[[suggestion]]
Syrien

Introduktion

Den syriske borgerkrig er en konflikt, der har stået på siden 2011 mellem landets myndigheder og forskellige oprørsgrupper. Mange andre lande har involveret sig i konflikten. Krigen har ført til store ødelæggelser – flere hundredtusinder mennesker er blevet dræbt og millioner er på flugt.

Baggrund

Syrien har været styret af Assad-familiens autoritære regime i over 40 år. Først af Hafez al-Assad, der tog magten gennem et militærkup i 1970 og derefter af Bashar al-Assad siden 2000. Da Bashar al-Assad overtog magten, ventede mange syrere på demokratiske reformer, men regimet valgte at gå den modsatte vej. Magten blev givet til færre mennesker, ofte til personer med lignende religiøs overbevisning og i nær familie med præsidenten.

Assad-familien tilhører en af Syriens mange religiøse minoriteter, som kaldes alawitter - en undergruppe af shia-islam. Det syriske regime har derfor tætte bånd til andre shiamuslimske regeringer og parter i regionen. Regimet i Iran, regeringen i Irak og den shia-dominerede organisation Hizbollah i Libanon har alle været vigtige spillere, som har støttet Assad-regimet i Syrien-konflikten.

Alawittene sidder ved magten i Syrien, selvom de kun udgør 10% af den syriske befolkning. Mange af dem har vigtige positioner i Assad-regimets regering og er bedre stillet økonomisk end resten af befolkningen. Majoriteten af befolkningen i landet består af sunni-muslimer. Der har længe været utilfredshed blandt sunni-muslimerne - både på grund af øget fattigdom og diskriminering fra regeringen. Denne kombination førte til omfattende protester over store dele af Syrien mod Assad-regimet i 2011. Protesterne var en del af det, som er kendt som Det Arabiske Forår.

Udløsende årsager til krigen

Syrien var et af mange lande, som gjorde oprør mod regimet i foråret 2011 under det, der blev kendt som Det Arabiske Forår. Protesterne blev slået hårdt ned af Assad-regimet. Regimets brutale reaktion på de relativt fredelige demonstrationer fik modstanden mod myndighederne til at sprede sig hurtigt til flere dele af landet.

Da Assad-regimet indså, at demonstrationerne var ved at blive et stort problem, besluttede regimet at løslade ekstremistiske jihadister fra fængslerne. Flere kilder har hævdet, at jihadisterne blev frigivet for at omdanne det fredelige oprør til et voldeligt oprør. Det ville derefter være lettere for Assad-regimet at legitimere den brutale magtanvendelse mod demonstranterne.

Assad havde anklaget demonstranterne for at være sunnimuslimske terrorister. Regimet havde derfor en interesse i at "bevise", at dette var korrekt. Dette var en af grundene til, at Det Arabiske Forår udviklede sig til en brutal borgerkrig i 2012.

Krigens første faser

I 2011 oprettede dele af oppositionen et syrisk nationalråd (SNC) i Tyrkiet. SNC krævede Assads afsked og en demokratisk stat i Syrien. I tilknytning til rådet blev den frie syriske hær (FSA) dannet for at bekæmpe regimets styrker. Både almindelige civile og mennesker, der var sluppet væk fra Assads hær, blev en del af oprørsstyrkerne, der kæmpede mod Assad-regimet.

Efterhånden som kampene blev intensiveret blev situationen stadig mere uklar. Nye oprørsgrupper blev dannet, da flere mennesker fra Syrien og udlandet kom for at kæmpe mod regimet, hvoraf nogle var tilknyttet Al-Qaeda netværket.

Det syriske regime udførte stadig mere brutale angreb mod oppositionen, men var på nippet til at tabe borgerkrigen i 2014. Derfor gik Rusland ind i landet og begyndte at bombe oppositionen i 2015. At Rusland gik ind i krigen og sluttede sig til Assad-regimet, vendte krigen til regimet fordel.

Krigens påvirkning på Syriens nabolande

Krigen i Syrien har ført til, at mange millioner mennesker har måtte flygte. Syriens nabolande Libanon, Jordan, Irak og Tyrkiet har alle modtaget et stort antal syriske flygtninge.  Denne udvikling har været vanskelig for nabolandene både økonomisk og politisk.

I Libanon har mange libanesere frygtet, at krigen i Syrien ville lede Libanon ind i en ny borgerkrig. Krigen i Syrien har også påvirket den kaotiske udvikling i Irak og væksten af Islamisk Stat (IS).

Det storpolitiske spil

Syrien har en vigtig strategisk betydning for flere regionale og globale stormagter. Derfor har mange lande blandet sig i konflikten og allieret sig med forskellige parter i konflikten. Hvem, der støtter hvem, kan påvirkes af flere hensyn, såsom tidligere samarbejde, om man har fælles fjender, eller om man deler ideologisk- og religiøs identitet. En af skillelinjerne er blandt andet gruppers og staters tilknytning til enten sunni- eller shiaislam, som i stigende grad er blevet polariseret i løbet af krigen i Syrien.

Støtter Assad-regimet:

På den ene side støtter Rusland, Iran og Hizbollah i Libanon Assad-regimet. Syrien er Ruslands vigtigste allierede i Mellemøsten og hvor Ruslands eneste militærbase i Middelhavet ligger. Iran og Hizbollah er begge shiamuslimske aktører, og har været vigtige støttere af Assad-regimet, specielt militært. Havde det ikke været for støtten fra Iran, Hizbollah og Rusland, så havde Assad-regimet ikke formået at tilbageerobre store dele af Syrien.

Støtter oprørsgrupper i Syrien:

På den anden side er anti-Assad grupper blevet støttet af mange forskellige lande med USA i spidsen. Sunnimuslimske lande, som Saudi-Arabien, Tyrkiet og Qatar har støttet oprørerne økonomisk og til dels med våben. Landene har som regel støttet grupperne ud fra egne interesser. Ligesom USA har disse lande et anspændt forhold til Iran og senere også til terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

Kampen mod IS

I 2014 erklærede terrororganisationen Islamisk Stat (IS) sit «kalifat» og tog kontrol over store områder i Syrien og Irak. IS voksede frem delvist på grund af krigen i Syrien.

Mange stater reagerede på fremvæksten af IS ved at danne en koalition for at nedkæmpe terrororganisationen. Derudover blev Syrian Democratic Forces (SDF) dannet, en lokal styrke bestående af en blanding af flere grupper i Syrien. USA, Jordan, Frankrig og andre lande støttede SDF med militært udstyr og angreb på IS fra luften.

I marts 2019 erklærede SDF, at den sidste IS-højborg i Syrien var blevet besejret. Fra sine skjulesteder har IS fortsat med terroraktioner mod den lokale befolkning, men i meget mindre omfang end tidligere.

  Læs mere om IS på konfliktprofilen Islamisk Stat (IS).  

Kampen om Idlib - stormagtskonflikter som udspiller sig i Syrien

Den syriske borgerkrig ændrede sig dramatisk igen i 2017, da Tyrkiet besluttede at gå militært ind i Idlib-provinsen. Idlib-provinsen grænser op til Tyrkiet mod nordvest. Mange oprørere og civile fra andre dele af landet er flygtet dertil. Som en konsekvens af den tyrkiske offensiv blev Idlib omringet af tyrkiske, russiske og iranske styrker samt Assad-regimets egne styrker.

I betragtning af den høje andel af civile i Idlib frygtede FN's specialreportere, at kampen om Idlib kunne blive den værste humanitære krise i den syriske krig hidtil. Næsten 3 millioner mennesker bor i Idlib, hvoraf en million af dem er børn.

Situationen i det nordlige Syrien blev endnu mere kritisk, da Tyrkiet valgte at angribe de kurdiske selvstyre områder. Denne militære operation indebar at fratage kurderne områder i det nordøstlige Syrien, der grænser op til Tyrkiet, og derefter oprette en såkaldt sikkerhedszone, som Tyrkiet skulle kontrollere. Kurderne så sig nødsaget til at indgå en aftale med Assad-regimet og Rusland for at få beskyttelse mod tyrkiske angreb.

Den tyrkiske offensiv i Syrien blev muliggjort, da USA's præsident Donald Trump valgte at trække de amerikanske styrker tilbage fra de kurdisk-dominerede områder i det nordøstlige Syrien.

Konflikt mellem Tyrkiet og Rusland i Syrien

I december 2019 øgede Rusland og Assad-regimet angrebene i Idlib-provinsen. FN rapporterede i februar 2020, at krigen i Idlib havde ført til, at mere end en halv million mennesker havde måtte flygte fra deres hjem i løbet af de sidste to måneder. Siden da er yderligere flere hundrede tusinde syrere flygtet fra området.

Krigen i det nordlige Syrien førte til direkte konfrontationer mellem tyrkiske og syriske regulære styrker, dvs. mellem soldater, der repræsenterer myndighederne i hvert af disse lande. Dette øgede risikoen for en større regional krig direkte mellem landene.

Tyrkiet støtter flere af oprørsgrupperne i Syrien, mens Rusland støtter de syriske regeringsstyrker. Derfor var der også fare for direkte krig mellem Tyrkiet og Rusland. Disse to lande har forskellige interesser i Syrien, men har ellers mange fællesinteresser, der gør, at de begge ønsker at undgå konflikt med hinanden. I marts 2020 blev Tyrkiet og Rusland enige om en våbenhvile i Idlib.

Irans konflikt med USA og Israel udspiller sig også i Syrien

Iran har længe haft et konfliktfyldt forhold til både USA og Israel. Konflikten mellem disse lande påvirker også deres handlinger i den syriske krig. Israel har fx udført hundredvis af angreb på, hvad de formoder, er iransk-knyttet mål i Syrien. 

Så sent som i 2021 gennemførte USA luftangreb mod det, de kaldte "iranskstøttede oprørere" i både Syrien og Irak. USA har gjort krav på retten til brugen af sådant militærudstyr, fordi oprørsgrupperne truer amerikanske mål i Syrien og Irak. Dette er en del af en større konflikt mellem USA og Iran, som omfatter atomvåben.

Kemiske våben

Før konflikten begyndte, havde Syrien et af verdens største lagre med kemiske våben, såsom sennepsgas og sarin. I 2013 blev raketter fyldt med sarin brugt i og rundt omkring Damaskus. Mellem 300 og 1430 mennesker blev dræbt. Oppositionen og vestlige lande mente, at det kun var syriske regeringsstyrker, som kunne have gennemført et sådant angreb, mens Assad hævdede, at det var oprørere, som stod bag.

Efter internationalt pres gik Assad-regimet med til at tilslutte sig til FN’s konvention mod kemiske våben. Regimet forpligtede sig dermed til at afslutte deres brug af kemiske våben. I afslutningen af april 2014 meldte organisationen OPCW, at 92,5% af Syriens kemiske våben var blevet fragtet ud af landet for at ødelægges.

Det er imellem tiden blevet konstateret, at regimet i Syrien har brugt kemiske våben mod deres civilbefolkning gentagne gange. Blandt andet i slutningen af 2016 og igen i foråret 2017, konkluderede blandt andre Russiske og Tyrkiske militære enheder et brug af sennepsgas (2016) og giftgas (2017) mod civilbefolkningen, der medførte høje drabstal.

Et af de hidtil værste kemiske angreb mod civilbefolkningen skete i begyndelsen af april 2017. Her blev omkring 100 mennesker kvalt, hvoraf mange var børn, efter giftgas blev spredt ud over det nordlige Syrien i Khan Sheikhoun af kampfly. 

FN's rolle i konflikten

FN’s Sikkerhedsråd er næsten fuldstændig lammet i den syriske konflikt. Med interventionen i Libyen frisk i hukommelsen har Rusland og Kina argumenteret mod, at FN skulle gribe ind i Syriens interne anliggender. De har flere gange nedlagt veto i Sikkerhedsrådet i forbindelse med krigen i Syrien, begge i årene 2011, 2012, 2014 og 2016.

Rusland og USA’s forskellige syn på Assad-regimets fremtid har været en af ​​hindringerne for en omfattende og magtfuld Sikkerhedsrådsresolution. USA har længe ment, at en løsning i Syrien krævede fjernelse af Assad-regimet. Ikke desto mindre har USA været mest optaget af at bekæmpe IS. Rusland støtter på den anden side Assad-regimet og har hævdet, at regimet er nødvendigt for at bekæmpe oprørsgrupper som IS, og mener ikke, at Sikkerhedsrådet kan vedtage regimeskift i en suveræn stat.

Blandt de få ting, som Sikkerhedsrådet er blevet enige om, er en beslutning, der kræver, at parterne i konflikten lader nødhjælp komme frem til civilbefolkningen. Den 19. december 2016 vedtog Sikkerhedsrådet også, at det skal være tilladt for FN-observatører at kontrollere sikker evakuering af civile fra det østlige Aleppo i kølvandet på Assad-regimets brutale offensiv. En FN-undersøgelseskommission karakteriserer Assad-regimets krig mod sin egen befolkning som forbrydelser mod menneskeheden.

Sikkerhedsrådet er også blevet enig om sanktioner mod IS og andre lignende terrorgrupper, der opererer i Syrien. Men Sikkerhedsrådet er ikke enige om de militære indsatser mod disse. En amerikansk-ledet koalition har dog bombet IS-mål i Syrien. Da koalitionen ikke har fået et FN-mandat, som tillader sådanne militære aktioner på syrisk territorium, er en sådan bombning meget problematisk set fra et internationalt folkeretsligt perspektiv. Rusland har også bombet Syrien, men siden de blev inviteret af Assad-regimet, har Rusland et bedre folkeretsligt grundlag for magtanvendelse i Syrien end de andre lande.

Forsøg på fredsforhandlinger

I april 2012 sendte FN en observatørstyrke (UNSMIS) til Syrien for at overvåge Kofi Annans fredsplan. Annan blev udnævnt som FN's og Den Arabiske Ligas særlige udsending, men hans fredsplan mislykkedes. UNSMIS var med til at dokumentere nogle af massakrerne i landet, men styrken bestod kun af 300 soldater og kunne derfor ikke dække hele Syrien. UNSMIS blev afviklet, da mandatperioden sluttede i august 2012, hvilket var samtidig med, at Kofi Annan trådte tilbage som særlig udsending. Annan blev erstattet af Lakhmi Brahimi. Mens Brahimi forsøgte at etablere fredsforhandlinger i Syrien, fik FN en gruppe våbeninspektører på plads i august 2013. Manglen på fremskridt i fredsforhandlingerne førte til, at Brahimi træk sig tilbage i foråret 2014.

Staffan de Mistura blev FN’s særlige udsending i februar 2015. Mistura har forsøgt at få parterne i konflikten til at mødes i forhandlinger. Noget våbenhvile er blevet indført, men kun med midlertidig succes. Forhandlinger har også fundet sted uden for FN, hvor Rusland, Iran og Tyrkiet samt repræsentanter for de syriske myndigheder og den syriske opposition har deltaget.

I 2018 blev norske Geir O. Pedersen udnævnt som FN’s specialudsending i Syrien. I 2019 mente FN’s sikkerhedsråd, at Pedersen burde finde andre måder at bidrage til fred i Syrien på end hans fokus på at etablere et udvalg, som skal lave ny grundlov for landet.

Kilder 

International Crisis Group, un.org, UNHCR, NATO, WhatsinBlue.org, The Daily Telegraph, Aftenposten Indsigt, Klassekampen, Dagsavisen, Al-Jazeera, regeringen.no, NRK.

Relaterede lande og konflikter 

Læs vores landsprofiler for de lande, der er involveret i konflikten:

Læs vores konfliktprofiler, som er relateret til konflikten: 

  • Områder vi i dag kender som Tyrkiet, Syrien og Irak var længe en del af en meget større politisk, social og religiøs orden, kaldet Det Osmanske Rige. Det var et sunni-muslimsk imperium, hvor tyrkerne dominerede over arabere, kurdere og andre fra år 1299 til slutningen af 2. Verdenskrig. Det førte til oprettelsen af staten Tyrkiet i 1924. Områder vi i dag kender som Iran og Afghanistan var ikke en del af Det Osmanske Rige.

  • Da 1. Verdenskrig knækkede det allerede svage Osmanske Rige, overtog de europæiske stormagter meget af magten i området. Da europæerne var blevet enige om, hvor grænserne skulle gå i Midtøsten, blev det kurdiske samfund splittet, og det deltes i fire forskellige lande: Tyrkiet Syrien, Irak og Iran. Dette blev starten på kurdernes kamp for selvstændighed. Kortet viser et område, hvor der bor mange kurdere. Det strækker sig over flere landegrænser og bliver ofte kaldt Kurdistan.

  • Frankrig og Storbritannien overtog kontrollen over flere centrale områder i Midtøsten. De optegnede grænser og delte områderne mellem sig. Egypten havde da allerede været flere årtier under britisk kontrol.

  • 2. Verdenskrig svækkede Frankrig og Storbritanniens evne til at bevare deres imperier. Flere af dagens stater i Midtøsten blev etableret/selvstændige i denne perioden: 

    - Libanon i 1943

    - Syrien i 1944

    - Jordan i 1946

    - Israel i 1948

    - Egypten i 1952

  • I 1951 blev Mohammad Mossadeq Irans første demokratisk valgte leder. En sådan demokratisering truede vestlige olieinteresser i Iran. Det førte til, at Storbritannien og USA bidrog til at afsætte Mossadeq gennem et statskup i 1953, for derefter at give magten tilbage til den vestligvendte diktator Shah Pahlavi. Skatskuppet påvirkede iranernes holdninger til Vesten, hvilket bidrog til den islamske revolution i 1979. Biledet viser en pro-Mossadeq demonstration i Teheran i 1952. Foto: Wikimedia Commons 

  • I 1958 klarede irakerne det, som iranerne fem år tidligere ikke havde klaret, nemlig at blive frie fra det britisk-amerikansk støttede kongedømme, der styrede deres land. Irak blev da en selvstændig stat. Irakerne var inspireret af revolutionen i Egypten i 1952, hvor ideologien var arabisk nationalisme og anti-imperialisme. Irak var med i Bagdad-pagten, som forpligtede Irak til at støtte den britiske invasion af Egypten i 1956. Dette skete mod irakernes vilje, hvilket udløste den irakiske revolution.

  • Med undtagelse af Tyrkiet, forsøgte landene i Midtøsten at have en neutral position under Den Kolde Krig (1947-1991). Men presset fra supermagterne var så stort, at de i praksis måtte vælge side. Relationerne kunne ændre sig over tid. De lande, der havde gennemført en revolution, vendte sig gerne væk fra Vesten og over til Sovjetunionen. Kortet viser, hvilken side de forskellige stater favoriserede omkring år 1970.

  • Syrien blev uafhængig fra Frankrig i 1944, og i 1970 tog Hafez al-Assad (på stolen til højre) magten i Syrien gennem et militærkup via det syriske Ba'ath-parti. Sønnen Bashar al-Assad (i midten til venstre) overtog ledelsen i år 2000 og er fortsat præsident i Syrien. Foto: Wikimedia Commons

  • Det sosialistiske arbejderparti PKK er en militær og politisk organisation for kurdere, først og fremmest i Tyrkiet. PKK har været den største organisation for kurdernes kampen mod tyrkisk overmagt. 

  • 1) Den islamske revolution i Iran.

    2) Sovjetunionen invaderer og besætter Afghanistan.

    3) Saddam Hussein bliver præsident i Irak, hvilket året efter førte til Irak-Iran-krigen.

  • Regimet til den iranske shan blev styrtet under den islamiske revolution i 1979. De nye magthavere, med den religiøse leder Ayatollah Khomeini i spidsen, satte religionen i centrum for politikken. Et nyt diktatur opstod - et som var uafhængig af vestlig dominans og samtidig indførte en form for islamisk styre i Iran. Billedet viser et maleri af Khomeini på en væg i Teheran. Foto: Kamyar Adl/Flickr. 

  • Sovjetunionen invaderede Afghanistan i forsøg på at redde det kommunistiske diktatur i landet. Modstandskrigerne, kendt som Mujahedin, fik massiv international støtte, blandt andet af USA, Pakistan og Kina. Osama bin Laden (billedet) var blandt de arabiske fremmedkrigere, som rejste til Afghanistan for at føre såkaldt hellig krig mod kommunistene. Dette blev begyndelsen på oprettelsen af al-Qaida. Foto: Hamid Mir/Canada Free Press 

  • Året efter Saddam Hussein blev præsident i Irak, gik Irak til angreb på Iran. Omkring 30 lande støttede krigsførelse, ofte med støtte til begge lande samtidig. De vigtigste bidragsydere var Sovjetunionen, USA, Frankrig og Kina. Mest støtte gik til Irak, inklusiv komponenter til udvikling af masseødelæggelsesvåben. Den amerikanske støtte til Irak under krigen forværrede iranernes syn på USA's rolle i Midtøsten.

  • Under Irak-Iran krigen angreb irakiske styrker også kurderne i det nordlige Irak. Den militære kampagne mod kurderne (og andre minoriteter i Irak), kaldet Anfal-kampagnen, varede over flere år og toppede i 1988.  Mange lande anerkendte overgrebbene mod kurderne som folkemord. Mellem 50 000 og 100 000 mennesker blev dræbt, blandt andet som følge af kemiske våben.

  • Saudi-Arabia følte sig truet af irakisk ekspansion, da Irak invaderede Kuwait august 1990. Osama bin Laden ville beskytte Saudi-Arabien og de hellige byer Mekka og Medina med hans "hellige krigere". Men Saudi-Arabien afslog bin Ladens tilbud og inviterede i stedet amerikanske styrker ind. Dette påvirkede bin Ladens politiske syn, hvilket bidrog til, at al-Qaida rettede sine angreb mod USA. Golfkrigen endte med, at en international koalition, med USA i spidsen, og med FN-mandat, pressede irakiske styrker tilbage til Bagdad i begyndelsen af 1991.

  • Efter Golfkrigen bestemte FN's sikkerhedsråd at sanktionere Irak yderligere. USA og Storbritannien sørgede for, at FN-sanktionerne blev opretholdt frem til 2003, og udførte også bombetogter i Irak i denne periode. Sanktionerne ramte civilbefolkningen hårdt og blev stærkt kritiseret af mange land. UNICEF beregnede, at flere hundretusinde børn døde som følge af disse sanktioner. Billedet viser den irakiske FN-ambassadør, som kritiserer USA og Storbritannien i Sikkerhedsrådet. Foto: UN Photo/Evan Schneider. 

  • Efter det sovjetisk-støttede regime i Afghanistan brød sammen i 1992, blev Afghanistan kastet ud i en borgerkrig mellem konkurrerende krigsherrer. Den islamiske gruppe Taliban kom sejrene ud af krigen og regerede Afghanistan fra 1996 til 2001. Afghanistan var i denne perioden et tilholdssted for Osama bin Laden og al-Qaida. De etablerede deres egne træningslejre og betegnede sig som Talibans elitesoldater (Les mer om al-Qaida her). Billedet viser Malala Yousafzais bog, pigen, der blev beskudt af Taliban for at have krævet skolegang for piger. Hun vandt Nobel Fredspris i 2014. Foto: Flickr/Jabiz Raisdana.

  • Terrorangrebet mod USA 11. september 2001 blev startskuddet for en mere aggressiv amerikansk udenrigspolitik gennem den såkaldte Krigen mod terror. Terrornetværket al-Qaida skulle nedkæmpes sammen med alle som støttede dem. Taliban-regimet i Afghanistan var de første på listen over al-Qaidas støttespillere, hvilket medførte en amerikansk-britisk invasion af landet i oktober 2001 (Læs mere om Afghanistan-krigen her).

  • Irak blev næste mål i Krigen mod terror. USA, med allierede, invaderede det olierige land uden et FN-mandat. USA mente, at Irak fortsat havde masseødelæggelsesvåben ,og at de samarbejde med al-Qaida - uden dette er blevet bevist. Saddam Husseins regime faldt, som en konsekvens af den ulovlige invasion, men ordentlig fred i landet blev det aldrig (læs mere om Irak-krigen her). Billedet viser en amerikansk soldat, som markerer overtagelsen af Bagdad i 2003 ved at dække hovedet på en statue af Saddam Hussein med et amerikansk flag. Foto: Laurent Rebours/Flickr.

  • I foråret 2011 udbrød der store oprør i flere lande i den arabiske verden. Protestbevægelserne tilsigtede at ændre regeringer i de forskellige lande, ofte med fokus på menneskerettigheder. Modstanden mod diktaturene inspirerede hinanden, men gav forskellige resultater. I Syrien udviklede et ikke-voldeligt oprør sig hurtigt til en brutal borgerkrig. Billedet viser demonstranter på Tahrir-pladsen i Egypten i 2011. Foto: Lilian Wagdy/ Wikimedia Commons.

  • Syrien har en vigtig strategisk betydning for mange lande. Derfor blev både Assad-regimet og oprørerne aktivt støttet af andre stater under borgerkrigen. Assad-regimet fik støtte fra Rusland, Iran og Libanons Hizbollah. Mens oprørerne blev støttet af blandt andet USA, Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien. (Læs mere om Syrien-krigen her.) Borgerkrigen i Syrien bidrog til fremvæksten af Islamisk Stat.

  • Den islamiske stat (IS) er en islamisk militant terrorgruppe, som har kontrolleret store områder i Irak og Syrien. I juni 2014 erklærede de oprettelsen af en stat i dette område. Den blev aldrig anerkendt internationalt som en stat. IS blev hellere forsøgt nedkæmpet med militære midler. (Læs mere om IS her).