[[suggestion]]
Syrien

Baggrund

Syrien har været styret af Assad-familiens autoritære regime i over 40 år. Først af Hafez al-Assad, der tog magten via et militærkup i 1970 og derefter af Bashar al-Assad siden 2000. Da Bashar al-Assad tog magten, ventede mange syrere på demokratiske reformer, men regimet valgte gradvist den modsatte vej. Magten blev givet til færre mennesker, ofte til mennesker med lignende religiøs tro og i umiddelbar nærhed af præsidenten.

Assad-familien tilhører en af Syriens mange religiøse minoriteter som kaldes alawitter - en undergruppe af shia-islam. Det syriske regime har derfor tætte bånd til andre shiamuslimske regeringer og parter i regionen. Regimet i Iran, regeringen i Irak og den shia-dominerede organisation Hizbollah i Libanon har alle været vigtige støttespillere for Assad-regimet i Syrien-konflikten.

Alawittene sidder ved magten i Syrien, selv om de kun udgør 10% af den syriske befolkning. Mange af dem har vigtige positioner i Assad-regimets regering og er bedre stillet økonomisk end resten af befolkningen. Majoriteten af befolkningen i landet består af sunni-muslimer. Det har længe været utilfredshed blandt sunni-muslimerne - både på grund af øget fattigdom og diskriminering fra regeringens side. Denne kombination førte til omfattende protester over store dele af Syrien mod Assad-regimet i 2011. Protesterne var en del af det, som er kendt som Det Arabiske Forår.

Udløsende årsager til krigen

Syrien var et af mange lande, som oplevede oprør mod regimet i foråret 2011, under det som blev kendt som Det Arabiske Forår. Protestene blev slået hårdt ned på af Assad-regimet. Det brutale svar fra regimet på de relativt fredelige demonstrationer fik modstanden mod myndighederne til at sprede sig hurtigt i flere dele af landet.

Da Assad-regimet indså, at demonstrationerne var ved at blive et stort problem, besluttede regimet at frigive ekstremistiske jihadister fra fængslerne. Flere kilder har hævdet, at jihadister blev frigivet for at omdanne det fredelige oprør til et voldeligt oprør. Det ville derefter være lettere for Assad-regimet at legitimere den brutale magtanvendelse mod demonstranterne.

Assad havde beskyldt demonstranterne for at være sunnimuslimske terrorister. Regimet havde derfor en interesse i at "bevise", at dette var korrekt. Dette var en af grundene til, at Den Arabiske Forår udviklede sig til en brutal borgerkrig i 2012

Krigens første faser

I 2011 oprettede dele af oppositionen et syrisk nationalt råd (SNC) i Tyrkiet. SNC krævede Assads afgang og en demokratisk stat i Syrien. I tilknytning til rådet blev den frie syriske hær (FSA) dannet for at bekæmpe regimets styrker. Både almindelige civile og mennesker, der var sluppet væk fra Assads hær, blev en del af oprørsstyrkerne, der kæmpede mod Assad-regimet.

Efterhånden som kampene blev intensiveret, blev situationen på jorden stadig mere uklar. Nye oprørsgrupper blev dannet, da flere mennesker fra Syrien og udlandet kom for at bekæmpe regimet, nogle af disse var knyttet til al-Qaida-netværket.

Det syriske regime udførte stadig mere brutale angreb mod oppositionen, men var på nippet til at miste borgerkrigen i 2014. Derfor trådte Rusland ind i landet og begyndte at bombe oppositionen i 2015. At Rusland gik ind i krigen på Assad-regimet side, vendte krigen til regimet favør.

Krigens påvirkning på Syriens nabolande

Krigen i Syrien har ført til, at mange millioner mennesker har måttet flygte. Syriens nabolande Libanon, Jordan, Irak og Tyrkiet har alle modtaget et stort antal syriske flygtninge.  Denne udvikling har været vanskelig for nabolandene, både økonomisk og politisk.

I Libanon for eksempel har mange libanesere frygtet, at krigen i Syrien ville lede Libanon ud i en ny borgerkrig. Krigen i Syrien har også påvirket den kaotiske udvikling i Irak og væksten af Den Islamske Stat (IS).

- Læs mere om IS på konfliktprofilen Den Islamiske Stat (IS) 

- Læs mere om konflikten i Libanon på konfliktprofilen Libanon 

Det storpolitiske spil

Syrien har en vigtig strategisk betydning for flere regionale og globale stormagter. Derfor har mange lande blandet sig konflikten og allieret sig med forskellige parter i konflikten. Hvem, der støtter hvem, kan påvirkes af flere hensyn, såsom tidligere samarbejde, om man har fælles fjender, eller om man deler ideologisk- og religiøs identitet. En af skillelinjerne er blandt andet grupper og staters sammenhørighed til enten sunni- eller shiaislam, som i stigende grad er blevet polariseret i løbet af Syrien-krigen.

Støtter Assad-regimet:

På den ene siden støtter Rusland, Iran og Hizbollah i Libanon Assad-regimet. Syrien er Ruslands vigtigste allierede i Mellemøsten og huser Ruslands eneste militærbase i Middelhavet. Iran og Hizbollah er begge shia-aktører, og har været vigtige støttespillere i krigen, specielt militært. Havde det ikke været for støtten fra Iran, Hizbollah og Rusland især, så havde Assad-regimet ikke formået at tilbageerobre store dele af Syrien.

Støtter oprørsgrupper i Syrien:

På den anden siden er anti-Assad grupper blevet støttet af mange forskellige lande med USA i spidsen. Sunnimuslimske lande, som Saudi-Arabien, Tyrkiet og Qatar har støttet oprørerne økonomisk og til dels med våben. Landene har som regel støttet enkelte grupper ud fra egne interesser. Ligesom USA, har disse lande et anspændt forhold til Iran og senere også til terrororganisationen Den Islamske Stat (IS).

Kampen mod IS

I 2014 erklærede terrororganisationen Den Islamske Stat (IS) sit «kalifat» og tog kontrol over store områder i Syrien og Irak. IS voksede frem delvis på grund af krigen i Syrien.

Mange stater svarede igen på fremvæksten af IS ved at lave en koalition for at nedkæmpe terrororganisationen. Endvidere blev Syria Democratic Forces (SDF) dannet, en lokal styrke, som bestod af en blanding af flere grupper i Syrien. USA, Jordan, Frankrig og andre lande støttede SDF med militært udstyr og angreb på IS fra luften.

I marts 2019 erklærde SDF, at den sidste IS-højborg i Syrien var nedkæmpet. Fra sine gemmesteder har IS fortsat med terroraktioner mod den lokale befolkning, men i meget mindre omfang end tidligere.

Kampen om Idlib - oprørernes sidste højborg

Den syriske borgerkrig ændrede sig igen kraftigt i 2017, da Tyrkiet bestemte sig for at gå militært ind i Idlib-provinsen. Idlib-provinsen grænser til Tyrkiet i nordvest. Mange oprørere og civile fra andre dele af landet er flygtet dertil. Som en konsekvens af den tyrkiske offensiv blev Idlib omringet af tyrkiske, russiske og iranske styrker – oveni Assad-regimets egne styrker.

I betragtning af den høje andel af civile i Idlib frygtede FN's specialreportere, at kampen for Idlib kunne blive den værste humanitære krise i den syriske krig indtil videre. Næsten 3 millioner mennesker bor i Idlib, hvoraf en million af dem er børn.

Situationen i det nordlige Syrien blev endnu mere kritisk, da Tyrkiet valgte at angribe de kurdiske autonome områder. Denne militære operation indebar at fratage kurderne områder i det nordøstlige Syrien, der støder op til Tyrkiet, og derefter oprette en såkaldt sikkerhedszone, som Tyrkiet ville kontrollere. Kurderne så sig tvunget til at underskrive en aftale med Assad-regimet og Rusland for at få beskyttelse mod tyrkiske angreb. Den tyrkiske offensiv i Syrien blev muliggjort, da den amerikanske præsident Donald Trump valgte at trække de amerikanske styrker tilbage fra de kurdisk-dominerede områder nordøst i Syrien.

Konflikt mellem Tyrkiet og Rusland i Syrien

I december 2019 øgede Rusland og Assad-regimet angrebene i Idlib-provinsen. FN rapporterede i februar 2020, at krigen i Idlib havde medført, at over en halv million mennesker har måtte flygte fra deres hjem i de sidste to måneder. Siden da er flere hundrede tusinde syrere flygtet fra området.

Krigen i det nordlige Syrien førte til direkte konfrontationer mellem tyrkiske og syriske regeringsstyrker, det vil sige mellem soldater, der repræsenterer myndighederne i hvert af landene. Dette øgede faren for en regional større krig direkte mellem landene.

Tyrkiet støtter flere oprørsgrupper i Syrien, mens Rusland støtter de syriske regeringsstyrker. Derfor var der også fare for en direkte krig mellem Tyrkiet og Rusland. Disse to lande har forskellige interesser i Syrien, men ellers har de også mange fællesinteresser, der gør, at de begge ønsker at undgå konflikt med hinanden. I marts 2020 blev Tyrkiet og Rusland enige om en våbenhvile i Idlib.

Kemiske våben

Før konflikten begyndte, havde Syrien et af verdens største lagre med kemiske våben, såsom sennepsgas og sarin. I 2013 blev raketter fyldt med sarin brugt i og rundt omkring Damaskus. Mellem 300 og 1430 mennesker blev dræbt. Oppositionen og vestlige lande mente, at det kun var syriske regeringsstyrker som kunne have gennemført et sådant angreb, mens Assad hævdede, at det var oprørere, som stod bag.

Efter internationalt pres gik Assad-regimet med til at tilslutte sig til FN’s konvention mod kemiske våben. Regimet forpligtede sig dermed til at afslutte deres brug af kemiske våben. I afslutningen af april 2014 meldte organisationen OPCW at 92,5% af Syriens kemiske våben var blevet fragtet ud af landet for at ødelægges.

Der er imellem tiden blevet konstateret, at regimet i Syrien har brugt kemiske våben mod deres civilbefolkning gentagne gange. Blandt andet i slutningen af 2016 og igen i foråret 2017, konkluderede blandt andre Russiske og Tyrkiske militære enheder et brug af sennepsgas (2016) og giftgas (2017) mod civilbefolkningen, der medførte høje drabstal.

Et af de hidtil værste kemiske angreb mod civilbefolkningen skete i begyndelsen af april 2017. Her blev omkring 100 mennesker kvalt, hvoraf mange var børn, efter giftgas blev spredt ud over det nordlige Syrien i Khan Sheikhoun af kampfly. 

FN's rolle i konflikten

FN’s Sikkerhedsråd er næsten fuldstændigt lammet i den syriske konflikt. Med Libyens indgriben frisk i hukommelsen har Rusland og Kina argumenteret mod, at FN skulle gribe ind i Syriens interne anliggender. De har flere gange nedlagt veto i Sikkerhedsrådet i forbindelse med krigen i Syrien, begge i årene 2011, 2012, 2014 og 2016.

Rusland og USA’s forskellige syn på Assad-regimets fremtid har været en af ​​hindringerne for en omfattende og magtfuld Sikkerhedsrådsresolution. USA har længe ment, at en løsning i Syrien krævede fjernelse af Assad-regimet. Ikke desto mindre har USA været mest optaget af at bekæmpe IS. Rusland støtter på den anden side Assad-regimet og har hævdet, at regimet er nødvendigt for at bekæmpe oprørsgrupper som IS, og mener ikke, at Sikkerhedsrådet kan vedtage regimeskift i en suveræn stat.

Blandt de få ting, som Sikkerhedsrådet er blevet enige om, er en beslutning, der kræver, at parterne i konflikten lader nødhjælp komme frem til civilbefolkningen. Den 19. december 2016 vedtog Sikkerhedsrådet også at give FN-observatører mulighed for at kontrollere sikker evakuering af civile ud af det østlige Aleppo i kølvandet på Assad-regimets brutale offensiv. En FN-undersøgelseskommission karakteriserer Assad-regimets krig mod sin egen befolkning for forbrydelser mod menneskeheden.

Sikkerhedsrådet er også blevet enig om sanktioner mod IS og andre lignende terroristgrupper, der opererer i Syrien. Men Sikkerhedsrådet er ikke enige om de militære indsatser mod disse. En amerikansk-ledet koalition har dog bombet IS-mål i Syrien. Da koalitionen ikke har fået et FN-mandat til at tillade en sådan militær handling på syrisk territorium, er en sådan bombning meget problematisk set fra et internationalt folkeretsligt perspektiv. Rusland har også bombet Syrien, men efter de er blevet inviteret af Assad-regimet, har Rusland et bedre folkeretligt grundlag for magtanvendelse i Syrien end de andre lande.

Forsøg på fredsforhandlinger

I april 2012 sendte FN en observatørstyrke (UNSMIS) til Syrien for at overvåge Kofi Annans fredsplan. Annan blev udnævnt som FN og Den Arabiske Ligas særlige udsending, men hans fredsplan mislykkedes. UNSMIS var med til at dokumentere nogle af massakrerne i landet, men styrken bestod af kun 300 soldater og kunne derfor ikke dække hele Syrien. UNSMIS blev afviklet, da embedsperioden var ovre i august 2012, hvilket var på samtidig med, at Kofi Annan trak sig som særlig udsending. Annan blev erstattet af Lakhmi Brahimi. Mens Brahimi forsøgte at etablere fredsforhandlinger i Syrien, fik FN en gruppe våbeninspektører på plads i august 2013. Manglen på fremskridt i fredsforhandlingerne fik Brahimi til at trække sig tilbage i foråret 2014.

Staffan de Mistura blev FN’s særlige udsending i februar 2015. Mistura har forsøgt at få parterne i konflikten til at mødes i forhandlinger. Noget våbenhvile er blevet indført, men kun med midlertidig succes. Forhandlinger har også fundet sted uden for FN, hvor Rusland, Iran og Tyrkiet har deltaget samt repræsentanter for de syriske myndigheder og den syriske opposition.

I 2018 blev norske Geir O. Pedersen udnævnt som FN’s specialudsending i Syrien. I 2019 mente FN’s sikkerhedsråd, at Pedersen burde finde andre måder at bidrage til fred i Syrien på end hans fokus på at etablere en komité, som skal lave ny grundlov for landet.