[[suggestion]]
Cypern

Baggrund

Cypern blev indlemmet i Det Osmanniske Rige i 1570, og det var på dette tidspunkt, at den tyrkiske indvandring til øen begyndte. Tyrkerne bosatte sig primært i den nordlige del af landet, hvor 30.000 tyrkiske soldater blandt andet fik tildelt jord. Resten af øen er befolket af græsk-cyprioter.

England etablerede sig på Cypern fra 1878, men øen var formelt formeldt fortsat en del af Det Osmanniske Rige. Briterne blev dengang enige med tyrkerne om, at de kunne have base på Cypern mod, at de hjalp tyrkerne mod et eventuelt russisk angreb. I krigsopgøret efter 1. Verdenskrig, da sejrherrerne delte det tidligere Osmanniske Rige mellem sig, blev Cypern tildelt England.

Cypern bliver selvstændigt

Modstanden mod Englands administration var stærk i den cypriotiske befolkning. I løbet af 1930'erne og 1940'erne ønskede stadig flere græsk-cyprioter, at Cypern hellere skulle indlemmes i Grækenland, men England var ikke interesseret i at trække sig ud. Heller ikke en folkeafstemning i 1950, hvor et flertal af øens befolkning stemte for, at øen skulle være græsk, fik England til at opgive Cypern. Først efter flere år med voldsomme sammenstød mellem den såkaldte Enosis- (union-)bevægelse og de engelske soldater, trak englænderne sig ud, og Cypern blev selvstændigt i 1960.

Selvstændigheden viste sig hurtigt ikke at være en ende på problemerne. Græsk-cyprioterne og tyrkisk-cyprioterne fik hurtigt samarbejdsproblemer. Uroligheder var stigende fra 1963, og i løbet af 1964 udviklede konflikten sig til en regulær borgerkrig. Volden ramte det tyrkisk-cypriotiske mindretal hårdest. FN sendte en fredsbevarende styrke til Cypern, og de har været i landet siden da.

Øen deles

Den græske militærjunta havde en finger med i spillet, da den cypriotiske præsident Makarios blev styrtet i 1974. Makarios, som havde arbejdet for et uafhængigt, forenet Cypern, blev erstattet af Nikos Sampson, som grækerne kunne styre. Det brød tyrkerne sig ikke om, og de besluttede for at gribe ind. Den tyrkiske invasion udløste en massiv masseflugt i landet: ca. 180.000 græsk-cyprioter flygtede fra den nordlige del af landet mod syd, mens omkring 45.000 tyrkisk-cyprioter flygtede fra syd mod nord. Militærjuntaen i Athen gik imidlertid af, kort tid efter, hvilket også fik Samson til at træde tilbage som præsident.

Den tyrkiske invasion og masseflugten førte til, at øen i praksis blev delt i to, både etnisk og geografisk, hvilket den har været siden da. Ca. 30 procent af Cypern administreres i dag af tyrkisk-cyprioterne, 70 procent af græsk-cyprioterne, mens FN administrerer en neutral zone, der går tværs over hele øen. I november 1983 erklærede den tyrkiske del af Cypern sig som selvstændig, og tog navnet Den Tyrkiske Republik Nordcypern. De har siden afholdt valg med jævne mellemrum om både præsident og nationalforsamling. Dette er imidlertid en statsdannelse, der kun er blevet anerkendt af Tyrkiet.

Annan-planen og EU

I de senere år har forholdet mellem græsk- og tyrkisk-cyprioterne været stabilt, men man er ikke kommet nærmere en egentlig løsning. Flere runder af fredsforhandlinger har ikke ført til noget. Mange har sat deres lid til FN-planen, som øens indbyggere stemte om i april 2004, den såkaldte ”Annan-plan”, der blev udarbejdet af FN's daværende generalsekretær, Kofi Annan. Både de græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske ledere opfordrede til en boykot af planen og folkeafstemningen. Tyrkisk-cyprioterne valgte dog alligevel at stemme ja, hvilket blandt andet skyldtes, at det var deres eneste mulighed for at blive medlem af EU.

EU åbnede for cypriotisk medlemskab fra maj 2004, men kun for de internationalt anerkendte dele af republikken. Det vil sige, at kun den græsk-cypriotiske del af Cypern ville kunne opnå medlemskab. Da græsk-cyprioterne sagde nej til Annan-planen, forhindrede de dermed samtidig, at den nordlige del af landet, hvor de fleste havde stemt ja, kunne blive medlem af EU. I kølvandet på folkeafstemningen har Cyperns politiske ledere modtaget omfattende kritik fra det internationale samfund for den måde hvorpå, de håndterede folkeafstemningen.

Dialog og forhandlinger

I 2008 startede nye samtaler mellem de to fraktioner. Dette førte til at, dele af muren i hovedstaden Nicosa blev revet op og der blev åbnet en gangbro (Ledra Lokmaci) på tværs af byen. Denne symbolske begivenhed gav håb om, at parterne kunne blive enige om en løsning. Sejren til de højreorienterede nationalister (UBP - Ulusal Birlik Partisi) ved parlamentsvalget i Nordcypern i april 2009, og derefter præsidentvalget i 2010, gjorde forhandlingerne vanskeligere. Forhandlingerne foregik i FN's regi.  

I 2012 blev Cypern ramt af finanskrisen, og bestræbelserne på at løse konflikten blev overskygget af landets økonomiske krise. I februar 2013 blev Nicos Anastasiades valgt til præsident på Cypern. Han var forkæmper for Annan-planen i 2004 og ønskede at fortsætte forhandlingerne med Nordcypern. 

De sidste forsøg på forhandlingerne om at samle landet begyndte i maj 2015 i et FN regi med FN's udsendte Espen Barth Eide, tidligere norsk udenrigs- og forsvarsminister. Bart Eide hævdede i august 2016 at konflikten nærmede sig en løsning. Han sagde at der var tale om måneder, ikke år. Dette skulle vise sig at være forkert, året efter udtalte Barth Eide at der "snart var lidt håb om en fredelig løsning på Cypern". Han trak sig efterfølgende fra FN's specialudsendinge. 

FN's rolle i konflikten

FN har været til stede på Cypern siden 1964. Fredsoperationen på Cypern, UNFICYP, er en af de ældste FN-operationer. FN-styrkerne har først og fremmest haft en vigtig rolle som administratorer af den såkaldte "grønne linje", der deler øen i to dele. Her sikrer man, at parterne fortsat holder sig fra hinanden, og man overvåger sikkerhedssituationen i landet. 

Efter urolighederne i 1974 har FN-mandatet indeholdt andre tillægsopgaver som humanitære aktiviteter. FN har fået en vigtig rolle som diskussionspartner og tilrettelægger i fredsforhandlingerne, og er kommet med forskellige forslag til løsninger på konflikten. I spidsen som den politiske opdrager er FN's specialrådgiver til generalsekretæren om Cypern. 

Blandt de spørgsmål som det er sværest at blive enige om, er hvor mange ejendomme og områder som skal tilbageføres til græsk-cyprioterne, som er flygtet under den tyrkiske militæroperation i 1974.