[[suggestion]]
Libanon

Introduktion

I Libanon har der længe foregået en magtkamp mellem kristne, sunnimuslimer og shiamuslimer. Denne lokale konflikt handler først og fremmest om identitet og politisk repræsentation - og ikke religiøs uenighed. Samtidig er Libanon offer for en større magtkamp i Mellemøsten, der involverer lande som Israel, Syrien, Iran og Saudi-Arabien. 

Baggrund

Libanon blev selvstændigt i 1946. Fordi landet havde været under fransk kontrol siden fredsaftalen efter 1. Verdenskrig.

Religiøse tilhørsforhold er meget vigtige i libanesisk politik og samfund. Libanesiske kristne har traditionelt haft meget magt på bekostning af sunni- og shiamuslimer, og forfatningen siger, at præsidenten skal være kristen maronit, statsministeren sunnimuslim og parlamentets præsident skal være shiamuslim. Denne magtfordeling er baseret på en folketælling fra 1932, hvor de kristne var i flertal. Efterhånden som den muslimske befolkning voksede, steg utilfredsheden med magtfordelingen i Libanon. Dette skabte konflikter mellem forskellige religiøse grupper.

Libanon bliver en del af Palæstina-konflikten 

Konflikten i Libanon hænger sammen med Israel-Palæstina konflikten. Efter krigen, der brød ud, da Israel blev oprettet i 1948, flygtede mange palæstinensere over grænsen til Libanon og blev boende i flygtningelejre der. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) etablerede militærbaser i det sydlige Libanon, der blev brugt som base for guerillakrig mod Israel. I 1970 flyttede organisationen sit hovedkvarter til hovedstaden Beirut.

Der var med andre ord en betydelig palæstinensisk tilstedeværelse i landet. Dette førte til øgede spændinger mellem palæstinensiske og libanesiske nationalistiske grupper. Den lokale magtkamp mellem de forskellige religiøse grupper i Libanon blandede sig med Israel-Palæstina konflikten, da den blev udkæmpet på libanesisk territorium. Dette udløste borgerkrigen i 1975. 

Borgerkrigen 1975-1990

I 1975 udbrød der borgerkrig i Libanon. De kristne falangister angreb en bus med palæstinensere, efterfulgt af nye angreb på de palæstinensiske flygtningelejre. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) gengældte angrebene og kampene eskalerede hurtigt. Samtidig kæmpede et dusin libanesiske militærgrupper med forskellige religiøse tilhørsforhold mod hinanden. 

Israel deltog både direkte og indirekte i den libanesiske borgerkrig. Israel greb ind i Libanon med tropper første gang i 1978. Aktionen blev fordømt af FN og israelerne trak sig tilbage. FN etablerede en observationsstyrke i grænseområderne. Israel invaderede igen i 1982 og forblev som besættelsesmagt i Libanon. Besættelsen førte til massiv væbnet modstand. I det sydlige Libanon blev blandt andet den shiamuslimske gruppe Hizbollah oprettet for at bekæmpe israelerne. 

Israel deltog også indirekte ved at støtte falangisterne både materielt og militært. Samarbejdet førte blandt andet til store massakrer i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shattila. Massakrerne blev udført af falangisterne imens israelske styrker vogtede udgangene til lejrene. Israel støttede også South Lebanese Army (SLE), som kæmper mod PLO i det sydlige Libanon. Den israelske krigsføring og besættelse førte til, at PLO's hovedkvarter blev flyttet til Tunesien. I 1985 trak Israel sig tilbage, selvom landet beholdt kontrollen over det sydlige Libanon. 

Syrien og Iran involverede sig også i den libanesiske borgerkrig. Syrien havde strategiske interesser i Libanon på grund af Syriens egen konflikt med Israel i Golanhøjderne. I 1976 invaderede syriske tropper Libanon og blev der indtil 2005. Iran ønskede at støtte den shiamuslimske del af befolkningen og bidrog blandt andet til etableringen af Hizbollah.

Hizbollah blev stiftet i 1985 for at bekæmpe Israel i det sydlige Libanon. Hizbollah har både en militær og politisk gren, og har spillet en dominerende rolle i libanesisk politik siden borgerkrigen. 

Fredsaftale

Borgerkrigen sluttede officielt, da Taif-aftalen trådte i kraft i 1990. Aftalen sikrede en mere retfærdig magtfordeling, derudover blev mange af militserne afvæbnet. Det anslås, at omkring 100.000 mennesker mistede livet i løbet af den 15 år lange borgerkrig. Ligeså mange pådrog sig varige skader.

Libanon har oplevet meget politisk uro i tiden efter borgerkrigen. På trods af de forskellige regeringers sammenbrud og anden politisk ustabilitet, har perioden efter borgerkrigen også været præget af en stærk vilje til at undgå en ny katastrofal borgerkrig. Libanon forbliver alligevel et konfliktfuldt og splittet samfund, da andre lande i regionen blander sig og dermed udfordrer magtbalancen lokalt. 

Libanon og stormagterne i Mellemøsten 

Israel i krig med Hizbollah 

Mens de fleste af de andre militser fra borgerkrigen havde lagt våbnene, forblev Hizbollah bevæbnet. Efter 1990'erne var der stadig sammenstød mellem Hizbollah og Israel, og disse fortsatte efter Israel trak sig tilbage fra det sydlige Libanon i 2000.

I juli 2006 kidnappede Hizbollah to israelske soldater i et forsøg på at befri libanesiske fanger, som blev holdt fanget af Israel. Israel betragtede dette som en krigserklæring og reagerede ved at invadere Libanon med bombefly og landstyrker, hvilket i høj grad ramte den libanesiske civilbefolkning. Krigen sluttede efter 34 dage, da Israel og Hizbollah underskrev en våbenhvileaftale forhandlet af FN. Krigen førte til, at FN's Sikkerhedsråd udvidede rollen til FN-styrken UNIFIL. Krigen mellem Hizbollah og Israel i 2006 var også en kamp mellem Israel og Iran, da Hizbollah fik endnu mere støtte fra Iran end tidligere.

I december 2018 indledte Israel en militæraktion i grænseområdet til Libanon. Ifølge Israel var målet med operationen at ødelægge tunneler, der løber fra Libanon og ind i Israel, som Hizbollah skulle have gravet. Israel hævder, at operationen var et forsvar mod aggression fra Iran. 

Syriens påvirkning på Libanon

I 2005 blev Libanons sunnimuslimske premierminister, Rafiq Hariri, myrdet i et attentat i Beirut. Mange troede, at Syrien stod bag dette angreb, da Hariri havde udtalt sig negativt om Syriens involvering i Libanon. Attentatet førte til så massive protester, at Syrien valgte at trække sine styrker ud af Libanon.

Efter mordet på Hariri blev libanesisk politik opdelt i to blokke. Den ene blok var den såkaldte "14. marts alliance", som blev støttet af Saudi-Arabien og ledet af premierminister Saad Hariri, søn af Rafiq Hariri. Den anden blok var den såkaldte "8. marts alliance" ledet af Hizbollah. Hizbollah blev på få år den dominerende magt i Libanon, hvilket muliggjorde deres deltagelse i krigen i Syrien efter 2012. 

Hizbollahs støtte til Assad-regimet i den syriske krig har bidraget til en øget polarisering i Libanon, og herunder voldelige sammenstød mellem sunnimuslimer og alawitter (en religiøs minoritet som Assad-familien tilhører). 

Der er også kommet en tilstrømning af flygtninge fra Syrien til Libanon. Efter at konflikten i Syrien begyndte, har over 1 million syrere krydset grænsen til nabolandet, hvor Libanon i forvejen var modtager af mange palæstinensiske og irakiske flygtninge. Flygtningene udgør en stor del af den libanesiske befolkning, som er på omkring 5 millioner indbyggere.

Iran og Saudi-Arabien rivaliserer i Libanon

Libanon er også offer for rivaliseringen mellem sunnimuslimer i Saudi-Arabien og shiamuslimer i Iran. Dette har ført til at Saudi-Arabien ønsker at svække Hizbollah, siden Hizbollah støttes af Iran. 

Saudi-Arabien var for eksempel involveret da den tidligere statsminister i Libanon, Saad Hariri, trak sig som statsminister den 4. november 2017. Han erklærede sin uafhængighed på saudiarabisk TV mens han var i Saudi-Arabien. Begrundelsen for at han trak sig var at Iran og Hizbollah havde for stor magt i Libanon, og han frygtede for sit eget liv. Hariri kom derefter tilbage til Libanon og fortsatte som statsminister måneden efter. 

Meget tydet på at Hariri var under hårdt pres fra Saudi-Arabien. Hændelsen må forstås i lyset af en større konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien, hvor Libanon kun er en af flere steder hvor rivaliseringen udspiller sig. 

- Krigen i Yemen er en anden konflikt som præges af rivaliseringen mellem Saudi-Arabien og Iran - læs mere om konflikten i Yemen her.

FN's rolle i konflikten

FN har haft fredsbevarende styrker (UNIFIL) i Libanon siden den 23. marts 1978, da man etablerede en neutral zone på grænsen mellem Israel og Libanon. Styrken blev oprindeligt indsat for at sikre, at Israel trak sig tilbage fra libanesisk territorium som aftalt. FN-tropper skulle også sikre, at Libanon fik suverænitet over den sydlige del af landet. Israel trodsede imidlertid aftalen med FN i 1982, da de gik lige igennem styrkens område og invaderede Libanon igen. UNIFIL's rolle blev derefter reduceret til at beskytte den lokale befolkning så meget som mulig. FN's generalsekretær arbejdede på at få Israel til at forlade de besatte områder, og FN valgte at blive i landet i hele perioden på trods af den vanskelige situation.

Kontoret for FN's specialkoordinator for Libanon (UNSCOL) hjælper med lederskab og koordinering for FN's arbejde i Libanon. Kontoret ligger i hovedstaden Beirut.

Før Israels storoffensiv i sommeren 2006 havde FN trukket det meste af personalet ud, og havde kun en lille gruppe af observatører tilbage i landet. Efterfølgende ændrede situationen sig radikalt, og FN sendte flere FN-soldater til UNIFIL, der fik et udvidet mandat. UNIFIL's mandat udvides årligt.

Efter attentatet på Rafiq Hariri i 2005 vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 1757, som oprettede en undersøgelseskommission (UNIIIC). Kommissionen afsluttede sit arbejde i 2009, og Specialdomstolen for Libanon i Haag (STL) blev åbnet samme år. Indledningsvist forventede mange at Syrien ville få skylden for attentatet, men i januar 2011 kom det frem at STL ønskede at tiltale medlemmer fra Hizbollah. Hizbollah og 8. marts alliancen anklagede domstolen for at, være en vestlig kampagne mod dem. 

Dansk engagement i konflikten

Danmark har haft et omfattende engagement i fredsstyrkerne i Libanon.

I perioden mellem 2006-2008 indgik danske flådestyrker i flere omgange i den internationale flådestyrke ud for Libanons lyst. Formålet her var at blokere Hizbollahs adgang til våben via havet. 

I 2009 vedtog Folketinget at udsende en dansk logistikenhed på ca. 150 personer til UNIFIL-missionen i Libanon. Arbejdet indebar logistiske opgaver for hele missionen og varetagelse af brandberedskab.

I 2011 vendte de sidste danske soldater hjem til Danmark, efter at de danske opgaver overgik til Østrig.

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidslinje

  • Zionismen; ideen om en jødisk stat i Israel. Bevægelsen vokser frem blandt jøder i Europa.

    Dagens Israel/Palæstina er en del af Det Osmanske Rige og er hovedsageligt befolket af arabere.

  • I løbet af 1900-tallet flytter flere og flere jøder til området.

  • Efter 1. Verdenskrig tager Storbritannien kontrollen over det, som er dagens Israel/Palæstina. Sammen med det, som i dag er Jordan, kaldes området "Det britiske mandat Palæstina". 

    Både palæstinensiske og jødiske grupper gør oprør mod briterne.

  • Da 2. Verdenskrig slutter, overlader briterne ansvaret for Palæstinaspørgsmålet til det nyetablerede FN.

    FN vedtager at dele området ind i en jødisk og en palæstinensisk del. Jøderne godtager forslaget. Palæstinenserne har ikke nogen ordentlig repræsentant i FN, men takker nej på deres vegne.

    Kampe mellem jødiske og palæstinensiske grupper bryder ud. 

  • Israel erklærer sig selvstændig den 14. maj 1948.

    Dagen efter går de arabiske nabolande til krig mod den nye stat, Israel. I løbet af krigen bliver ca. 800 000 palæstinensere drevet på flugt. Israel tager kontrol over en stor del af områderne, som var tiltænkt palæstinenserne i FN's delingsplan.

    Efter krigen kontrolleres Vestbredden af Jordan, mens Gaza er under egyptisk kontrol. 

  • Efter kraftige provokationer fra Syrien, Egypten og Jordan udbryder der krig mellem Israel og nabolandene. De arabiske stater er militært underlegne, og krigen ender efter kun seks dage. 

    Da krigen ender, har Israel taget Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan, Sinai-halvøen fra Egypten, og Golan-højderne fra Syrien. 

  • Under den jødiske højtid Yom Kippur forsøger Egypten og Syrien at tage landområderne, de tabte i Seksdagsskrigen tilbage. Israel får hurtigt et militært overtag og påfører Egypten og Syrien nye nederlag, da en aftale om våbenhvile bliver indgået.

    Egypten og Israel indgår en fredsaftale i 1979. Egypten får kontrollen over Sinai-halvøen tilbage, mod at landet anerkender Israel som selvstændig stat. 

    Der bliver aldrig nogen aftale mellem Syrien og Israel, og Israel kontrollerer fortsat Golan-højderne. 

  • Den palæstinensiske frigørelsesorganisationen PLO har hovedsæde i Libanon. Efter PLO angriber mål i Israel, invaderer Israel Libanon, først i 1978 og så i 1982. PLO flytter til Tunesien.

    Israelske styrker trækker sig tilbage til en "sikkerhedszone" i Sydlibanon i 1985, hvor de bliver indtil 2000. I løbet af denne periode vokser organisationen Hizbollah frem, som en protest på israelsk tilstedeværelse.

  • Palæstinensere på Vestbredden, i Gaza og i Østjerusalem gør oprør mod den israelske besættelsesmagt og kræver en selvstændig stat. 

    Oprøret (intifadaen) bliver slået ned, men en fredsproces indledes. 

  • Israel og PLO bliver enige om to Osloaftaler, i 1993 og 1995. Der står det, at en palæstinensisk stat skal oprettes i løbet af en femårig periode, og at der i mellemtiden skal oprettes palæstinensiske selvstyremyndigheder. 

    Vestbredden bliver delt ind i tre områder; A, B og C. Selvstyremyndighederne kontrollerer A, Israel kontrollerer C, mens kontrollen deles mellem de to i B-områderne. 

    I 1995 bliver Israels statsminister, Yitzhak Rabin, dræbt af en jødisk ekstremist, og Oslo-prosessen stagnerer. 

  • Israel og Jordan underskriver en fredsaftale og opretter fulde diplomatiske relationer. 

  • Utilfredshed med manglen på oprettelse af en palæstinensisk stat fører til, at et nyt palæstinensisk oprør bryder ud.

    Palæstinensiske organisationer gennemfører en række terrorangreb mod civile i Israel.

    Israel svarer igen med at stramme grebet om Vestbredden og Gaza og indfører store begrænsninger på palæstinensernes bevægelsesfrihed.

  • Israelske soldater bliver dræbt i et raketangreb fra den libanesiske organisation Hizbollah. Israel svarer med tunge luftangreb mod Libanon.

    1109 libanesiske og 43 israelske civile bliver dræbt under krigen, som ender med en våbenhvile i august samme år. Israel trækker efterfølgende sine styrker ud af Sydlibanon.

  • Efter det islamiske parti Hamas vinder det palæstinensiske valg til selvstyret i 2006, bryder der kampe ud mellem Hamas og det andet store palæstinensiske parti Fatah.

    Resultatet bliver, at kontrollen over de palæstinensiske områder bliver delt i 2007: Hamas styrer Gaza, mens Fatah styrer Vestbredden.

    Israel ser på Hamas som en terrororganisation og indfører streng kontrol for både personer og varer, som skal ind og ud af Gaza.

  • Gentagende raketangreb fra palæstinensiske grupper i Gazastriben fører til, at Israel indleder en storoffensiv mod området.

    Omkring 1400 palæstinensere og 13 israelere omkommer i løbet af krigen.

    Israel møder stærk kritik fra det internationale samfund for at bombe områder, som er tæt befolket af civile.

  • Egypten og Jordan indgik fred med Israel i 1979, og landene har oprettet diplomatiske relationer.

    Syrien og Israel har ikke indgået en fredsaftale. Israel har fortsat besat Golanhøjderne.

    Libanon og Israel har heller ikke indgået fredsaftale.

    Palæstinenserne har ansøgt medlemskab i FN, men har kun fået status som observatørstat. Palæstina blev medlem af Den Internationale Straffedomstolen (ICC). Israel besætter fortsat de palæstinensiske områder fra seksdags-krigen i 1967.