[[suggestion]]
Kurdistan

Den kurdiske befolkning

Kurderne regnes som den største etniske folkegruppe i verden uden en egen selvstændig stat. Den samlede kurdiske befolkningen er i dag anslået til omkring 30 millioner mennesker. De fleste anser sig selv som et folk med fælles sprog og kultur.

Kurdistan inddeles ofte i fire områder. Den kurdiske del af Tyrkiet kaldes ofte tyrkisk Kurdistan eller Nordkurdistan. På samme måde kaldes de andre tre områder for irakisk Kurdistan (syd), syrisk Kurdistan (vest), og iransk Kurdistan (øst). Kurderne selv bruger ofte egne navn på disse fire dele af Kurdistan: Bakur (nord), Bashur (syd), Rojava (vest), og Rojhelat (øst).

Næsten halvdelen af den kurdiske befolkning bor i den tyrkiske del (Bakur), der også er den største del af området, som udgør Kurdistan. Endvidere bor der ca. 1,5 millioner kurdere i Vesteuropa, hvoraf halvdelen bor i Tyskland.

Konflikten mellem den kurdiske befolkning og de fire statslige myndigheder, som kontrollerer de kurdiske områder, handler om sikkerhed, rettigheder og kontrol over landområder. Mange kurdere har været involveret i kampe om selvstændighed siden 1. Verdenskrig.

Baggrund

I slutningen af 1800-tallet var Mellemøsten kontrolleret af Det Osmanske Rige. Islam og den muslimske identitet havde bidraget til at holde Det Osmanske Rige sammen under et fælles lederskab. Der boede mange forskellige folkegrupper i Det Osmanske Rige, og fremvæksten af nationalistiske ideer gjorde, at andre gruppeidentiteter blev dominerende. Nationalismen, dvs. troen på at hver folkegruppe (nation) skulle have sin egen stat, bidrog til imperiets fald.

Én af følgegrupperne, som krævede uafhængighed, var kurderne, men etableringen af et selvstændig Kurdistan skulle vise sig at blive problematisk.

De europæiske stormagter, som tog kontrollen i Mellemøsten efter at Det Osmanske Rige faldt sammen 1. Verdenskrig, blev enige om at dele Mellemøsten op i flere lande. Delingsaftalen i 1920 fastslog, at områderne, hvor kurderne var i flertal, skulle udgøre en selvstændig kurdisk stat. Grækenland, Frankrig og Armenien skulle samtidig dele store områder af dagens Tyrkiet mellem sig.

Europæernes planer kom i konflikt med tyrkiske nationalister, som etablerede et selvstændigt Tyrkiet i 1923. Der blev store dele af det kurdiske område underlagt Tyrkiet. Resten af det kurdiske område udgjorde en lille del af Iran og det fransk-kontrollerede Syrien, og en stor del af det britisk kontrollerede konstruerede staten Irak.

Den kurdiske befolkning blev da boende i fire forskellige stater. Dette lagde grundlag for fremtidige konflikter mellem den kurdiske befolkning og deres oprørsgrupper på den ene siden, og de fire statslige myndigheder på den anden.

Stormagterne USA, Storbritannien, Frankrig og Rusland har store interesser i Mellemøsten. Deres forhold til kurderne er traditionelt set blevet balanceret med deres forhold til de forskellige statslige regimer i regionen.

Kurderne i Tyrkiet

Da de tyrkiske nationalister etablerede det nye Tyrkiet, gjorde kurderne øst i landet oprør. I årene som fulgte blev kurdernes kamp for et selvstændigt Kurdistan mødt med hård undertrykkelse. Blandt andet har kurdisk sprog og praktiseringen af kulturen været forbudt i Tyrkiet.

Det kurdiske arbejderparti (PKK) har længe drevet guerillakrig mod den tyrkiske stat. PKK blev oprettet i 1978 og kæmper for kurdisk frigørelse fra tyrkisk undertrykkelse. Frem til 1990-tallet var målet for PKK at etablere en selvstændig kurdisk stat. Senere har det udtalte mål været øget selvstyre inden for den tyrkiske stat.

Tyrkiets allierede, som EU og USA, har opført PKK på deres lister over terrororganisationer. FN, og store lande som Kina og Rusland, har ikke listet PKK som terrororganisation. Tyrkiet præsenterer kampen mod kurderne som en kamp mod terrorisme, på lige linje med kampen mod Islamisk Stat (IS).

Læs mere om Islamisk Stat (IS) her

Kurderne i Syrien

Kurderne er den største minoritet i Syrien og holder for det meste til i grænseområderne i nord og nordøst. De syriske kurdere har aktivt deltaget i borgerkrigen i Syrien, som begyndte i 2012. På grund af borgerkrigen i landet har de syriske kurdere, med YPG-militsen i spidsen, taget kontrol over større landområder i det nordlige Syrien. Der er i hovedtræk tre regioner, som til sammen udgør den såkaldte Føderation Nordsyrien, også kaldet Rojava. Områderne består samtidig af andre etniske grupper: arabere, assyrere, turkmenere.

Både det syriske og tyrkiske regime har længe anset kurderne i Syrien som en trussel mod deres interesser, i og med at kurderne ønsker mere selvstændighed. Samtidig har de siden 2014 haft en fælles fjende i bekæmpelsen af terrororganisationen IS.

Læs mere om krigen i Syrien her

Tyrkiet angriber kurderne i Syrien

I årene efter Det Arabiske Forår 2011, som udløste borgerkrigen i Syrien og fremvæksten af Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak, har kurderne været dybt involveret i krigsførelsen i begge lande. Tyrkiet var længe passive i kampen mod IS, delvist fordi de har fælles fjender. Tyrkiet anser både Assad-regimet og kurdiske militante grupper som en trussel.

I sommeren 2015 blev Tyrkiet en aktiv deltager i den internationale koalition mod IS, som var ledet af USA. Tyrkiet havde alligevel en skjult agenda med sin støtte, hvilket kom til udtryk ved, at de tyrkiske bombetogter først og fremmest blev rettet mod kurdiske mål, både i Tyrkiet, Irak og Syrien.

2019: USA forlader kurderne i Syrien

I oktober 2019 bestemte USA sig for at trække sine militærstyrker, som var stationeret i de kurdiske områder i Syrien. Tyrkiet iværksatte derefter militæroperationer mod kurderne i disse områder. Ud over at kæmpe mod kurderne, ønsker den tyrkiske regering også at tage kontrol over grænseområder i Syrien og derefter returnere syriske flygtninge, som opholder sig i Tyrkiet. Tyrkiske myndigheder retfærdiggør bombningen af kurderne som selvforsvar og kamp mod terrorisme.

Fra at have været allieret med USA og andre NATO-lande i kampen mod IS, har kurderne i Syrien følt sig nødt til at alliere sig med Assad-regimet i mødet med angreb fra NATO-landet Tyrkiet. Assad-regimet er allieret med Rusland og Iran. 

Kurderne i Irak

I perioden 1980-88 var der krig mellem Irak og Iran. Under krigen prøvede begge stater at alliere sig med kurderne, som boede i modpartens land, samtidig med at de angreb deres egen kurdiske befolkning, fordi de blev associeret med fjenden. Resultatet var, at kurdernes situation på begge sider af grænsen blev værre.

Det irakiske regime, ledet af Saddam Hussein, brugte blandt andet kemiske våben mod kurderne, hvilket betegnes som folkemord. Det nøjagtige antal dræbte er usikkert, men de kurdiske selvstyremyndigheder i Irak anslår, at omkring 182 000 civile kurdere blev dræbt.

Kurdisk selvstyre i Irak

Efter Iraks nederlag i Golfkrigen i 1991, opfordrede USA kurderne til at gøre oprør mod Saddam Husseins regime. Der blev etableret såkaldte sikre zoner for kurderne, ved at irakiske myndigheder blev nægtet at flyve i luftrummet over Nordirak.

Flyforbudszonen i Nordirak førte til, at kurderne kunne etablere en egen kurdisk nationalforsamling i 1992. Forsamlingen bestod af repræsentanter fra Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PUK). De to kurdergrupper lå længe i væbnet kamp med hinanden, men i 1998 indgik de våbenhvile og senere også en samarbejdsaftale.

Irak-krigen i 2003

I 2003 blev Irak invaderet af USA, Storbritannien og andre allierede. Målet var blandt andet at styrte Saddam Husseins regime. Mange irakiske kurdere støttede invasionen og øjnede nye muligheder for kurdisk selvstyre.

Læs mere på konfliktprofilen om Irak-krigen

Kurdisk selvstyre blev indskrevet i den nye irakiske grundlov af 2005. Jalal Talabani blev unævnt som Iraks præsident samme år og blev da det første kurdiske statsoverhoved i verden.

Siden 2014 har kurderne stået over for en ny fjende i Irak og Syrien, nemlig terrororganisationen Islamisk Stat (IS). Kurdiske grupper har været blandt de største militære modstandere af IS i felten - både i Syrien og Irak, og de har fået støtte af USA.

I 2017 blev der gennemført en folkeafstemning om kurdisk uafhængighed blandt kurdere i Irak, hvilket myndighederne i Irak og flere nabolande, specielt Tyrkiet, var stærkt kritiske overfor. Kurderne har selvstyre i Nordirak, men har ikke en egen selvstændig og uafhængig stat.

Kurdisk selvstyre i Irak

Efter Iraks nederlag i Golfkrigen i 1991, opfordrede USA kurderne til at gøre oprør mod Saddam Husseins regime. Der blev etableret såkaldte sikre zoner for kurderne, ved at irakiske myndigheder blev nægtet at flyve i luftrummet over Nordirak.

Flyforbudszonen i Nordirak førte til, at kurderne kunne etablere en egen kurdisk nationalforsamling i 1992. Forsamlingen bestod af repræsentanter fra Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PUK). De to kurdergrupper lå længe i væbnet kamp med hinanden, men i 1998 indgik de våbenhvile og senere også en samarbejdsaftale.

Kurderne i Iran

I Iran findes der også en stor minoritet af kurdere. De bor primært i grænseområderne mod Irak og Tyrkiet, nordvest i Iran. Kurderne udgør omkring 10% af den iranske befolkning og har periodevis levet under angreb fra den iranske stat.

Kurderne i Iran er ikke blevet undertrykt på samme brutale vis som kurderne i Tyrkiet og Irak, men den iranske stat har altid modarbejdet kurdernes ønske om selvstyre. En bedre inkludering af kurdere i det iranske samfund har medført, at kurdisk nationalisme og kravet om en selvstændig kurdisk stat er aftaget blandt iranske kurdere, specielt blandt kurdiske shiamuslimer.

Martin Kobler

FN’s rolle i konflikten

FN har valgt at holde sig uden for konflikterne knyttet til en selvstændig kurdisk stat. FN har imidlertid engageret sig i forhold til kurdernes rettigheder i Tyrkiet og arbejder for at forbedre landets behandling af etniske minoriteter. FN har også arbejdet for at sikre kurdernes sikkerhed i Nordirak, blandt andet gennem forslag om flyforbudszone.

Tidslinje over konflikter i Vest-Asia

  • Områder vi i dag kender som Tyrkiet, Syrien og Irak var længe en del af en meget større politisk, social og religiøs orden, kaldet Det Osmanske Rige. Det var et sunni-muslimsk imperium, hvor tyrkerne dominerede over arabere, kurdere og andre fra år 1299 til slutningen af 2. Verdenskrig. Det førte til oprettelsen af staten Tyrkiet i 1924. Områder vi i dag kender som Iran og Afghanistan var ikke en del af Det Osmanske Rige.

  • Da 1. Verdenskrig knækkede det allerede svage Osmanske Rige, overtog de europæiske stormagter meget af magten i området. Da europæerne var blevet enige om, hvor grænserne skulle gå i Midtøsten, blev det kurdiske samfund splittet, og det deltes i fire forskellige lande: Tyrkiet Syrien, Irak og Iran. Dette blev starten på kurdernes kamp for selvstændighed. Kortet viser et område, hvor der bor mange kurdere. Det strækker sig over flere landegrænser og bliver ofte kaldt Kurdistan.

  • Frankrig og Storbritannien overtog kontrollen over flere centrale områder i Midtøsten. De optegnede grænser og delte områderne mellem sig. Egypten havde da allerede været flere årtier under britisk kontrol.

  • 2. Verdenskrig svækkede Frankrig og Storbritanniens evne til at bevare deres imperier. Flere af dagens stater i Midtøsten blev etableret/selvstændige i denne perioden: 

    - Libanon i 1943

    - Syrien i 1944

    - Jordan i 1946

    - Israel i 1948

    - Egypten i 1952

  • I 1951 blev Mohammad Mossadeq Irans første demokratisk valgte leder. En sådan demokratisering truede vestlige olieinteresser i Iran. Det førte til, at Storbritannien og USA bidrog til at afsætte Mossadeq gennem et statskup i 1953, for derefter at give magten tilbage til den vestligvendte diktator Shah Pahlavi. Skatskuppet påvirkede iranernes holdninger til Vesten, hvilket bidrog til den islamske revolution i 1979. Biledet viser en pro-Mossadeq demonstration i Teheran i 1952. Foto: Wikimedia Commons 

  • I 1958 klarede irakerne det, som iranerne fem år tidligere ikke havde klaret, nemlig at blive frie fra det britisk-amerikansk støttede kongedømme, der styrede deres land. Irak blev da en selvstændig stat. Irakerne var inspireret af revolutionen i Egypten i 1952, hvor ideologien var arabisk nationalisme og anti-imperialisme. Irak var med i Bagdad-pagten, som forpligtede Irak til at støtte den britiske invasion af Egypten i 1956. Dette skete mod irakernes vilje, hvilket udløste den irakiske revolution.

  • Med undtagelse af Tyrkiet, forsøgte landene i Midtøsten at have en neutral position under Den Kolde Krig (1947-1991). Men presset fra supermagterne var så stort, at de i praksis måtte vælge side. Relationerne kunne ændre sig over tid. De lande, der havde gennemført en revolution, vendte sig gerne væk fra Vesten og over til Sovjetunionen. Kortet viser, hvilken side de forskellige stater favoriserede omkring år 1970.

  • Syrien blev uafhængig fra Frankrig i 1944, og i 1970 tog Hafez al-Assad (på stolen til højre) magten i Syrien gennem et militærkup via det syriske Ba'ath-parti. Sønnen Bashar al-Assad (i midten til venstre) overtog ledelsen i år 2000 og er fortsat præsident i Syrien. Foto: Wikimedia Commons

  • Det sosialistiske arbejderparti PKK er en militær og politisk organisation for kurdere, først og fremmest i Tyrkiet. PKK har været den største organisation for kurdernes kampen mod tyrkisk overmagt. 

  • 1) Den islamske revolution i Iran.

    2) Sovjetunionen invaderer og besætter Afghanistan.

    3) Saddam Hussein bliver præsident i Irak, hvilket året efter førte til Irak-Iran-krigen.

  • Regimet til den iranske shan blev styrtet under den islamiske revolution i 1979. De nye magthavere, med den religiøse leder Ayatollah Khomeini i spidsen, satte religionen i centrum for politikken. Et nyt diktatur opstod - et som var uafhængig af vestlig dominans og samtidig indførte en form for islamisk styre i Iran. Billedet viser et maleri af Khomeini på en væg i Teheran. Foto: Kamyar Adl/Flickr. 

  • Sovjetunionen invaderede Afghanistan i forsøg på at redde det kommunistiske diktatur i landet. Modstandskrigerne, kendt som Mujahedin, fik massiv international støtte, blandt andet af USA, Pakistan og Kina. Osama bin Laden (billedet) var blandt de arabiske fremmedkrigere, som rejste til Afghanistan for at føre såkaldt hellig krig mod kommunistene. Dette blev begyndelsen på oprettelsen af al-Qaida. Foto: Hamid Mir/Canada Free Press 

  • Året efter Saddam Hussein blev præsident i Irak, gik Irak til angreb på Iran. Omkring 30 lande støttede krigsførelse, ofte med støtte til begge lande samtidig. De vigtigste bidragsydere var Sovjetunionen, USA, Frankrig og Kina. Mest støtte gik til Irak, inklusiv komponenter til udvikling af masseødelæggelsesvåben. Den amerikanske støtte til Irak under krigen forværrede iranernes syn på USA's rolle i Midtøsten.

  • Under Irak-Iran krigen angreb irakiske styrker også kurderne i det nordlige Irak. Den militære kampagne mod kurderne (og andre minoriteter i Irak), kaldet Anfal-kampagnen, varede over flere år og toppede i 1988.  Mange lande anerkendte overgrebbene mod kurderne som folkemord. Mellem 50 000 og 100 000 mennesker blev dræbt, blandt andet som følge af kemiske våben.

  • Saudi-Arabia følte sig truet af irakisk ekspansion, da Irak invaderede Kuwait august 1990. Osama bin Laden ville beskytte Saudi-Arabien og de hellige byer Mekka og Medina med hans "hellige krigere". Men Saudi-Arabien afslog bin Ladens tilbud og inviterede i stedet amerikanske styrker ind. Dette påvirkede bin Ladens politiske syn, hvilket bidrog til, at al-Qaida rettede sine angreb mod USA. Golfkrigen endte med, at en international koalition, med USA i spidsen, og med FN-mandat, pressede irakiske styrker tilbage til Bagdad i begyndelsen af 1991.

  • Efter Golfkrigen bestemte FN's sikkerhedsråd at sanktionere Irak yderligere. USA og Storbritannien sørgede for, at FN-sanktionerne blev opretholdt frem til 2003, og udførte også bombetogter i Irak i denne periode. Sanktionerne ramte civilbefolkningen hårdt og blev stærkt kritiseret af mange land. UNICEF beregnede, at flere hundretusinde børn døde som følge af disse sanktioner. Billedet viser den irakiske FN-ambassadør, som kritiserer USA og Storbritannien i Sikkerhedsrådet. Foto: UN Photo/Evan Schneider. 

  • Efter det sovjetisk-støttede regime i Afghanistan brød sammen i 1992, blev Afghanistan kastet ud i en borgerkrig mellem konkurrerende krigsherrer. Den islamiske gruppe Taliban kom sejrene ud af krigen og regerede Afghanistan fra 1996 til 2001. Afghanistan var i denne perioden et tilholdssted for Osama bin Laden og al-Qaida. De etablerede deres egne træningslejre og betegnede sig som Talibans elitesoldater (Les mer om al-Qaida her). Billedet viser Malala Yousafzais bog, pigen, der blev beskudt af Taliban for at have krævet skolegang for piger. Hun vandt Nobel Fredspris i 2014. Foto: Flickr/Jabiz Raisdana.

  • Terrorangrebet mod USA 11. september 2001 blev startskuddet for en mere aggressiv amerikansk udenrigspolitik gennem den såkaldte Krigen mod terror. Terrornetværket al-Qaida skulle nedkæmpes sammen med alle som støttede dem. Taliban-regimet i Afghanistan var de første på listen over al-Qaidas støttespillere, hvilket medførte en amerikansk-britisk invasion af landet i oktober 2001 (Læs mere om Afghanistan-krigen her).

  • Irak blev næste mål i Krigen mod terror. USA, med allierede, invaderede det olierige land uden et FN-mandat. USA mente, at Irak fortsat havde masseødelæggelsesvåben ,og at de samarbejde med al-Qaida - uden dette er blevet bevist. Saddam Husseins regime faldt, som en konsekvens af den ulovlige invasion, men ordentlig fred i landet blev det aldrig (læs mere om Irak-krigen her). Billedet viser en amerikansk soldat, som markerer overtagelsen af Bagdad i 2003 ved at dække hovedet på en statue af Saddam Hussein med et amerikansk flag. Foto: Laurent Rebours/Flickr.

  • I foråret 2011 udbrød der store oprør i flere lande i den arabiske verden. Protestbevægelserne tilsigtede at ændre regeringer i de forskellige lande, ofte med fokus på menneskerettigheder. Modstanden mod diktaturene inspirerede hinanden, men gav forskellige resultater. I Syrien udviklede et ikke-voldeligt oprør sig hurtigt til en brutal borgerkrig. Billedet viser demonstranter på Tahrir-pladsen i Egypten i 2011. Foto: Lilian Wagdy/ Wikimedia Commons.

  • Syrien har en vigtig strategisk betydning for mange lande. Derfor blev både Assad-regimet og oprørerne aktivt støttet af andre stater under borgerkrigen. Assad-regimet fik støtte fra Rusland, Iran og Libanons Hizbollah. Mens oprørerne blev støttet af blandt andet USA, Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien. (Læs mere om Syrien-krigen her.) Borgerkrigen i Syrien bidrog til fremvæksten af Islamisk Stat.

  • Den islamiske stat (IS) er en islamisk militant terrorgruppe, som har kontrolleret store områder i Irak og Syrien. I juni 2014 erklærede de oprettelsen af en stat i dette område. Den blev aldrig anerkendt internationalt som en stat. IS blev hellere forsøgt nedkæmpet med militære midler. (Læs mere om IS her).