[[suggestion]]
Kosovo

Baggrund

Kosovo var længe en del af Serbien, som frem til 1990-tallet var én af seks republikker i det land, der hed Jugoslavien. De seks republikker som udgjorde Jugoslavien var: Bosnien- Hercegovina, Kroatien, Makedonien, Montenegro, Serbien og Slovenien. Efter 2. Verdenskrig blev Jugoslavien styret af diktatoren Josip Bror Tito, frem til han døde i 1980. 

Jugoslavien bestod af flere forskellige etniske grupper, men ingen af disse var i et flertal. Serberne var den største etniske gruppe i Jugoslavien og udgjorde omkring 36 % af befolkningen. De fleste boede i republikken Serbien og andre i provinsen Kosovo. Omkring 90 % af befolkningen i Kosovo var etniske albanere. 

Mange kosovoalbanere kunne ikke lide det faktum, at Kosovo ikke havde status som republik, men snarere var underlagt den serbiske republik. De var også utilfredse med, at serberne havde en privilegeret stilling i folkerepublikken i forhold til resten af befolkningen, som blandt andet bestod af albanere, makedonere, ungarere og bosniske muslimer. 

Underliggende årsager til konflikten 

Tito var en stærk statsleder, som holdt Jugoslavien samlet. Men efter Tito døde, blev Jugoslavien ramt af en stor økonomisk krise i 1981. Utilfredsheden blandt befolkningen i Jugoslavien blev større og beskyldningerne blev i højere og højere grad rettet mod bestemte etniske grupper. Situationen førte til mere nationalisme baseret på etnisk samhørighed. 

Albanerne i Kosovo krævede mere selvstyre henover 1980'erne. Det kom til udtryk gennem optøjer og omfattende demonstrationer, som førte til, at den serbisk-dominerede centralmagt i Jugoslavien fængslede mere end tusinde kosovoalbanere. Optøjerne ramte også serberne i Kosovo, hvor mange blev ofre for vold og chikane. Dette førte til omkring 35000 serbere forlod Kosovo i perioden fra 1981- 87. Som en reaktion på dette indførte den serbiske centralmagt i Beograd ordninger, der gav serberne i Kosovo økonomiske fordele - blandt andet ved at oprette fabrikker hvor kun serbere blev ansat. Alt dette skabte mistillid og splittelse mellem serberne og albanerne og styrkede nationalistiske følelser blandt begge grupper. 

Nationalisme som springbræt 

Kampen om magten efter Titos død gjorde, at nye ledere brugte nationalistisk retorik for at få magten. Dette var specielt tydeligt i Serbien, hvor Slobodan Milošević blev valgt som præsident i 1989. Under ham voksede den serbiske nationalisme. 

Serbiske nationalister havde et andet syn på Kosovo end kosovoalbanerne. Fortællingerne om den serbiske fyrste Lazar der havde sit nederlag mod Det Osmanniske Rige på Kosovos slette d. 28. juli 1389, spillede en central rolle i serbisk nationalisme. Nederlaget i 1389 førte til at Serbien faldt under det tyrkiske styre i 1459. Albanerne udgjorde derefter majoriteten i området, eftersom mange serbere forlod regionen. Den serbiske hær generobrede Kosovo i 1918. 

Et stort fokus på historien fra 1389 bidrog til at serbiske nationalister i 1900-tallet så på kosovoalbanerne som udlændige, altså som folk der ikke tilhørte Kosovo. Spørgsmålet om Kosovos løsrivelse fra Serbien blev dermed opfattet forskelligt fra serbere og kosovoalbanere. Mens kosovoalbanske nationalister så på det som deres kamp for frihed og selvstændighed, oplevede serbiske nationalister det som et angreb mod nationen Serbien. 

Dette førte til voldelig konflikt i Kosovo mellem de albanske KLA-guerilla og den serbisk dominerede centralmagt i det som var tilbage af Jugoslavien. 

Drivkræfter i konflikten 

Konflikten mellem serbiske centralstyrker og den albanske KLA-guerilla tilspidser efter at guerillaen bomber flere flygtningelejre med serbiske flygtninge i 1996. Myndighederne indsætter serbiske militærstyrker til Kosovo i 1998. De serbiske soldater kæmper mod KLA-guerillaen, men begik også overgreb mod den kosovoalbanske civilbefolkning. Endvidere blev serbiske paramilitære og serbisk politi sendt til regionen. Også de stod bag omfattende overgreb og massakre på lokalbefolkningen.

Fundet af en række massegrave med civile albanere afslørede, at serberne havde ført hårdt frem mod civilbefolkningen i Kosovo. Hævnlysten blandt kosovoalbanerne var stor, og manglen på politistyrker gjorde, at der forekom omfattende overgreb mod den serbiske befolkning i Kosovo. Vold og overgreb førte til at konflikten eskalerede og blev vanskeligere at løse med fredelige midler. 

Internationale reaktioner på overgrebene 

Både NATO (North Atlantic Treaty Organisation) og OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) engagerede sig i arbejdet for at standse serbernes overgreb. OSCE udsendte en observationsstyrke, mens NATO sendte luftangreb mod Serbien i marts 1999, uden tilladelse fra FN's Sikkerhedsråd. NATO bombede både militære og civile i Serbien. 

Serberne tog ikke kampen op mod de udenlandske angreb, men intensiverede i stedet krigsførelsen mod kosovoalbanerne. I juni samme år underskrev serberne en tilbagetrækningsaftale. NATO stoppede deres bombeangreb, mange flygtninge vendte hjem, og FN overtog det administrative ansvar for regionen. Samtidig blev en NATO-ledet fredstyrke, KFOR-styrken, indsat for at stabilisere situationen. 

Kosovo erklæres uafhængigt

Den 17. februar 2008 erklærede Kosovo sig uafhængig. Løsrivelsen førte til optøjer i Serbiens hovedstad Beograd og i nord i Kosovo, hvor de fleste kosovo-serbere boede. Serberne protesterede mod løsrivelsen og mente, at den var i strid med folkeretten. Frankrig, Storbritannien, USA og flere andre vestlige lande erklærede deres støtte til den nye stat. Serbien, og deres støtte Rusland, nægter fortsat at anerkende Kosovo som en selvstændig stat. 

Mange af de lande som ikke anerkender Kosovos løsrivelse, er lande som har etniske spredninger og separationsbevægelser inden for deres egne landegrænser. De frygter, at minoriteterne i deres eget land vil kæve løsrivelse ligesom kosovoalbanerne. 

Da Rusland har vetoret i FN's Sikkerhedsråd, har Kosovo haft svært ved at blive medlem af FN, selvom over 100 af FN's 193 medlemslande har anerkendt Kosovos suverænitet. 

Dialog og fredelige forhold 

Serbien og Kosovo startede i 2011 de første forsøg på dialog efter krigen, hvilket foregik i EU-regi, og kom til enighed om en grænseregulering. Dialogen fortsatte i 2013, hvor landene aftalte at normalisere forholdet mellem dem. Dette kom til udtryk ved, at det serbiske flertal i det nordlige Kosovo blev sikret en høj grad af autonomi (selvstyre), samtidig blev begge parter enige om ikke at blokere hinandens forsøg på at ansøge om EU-medlemskab. NATO støtter den såkaldte normaliseringsaftale fra 2013. 

Der er fortsat uenigheder mellem albanerne og serberne i Kosovo. NATO-styrken KFOR er derfor fortsat tilstede i landet. 

FN's rolle i konflikten

I 1999 vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution (1244), der gav NATO mandat til at oprette en fredsbevarende styrke i landet,  Kosovo Force (KFOR). Samme år blev FN UNMIK (United Nations Interim Administration Mission in Kosovo) iværksat og havde ansvaret for at sikre et fredeligt og normalt liv for befolkningen i Kosovo, og til at bidrage til stabilitet i regionen. UNMIK samarbejder med OSSE og EU. 

I oktober 2008 bestemte FN's Generalforsamling, at Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) skulle vurdere, hvorvidt Kosovos uafhængighedserklæring 17. februar 2008 var i overensstemmelse folkeretten. Processen startede i 2009, og i juli 2010 konkluderede domstolen, at Kosovos frigørelse ikke var i strid med folkeretten. 

Der er en række FN-organisationer, fonde og programmer, som arbejder med forskellige opgaver i Kosovo: 

- FN's Udviklingsprogram (UNDP) 

- FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) 

- FN's Bosætningsprogram (UN-Habitat) 

- FN's Børnefond (UNICEF) 

- Verdenssundhedsorganisationen (WHO) 

- FN's Befolkningsfond (UNFPA) 

- UN Woman 

- Den internationale arbejdsorganisation (ILO) 

- Den internationale pengefond (IMF) 

- Den internationale organisation for migration (IOM) 

- FN's højkommisær for menneskerettigheder (OHCHR) 

- Verdensbanken 

Danmarks engagement i konflikten 

Danske styrker har været med i Kosovo siden indsatsen begyndte i 1999. Siden har mere end 10.000 danske soldater gjort tjeneste i KFOR. Derudover har Danmark bidraget med personel til politi- og retsstatsmissionen, der tæller politifolk, dommere, anklagere, fængselsfunktionærer, administrativt personale og toldeksperter. Danmarks bidrag til Kosovo består i dag af ca. 30 personer i en bevogtningsdeling i den franske lejr ved Novo Selo samt ca. seks personer i KFOR hovedkvarteret i Pristina.