[[suggestion]]
Israel-Palæstina

Baggrund

Israel-Palæstina-konflikten er først og fremmest en territorial konflikt mellem staten Israel og det palæstinensiske folk. Dagens konflikt har sin baggrund i, at europæiske jøder, siden 1880-tallet, flyttede til det såkaldte historiske Palæstina, et område som udgør dagens Israel og Palæstina. Hoveddrivkraften for den jødiske indvandring var zionismen.  

Zionismen er en ideologi og politisk bevægelse, som arbejdede for en jødisk stat i det historiske Palæstina. Den blev etableret i 1880-tallet og var en del af den europæiske bosætter-kolonialismen. Planen om at etablere en jødisk stat var inspireret af den fremvoksende idé om nationalstaten; én stat til hvert folk. Jøderne blev på den måde set, som et folkeslag, der burde have sin egen stat. Ønsket om en egen jødisk stat var også en reaktion på de antijødiske holdninger (antisemitismen) og jødeforfølgelserne i Europa.   

Det historiske Palæstina blev udpeget som et passende sted at etablere en sådan jødisk nationalstat. Grunden var, at jødernes historie har rødder der. Jøderne blev drevet på flugt fra området omkring år 70 efter Kristus. De blev da spredt over hele Europa og Mellemøsten. Denne del af historien har spillet en vigtig rolle i jødernes følelse af ejerskab til (historiske) Palæstina, og for at mange jøder er flyttet dertil i nyere tid.

Jødisk indvandring til Palæstina

Efter 1. Verdenskrig gik Det Osmanske Rige, som Palæstina var en del af, i opløsning. Palæstina blev underlagt britisk mandat (kontrol). Zionistbevægelsen fik sit diplomatiske gennembrud i 1917 med Balfour-erklæringen, hvor den britiske regering lovede at arbejde for oprettelsen af et "nationalhjem for det jødiske folk" i Palæstina. Dette satte fart på den jødiske indvandring til Palæstina.

Jødeforfølgelserne i Europa efter 1933 gjorde, at indvandringen steg yderligere. Udvandringen fra Europa førte til, at den jødiske befolkning i Palæstina blev mere end tidoblet under britisk kontrol; fra omkring 56 000 i år 1917 til ca. 650 000 i 1948. Jøderne udgjorde på det tidspunkt en tredel af Palæstinas samlede befolkning.

Palæstinenserne var ikke glade for denne udvikling, især da de europæiske tilflytteres projekt var at etablere en stat, som var ekskluderende over for ikke-jøder, hvilket i praksis ville ramme de fleste palæstinensere. Situationen skabte konflikt mellem den jødiske minoritet, den palæstinensiske majoritet og den britiske mandatadministration og var begyndelsen på nutiden stadige konflikt mellem Israel og Palæstinenserne.

Den jødiske indvandring fortsatte også efter 2. Verdenskrig, og Europas dårlige samvittighed for Holocaust gjorde, at oprettelsen af en jødisk stat fik større støtte end tidligere. Holocaust bidrog også til at styrke jødernes tro på behovet for at oprette en stat, hvor jøder var i overvældende flertal.

Zionisterne så for sig, at en sådan jødisk stat ville kunne tilbyde sikkerhed til alle verdens jøder, som måtte have behov for beskyttelse. En hindring for planens succes, sådan som zionisterne så det, var, at flertallet af befolkningen i Palæstina var ikke-jøder.

FN's delingsplan 1947

Efter 2. Verdenskrig ønskede zionistledelsen at overtage magten i Palæstina og blive af med det britiske styre. Dette førte til, at zionistbevægelsens paramilitære styrker (Haganah) indgik samarbejde med zionistiske terrororganisationer (Irgun og Stern), som angreb briterne i Palæstina. Volden bidrog til, at de britiske myndigheder bestemte sig for at trække sin mandatmagt og overlade Palæstina-problemet til FN. 

FN’s generalforsamling kom i 1947 med en ikke-juridisk bindende anbefaling om, at Palæstina burde deles i to, hvor jøderne blev tildelt 55% af jorden. Dette blev accepteret af zionistbevægelsen som et vigtigt første skridt mod at overtage hele Palæstina. Palæstinenserne, som udgjorde ca. 70% af befolkningen, anså forslaget som uretfærdigt og afviste det.

Lanceringen af FN’s delingsplan udløste den første, største og vigtigste krig i Palæstina-konflikten, 1948-krigen. Den blev muliggjort på grund af magt-vakuummet, som opstod ved afviklingen af det britiske styre i Palæstina. Krigen førte til ødelæggelse af det palæstinensiske samfund, begyndelsen på den palæstinensiske flygtningesituation og oprettelsen af staten Israel.

1948: Oprettelsen af staten Israel

1948-krigen kan inddeles i to faser: før og efter 14. maj 1948, da Israel erklærede sig som stat. Første fase var mellem de jødiske tilflyttere og den arabiske lokalbefolkning, dvs. mellem zionistbevægelsen og palæstinenserne. Den anden fase var mellem det, som da var blevet til staten Israel på den ene side og styrker fra de arabiske nabolande (Egypten, Irak, Jordan, Libanon og Syrien) på den anden. Indblandingen af andre lande har derfor gjort konflikten kendt som Mellemøst-konflikten. 

Palæstinenserne kunne ikke stille meget op under krigen. Ingen kæmpede med dem for en palæstinensisk stat. Nabolandene angreb Israel, men var motiveret af egne interesser.

1948-krigen førte til, at omkring 750 000 palæstinensere mistede deres hjem. Store dele af den palæstinensiske befolkning blev fordrevet gennem militære operationer, som i dag bliver omtalt af historikere som etnisk udrensning. Flygtningene udgjorde ca. halvdelen af den palæstinensiske befolkning, og Israel har siden nægtet dem at komme tilbage.

I 1948 flygtede palæstinenserne først og fremmest til Gaza, Vestbredden og Jordan samt Libanon og Syrien. Der blev oprettet flygtningelejre, som afbilledet her på foto fra 1948. Omkring 5 millioner palæstinensere er flygtninge også i dag, hvilket udgør ca. halvdelen af det palæstinensiske folk. 

Zionismens rolle under 1948-krigen

Fordrivelsen af palæstinenserne var delvis et resultat af zionistbevægelsens mål om at etablere en stat i Palæstina med overvældende jødisk flertal. Det bidrog til, at de jødiske styrker bevidst fordrev palæstinenserne fra landet, specielt i de områder som var tiltænkt en jødisk stat i FN’s delingsplan og i områder, som var strategisk vigtige. Det, at der var krig, bidrog også til, at palæstinenserne blev fordrevet fra deres hjem, og mange palæstinensere flygtede af frygt for at blive ofre for krigens grusomheder.

Da krigen endte i januar 1949, sad Israel igen med et landområde, som var 77% af det historiske Palæstina, altså 22% større end det FN’s delingsplan havde foreslået. Det er alligevel disse 77%, som i stor grad anses som det folkeretslige anerkendte Israel i dag. Egypten og Jordan tog kontrol over resten af Palæstina i løbet af krigen i 1948.

Det zionistiske lederskab, med David Ben-Gurion i spidsen, havde længe været enig om, at palæstinenserne skulle væk. Under 1948-krigen blev over 500 palæstinensiske landsbyer ødelagte. Zionistbevægelsen anså palæstinensisk identitet og tilstedeværelse som en hindring for etableringen af en såkaldt jødisk stat med jødisk identitet og tilstedeværelse. Palæstinenserne kalder 1948-krigen for "al-Nakba", som betyder "katastrofen" på arabisk.

1967: Begyndelsen på Israels besættelse af Gazastriben og Vestbredden

Den næste krig i Palæstina-konflikten var i 1967 – kendt som seksdags-krigen. Der mistede ca. 300 000 palæstinensere deres hjem. Israel tog Gazastriben og Sinai-ørkenen fra Egypten, Vestbredden med Øst-Jerusalem fra Jordan, og dele af Golan-højderne fra Syrien.

Efter 1967-krigen kontrollerede Israel dermed mere end hele det historiske Palæstina - med det resultat at omkring én million palæstinensere var bosatte på besatte områder under israelsk styre. Bortset fra Sinai er disse områder fortsat besatte af Israel i dag.4

Palæstinensisk modstand

Krigene i 1948 og 1967 lagde grundkimen til palæstinensernes modstandskamp i eftertiden, en kamp som har både været i tråd med og i strid med folkeretten. Folkeretten giver palæstinenserne ret til væbnet modstand mod israelsk kolonialisme, undertrykkelse og besættelse.

Samtidig har folkeretten visse begrænsninger på, hvad der anses som lovlig væbnet modstand. Man må for eksempel ikke angribe civile. Palæstinensiske organisationer, som PLO og Hamas, har tidligere brugt terror bevidst som metode i kampen mod Israel.

Den palæstinensiske modstandskamp udføres i dag hovedsageligt med ikke-voldelige midler. Israelerne på deres side har en oplevelse af, at palæstinensisk vold først og fremmest motiveres af et had mod jøder. Dette bidrager til, at Israel opretholder besættelsespolitikken, som anses som en nødvendighed for at bevare sikkerheden for den israelske befolkning.

De to største politiske partier i Palæstina, Fatah og Hamas, har haft vanskeligt ved at samarbejde. I praksis styrer Hamas i Gazastriben og Fatah på Vestbredden, men begge organisationers politiske frihed er stærkt begrænset af den israelske besættelsesmagt. 

Om den israelske besættelse

Helt siden Israel besatte de palæstinensiske områder i 1967 har staten drevet udbygning af israelske bosættelser på Vestbredden, hvilket er i strid med folkeretten. I dag bor der over 650 000 ulovlige bosættere på Vestbredden, inklusiv i Øst-Jerusalem.

Nogle af bosætterne mener, at jøderne er Guds udvalgte folk, og at de derfor har ret til at bo i hele det bibelske Israel, som inkluderer de besatte palæstinensiske områder. Disse er vigtige religiøse områder for troende jøder og vigtige ideologiske områder for nationalistiske israelere. De fleste israelske bosættere er imidlertid flyttet til de besatte områder, fordi den israelske stat tilbyder israelerne økonomiske goder, som skattefordele og billige boliger, for at bosætte sig der. 

FN om menneskerettighedssituationen i de besatte områder

Israels brud på menneskerettighederne:

  • Israels blokade af Gazastriben bryder grundlæggende menneskerettigheder. Blokaden udgør en kollektiv afstraffelse rettet mod den palæstinensiske befolkning, hvilket anses for at være en krigsforbrydelse.
  • På Vestbredden er palæstinenserne ofre for husødelæggelser og tilfældige arrestationer fra Israel -foruden vold og drab fra israelske bosættere, som kun i lav grad strafforfølges.    
  • FN’s specialrapportør for de besatte områder har konkluderet, at besættelsen i sig selv er folkeretstridig, fordi Israel bryder de regler, som gælder for at en besættelse kan være lovlig.

Palæstinensiske brud på menneskerettigheder:

  • Hamas har slået, arresteret og tortureret palæstinensere, som har protesteret ved Gazastriben.
  • De palæstinensiske selvstyremyndigheder på Vestbredden har strenge restriktioner på palæstinensernes organisations- og ytringsfrihed, som blandt andetnhar inkluderet fængsling af journalister.      

Andre staters ansvar:

  • Israels systematiske og langvarige brud på folkeretten - som inkluderer brud på bestemmelser fattet af FN’s sikkerhedsråd - gør at andre stater har et ansvar for at indføre tiltag, som kan føre til ophør af folkeretsbruddene. Det hævder FN’s specialrapportør for de besatte områder, Michael Lynk. Han anbefaler, at det internationale samfund indfører sanktioner mod Israel for afslutte besættelsen.   

Kilde: Kilde: Rapport fra FN’s specialrapportør for menneskerettighedssituationen i de besatte palæstinensiske områder (2019)



Gazastriben er fortsat under israelsk besættelse

I 2005 bestemte Israel trække alle sine styrker og bosættelser ud af Gazastriben. Israel iværksatte derefter en blokade mod Gazastriben. Den begrænser ind- og udgang af både mennesker og varer i så stor grad, at Gaza nærmer sig ulevelig. FN anser derfor fortsat Gazastriben for at være under israelsk besættelse.

Israel gennemfører jævnligt militæroperationer og rakettangreb mod Gazastriben. Hamas og andre militante grupperinger i Gaza sender fra deres side mindre, men dødelige, raketter mod Israel. Disse raketter har ikke medført store tab af menneskeliv, men skaber frygt i den israelske befolkning.

Israelske militæroperationer har medført massive ødelæggelser i Gazastriben, blandt andet gennem en 22-dags-krig i årsskiftet 2008/2009, som resulterede i, at omkring 1400 palæstinensere blev dræbt. Den sidste store krig i Gazastriben var sommeren 2014. Ifølge FN blev her 2100 palæstinensere dræbt, de fleste civile. Til sammenligning blev 73 israelere dræbt - de fleste af dem soldater.

At de palæstinensiske tab af menneskeliv er så meget større i forhold til de israelske, tydeliggør den enorme forskel, som ligger i Israels rolle som besætter og Palæstinenserne som besatte.

FN’s rolle i konflikten

Den første fredsbevarende operation i FN’s historie, UNTSO, blev sendt til Palæstina i 1948. Opgaven var at sætte en stopper for den pågående krig. UNTSO er fortsat i Israel og Palæstina. Den består både af fredsobservatører og militær. De forsøger at forhindre sammenstød mellem palæstinensere og israelere og holde øje med, om civilbefolkningen udsættes for overgreb - og generelt følge med i hvordan fredsaftaler opfølges. FN-styrken i Israel og Palæstina samarbejder med fredsstyrkerne i Libanon og Syrien (Golanhøjderne), og dets personel har været fleksibelt til at blive anvendt, med kort varsel, til andre FN-operationer andre steder i verden.

FN’s generalforsamling, og til dels Sikkerhedsrådet, har vedtaget en række resolutioner om konflikten siden Israel blev oprettet i 1948. De fleste har kritiseret den israelske besættelse af de palæstinensiske områder siden 1967. Israel har valgt at overse kritikken og er i dag det land i verden, som har undladt at efterkomme flest FN-resolutioner. I FN’s sikkerhedsråd bliver de fleste resolutioner mod Israel stoppet af USA’s vetoret.

FN og palæstinensiske flygtninge

Omkring halvdelen af det palæstinensiske folk regnes som flygtninge. I dag udgør det omkring 5,5 millioner mennesker. Årsagen er hovedsageligt, at de palæstinensere, som flygtede under krigene i 1948 og 1967, stadig ikke har fået lov af Israel til at vende tilbage til deres hjem. Disse, sammen med deres børn og børnebørn, er derfor forblevet flygtninge og har dermed ret til returnere, ifølge FN og folkeretten.

De palæstinensiske flygtninge lever for det meste i Gazastriben og Vestbredden, og i nabolandene Jordan, Libanon, Syrien og Egypten.

FN har sin egen hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA). Gazas befolkning er helt afhængig af den bistand UNWRA giver inden for sundhed og undervisning. USA har traditionelt været den største giver til UNRWA, som i 2017 dækkede næsten en tredjedel af UNRWA’s budget. I 2018 bestemte USA sig for at stoppe al bistand til UNRWA.

  • Zionismen; ideen om en jødisk stat i Israel. Bevægelsen vokser frem blandt jøder i Europa.

    Dagens Israel/Palæstina er en del af Det Osmanske Rige og er hovedsageligt befolket af arabere.

  • I løbet af 1900-tallet flytter flere og flere jøder til området.

  • Efter 1. Verdenskrig tager Storbritannien kontrollen over det, som er dagens Israel/Palæstina. Sammen med det, som i dag er Jordan, kaldes området "Det britiske mandat Palæstina". 

    Både palæstinensiske og jødiske grupper gør oprør mod briterne.

  • Da 2. Verdenskrig slutter, overlader briterne ansvaret for Palæstinaspørgsmålet til det nyetablerede FN.

    FN vedtager at dele området ind i en jødisk og en palæstinensisk del. Jøderne godtager forslaget. Palæstinenserne har ikke nogen ordentlig repræsentant i FN, men takker nej på deres vegne.

    Kampe mellem jødiske og palæstinensiske grupper bryder ud. 

  • Israel erklærer sig selvstændig den 14. maj 1948.

    Dagen efter går de arabiske nabolande til krig mod den nye stat, Israel. I løbet af krigen bliver ca. 800 000 palæstinensere drevet på flugt. Israel tager kontrol over en stor del af områderne, som var tiltænkt palæstinenserne i FN's delingsplan.

    Efter krigen kontrolleres Vestbredden af Jordan, mens Gaza er under egyptisk kontrol. 

  • Efter kraftige provokationer fra Syrien, Egypten og Jordan udbryder der krig mellem Israel og nabolandene. De arabiske stater er militært underlegne, og krigen ender efter kun seks dage. 

    Da krigen ender, har Israel taget Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan, Sinai-halvøen fra Egypten, og Golan-højderne fra Syrien. 

  • Under den jødiske højtid Yom Kippur forsøger Egypten og Syrien at tage landområderne, de tabte i Seksdagsskrigen tilbage. Israel får hurtigt et militært overtag og påfører Egypten og Syrien nye nederlag, da en aftale om våbenhvile bliver indgået.

    Egypten og Israel indgår en fredsaftale i 1979. Egypten får kontrollen over Sinai-halvøen tilbage, mod at landet anerkender Israel som selvstændig stat. 

    Der bliver aldrig nogen aftale mellem Syrien og Israel, og Israel kontrollerer fortsat Golan-højderne. 

  • Den palæstinensiske frigørelsesorganisationen PLO har hovedsæde i Libanon. Efter PLO angriber mål i Israel, invaderer Israel Libanon, først i 1978 og så i 1982. PLO flytter til Tunesien.

    Israelske styrker trækker sig tilbage til en "sikkerhedszone" i Sydlibanon i 1985, hvor de bliver indtil 2000. I løbet af denne periode vokser organisationen Hizbollah frem, som en protest på israelsk tilstedeværelse.

  • Palæstinensere på Vestbredden, i Gaza og i Østjerusalem gør oprør mod den israelske besættelsesmagt og kræver en selvstændig stat. 

    Oprøret (intifadaen) bliver slået ned, men en fredsproces indledes. 

  • Israel og PLO bliver enige om to Osloaftaler, i 1993 og 1995. Der står det, at en palæstinensisk stat skal oprettes i løbet af en femårig periode, og at der i mellemtiden skal oprettes palæstinensiske selvstyremyndigheder. 

    Vestbredden bliver delt ind i tre områder; A, B og C. Selvstyremyndighederne kontrollerer A, Israel kontrollerer C, mens kontrollen deles mellem de to i B-områderne. 

    I 1995 bliver Israels statsminister, Yitzhak Rabin, dræbt af en jødisk ekstremist, og Oslo-prosessen stagnerer. 

  • Israel og Jordan underskriver en fredsaftale og opretter fulde diplomatiske relationer. 

  • Utilfredshed med manglen på oprettelse af en palæstinensisk stat fører til, at et nyt palæstinensisk oprør bryder ud.

    Palæstinensiske organisationer gennemfører en række terrorangreb mod civile i Israel.

    Israel svarer igen med at stramme grebet om Vestbredden og Gaza og indfører store begrænsninger på palæstinensernes bevægelsesfrihed.

  • Israelske soldater bliver dræbt i et raketangreb fra den libanesiske organisation Hizbollah. Israel svarer med tunge luftangreb mod Libanon.

    1109 libanesiske og 43 israelske civile bliver dræbt under krigen, som ender med en våbenhvile i august samme år. Israel trækker efterfølgende sine styrker ud af Sydlibanon.

  • Efter det islamiske parti Hamas vinder det palæstinensiske valg til selvstyret i 2006, bryder der kampe ud mellem Hamas og det andet store palæstinensiske parti Fatah.

    Resultatet bliver, at kontrollen over de palæstinensiske områder bliver delt i 2007: Hamas styrer Gaza, mens Fatah styrer Vestbredden.

    Israel ser på Hamas som en terrororganisation og indfører streng kontrol for både personer og varer, som skal ind og ud af Gaza.

  • Gentagende raketangreb fra palæstinensiske grupper i Gazastriben fører til, at Israel indleder en storoffensiv mod området.

    Omkring 1400 palæstinensere og 13 israelere omkommer i løbet af krigen.

    Israel møder stærk kritik fra det internationale samfund for at bombe områder, som er tæt befolket af civile.

  • Egypten og Jordan indgik fred med Israel i 1979, og landene har oprettet diplomatiske relationer.

    Syrien og Israel har ikke indgået en fredsaftale. Israel har fortsat besat Golanhøjderne.

    Libanon og Israel har heller ikke indgået fredsaftale.

    Palæstinenserne har ansøgt medlemskab i FN, men har kun fået status som observatørstat. Palæstina blev medlem af Den Internationale Straffedomstolen (ICC). Israel besætter fortsat de palæstinensiske områder fra seksdags-krigen i 1967.

Kilder

Uppsala Conflict database, Institutt for fredsforkning (PRIO), Aschehoug og Gyldendals store norske leksikon, FNs fredsbevarende operasjoner, BBC, Aftenposten, Dagens Næringsliv, UN News, Vårt Land, Haaretz, Russell Tribunal on Palestine.

Bøker: Nils Butenschøn, "Drømmen om Israel" (2006); Sune Persson "Palæstinakonflikten" (2001); Eugene Rogan "The Arabs" (2011); Avi Shlaim "The Iron Wall" (2001); Hilde Henriksen Waage "Konflikt og stormaktspolitikk i Midtøsten" (2013).