[[suggestion]]
Cypern

Baggrund

   Cypern blev indlemmet i Det Osmanniske rige i 1570, og det var på dette tidspunkt, at den tyrkiske indvandring til øen begyndte. Tyrkerne bosatte sig primært i den nordlige del af landet, hvor 30.000 tyrkiske soldater blandt andet fik tildelt jord. Resten af øen er befolket af græsk-cyprioter.

Storbritannien etablerede sig på øen fra 1878. Briterne blev dengang enige med tyrkerne om, at de kunne have base på Cypern mod, at de hjalp tyrkerne ved et eventuelt russisk angreb. I krigsopgøret efter 1. verdenskrig, da sejrherrerne delte det tidligere Osmanniske Rige mellem sig, blev Cypern tildelt Storbritannien.

Cypern bliver selvstændigt

Modstanden mod Storbritanniens administration var stærk i den cypriotiske befolkning. I løbet af 1930’- og 1940’erne ønskede stadig flere græsk-cyprioter, at Cypern hellere skulle indlemmes i Grækenland, men Storbritannien var ikke interesseret i at trække sig ud. Heller ikke en folkeafstemning i 1950, hvor et flertal af øens befolkning stemte for, at øen skulle være græsk, fik Storbritannien til at opgive Cypern. Først efter flere år med voldsomme sammenstød mellem den såkaldte Enosis- (union-)bevægelse og de britiske soldater, trak briterne sig ud, og Cypern blev selvstændigt i 1960.

Selvstændigheden viste sig hurtigt ikke at være enden på problemerne. Græsk-cyprioterne og tyrkisk-cyprioterne fik hurtigt samarbejdsproblemer. Uroligheder var stigende fra 1963, og i løbet af 1964 udviklede konflikten sig til regulær borgerkrig. Volden ramte det tyrkiskcypriotiske mindretal hårdest. FN sendte en fredsbevarende styrke til Cypern, og de har været i landet siden.

Øen deles

Den græske militærjunta havde en finger med i spillet, da den cypriotiske præsident Makarios blev styrtet i 1974. Makarios, som havde arbejdet for et uafhængigt, forenet Cypern, blev erstattet af Nikos Sampson, som grækerne kunne styre. Det brød tyrkerne sig ikke om, og de besluttede for at gribe ind. Den tyrkiske invasion udløste en massiv masseflugt i landet: ca. 180.000 græskcyprioter flygtede fra den nordlige del af landet mod syd, mens omkring 45.000 tyrkiskcyprioter flygtede fra syd mod nord. Militærjuntaen i Athen gik imidlertid af, kort tid efter, hvilket også fik Samson til at træde tilbage som præsident.

Den tyrkiske invasion og masseflugten førte til, at øen i praksis blev delt i to, både etnisk og geografisk, hvilket den har været siden da. Ca. 30 procent af Cypern administreres i dag af tyrkiskcyprioterne, 70 procent af græskcyprioterne, mens FN administrerer en neutral zone, der går tværs over hele øen. I november 1983 erklærede den tyrkiske del af Cypern sig som selvstændig, og tog navnet Den Tyrkiske Republik Nordcypern. De har siden afholdt valg med jævne mellemrum om både præsident og nationalforsamling. Dette er imidlertid en statsdannelse, der kun er blevet anerkendt af Tyrkiet.

Annan-planen og EU

I de senere år har forholdet mellem græsk- og tyrkisk-cyprioterne været stabilt, men man er ikke kommet nærmere en egentlig løsning. Flere runder af fredsforhandlinger har ikke ført til noget. Mange har sat deres lid til FN-planen, som øens indbyggere stemte om i april 2004, den såkaldte ”Annan-plan”, der blev udarbejdet af FN's daværende generalsekretær, Kofi Annan. Både de græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske ledere opfordrede til en boykot af planen og folkeafstemningen. Tyrkiskcyprioterne valgte dog alligevel at stemme ja, hvilket blandt andet skyldtes, at det var deres eneste mulighed for at blive medlem af EU.

EU åbnede for cypriotisk medlemskab fra maj 2004, men kun for de internationalt anerkendte dele af republikken. Det vil sige, at kun den græsk-cypriotiske del af Cypern ville kunne opnå medlemskab. Da græsk-cyprioterne sagde nej til Annan-planen, forhindrede de dermed samtidig, at den nordlige del af landet, hvor de fleste havde stemt ja, kunne blive medlem af EU. I kølvandet på folkeafstemningen har Cyperns politiske ledere modtaget omfattende kritik fra det internationale samfund for den måde hvorpå, de håndterede folkeafstemningen.

Dialog og forhandlinger

I 2008 startede nye samtaler mellem de to fraktioner, og der blev åbnet en gangbro (Ledra Lokmaci) på tværs af den delte hovedstad Nicosia. Denne symbolske begivenhed gav håb om, at konflikten kunne komme til en løsning. Den daværende leder af det nordlige Cypern, Mehmet Ali Talat, var tilhænger af et forenet Cypern, det samme gjaldt den græsk-cypriotiske præsident Demetris Christofanes. Forhandlingerne førte ikke til nogen aftale, hovedsageligt på grund af sejren til de højreorienterede nationalister (UBP - Ulusal Birlik Partisi) ved parlamentsvalget i Nordcypern i april 2009. De repræsenterede stærke kræfter i det tyrkisk-cypriotiske samfund, som ønskede en løsrivelse. Lederen af ​​UBP, Dervis Eroglu, vandt præsidentvalget i det nordlige Cypern i 2010.

Siden 2010 har der været en række forhandlinger mellem Christofanes og Eroglu uden at man kunne nå til enighed om centrale spørgsmål og en model for et forenet Cypern. FN har spillet en central rolle i forhandlingerne, og møder har været ledet af FN's generalsekretær Ban Ki-moon.

I 2012 blev Cypern ramt af finanskrisen, og bestræbelserne på at løse konflikten er blevet overskygget af landets økonomiske vanskeligheder. I februar 2013 blev Nicos Anastasiades valgt til præsident i Cypern, med et løfte om at bringe orden i økonomien. Anastasiades var en forkæmper for Annan-planen i 2004 og vil fortsætte forhandlingerne med Nordcypern.

Tidligere norske udenrigs- og forsvarsminister, Espen Barth Eide, blev udnævnt FN's særlige udsending til Cypern i august 2014. Barth Eide styrede de efterfølgende fredsforhandlinger på Cypern. Forhandlinger som allerede blev opgivet i oktober 2014 på grund af uenigheder mellem parterne om efterforskningen af olie og gas. Nye forsøg på fredsforhandlinger i regi af FN's udsending, Eide, foregik i maj 2015.

FNs rolle i konflikten

FN har været til stede på Cypern siden 1964. Fredsoperationen i Cypern er en af de ældste FN-operationer. FN har primært haft en vigtig rolle som administratorer af den såkaldte grønne linje, der deler øen i to dele. Her sikrer man, at parterne fortsat holder sig fra hinanden, og man overvåger sikkerhedssituationen i landet. Desuden har FN haft en vigtig rolle som sparringspartner i fredsforhandlingerne, og er også komme med forskellige løsningsforslag til konflikten.