[[suggestion]]
Kosovo

Baggrund

Det tidligere Jugoslavien blev oprettet efter 1. verdenskrig, da dele af det tidligere Østrig-Ungarn blev slået sammen med dele af det tidligere Osmanniske Rige. Resultatet blev et land, der havde Europas mest forskelligartet befolkning, hvor ingen folkegruppe udgjorde et flertal. Efter 2. verdenskrig kom Josip Broz Tito til magten. Han organiserede landet efter kommunismen i Sovjetunionen. Jugoslavien blev en forbundsstat med seks republikker og to selvstyrende provinser. De to selvstyrende provinser, Kosovo og Vojvodina, var underlagt Republikken Serbien.

Jugoslavia går i opløsning

Kosovos albanere brød sig ikke om, at Kosovo ikke fik status som republik. De var også utilfredse med, at serberne havde en privilegeret position i landet i forhold til resten af befolkningen, som blandt andet bestod af albanere, makedonere, ungarere og bosniske muslimer.

Tito var en stærk statsleder, der holdt Jugoslavien sammen på trods af de underliggende etniske modsætninger i landet. Da Tito døde i 1980, kom disse spændinger til overfladen.

Slobodan Milošević blev valgt til præsident i Serbien i 1989, og under ham voksede den serbiske nationalisme. Serbien slog hårdt ned på flere af de andre republikkers forsøg på uafhængighed, men i løbet af 90'erne var både Kroatien, Slovenien, Bosnien-Hercegovina og Makedonien stadig internationalt anerkendte uafhængige stater, ofte som et resultat af en brutal krig med Serbien.

Kosovo kræver selvstændighed

Udover 1990-tallets kaotiske situation i området, ønskede Kosovo-albanerne et selvstændigt land, mens de serbiske myndigheder klyngede sig til området. Kosovo har en særlig rolle i serbisk historie. Den 28. juli 1389 led den serbiske prins Lazar nederlag på Kosovo-sletten i slaget mod tyrkerne i det Osmanniske Rige. Det Osmanniske Rige fortsatte med at vokse, og i 1459 faldt hele Serbien under tyrkisk herredømme. Dette førte til, at albanerne til sidst udgjorde flertallet i området, da mange serbere forlod regionen.

Konflikten mellem de serbiske myndigheder og den albanske UCK-guerilla (Kosovos Befrielseshær) eskalerede efter, at guerillaen bombede flere flygtningelejre med serbiske flygtninge i 1996. Serbiske styrker blev sendt til Kosovo i 1998. De serbiske soldater kæmpede mod UCK-guerillaen, men begik også overgreb mod en Kosovo-albanske civilbefolkning. Desuden blev de serbiske paramilitære enheder og serbisk politi sendt til regionen, og også de stod bag omfattende overgreb og massakre på lokalbefolkningen.

Opdagelsen af en række massegrave med civile albanere afslørede, at serberne var gået hårdt mod civilbefolkningen i Kosovo. Hævngerrigheden blandt Kosovos befolkning var stor, og manglen på politistyrker gjorde, at der opstod omfattende overgreb også imod den serbiske befolkning i Kosovo.

NATO og OSCE

Både NATO (North Atlantic Treaty Organisation) og OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) engagerede sig i arbejdet for at standse serbernes overgreb. OSCE indsendte en observationsstyrke for at følge situationens udvikling, og NATO truede flere gange med at gå ind i konflikten, hvis ikke serberne trak sig ud af Kosovo. I 1999 gjorde NATO alvor af truslen og bombede både militære og civile mål i Serbien. Som modsvar intensiverede serberne krigen mod Kosovo-albanerne; 10.000 Kosovo-albanere mistede livet og over en million blev drevet på flugt i løbet af foråret og sommeren 1999. I juni samme år underskrev serberne en tilbagetrækningsaftale. NATO standsede sine bombeangreb og krigen blev officielt set betragtet som overstået.

Mange flygtninge valgte at vende tilbage, og FN overtog det administrative ansvar for regionen. Samtidig blev en NATO-styret fredsstyrke,  Kosovo Force (KFOR), indsat for at stabilisere situationen.

Kosovo erklæres uafhængigt

Den 17. februar 2008 erklærede Kosovo sig uafhængigt. Dette førte til optøjer i Nord, hvor de fleste Kosovo-Serbere er bosat. Frankrig, Storbritannien, USA og flere andre vestlige lande erklærede deres støtte til den nye stat, men serberne mente, at løsrivelsen var i strid med folkeretten, og den dag i dag nægter både Serbien og Rusland at anerkende Kosovo som selvstændig stat. Siden har der været store uroligheder i området.

I efteråret 2008 besluttede FN’s generalforsamling at bringe spørgsmålet om Kosovos uafhængighed for Den Internationale Domstol i Haag. I juli 2010 konkluderede domstolen, at Kosovos løsrivelse ikke er i strid med folkeretten. Da Rusland har vetoret i FN’s sikkerhedsråd, vil det være meget svært for Kosovo at blive optaget i FN.

Der er fortsat spændinger mellem albanere og serbere i Kosovo. NATO-styrken KFOR er derfor fortsat tilstede i landet.

Normalisering af forholdet mellem landene

Serbien og Kosovo startede i 2011 de første dialoger efter krigen i EU-regi, og kom til enighed om grænseregulering. Dialogen fortsatte i 2013, hvor landene aftaler at normalisere forholdet mellem dem, som kom til udtryk ved, at det serbiske flertal i det nordlige Kosovo blev sikret en høj grad af autonomi (selvstyre), samtidig blev begge parter enige om ikke at blokere hinandens forsøg på at ansøge om EU-medlemskab.

Udover denne normalisering mellem Serbien og Kosovo, er der opstået forskellige problemer i forbindelse med valg i Kosovo. Kosovo afholdte et lokalvalg i 2013, som var det første valg Serbien anerkendte siden uafhængigheden i 2008. Dele af valget blev saboteret af maskerede mænd i et område, der var domineret af etniske serbere. I 2014 gav parlamentsvalget i Kosovo uklare resultater, hvilket førte til politisk dødvande i seks måneder.

FN's rolle i konflikten

I 1999 vedtog FN's sikkerhedsråd en resolution (1244), der gav NATO mandat til at oprette en fredsbevarende styrke i landet,  Kosovo Force (KFOR). Samme år iværksatte FN UNMIK (United Nations Interim Administration Mission in Kosovo), der havde ansvaret for den civile administration i Kosovo. Arbejdet gik blandt andet ud på at assistere med genopbygningen af infrastrukturen i landet, og at overvåge den generelle sikkerheds- og menneskerettighedssituation. Dertil hjalp FN de flygtninge, der vendte tilbage til landet.

I december 2008 overtog EU-operationen EULEX (The European Union Rule of Law Mission in Kosovo) ansvaret for retssystemet, toldvæsenet og politistyrkerne i området. Dette har gjort, at myndighederne i Kosovo har fået større ansvar for landet og dets borgere. Samtdig har UNMIK fortsat sit engagement med at tilbyde støtte og råd til myndighederne og EULEX.

UNIK mandatet omfatter en demilitarisering af væbnede grupper; at sørge for sikkerhed for alle befolkningsgrupper i Kosovo; at observere grænseområder; og at støtte op om de demokratiske institutioner og valg.