel og Saudi-Arabien har støttet USA’s hårde linje mod Iran, både fordi USA er en vigtig allieret for dem, og fordi de anser Iran for at være en fjende.

De andre lande i atomaftalen med Iran er ret kritiske over for USA brud på aftalen. De har forsøgt at kompensere for USA’s sanktioner mod Iran for at redde atomaftalen og undgå krig. FN’s atomenergibureau IAEA modtog informationen, som Israel havde fra Iran om landets atomprogram, men gav ikke udtryk for, at Iran havde brudt reglerne.

Grafikken viser forholdet mellem de forskellige parter i Irankonflikten, om de er atomlande, og hvilke aftaler de har forpligtet sig til at følge.

Partene

  • Iran – Det islamistiske regime i Iran har siden revolutionen i 1979 haft et konfliktfyldt forhold til USA, Israel og Saudi-Arabien. Landet har et omstridt atomprogram og har stor indflydelse i regionen gennem tætte bånd til en række militære grupper - både i Irak, Syrien, Yemen og Libanon.
  • USA – var blandt de lande, som støttede atomaftalen med Iran i 2015, og det var USA som ensidig brød aftalen i 2018. Trump-administrationen har genindført sanktioner mod Iran med forskellige signaler om, hvad målene med sanktionerne er.
  • Israel –ser på Iran som sin fjende. Den israelske regering har længe været optaget af at fremstille det iranske atomprogram som en trussel for Israel. Israel har selv atomvåben og er en vigtig allieret til USA.  
  • Saudi-Arabien – er Irans ærkefjende - både magtpolitisk og ideologisk. Begge regimer er islamiske, men med forskellige retninger. Saudi-Arabien er sunnimuslimsk og Iran er shiamuslimsk.
  • Storbritannien – er medlem af atomaftalen med Iran. De vil samtidig bidrage i en USA-ledet marinestyrke for at sikre skibsfarten i havet ud for Iran. Storbritannien er en gammel imperiemagt i regionen og har lang historie med indblanding i Iran.
  • Rusland - er medlem af atomaftalen med Iran og er blandt Irans nærmeste allierede i landets konflikt med USA. 
  • Kina, Frankrig, Tyskland og EU – er medlemmer af atomaftalen med Iran. De ønsker ikke at deltage i den USA-ledede marinestyrke i havene ud for Iran, som de mener vil eskalere konfliktsituationen og øge faren for krig.

Konflikten eskalerer

I løbet af maj 2019 skete der en kraftig optrapning af konflikten mellem USA og Iran. USA sendte hangarskibe og bombefly til Oman- og Den Persiske Bugt, som ligger ud for Iran og skilles ved Hormuz-strædet. Den øgede amerikanske tilstedeværelse skete samtidig med, at parterne udvekslede trusler mod hinanden.

I løbet af sommeren 2019 blev situationen stadig mere spændt. Flere tankskib blev angrebet. USA og Storbritannien hævde, at det var Iran, som stod bag, hvilket Iran afviste. I juni 2019 nedskød Iran en amerikansk drone, som Iran påstod havde bevæget sig ind i iransk luftrum, hvilket USA benægtede. Trump beordrede derefter en militær aktion mod Iran, men ombestemte sig, ifølge ham selv, i sidste øjeblik.

I juni 2019 kom der besked fra Iran om, at de valgte at overstige grænsen for mængden af beriget uran, som var fastsat i atomaftalen. Beriget uran er et vigtigt stof til udvikling af atomenergier eller atomvåben. Irans stigning af beriget uran blev af mange lande tolket som et brud på atomaftalen. Irans udenrigsminister, Muhammed Javad Zarif, hævdede, at denne overskridelse ikke var et brud på atomaftalen, idet der står skrevet i aftalen, at hvis et land trækker sig fra aftalen, såsom USA tydeligt gjorde i 2018, så har Iran ret til at øge deres beredskabslager af uran.

USA dræber den mægtige iranske general Soleimani

Konflikten mellem USA og Iran eskalerede yderligere i begyndelsen af 2020, efter den mægtige iranske general, Qasem Soleimani, blev dræbt af USA i et målrettet droneangreb i Irak 3. januar 2020. USA præsenterede angrebet som en forlængelse af krigen mod terror og erklærede, at Soleimani var verdens ledende terrorist. Iran derimod ser på drabet som et angreb på Irans suverænitet og hævder retten til selvforsvar.

Soleimani havde haft ansvaret for Irans militære og hemmelige operationer i Mellemøsten uden for Iran og havde som mål at presse USA ud af regionen. Han var en stor og populær lederskikkelse i Iran. Det iranske lederskab sværgede derfor hævn over USA for drabet på Soleimani. Natten til 8. januar 2020 affyrede Iran 22 raketter mod to militærbaser i Irak, hvor blandt andet amerikanske styrker var stationeret. Ingen blev bekræftet dræbte, men iransk TV påstod alligevel, at angrebet dræbte 80 amerikanere. Iran præsenterede angrebet som selvforsvar og som hævn for drabet på Soleimani.

I USA’s angreb på Soleimani blev også flere irakiske tjenestemænd dræbt samtidig, blandt dem politikeren og militærmanden Abu Mahdi al-Muhandis. At droneangrebet oven i købet skete på irakisk territorium førte til stærke reaktioner mod amerikansk militærtilstedeværelse i Irak. Det førte til, at det irakiske parlament vedtog, at alle de internationale styrker i den USA-ledede koalition i Irak skulle forlade landet. Hvis den irakiske regeringen vedtager det samme, falder det folkeretslige grundlag for de internationale styrkers tilstedeværelse i Irak bort.  

Drivkræfter i konflikten

Det er frygt for, at der kan udbryde krig som følge af den eskalerede situation. Selv om flere af parterne ikke ønsker krig, kan den alligevel udløses ved et uheld eller ved hjælp af krigsoptrappere på begge sider. Konflikten kan også føre til krig gennem en fortsættelse af en eskalerende svar-og-modsvar-dynamik. Oprørsgrupper og politiske bevægelser, som samarbejder med Iran i regionen, kan bidrage til eskaleringen ved blandt andet at angribe amerikanske mål i lande som Irak, Syrien, Libanon og Yemen.

Det iranske regimes ideologi er også en vigtig del af konfliktbilledet. Regimets ideologi er en blanding af iransk nationalisme og shiamuslimsk islamisme, med tydelig modstand mod vestlige stormagters indblanding i regionen. Siden det iranske regimes ideologi delvis handler om, at USA, Israel og Saudi-Arabien er landets fjender, kan der være kræfter i Iran, som har interesse i at opretholde konflikten. Det øger også sandsynligheden for, at den iranske befolkning i større grad stiller sig bag regimet, når der kommer ydre pres fra landets fjender – end at de vil gøre oprør og styrte regimet, som Trump-administrationen har udtalt ønske om.

Den store militærindustri i USA har givet udtryk for, at konflikten med Iran giver øget efterspørgsel på amerikanske våben. Denne industri er en vigtig del af USA’s økonomi og kan fungere som en drivkraft for at opretholde konflikten med Iran.

Der spekuleres også i, om Donald Trump har personlig interesse i at opretholde konfliktniveauet med Iran, specielt hvis han tænker, at konflikten kan give ham øget støtte blandt amerikanske vælgere frem mod præsidentvalget i efteråret 2020.

Hvordan sikres skibsfarten ud for Iran?

I 2019 udtrykte USA et ønske om, at flere lande burde bidrage i en international marinestyrke for at sikre skibsfarten gennem Hormuz-strædet. Storbritannien sagde ja til at være med i en sådan operation. Ellers er det få lande, som har vist sig villige til at deltage og mener, at øget militær tilstedeværelse ud for Iran vil have en eskalerende effekt på konflikten.

Den planlagte marineoperation er ikke forankret i et FN-vedtagelse. Nogen mener derfor, at operationen derfor kan være et brud på folkeretten, fordi skibene nødvendigvis skal sejle inden for territorialfarvandene til Iran og Oman, når de skal passere Hormuz-strædet.

Europa forsøger at redde atomaftalen

Europæiske lande har økonomiske og strategiske interesser, som peger i begge retninger. USA er EU-landenes vigtigste allierede og repræsenterer et stort marked for europæiske selskaber, i modsætning til Iran. Samtidig er Europa interesseret i at undgå krig med Iran. Stormagter som Tyskland og Frankrig har ikke den samme konfliktfyldte historien med Iran som USA har og har heller ikke samme behov som Trump-administrationen for at tage afstand fra Barack Obamas politik.

Mange europæiske lande, som ikke har den militære styrke som USA, er også optaget af at respektere atomaftalen med Iran, fordi det er en international aftale med tydelig forankring i FN’s sikkerhedsråd. At bryde aftalen vil bidrage til at undergrave betydningen af FN og folkeretten. De europæiske lande ønsker at bevare atomaftalen og har derfor etableret en handelsmekanisme med Iran, kaldet INSTEX, som skal skjule, at selskaber handler med Iran. INSTEX-ordningen er ment til at beskytte selskaber mod USA’s sanktioner, da sanktionerne er rettet både mod Iran direkte og mod selskaber, som handler med Iran.

På kort sigt er målet med INSTEX at sikre handel med medicin og mad og at forhindre økonomisk krise i Iran. På længere sigt er målet, at INSTEX også kan sikre handel med olie, og at lande som Kina og Rusland bliver en del af denne ordning. Iran mener, at EU-landene ikke gør nok for at beskytte dem mod USA’s sanktioner. Rusland er det land, som tydeligst er på Iran sin side i konflikten og de har haft tætte forbindelser i mange år. Kina vil også bevare atomaftalen og er kritisk over for USA’s sanktioner mod Iran, men forsøger at træde varsomt.

Underliggende årsager

USA og Iran har en lang og konfliktfyldt historie, som påvirker landenes forhold i dagens konfliktsituation. Det handler blandt andet om, at Iran ledes af et islamisk regime, som kom til magten gennem en revolution i 1979. Revolutionen og regimet var præget af anti-amerikansk retorik.

Frem til revolutionen i 1979 havde USA haft et nært og venskabeligt forhold til det iranske diktatur og landets leder, shah Muhammed Reza Phavlavi. Det var USA som i 1950’erne hjalp Iran med at starte et atomprogram, mens shahen ledede landet. USA’s stærke interesser i Iran blev tydelige allerede i 1953, da den demokratiske valgte statsminister Muhammed Mossadeq blev styrtet gennem et statskup som var planlagt og støttet af USA og Storbritannien.

Diktatoren Reza Pahlavi blev genindsat og forblev ved magten til revolutionen i 1979. Denne historie gør det ekstra vanskeligt for iranere at stole på, at USA og Storbritannien bekymrer sig om den iranske befolkning i deres Iran-politik. USA har helt siden 1950’erne anset Iran som et vigtigt land i en strategisk vigtig region, først og fremmest på grund af landet og regionens store olieforekomster. 

Den langvarige konflikt mellem USA og Iran handler også om Irans magt og politik i Mellemøsten. Iran støtter militsgrupper og politiske bevægelser i lande som Irak, Syrien, Libanon og Yemen. Grupperne de støtter er ofte i konflikt med USA’s allierede i regionen, så som Israel og Saudi-Arabien. USA beskylder derfor Iran for at være en «ledende sponsor af terrorisme» og kalder den iranske hæren for en terrororganisation.

FN’s rolle i konflikten

Efter atomaftalen med Iran blev indgået, blev aftalen enstemmig vedtaget af FN’s sikkerhedsråd 20. juli i resolution 2231 (2015). Aftalen indebar, at sanktionerne mod Iran, som Sikkerhedsrådet vedtog første gang i 2006, skulle afvikles.

De fleste af FN’s sanktioner mod Iran blev afsluttet 16. januar 2016. FN’s generalsekretær António Guterres udtrykte, at atomaftalen med Iran var et godt eksempel på internationalt samarbejde og diplomati.

Iran tager sagen til Den Internationale Domstol i Haag

I 2018 brød USA, som tidligere skrevet, atomaftalen med Iran og genindførte sanktioner mod landet. Dette til trods for, at FN-kontrollører gentagne gange havde bekræftet, at Iran holdt sig til sin del i aftalen. Iran tog sagen til Den Internationale Domstol (ICJ), FN’s højeste juridiske organ. Iran hævdede, at USA’s sanktioner var et brud på en såkaldt venskabsaftale USA havde indgået med Iran i 1955 - i kølvandet på det  USA-støttede statskup i Iran, som genindsatte shahen ved magten.

I oktober 2018 konkluderede ICJ, at USA’s sanktioner mod Iran var brud på venskabsaftalen fra 1955. ICJ krævede, at USA skulle lette på de økonomiske sanktioner mod Iran med henvisning til, at den iranske befolkning har behov for adgang til mad og humanitære produkter.

FN’s atomenergibureau IAEA

Det Internationale Atomenergibureau (IAEA) er en selvstændig international organisation med tæt tilknytning til FN. Som en opfølgning på Ikkespredningsaftalen er IAEA’s opgave at kontrollere atomvåben ikke spredes til nye stater. Ifølge Ikkespredningsaftalen har Iran lov til at udvikle atomenergiproduktion til fredelige formål, men har ikke lov til at skaffe sig atomvåben. Atombureauet har længe fulgt Irans atomprogram.

FN’s sanktioner mod Iran siden 2005 var baseret på IAEA’s rapportering om, at det iranske atomprogram ikke holdt sig inden for FN’s regelværk. Siden atomaftalen blev indgået i 2015, har IAEA haft en række inspektioner i Iran og hver gang konkluderet, at Iran følger sine forpligtelser i tråd med aftalen og FN’s sikkerhedsråds resolution 2231.

Efter USA dræbte den iranske general Suleimani i 3. januar 2020, har Iran varslet, at de ikke længere vil overholde atomaftalen, men fortsætter alligevel samarbejdet med IAEA.   

Tidslinje over Iran-konflikten

  • I 1951 blev Mohammed Mossadeq Irans første demokratisk valgte leder. En sådan demokratisering truede vestlige olieinteresser i Iran. Det førte til, at Storbritannien og USA bidrog til at afsætte Mossadeq gennem et statskup i 1953, for derefter at give magten tilbage til den vestligvendte diktator shah Reza Pahlavi. Statskuppet påvirkede iranernes holdninger til USA og bidrog til den iranske revolution i 1979, som blev anset som frigørelse fra amerikansk imperialisme.  

  • Regimet til den iranske shah blev styrtet under revolutionen, som udbrød i landet i 1979. De nye magthavere, med den religiøse leder ayatollah Khomeini i spidsen, satte religionen i centrum af politikken og førte en fjendtlig anti-amerikansk retorik, hvor USA blev kaldt «den store Satan». Et nyt diktatur opstod, et som var uafhængig af vestlig dominans, men som samtidig indførte en form for islamisk styre i Iran.

  • Under den iranske revolution blev amerikanske borgere taget som gidsler i Iran. Omkring 500 iranske studenter, som var tilhængere af Khomeini, besatte den amerikanske ambassade i Iran 4. november 1979. 66 amerikanere blev fra da af holdt fanget i 444 dage. Gidselsagen blev en stor og personlig sag i USA, og påvirkede amerikanernes syn på Iran som en ondskabsfuld nation. Da gidslerne blev løsladt, følte mange amerikanere, at Iran havde ydmyget USA uden det havde konsekvenser.

  • I 1980 gik Irak til angreb på Iran. Den irakiske præsident Saddam Hussein tænkte, at Iran var svækket på grund af revolutionen i landet, og at Irak nemt ville vinde krigen. I stedet blev krigen lang og blodig, uden nogen vinder. Omkring en million mennesker døde som et resultat af krigen. USA var blandt landene, som støttede Irak i krigen mod Iran, hvilket forværrede iranernes syn på USA's rolle i Mellemøsten.

  • Terrorangrebet mod USA 11. september 2001 blev startskuddet for en mere aggressiv amerikansk udenrigspolitik gennem den såkaldte krigen mod terror. Terrornetværket al-Qaida skulle nedkæmpes sammen med alle, som støttede dem - både i Afghanistan og i andre lande. I januar 2002 blev regimerne i Iran, Irak og Nordkorea kaldt «ondskabens akse» af USA's præsident George W. Bush. Han hævdede, at de tre lande udgjorde en trussel mod USA ved at have eller udvikle masseødelæggelsesvåben og gennem deres støtte til terrorisme. Ingen af regimerne havde nogen beviselig tilknytning til al-Qaida. (Læs mer om al-Qaida her).

  • Som en del af USAs såkaldte krig mod terror invaderede de Irak, sammen med allierede, men uden godkendelse fra FN's sikkerhedsråd. USA mente, at Irak fortsat havde masseødelæggelsesvåben og samarbejdede med al-Qaida, uden dette blev bevidst. Saddam Husseins regime faldt som en konsekvens af den folkeretsstridige invasion. Både USA og Iran har siden 2003 haft stor militær tilstedeværelse i Irak, og begge lande har støttet den irakiske regering mod oprørere (Læs mere om Irak-krigen her).

  • FN's sikkerhedsråd vedtog de første sanktioner mod Iran i forbindelse med landets atomprogram. Sikkerhedsrådet vedtog nye sanktioner mod Iran i årene efter 2006, sanktioner, der blev ophævet gennem atomaftalen i 2015.

  • Islamisk Stat (IS) er en islamisk militant terrorgruppe, som har kontrolleret store områder i Irak og Syrien. Både USA og Iran har været imod IS, og begge lande har fortsat militær tilstedeværelse i Irak og Syrien.

    (Læs mere om IS her)

    (Læs mere om Syrien-krigen her).

  •  

    14. juli 2015 indgik vetolandene i FN's sikkerhedsråd (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA), sammen med Tyskland og EU, den såkaldte atomaftale med Iran. Aftalen handler om at sanktionerne, som var indført mod Iran, skulle ophøre i bytte med, at Iran skulle tillade indblik i - og begrænse omfanget af deres atomprogram. 

  •  

    Donald Trump var tydelig på, at han ville reversere mange af Obama-administrationens vedtagelser, hvis han blev USA's næste præsident. Han var specielt kritisk over for atomaftalen med Iran. 

  •  

    I maj 2018 valgte Trump-administrationen at bryde atomaftalen med Iran. USA genindførte derefter sanktioner mod landet. Dette til trods for at FN-kontrollører gentagne gange havde bekræftet, at Iran holdt sig til sin del i aftalen.

  •  

    I løbet af 2019 skete der en kraktig optrapning af konflikten mellem USA og Iran. USA sendte hangarskibe og bombefly til Oman- og Den Persiske Bugt. Stigningen af den amerikanske tilstedeværelse ud for Iran skete samtidig med at parterne udvekslede trusler mod hinanden oven i, at der forekom enkelte militære træfninger.    

  • USA dræber den mægtige iranske general Qasem Soleimani i et målrettet droneangreb i Irak 3. januar. USA kaldte Soleimani for verdens ledende terrorist, mens Iran hævdede ret til selvforsvar og svarede igen med at sende 22 raketter mod to militærbaser i Irak, hvor blandt andre amerikanske styrker var stationeret. 

Kilder

Artikler / Rapporter:

Aftenposten, BBC, NRK, International Crisis Group [1, 2], IAEA, The Intercept, Center for Strategic and International Studies, UN News, The Wall Street Journal, International Institute for Strategic Studies, Klassekampen.       

Bøker:

  • «Hidden Iran: Paradox and Power in the Islamic Republic» av Ray Takeyh, 2006.
  • «The ecstasy and the agony: The rise and fall of USIran relations» av Donette Murry, i America’s ‘Special Relationships’ av John Dumbrell og Axel R. Schäfer (red.), 2009.