[[suggestion]]
Ukraine

Baggrund

Fra 1922 til 1991 var Rusland og Ukraine dele af Sovjetunionen. Frem til 1954 tilhørte Krimhalvøen den russiske del af det enorme Sovjetunionen. Ledelsen i Sovjetunionen bestemte på det tidspunkt, at føje Krim til den ukrainske del. Krim var fortsat en del af Sovjetunionen, men var administreret af Den Ukrainske Sovjetrepublik. Magten over både Krim og Ukraine lå alligevel i Moskva, hovedstaden i dagens Rusland.

Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, erklærede Ukraine sig som en selvstændig stat, da 90% befolkningen stemte for uafhængighedt. Ledelsen i Moskva godtog, at Krim blev en del af det nye Ukraine, til trods for at flertallet af indbyggerne på Krim var såkaldte etniske russere. Krim blev dermed folkeretslig en del af den suveræne stat Ukraine efter  Den Kolde Krig.

Den Kolde Krig var en konflikt mellem øst og vest fra 1945 til 1991. Perioden var præget af våbenkapløb, trussel om atomkrig, og magtkamp med fokus på ideologi. Østens ideologi var kommunisme, mens Vestens ideologi var kapitalisme og demokrati gennem politiske valg. Den største magt i øst var Sovjetunionen, som var styret fra Moskva. Den største magt i vest var USA, med vesteuropæiske lande som de vigtigste allierede. Alliancen i vesten blev organiseret gennem NATO; en militærorganisation og forsvarsalliance, som blev dannet i kampen mod Sovjetunionen.

Forholdet mellem Moskva og vesten har ikke siden Den Kolde Krig været så spændt som nu. Hovedtruslen dengang var muligheden for atomkrig. Den trussel er fortsat til stede.

 

 

 

 

Udløsende årsager til konflikten

Ukraine grænser til både Rusland og EU. Ukraine har dermed i udgangspunktet interesse i et godt forhold til begge parter. Alligevel favoriserer forskellige grupper internt i Ukraine et tættere samarbejde med kun én af parterne. Identitet spiller en vigtig rolle for hvilken side man favoriserer. De fleste EU-tilhængerne bor i vest, og de fleste Rusland-tilhængerne bor i øst. Det var valget mellem en tilknytning til EU/Vesten eller Rusland, som skabte krisen i Ukraine.

Viktor Janukovitsj var præsident i Ukraine frem til februar 2014, da parlamentet fjernede han fra magten. Foranledningen var, at EU havde tilbudt Ukraine en såkaldt associeringsaftale. Denne aftale ville føre Ukraine nærmere EU. EU insisterede samtidig på, at denne udelukkede et fremtidigt medlemskab i en russiskledet økonomisk union. Rusland har nemlig etableret en økonomisk union med blandt andet Hviderusland og Kasakhstan - og havde planer om at inkludere Ukraine i denne.

EU’s forslag pressede Janukovitsj til at vælge side. Janukovitsj var i udgangspunktet positiv for et tættere samarbejde med EU, men ønskede ikke at skabe større afstand til Rusland. Derfor afstod han fra at underskrive associeringsaftalen med EU og lavede en aftale med Rusland i stedet. Dette syntes EU-tilhængerne i Ukraine ikke om – og begyndte store demonstrationer Maidan-pladsen i hovedstaden Kiev, hvor flere hundredtusinder deltog fra november 2013. Protestene var også motiveret af mistillid med regeringens manglende styring, blandt andet på grund af korruption.

Janukovitj afsættes som præsident 

Den ukrainske regerings hårde reaktion på demonstrationerne førte til en eskalering af voldelige sammenstød i Kiev. Det endte med, at Parlamentet afsatte præsident Janukovitj i februar 2014. Handlingen kan defineres som et statskub, da de valgte embedsmænd ikke fulgte procedurerne og ikke havde det 3/4 flertal, der kræves af forfatningen for en sådan beslutning. Mange omtaler det imidlertid ikke som et statskup, muligvis fordi flertallet i parlamentet stemte for deponering af Janukovitj.På trods af det faktum, at afsætningen af ​​Janukovitj måske siges at have fundet sted ulovligt, blev det stadig betragtet af kommentatorer og politikere i Vesten som noget positivt for demokratiet i Ukraine. En sådan fortolkning understregede, at den afsatte ukrainske regering var korrupt og autoritær, delvis på grund af den voldelige behandling af ukrainske demonstranter og indførelsen af ​​anti-protest love. Rusland havde et andet syn på, hvad der var sket: Vesten havde hjulpet demonstranter - flere af dem nynazister - med at fjerne den demokratisk valgte præsident og senere at få en uægte, pro-vestlig ledelse i Ukraine, der underskrev associeringsaftalen med EU.

Rusland overtager Krim-halvøen

Rusland reagerede på Janukovitjs bestemmelse om at tage kontrol over Krim-halvøen med brug af militære styrker. Rusland havde allerede en legitim militærbase på Krim, der gjorde operationen hurtig og let uden kamp. Derefter blev der afholdt valg på Krim for at tilslutte sig Rusland. Næsten alle, der deltog, stemte ja. Valget blev ikke anerkendt internationalt. 13 af de 15 medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd stemte for at betragte Krim-valget ugyldigt. Et problem med valget var, at befolkningen på Krim ikke fik lov til at tage en sådan beslutning på egen hånd. Valgmuligheder var også problematiske, da der i praksis var to former for løsrivelse fra Ukraine.
I marts 2014 besluttede Rusland at annektere Krim, hvilket betyder, at Krim blev betragtet som en del af Rusland. De fleste andre lande i verden anerkender ikke, at Krim er en del af Rusland. Ruslands handlinger på Krim var delvis motiveret af bekymring for, at Krim kunne bruges som NATO-base under det nye ukrainske regime.
Rusland gav også støtte til de preussiske oprørere øst for Ukraine. Disse var imod myndighederne i Kiev og blev inspireret af Ruslands annektering af Krim. Dette førte til kamp mellem de preussiske oprørere på den ene side og den ukrainske hær og paramilitære nationalister på den anden side fra april 2014. Kampene foregik hovedsageligt i provinserne Donetsk og Luhansk øst for Ukraine.
Militært personale fra Rusland var også involveret. Det indrømmede Putin for første gang den 17. december 2015, skønt han på samme tid påpegede, at der ikke var nogen regelmæssige styrker fra det nationale russiske militære system. Senere forskning, delvis baseret på satellitbilleder, konkluderede i 2019, at omkring 300 russiske militære køretøjer og stridsvogne var i Ukraine under den afgørende del af krigen, i sensommeren 2014. Regelmæssige russiske styrker deltog derefter i de pro-russiske separatister i deres krig mod de ukrainske regeringsstyrker.

Ruslands handlinger på Krim og det østlige Ukraine blev betragtet som klare overtrædelser af folkeretten. Dette var grunden til, at Vesten indførte sanktioner (dvs. straffende foranstaltninger) over for Rusland, primært økonomiske. Rusland reagerede med lignende sanktioner, herunder et fuldstændigt stop i fødevareimporten fra Vesten. Foruden at være en reaktion på statskuppet og aftalen med EU, var Ruslands handlinger på Krim og det østlige Ukraine knyttet til ukrainsk indenrigspolitik, herunder de etniske russeres rettigheder i Ukraine

Den lokale konflikt: Pro-russisk og anti-russisk

Der bor omkring 17% etniske russere i Ukraine og endnu flere taler russisk som førstesprog. Russiske myndigheder, ledet af præsident Vladimir Putin, hævder, at Rusland har et ansvar over for etniske russere i Ukraine, hvoraf de fleste bor i øst. Dette til trods for, at de er ukrainske statsborgere.
En af de ting, der har skabt uro i Ukraine, har været spørgsmålet om, hvilken status det russiske sprog skal have i Ukraine. Denne del af konflikten eskalerede, da det ukrainske parlament efter ​​Janukovitj beslutning om at fratage regionerne i Ukraine retten til at give russisk (og andre mindretalssprog) officiel sprogstatus. Mange russisktalende ukrainere mente, at Ukraine blev mere fjendtlig over for russisk identitet og frygtede forøget ukrainsk nationalisme. Mange ønskede således at etablere tættere bånd til Rusland. Ukrainsk nationalisme ses også med bekymring af andre etniske minoriteter i Ukraine, ikke kun af dem, der er forbundet med Rusland.
Den 25. maj 2014 var der et nyt præsidentvalg i Ukraine. Forretningsmand Petro Poroshenko vandt. Kort efter valget udsendte den nye ukrainske regering hæren i en større offensiv mod de oprørskontrollerede områder i øst, Donetsk og Luhansk. Den ukrainske regering og NATO beskyldte Rusland for at sende soldater og militært udstyr til støtte for oprørerne i det østlige Ukraine. Rusland afviste kritikken, men indrømmede senere, at folk fra Rusland var involveret.
Ruslands handlinger i Ukraine er ikke kun relateret til afsætningen af ​​Janukovitj, men også spørgsmålet om EU og behandlingen af ​​ukrainske russere. Det er også en reaktion på NATO's ekspansion mod øst siden Sovjetunionens fald. Ruslands handlinger signalerer, at Ukraine er en del af Ruslands sikkerhedszone. Ukraine tjener som en slags grænse for, hvor langt Rusland tillader NATO at ekspandere mod øst.

Den internationale konflikt: NATO og Rusland

Det var Den Kolde Krig, der forårsagede NATO's oprettelse i 1949. Alligevel fortsatte NATO med at eksistere efter afslutningen af ​​den kolde krig. Organisationen fik endda mange nye medlemmer, som gjorde det muligt for NATO at ekspandere mod øst. Tolv lande tiltrådte NATO efter 1991: Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Polen, Bulgarien, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Albanien og Kroatien. Derudover blev det tidligere Østtyskland (DDR) en del af NATO gennem tysk fusion i 1990. De fleste af disse nyere NATO-lande havde været i militær alliance med Sovjetunionen under Den Kolde Krig i den såkaldte Warszawa-pagt. Rusland kunne ikke lide, at de baltiske stater (Estland, Letland og Litauen) blev NATO-medlemmer, da de også tidligere havde været en del af Sovjetunionen. Det samme gælder for Ukraine.
De, der kritiserer NATO's udvidelse mod øst, påpeger, at en sådan udvidelse provokerer Rusland, at russerne føler sig omgivet af amerikanske militærbaser, og at dette skaber usikkerhed, der fører til konflikt. Forsøg på at inkorporere Ukraine (og Georgien) i NATO går derfor for langt. NATO's udvidelse mod øst kan også opfattes af russerne som et svigt, fordi det er i strid med et løfte, som amerikanske myndigheder gav Sovjetunionen under Den Kolde Krig.
Tilhængere af NATO's udvidelse ser også, at øst-vest-konflikten er latent eller uundgåelig, og at udvidelsen er en forløber. Et andet perspektiv er at argumentere ud fra et demokratisk princip; stater bør have mulighed for selv at vælge, hvilke organisationer de vil tilslutte sig. Rusland bør ikke have lov til at beslutte dette.
I 2008 besluttede NATO, at Ukraine og Georgien skulle have mulighed for at blive NATO-medlemmer på lang sigt. Denne plan blev frosset, da Janukovitj blev præsident i 2010, men blev genoptaget efter at han blev afskediget. I december 2014 besluttede Parlamentet, at Ukraine skulle opgive sin alliancefri status og arbejde for NATO-medlemskab.
Uanset om det er positivt eller negativt, tyder meget på, at NATO's udvidelse og EU's udvidelse får Rusland til at føle sig skubbet ind i et hjørne. Den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates mener, at planerne om at inkludere Ukraine og Georgien i NATO "undergraver formålet med alliancen og ser bort fra, hvad russerne betragter som deres vitale nationale interesser”.

Våbenhvile og mere krig

En fredsaftale blev underskrevet mellem Ukraine, Rusland og de pro-russiske separatister i det østlige Ukraine den 20. september 2014 i regi af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). Fredsaftalen blev brudt flere gange, hvilket førte til, at en ny fredsaftale blev underskrevet i februar 2015, den såkaldte Minsk-aftale. Minsk-aftalen blev også gentagne gange overtrådt af begge parter i konflikten og samme år blev den kraftigt eskaleret. Volden har fortsat i mange år fremover.

Konflikt over Asovhavet

I efteråret 2018 blussede konflikten op igen. Det, der udløste eskaleringen, var strengere russisk kontrol med ukrainske skibe på vej ind og ud af Asovhavet. Siden annekteringen af ​​Krim-halvøen i 2014 har Rusland haft kontrol over Kresh-strædet, der ligger mellem Rusland og Krim og forbinder Asovhavet med Sortehavet. Dette har skabt en uenighed mellem Rusland og Ukraine om, hvor de territoriale grænser i Asovhavet faktisk går. Ukraines myndigheder reagerede på den anspændte konflikt ved at indføre militær undtagelsestilstand i landet, hvilket betyder, at normale love er tilsidesat, så myndighederne får større spillerum under en krise.

Nye fredsforhandlinger

I foråret 2019 blev Volodymyr Zelensky valgt til Ukraines nye præsident. Han tilbød at indlede nye samtaler med Putin for at afslutte konflikten. Putin og Zelensky talte i telefon flere gange i løbet af sommeren 2019. De mødtes første gang ansigt til ansigt i december 2019. De blev derefter enige om at gennemføre en stor fangeudveksling og fortsætte samtalerne i 2020.Udgangspunktet for samtalerne mellem Putin og Zelensky er parternes holdninger fra Minsk-aftalen i 2015. Rusland mener, at Ukraine skal acceptere de pro-russiske separatisters ønske om mere autonomi og deres ret til at bruge det russiske sprog. Ukraine mener, at Rusland skal stoppe med at støtte separatisterne og trække sig tilbage fra det østlige Ukraine, og at der derefter kan afholdes demokratiske valg i området med internationale observatører til stedet.

FN's rolle i konflikten

Ifølge FN-observatører i 2019 er cirka 13.000 mennesker er dræbt, siden krigen begyndte i 2014. Krigen har også medført, at omkring 800.000 ukrainere er internt fordrevet, og over 125.000 ukrainere er flygtet fra landet.
FN's tidligere generalsekretær Ban Ki-moon advarede vestlige magter om, at der ikke er nogen militær løsning på Ukraines konflikt. Den 24. september 2014 organiserede De Forenede Nationers højkommissær for flygtninge (UNHCR) forsyninger med nye og moderne byggematerialer til det østlige Ukraine. Det var ment som en nødløsning til reparation af ødelagte huse. De Forenede Nationers kontor for koordination af humanitær hjælp (OCHA) rapporterede i august 2019, at omkring 3,5 millioner mennesker havde brug for nødhjælp i Ukraine.
Ukraines konflikt er blevet drøftet i FN’s Sikkerhedsråd. Da Rusland både er part i konflikten og har vetoret i Sikkerhedsrådet, vil Sikkerhedsrådet ikke være i stand til at fungere som et effektivt politisk organ, der vedtager sanktioner. Det kan primært være et forum for samtaler mellem parterne samt for at gennemføre symbolske afstemninger.

Tidslinje over den internationale konflikt om Ukraina

Ukraine-konflikten er ikke bare en konflikt mellem ukrainere. Det er også en international konflikt mellem Rusland og Vesten. Denne tidslinje viser den magtpolitiske historie mellem disse, blandt andet ved at illustrere NATO og EU's ekspansion østover siden Sovjetunionens fald. Historien om Den Kolde Krig, og udviklingen i Europa efter 1990, er viktig for at forstå Ruslands folkerettstridige magtbruk i Ukraine i 2014.

  • Under Den Kolde Krig dannede Vesten militæralliancen NATO i 1949 - og Sovjetunionen dannede militæralliancen Warszawapagten i 1955. Kortet viser, hvor store disse alliancer blev i løbet af Den Kolde Krig. 

  • EU's oprindelse er fra 1950, hvor 6 lande dannede Kul- og Stålunionen. Kortet viser, hvor stor EU blev før Den Kolde Krig var ovre.

  • Siden slutningen af Den Kolde Krig har EU udvidet østover. EU har fået 16 nye medlemslande siden 1990. De fleste af dem er tidligere Warszawapagt-lande.  

  • Sovjetunionen blev opløst i 1991, og Den Kolde Krig var slut. Moskva's magt i Europa var på kort tid blevet langt mindre. Samtidig udvidede NATO sig østover. Siden slutningen af Den Kolde Krig har NATO fået 12 nye medlemslande. De fleste af dem var tidligere medlemmer af Warszawapagten.

  • Ruslands præsident, Vladimir Putin (t.v.), har haft stor magt i Rusland siden år 2000, hvor han blev præsident for første gang. Her står han sammen med tidligere generalsekretær i FN, Kofi Annan. Foto: UN Photo/Eskinder Debebe  

  • Viktor Janukovitsj blev valgt til præsident i Ukraine i 2010. Han var prorussisk, men ønskede samtidig et godt forhold til EU. Da EU foreslog en frihandelsaftale med Ukraine, førte det til, at Janukovitsj måtte vælge side mellem EU og Rusland. Et sådan ultimatum lagde kimen til splittelse i Ukraine.     

  • Janukovitsj afviste EU's forslag og skrev under på en aftale med Rusland i stedet. Det førte til store demonstrationer fra EU-tilhængere i Ukraine november 2013. Billedet viser en sådan demonstration på Maidan-pladsen i hovedstaden Kiev 26. februar 2014. Foto: Sasha Maksymenko/Flickr.

  • Anti-Janukovitsj demonstrationer førte til dødsfald i sammenstød med politiet. Billedet viser en begravelsesceremoni 22. februar 2014, samme dag som det ukrainske parlament stemte for at afsætte den demokratisk valgte præsident, Viktor Janukovitsj. Janukovitsj hævdede, at parlamentets afgørelse var et statskup og forlod landet. Foto: NTB Scanpix/Reuters/Baz Ratner.

  • Det ukrainske parlament vedtog, at landet skulle fralægge sig status som alliancefrit og i stedet arbejde for et NATO-medlemskab. Det kan alligevel tage flere år før Ukraine bliver NATO-medlem blandt andet på grund af en række optagelseskrav. Foto: Statsministerens kontor/Flickr  

  • Afsættelsen af Janukovitsj førte til prorussiske reaktioner øst i Ukraine og på Krim-halvøen. Prorussiske separatister tog kontrollen over Krim i februar 2014, og Rusland annekterede den kort efter. Ruslands handlinger var i strid med folkeretten og udløste den internationale konflikt mellem Rusland og Vesten.    

  • Ruslands annektering af Krim inspirerede prorussiske grupperinger i Øst-Ukraine til at protestere mod ledelsen i Kiev. Dette udløste borgerkrigen i Ukraine, hvor Rusland gav sin støtte til de prorussiske grupper. FN meldte i november 2014, at over 4300 var dræbt som et resultat af krigen. Billedet viser frivillige paramilitære styrker for det ukrainske nationalistiske parti, Højre Sektor, som kæmper mod prorussiske grupper i Donetsk øst i Ukraine. Foto: NTB Scanpix/AFP photo/Vasily Maximov