[[suggestion]]
Ukraine

Baggrund

Fra 1922 til 1991 var Rusland og Ukraine dele af Sovjetunionen. Frem til 1957 tilhørte Krim-halvøen den russiske del af den enorme Sovjetunion. Ledelsen i Sovjetunionen bestemte at lægge Krim til den ukrainske del. Krim var fortsat en del af Sovjetunionen, men var administreret af Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik. Magten over både Krim og Ukraine lå således i Moskva, det der i dag er Ruslands hovedstad.

Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, erklærede Ukraine sig som en selvstændig stat, efter at 90 % af befolkningen stemte for uafhængighed. Ledelsen i Moskva godtog Krim som del af det nye Ukraine, til trods for at flertallet af indbyggerne på Krim var såkaldte etniske russere. Krim blev dermed folkeretligt en del af den suveræne stat Ukraine efter den kolde krigs afslutning (læs mere om Ukraine før den kolde krig).

Den kolde krig var en konflikt mellem Øst og Vest fra 1945 til 1991. Perioden var præget af et våbenkapløb, trussel om atomkrig, og magtkampe med fokus på ideologi. Den største magt i Øst var Sovjetunionen, som var styret fra Moskva. Den mest fremtrædende magt i Vesten var USA, med vesteuropæiske lande som de vigtigste allierede. Alliancen i Vesten blev organiseret gennem NATO; en militærorganisation og forsvarsalliance, som blev dannet i kampen mod Sovjetunionen (læs mere om NATO som international forsvarsalliance).

Forholdet mellem Moskva og Vesten har siden den kolde krig ikke været så spændt som nu. Dengang var hovedtruslen muligheden for atomkrig. Den trussel er fortsat til stede.

Konflikten i Ukraine begynder

Ukraine grænser op til både Rusland og EU. Ukraine har dermed som udgangspunkt interesse i et godt forhold til begge parter. Alligevel ser forskellige grupper i Ukraine helst tættere samarbejde med kun én af disse to parter. Identitet spiller en vigtig rolle for, hvilken side man foretrækker. De fleste EU-tilhængere bor i den vestlige del af Ukraine, og de fleste Rusland-tilhængere bor i Øst.

Forud for 2013 stod Ukraine over for en politisk krise og et kontroversielt præsidentvalg, der skyldtes den orange revolution i 2004. Under præsidentvalget i 2004 mellem oppositionslederen Viktor Jusjtjenko og premierminister Viktor Janukovitj, meddelte den ukrainske valgkommission efter anden valgrunde vinderen af valget. Valgresultatet gav anledning til kritik, og der var spekulationer om valgsvindel. Utilfredshed med valget førte til den orange revolution, som var præget af masseprotester, statsstyring af medierne, oprør mod den regerende koalition, såvel som interne stridigheder. Aftalen, som løste den politiske krise, blev nået gennem EU, og den førte til et nyt præsidentvalg. I den sidste runde af valget blev Viktor Jusjtjenko valgt som præsident.

Viktor Janukovitsj var præsident i Ukraine indtil februar 2014, hvor han blev afsat ved et statskup. Foranledningen var, at EU havde tilbudt Ukraine en såkaldt associerings- eller frihandelsaftale. Under Janukovitjs regeringstid veg Ukraines udenlandske og handelspolitiske prioriteringer til Ruslands fordel, men denne aftale ville føre Ukraine nærmere EU. EU insisterede samtidigt på, at en sådan aftale udelukkede et fremtidig medlemskab i en russiskledet toldunion. Rusland havde nemlig planer om at etablere en toldunion med Ukraine, Hviderusland og Kasakhstan. 

EU's forslag pressede daværende præsident Janukovitsj til at vælge side. Janukovitsj var i udgangspunktet positiv til et tættere samarbejde med EU, men ønskede ikke at skabe større politisk afstand til Rusland. Derfor afstod han fra at underskrive frihandelsaftale med EU, og han lavede i stedet en aftale med Rusland. Dette brød EU-tilhængerne i Ukraine sig ikke om, og de begyndte at lave store demonstrationer på Maidan-pladsen i hovedstaden Kiev, hvor flere hundredtusinder deltog fra november 2013.  

I oktober 2010 suspenderede den ukrainske forfatningsdomstol de begrænsninger af præsidentens privilegier, der var vedtaget ved forfatningsændringen i 2004. Medierne udnyttede Janukovitj begrænsede muligheder for at handle. Som følge af det, brød der krise ud, da præsident Janukovitj i november 2013 besluttede ikke at godkende frihandelsaftalen, som Ukraine havde forhandlet med EU. Aftalen skulle medvirke til et tættere samarbejde med EU. Titusinder demonstrerede i gaderne i den ukrainske hovedstad Kiev og beskyldte regeringen for bøjning under pres fra Rusland. Der belv også rettet skarp kritik mod præsidenten og regeringen for korruption og uansvarlighed. 

Jusjtjenkospolitik var præget af demokrati og stor respekt for retsstatsprincippet. Præsidentens beføjelser blev reduceret, og en del af den tidligere præsidents magt blev overdraget til parlamentet. I løbet af regeringens mandatperiode gik Jusjtjenko dog uventet af på grund af uoverensstemmelser og en magtkamp med Julia Timosjenko. Regeringens interne stridigheder og den økonomiske krise i 2008 betød så meget, at Jusjtjenkos anerkendelse forsvandt, og ved præsidentvalget i 2010 tabte Jusjtjenko mod sin gamle modstander, Viktor Janukovitj.

I februar 2014 blev volden yderligere intensiveret, hvilket resulterer i mindst 77 dødsfald, hvor demonstranter og politi stødte sammen i Kiev. Protesterne spredte sig hurtigt til det større ​​Kiev, hvor demonstranter angreb officielle bygninger i den østlige del af Ukraine.

Den Ukraisnek regering havde en hård reaktion på demonstrationerne, der første til en eskalering af voldelige sammenstød i Kiev. Det endte med at parlamentet afsatte præsident Janukovitsj i februar 2014. Handlingen kan defineres som et statskup, siden de folkevalgte ikke fulgte de procedurer og ikke havde 3/4 flertal som grundloven kræver for sådan en afgørelse. Mange omtaler det dog ikke som et statskup, muligvis fordi flertallet i parlamentet trods alt stemte for afsættelsen af Janukovitsj. Til trods for at afskedigelsen af Janukovitsj kan have siges at være foregået på ulovlig vis, blev det ligesåvel vurderet, af henholdsvis kommentatorer og politikere i Vesten, som noget positivt for demokratiet i Ukraine.

En sådan tolkning understreger af det afsatte ukrainske styre var korrupt og autoritært, blandet andet grundet  den voldelige behandling under de ukraisnke demonstrationer og inføringen af anti-protest love.

Ruslands reaktion

Rusland havde derimod et andet syn på det, som var sket: Vesten havde hjulpet demonstranter – inklusiv flere nynazister – til at styrte den lovligt valgte regering. Derudover havde den nye ulovlige overgangsregering skrevet under på frihandelsaftalen med EU.

Rusland reagerede på dette kup ved at støtte pro-russiske oprørere på Krim-halvøen. Oprørerne tog kontrollen på Krim, hvorefter der blev afholdt folkeafstemning om at slutte sig til Rusland. Næsten alle, som deltog i denne folkeafstemning, stemte ja. Folkeafstemningen blev ikke anerkendt i Vesten, blandt andet fordi befolkningen på Krim ikke fik lov til at tage en afgørelse om frigørelse fra Ukraine eller ej på egen hånd, da folkeafstemningen var valget mellem to former for løsrivelse fra Ukraine. 

I marts 2014 vedtog Rusland annekteringen af Krim, som betyder, at Krim bliver anset for at være en del af Rusland. Ruslands handlinger på Krim var delvis motiveret af frygt for, at Krim kunne blive brugt som NATO-base under det nye ukrainske regime.   

Rusland gav også støtte til pro-russiske separatister i Østukraine i april 2014, som begyndte i provinserne Donetsk og Luhansk. Separatisterne var inspireret af den russiske annektering af Krim. Dette førte til kampe mellem de pro-russiske separatister og den ukrainske hær. FN meldte i september 2014 ud, at omkring 3.000 var blevet dræbt som resultat af konflikten i det østlige Ukraine.  Kampene  foregik hovedsagelig i provinserne Donetsk og Luhansk, øst i Ukraine. Militær fra Rusland var også involveret. Det indrømmer Putin for første gang December 2015, selv om han samtidig præciserede at der ikke var tale om regulære styrker fra det nationale russiske militærvæsen.

Ruslands handlinger på Krim og i Østukraine blev anset som klare brud på folkeretten. Dette gav Vesten grundlaget til at indføre sanktioner mod Rusland, først og fremmest økonomiske sanktioner. Rusland reagerede med tilsvarende sanktioner, blandt andet fuldt stop for import af mad fra Vesten.

Udover en reaktion på statskuppet og aftalen med EU, var Ruslands handlinger på Krim og i Østukraine også knyttet til ukrainsk indenrigspolitik, blandt det russiske sprogs status i Ukraine.

Den interne konflikt: Pro-russisk og anti-russisk

Der bor ca. 17 % etniske russere i Ukraine, og flere snakker endda russisk som førstesprog. Myndighederne i Rusland, med præsident Vladimir Putin i spidsen argumenterer for, at Rusland har et ansvar overfor etniske russere i Ukraine (hvor de fleste bor i Øst), til trods for at de er ukrainske statsborgere.

Noget af det, som har skabt uro mellem grupperinger i Ukraine, har været spørgsmålet om, hvilken status det russiske sprog skulle have i Ukraine. Mange i Ukraine har ment, at de russisktalendes sprogrettigheder er blevet krænket. De, som har været specielt optaget af dette, bor i Donetsk og på Krim. De føler, at Ukraine var i færd med at blive et anti-russisk land og frygtede øget ukrainsk nationalisme. Mange ønskede dermed at knytte tættere bånd til Rusland. Der bliver set på ukrainsk nationalisme med uro af andre etniske minoriteter i Ukraine og ikke blot af russerne.

Den 25. mai 2014 afholdtes der et nyt præsidentvalg i Ukraine, hvor forretningsmanden Petro Porosjenko vandt.

Kort tid efter valget satte den nye ukrainske regering hæren ind i en storoffensiv mod de oprørskontrollerede område i øst; Donetsk og Luhansk. Ukraines regering og NATO beskyldte Rusland for at have sendt soldater og militært udstyr til støtte for oprørerne i Østukraine. Rusland afviste dette.

Ruslands handlinger i Ukraine er ikke bare knyttet til kuppet, spørgsmålet om EU og behandlingen af ukrainske russere. Det handler også om reaktionen på NATO's østlige ekspansion siden Sovjetunionens fald. Ruslands handlinger signalerer derfor, at Ukraine er en del af Ruslands sikkerhedsområde. Ukraine fungerer som en slags grænse for, hvor langt Rusland tillader NATO at udvide sig østpå.

Den internationale konflikt: NATO og Rusland

Det var den kolde krig, som var årsagen til NATO's oprettelse i 1949. NATO fortsatte med at eksistere, efter den kalde krigen var afsluttet. Organisationen fik til og med mange nye medlemmer, noget som gjorde, at NATO udvidede sig betydeligt østpå. 12 lande blev medlemmer af NATO efter 1991: Tjekkiet, Ungarn, Bulgarien, Polen, Bulgarien, Romænien, Estland, Letland, Litauen, Slovakiet og Slovenien. Derudover blev tidligere Østtyskland (DDR) en del af NATO ved Tysklands genforening. De fleste af disse nyere NATO-lande havde været i militæralliance med Sovjetunionen under den kolde krig, den såkaldte Warszawapagt. Rusland var især utrilfreds med at de baltiske lande (Estland, Letland og Litauen) blev NATO medlemmer, siden disse også havde været en del af selve Sovjetunionen. Det samme gælder for Ukraine.

De, som kritiserer NATO's udvidelse østpå, peger på, at en sådan udvidelse provokerer Rusland, og at russerne føler sig omkranset af amerikanske militærbaser, som skaber en usikkerhed, der fører til konflikt. Forsøg på at indlemme Ukraine (og Georgien) i NATO er derfor at gå for langt efter Ruslands mening. NATO-udvidelse østpå kan også opleves af russerne som forræderi, fordi det bryder med et løfte, som de amerikanske myndigheder gav Sovjetunionen under afviklingen af den kolde krig.

Tilhængere af NATO's udvidelse ser hellere, at øst-vest-konflikten er latent eller uundgåelig, og at udvidelse skal ske ved forsigtighedsprincippet. Et andet perspektiv er at argumentere ud fra demokratiske principper, om at stater selv skal vælge, hvilke organisationer de vil være medlem af. Rusland kan ikke bestemme dette.

Uanset om det er positivt eller negativt, så er der meget, som tyder på, at NATO-udvidelser og EU-ekspansioner medvirker til, at Rusland føler sig presset op i et hjørne. Den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates mener, at planene om at inkludere Ukraine og Georgia i NATO "undergraver formålet med alliancen og ignorerer hensynsløst det, russerne vurderer som deres vitale nationale interesser". 

I 2008 var der konkrete planer om at gøre Ukraine og Georgien til NATO-medlem. Planen blev frosset, da Janukovitsj blev præsident i 2010, men genoptaget, da han blev afsat i 2014. I december 2014 vedtog parlamentet, at Ukraine skal bortgå fra sin status som alliancefri og arbejde for et fremtidigt medlemskab i NATO.

NATO har en regel om ikke at tage nye medlemmer ind, som har en igangværende grænsetvist med en nabostat. Siden Rusland ikke ønsker, at Ukraine skal blive medlem af NATO, havde Rusland interesse i at skabe og nu opretholde en grænsekonflikt med Ukraine. En alternativ 'løsning', set fra et russisk perspektiv, kan være, at regionerne i Østukraine får en så stor grad af selvstyre og samtidig større indflydelse på ukrainsk udenrigspolitik, at de vil kunne blokkere ukrainsk medlemskab i NATO og EU. 

Våbenhvile og militærøvelse

Der blev underskrevet en fredsaftale mellem Ukraine, Rusland og de pro-russiske separatistene i Østukraine den 20. september 2014, i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde (OSCE) i europæisk regi. Aftalen byggede på våbenhvileaftalen fra 5. september. Aftalen inkluderer en flyforbudszone for militærfly i dele af Østukraine, og at alle fremmedkrigere skal trækkes ud af Ukraine. Yderligere skal der etableres en 30 km demilitariseret zone mellem de ukrainske partere, og zonen skal observeres af OSCE.

Fredsaftalen er blevet brudt flere gange og har ikke haft nogen varig effekt på konflikten. I 2015 eskalerede konflikten. I marts erklærede FN's højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR), at "mere end 6.000 menneskeliv er gået tabt på under et år på grund af kampene i det østlige Ukraine". Krigen har samtidig ført til omkring 1 million internt fordrevne. Ca. 600.000 ukrainere er flygtet til nabolandene, hvor 2 ud af 3 er flygtet til Rusland.

I 2015 blev det ydermere besluttet at udvide NATO's kommandostruktur østpå ved at oprette nye kommandocentraler i Polen, Litauen, Letland, Estland, Rumænien og Bulgarien. Der er uenighed i Vesten om den yderligere strategi over for Rusland. For eksempel ønsker USA tat støtte Ukraine med våben, mens Tyskland og Frankrig er stærkt imod dette. De ønsker at fortsætte forhandlingerne med Rusland om en fredelig løsning på konflikten, med truslen om nye økonomiske sanktioner i reserve. En ny våbenhvile blev underskrevet i 2015, men denne er helle ikke belevte overholdt.

Rusland har hidtil reageret på sanktionerne ved at opfordre til et tættere samarbejde med Kina og tidligere sovjetrepublikker i Centralasien. Rusland har også støttet de ukrainske, prorussiske separatister med avanceret elektronisk krigsførelses udstyr, der kan gøre meget af det moderne udstyr til Ukraine og NATO ubrugeligt.

Volden fortsatte også i 2016. Det har ført til at omkring 10.000 mennesker er dræbt siden krigen begyndte i 2014. Krigen har også resulteret i at omkring 1million mennesker er blevet internt udstødt, og omkring 600.000 ukrainere har flygtet til nabolandende, hvoraf 2/3 af dem er flygtet til Rusland.

FN's rolle i konflikten

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har advaret vestlige magter om, at der ikke findes nogen militær løsning på konflikten i Ukraine. Den 24. september 2014 organiserede UNHCR forsyninger af ny og moderne bygningsmateriale til Østukraine, hvilket var ment som en nødløsning for at reparere ødelagte huse.  

Ukraine-konflikten har været diskuteret i FN's sikkerhedsråd. Siden Rusland er både en part i konflikten samtidig med at have vetoret i Sikkerhedsrådet, vil Sikkerhedsrådet ikke kunne fungere som et effektivt politisk organ, som vedtager sanktioner, men kun som forum for samtaler mellem parterne.