[[suggestion]]
Ukraine

Introduktion

Konflikten i Ukraine foregår på forskellige niveauer: mellem grupperinger internt i Ukraine, mellem ukrainske myndigheder og Rusland og mellem NATO og Rusland. Det er en konflikt om landområder, magt og sikkerhed, hvor spørgsmål knyttet til historie, identitet og folkeret er vigtige.

Baggrund

Fra 1922 til 1991 var Rusland og Ukraine en del af Sovjetunionen. Frem til 1954 tilhørte Krim-halvøen den russiske del af Sovjetunionen. Ledelsen i Sovjetunionen bestemte på det tidspunkt at tilføje Krim til den ukrainske del. Krim var fortsat en del af Sovjetunionen, men var administreret af Den Ukrainske Sovjetrepublik. Magten over både Krim og Ukraine lå alligevel i Moskva, hovedstaden i dagens Rusland.

Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, erklærede Ukraine sig som en selvstændig stat, efter 90% af befolkningen stemte for uafhængighed. Ledelsen i Moskva godtog, at Krim blev en del af det nye Ukraine, til trods for at flertallet af indbyggerne på Krim var såkaldte etniske russere. Krim blev dermed folkeretsligt en del af den suveræne stat Ukraine efter Den Kolde Krig.

Den Kolde Krig var en konflikt mellem øst og vest fra 1945 til 1991. Perioden var præget af våbenkapløb, trusler om atomkrig, og idelogiske magtkampe. Østens ideologi var kommunisme, mens vestens ideologi var kapitalisme og demokrati gennem politiske valg. Den største magt i øst var Sovjetunionen, som var styret fra Moskva. Den største magt i vest var USA med vesteuropæiske lande som de vigtigste allierede. Alliancen i vesten blev organiseret gennem NATO; en militærorganisation og forsvarsalliance, som blev dannet i kampen mod Sovjetunionen.

Forholdet mellem Moskva og vesten har ikke siden Den Kolde Krig været så spændt, som det er nu. Hovedtruslen dengang var muligheden for atomkrig. Denne trussel er fortsat til stede.

Udløsende årsager til konflikten

Ukraine grænser op til både Rusland og EU. Ukraine har dermed i udgangspunktet interesse i et godt forhold til begge parter. Alligevel favoriserer forskellige grupper internt i Ukraine et tættere samarbejde med kun én af parterne. Identitet spiller en vigtig rolle for, hvilken side man favoriserer. De fleste EU-tilhængerne bor i vest, og de fleste Rusland-tilhængerne bor i øst. Det var valget mellem en tilknytning til EU/Vesten eller Rusland, som skabte konflikten i Ukraine.

Viktor Janukovitsj var præsident i Ukraine frem til februar 2014, hvor parlamentet fjernede ham fra magten. Anledningen var, at EU havde tilbudt Ukraine en såkaldt associeringsaftale. Denne aftale ville føre Ukraine nærmere EU. EU insisterede samtidig på, at dette ville udelukke et fremtidigt medlemskab af et russisk økonomisk ledet union. Rusland har nemlig etableret en økonomisk union med blandt andet Hviderusland og Kasakhstan - og havde planer om at inkludere Ukraine i denne.

EU's forslag pressede Janukovitsj til at vælge side. Janukovitsj var i udgangspunktet positiv for et tættere samarbejde med EU, men ønskede ikke at skabe større afstand til Rusland. Derfor undlod han at underskrive associeringsaftalen med EU og lavede en aftale med Rusland i stedet. Dette syntes EU-tilhængerne i Ukraine ikke om – og det medførte store demonstrationer på Maidan-pladsen i hovedstaden Kiev, hvor hundredtusinder deltog fra november 2013. Protesterne var også motiveret af mistillid til regeringens manglende styring, blandt andet på grund af korruption.

 

Janukovitsj afsættes som præsident 

Den ukrainske regerings hårde reaktion på demonstrationerne førte til en eskalering af voldelige sammenstød i Kyiv. Det endte med, at Parlamentet afsatte præsident Janukovitsj i februar 2014. Handlingen kan defineres som et statskub, da de valgte embedsmænd ikke fulgte procedurerne og ikke havde det 3/4 flertal, som det kræves af forfatningen for at tage sådan en beslutning. Mange omtaler det dog ikke som et statskup, muligvis fordi der var flertal i parlamentet for at afsætte Janukovitsj. På trods af det faktum, at afsætningen af ​​Janukovitsj måske kan siges at være ulovlig, blev det stadig betragtet af kommentatorer og politikere i Vesten som noget positivt for demokratiet i Ukraine. En sådan fortolkning understregede, at den afsatte ukrainske regering var korrupt og autoritær, delvist på grund af den voldelige behandling af ukrainske demonstranter og indførelsen af ​​anti-protest love. Rusland havde et andet syn på, hvad der var sket: Vesten havde hjulpet demonstranter - flere af dem nynazister - med at fjerne den demokratisk valgte præsident og senere at få en uægte, pro-vestlig ledelse i Ukraine, der underskrev associeringsaftalen med EU.

Rusland overtager Krim-halvøen

Rusland reagerede på Janukovitsjs afsættelse ved at tage kontrol over Krim-halvøen ved brug af militære styrker. Rusland havde allerede en legitim militærbase på Krim, der gjorde operationen hurtig og let uden kamp. Derefter blev der afholdt valg på Krim om at tilslutte sig Rusland. Næsten alle, som deltog, stemte ja. Valget blev ikke anerkendt internationalt. 13 ud af de 15 medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd stemte for at betragte Krim-valget som ugyldigt. Et problem med valget var, at befolkningen på Krim ikke fik lov til at tage en beslutning alene. Valgmulighederne var også problematiske, da valget i praksis kun stod mellem to former for løsrivelse fra Ukraine.
I marts 2014 besluttede Rusland at annektere Krim. De fleste andre lande i verden anerkender ikke, at Krim er en del af Rusland. Ruslands handlinger på Krim var delvis motiveret af bekymring for, om Krim ville kunne bruges som NATO-base under det nye ukrainske regime.

Rusland gav også støtte til de pro-russiske oprørere øst for Ukraine. Disse var imod myndighederne i Kyiv og blev inspireret af Ruslands annektering af Krim. Dette førte til kamp mellem de pro-russiske oprørere på den ene side og den ukrainske hær og de paramilitære nationalister på den anden side fra april 2014. Kampene foregik hovedsageligt i provinserne Donetsk og Luhansk øst for Ukraine.
Det russiske militær var også involveret. Dette indrømmede Putin for første gang den 17. december 2015, skønt han på samme tid påpegede, at der ikke var nogen regelmæssig styrke fra det nationale russiske militære hær. Senere forskning, delvis baseret på satellitbilleder, konkluderede dog i 2019, at omkring 300 russiske militære køretøjer og kampvogne var i Ukraine under den afgørende del af krigen, i sensommeren 2014. Regelmæssige russiske styrker deltog derefter på de pro-russiske separatister side i krigen mod de ukrainske regeringsstyrker.

Ruslands handlinger på Krim og det østlige Ukraine blev betragtet som klare overtrædelser af folkeretten. Dette var grunden til, at Vesten indførte sanktioner (dvs. straffende foranstaltninger) over for Rusland, primært økonomiske. Rusland reagerede med lignende sanktioner, herunder et fuldstændigt stop for fødevareimport fra Vesten. Foruden at være en reaktion på statskuppet og aftalen med EU, var Ruslands handlinger på Krim og det østlige Ukraine knyttet til ukrainsk indenrigspolitik, herunder de etniske russeres rettigheder i Ukraine. 

Underliggende årsager og drivkræfter i konflikten

Den lokale konflikt: Pro-russisk og anti-russisk

Der bor omkring 17% etniske russere i Ukraine og endnu flere taler russisk som førstesprog. Russiske myndigheder, ledet af præsident Vladimir Putin, hævder, at Rusland har et ansvar over for etniske russere i Ukraine, hvoraf de fleste bor i øst. Dette er til trods for, at de er ukrainske statsborgere.
En af de ting, der har skabt uro i Ukraine, har været spørgsmålet om, hvilken status det russiske sprog skal have i Ukraine. Denne del af konflikten eskalerede, da det ukrainske parlament under ​​Janukovitsj besluttede at fratage regionerne i Ukraine retten til at give russisk (og andre minoritetssprog) officiel sprogstatus. Mange russisktalende ukrainere mente, at Ukraine blev mere fjendtlig over for russisk identitet og frygtede en forøget ukrainsk nationalisme. Mange ønskede således at etablere et tættere bånd til Rusland. Ukrainsk nationalisme ses dog også som en bekymring for mange andre etniske minoriteter i Ukraine, ikke kun af dem, der har en tilknytning til Rusland.

25. maj 2014 var det et nyt præsidentvalg i Ukraine. Forretningsmanden Petro Porosjenko vandt. Kort tid efter valget satte den nye ukrainske regeringen hæren ind i en storoffensiv mod de oprørskontrollerede områder i øst, Donetsk og Luhansk. Ukraines regering og NATO beskyldte Rusland for at have sendt soldater og militært udstyr til støtte for oprørerne i Østukraine. Rusland afviste kritikken, men indrømmede senere, at personer fra Rusland var involverede. Den nuværende præsident er Volodymyr Zelenskij, som overtog embedet fra Petro Porosjenko 20. maj 2019.

Ruslands handlinger i Ukraine er ikke kun relateret til afsætningen af ​​Janukovitsj, men også spørgsmålet om EU og behandlingen af ​​ukrainske russere. Det er også en reaktion på NATO's ekspansion mod øst siden Sovjetunionens fald. Ruslands handlinger signalerer, at Ukraine er en del af Ruslands sikkerhedszone. Ukraine fungerer som en slags grænse for, hvor langt Rusland tillader NATO at ekspandere mod øst.

Den internationale konflikt: NATO og Rusland

Det var Den Kolde Krig, der forårsagede NATO's oprettelse i 1949. Alligevel fortsatte NATO med at eksistere efter afslutningen af ​​Den Kolde Krig. Organisationen fik endda mange nye medlemmer, som gjorde det muligt for NATO at ekspandere mod øst. Tolv lande er tiltrådt NATO efter 1991: Den Tjekkiske Republik, Ungarn, Polen, Bulgarien, Rumænien, Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Albanien og Kroatien. Derudover blev det tidligere Østtyskland (DDR) en del af NATO gennem tysk fusion i 1990. De fleste af disse nyere NATO-lande havde været i militær alliance med Sovjetunionen under Den Kolde Krig i den såkaldte Warszawa-pagt. Rusland kunne ikke lide, at de baltiske stater (Estland, Letland og Litauen) blev NATO-medlemmer, da de også tidligere havde været en del af Sovjetunionen. Det samme gælder for Ukraine.

De, der kritiserer NATO's udvidelse mod øst, påpeger, at en sådan udvidelse provokerer Rusland. Russerne føler sig omgivet af amerikanske militærbaser, og dette skaber en usikkerhed, som fører til en konflikt. Forsøg på at inkorporere Ukraine (og Georgien) i NATO går derfor for langt. NATO's udvidelse mod øst kan også opfattes af russerne som et svigt, fordi det er i strid med et løfte, som amerikanske myndigheder gav Sovjetunionen under Den Kolde Krig.

Fortalere for NATO's udvidelse ser øst-vest-konflikten som latent eller uundgåelig, og den udvidelse handler derfor om forsigtighed - og om at være på forkant. Et andet perspektiv er at argumentere ud fra et demokratisk princip om at stater selv skal kunne vælge og bestemme, hvilke organisationer, de vil være en del af - og at Rusland ikke skal have lov at bestemme dette over en uafhængig stat. 

I 2008 besluttede NATO, at Ukraine og Georgien skulle have mulighed for at blive NATO-medlemmer på lang sigt. Denne plan blev fastfrosset, da Janukovitsj blev præsident i 2010, men blev genoptaget efter at han blev afsat. I december 2014 besluttede Parlamentet, at Ukraine skulle opgive deres alliancefri status og arbejde for et NATO-medlemskab.
Uanset om det er positivt eller negativt, tyder meget på, at NATO's udvidelse og EU's udvidelse får Rusland til at føle sig trukket op i et hjørne. Den tidligere amerikanske forsvarsminister Robert Gates mener, at planerne om at inkludere Ukraine og Georgien i NATO "undergraver formålet med alliancen og ser bort fra, hvad russerne betragter som deres vitale nationale interesser”.

Fredsaftaler og mere krig

  • Der blev underskrevet en fredsaftale mellem Ukraine, Rusland og de pro-russiske separatister i Østukraine den 20. september 2014, i regi af Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa (OSSE). Fredsaftalen blev brudt flere gange, hvilket medførte, at en ny fredsaftale blev indgået i februar 2015, den såkaldte Minsk-aftale.

    Minsk-aftalen blev også brudt gentagne gange af alle parter i aftalen. Allerede samme år som aftalen blev indgået, skete en alvorlig optrapning af konflikten. Volden fortsatte i årene efter, med flere krise og anspændte perioder undervejs.

  • I efteråret 2018 tilspidsede konflikten sig på ny. Den udløsende eskaleringen skyldtes strengere russisk kontrol af ukrainske skibe på vej ind og ud af  Det Azovske Hav. Rusland har siden annekteringen af Krim-halvøen i 2014 haft kontrol over Kerchstrædet, som ligger mellem Rusland og Krim, og knytter Det Azovske Hav til Sortehavet. Dette har skabt uenighed mellem Rusland og Ukraine om, hvor den territoriale grænse i Det Azovske Hav egentlig går. Myndighederne i Ukraine reagerede på den tilspidsede konflikt ved at indføre militær undtagelsestilstand i landet, som betyder, at normale love er tilsidesat, for at myndighederne kan få større spillerum under en krise.

  • I foråret 2019 blev Volodymyr Zelenskij valgt til Ukraines nye præsident. Han tilbød at indgå nye samtaler med Putin for at få en ende på konflikten. Putin og Zelenskij snakkede sammen i telefonen flere gange i løbet af sommeren 2019. De mødtes for første gang ansigt til ansigt i december 2019. Der blev de enige om at gennemføre en stor fangeudveksling og fortsætte samtalerne i 2020.

    Udgangspunktet for samtalerne mellem Putin og Zelenskij var parternes positioner fra Minsk-aftalen i 2015. Rusland mener, at Ukraine må acceptere de pro-russiske separatisters ønske om mere selvstyre og deres ret til at bruge det russisk sprog. Ukraine mener, at Rusland skal stoppe med at støtte separatisterne og trække sig ud af Øst-Ukraine, og at der derefter skal gennemføres demokratiske valg i området med internationale observatører til stede.

    I december 2019 var Putin ikke villig til at give Ukraine kontrol over grænsen før der er gennemført lokalvalg i de separatistkontrollerede områder, hvilket er et krav Zelenskyj  fastholder. Parterne kom dermed ikke til enighed om en varig fredsløsning.

  • Konfliktniveauet steg igen i 2021, da Rusland beskyldte Ukraine for at have flyttet større våben ind i konfliktområdet. Rusland var også kritisk over for, at den ukrainske præsident, Zelenskyj, havde censureret den russisktalende opposition i Ukraine ved at lukke tre af deres TV-kanaler. Ukraine havde også indført sanktioner mod en prorussisk politiker og forretningsmand i februar. 

    Som en reaktion på dette øgede Rusland sin militære tilstedeværelse betragteligt i grænseområdet mod Ukraine i april. Dette fik USA og resten af NATO til at reagere. NATO meldte, de havde øget deres militære tilstedeværelse i Sortehavsregionen med mere patruljering i luften og større nærvær til havs. Zelenskyj har derefter arbejdet på at få Ukraine ind som medlem i NATO.

    Rusland placerede over 100 000 soldater på grænsen til Ukraine i foråret 2021. Mange af dem blev fjernet nogle uger efter, som følge af samtaler mellem Putin og Biden. Men i november blev mange russiske styrker igen placeret i grænseområdet, hvilket bidrog til, at konfliktniveauet nåede nye højder i 2022.

 

2021: Militær optrapning og øget spænding

Konfliktniveauet steg igen i 2021, da Rusland beskyldte Ukraine for at have flyttet større våben ind i konfliktområdet. Rusland var også kritisk i forhold til, til at den ukrainske præsident, Zelenskyj, havde censureret den russisktalende opposition i Ukraine ved at lukke 3 af deres TV-kanaler. Ukraine havde også indført sanktioner mod en prorussisk politiker og forretningsmand i februar. 

Som en reaktion på dette øgede Rusland den militære tilstedeværelse betragteligt i grænseområdet mod Ukraine i april 2021. Dette har fået USA og resten af NATO til at reagere. NATO meldte, at de også havde øget deres militære tilstedeværelse i Sortehavs-regionen med mere luft- og havpatruljering. Zelenskyj arbejder for at få Ukraine som medlem i NATO, hvilket Tyskland og nogle andre NATO-medlemmer er imod, fordi de anser det som konfliktoptrappende i stedet for at få løst konflikten, da det fra Ruslands side anses som en voldsom provokation og trussel.

Ukraines regering vurderede, at der ved udgangen af 2021 var omkring 100.000 soldater samlet ved grænsen til Ukraine, mens Rusland afviste planer om invasion – og blot hævdede, at tilstedeværelsen var til støtte for de pro-russiske separatister - og et værn mod NATO. I slutningen af 2021 førte den anspændte situation til, at Ruslands præsident Putin og den amerikanske præsident Biden, førte telefonsamtaler, hvor Putin gjorde det klart, at Rusland ikke accepterer Ukraines planer om NATO-medlemskab - desuden ønsker Rusland, at alle NATO-styrker skal ud af alle de tidligere sovjetrepublikker. Omvendt advarede Biden om økonomiske og politiske sanktioner, hvis Rusland invaderede Ukraine.

Optrapningen førte til, at flere NATO-land mobiliserede dele af deres militærstyrker, og øgede tilstedeværelse øst i Europa. Dette til trods for at Ukraine ikke er medlem af NATO. Danmark var også bekymret for den anspændte situation og sendte derfor i januar 2022 fregatten "Peter Willemoes" med 160 personer til Natos flådestyrke samt fire F-16-fly - 70 personer - til Baltikum for at imødese den kritiske situation. 

2022: Rusland invaderer Ukraine

Rusland angreb på Ukraine med regulære styrker 24. februar 2022. En ny fase af konflikten var i gang. Invasionen mødte stærk fordømmelse fra FN, USA, Danmark og andre NATO-lande, som mente, at dette er et klart brud på folkeretten og Ukraines suverænitet.

Den russiske invasionen gjorde, at krigen ramte meget større dele af landet direkte, også hovedstaden Kyiv. NATO-landene svarede igen med at indføre kraftige sanktioner mod Rusland og det russiske regime - og med og sende militært udstyr til Ukraine.

FN's rolle i konflikten

Ifølge FN-observatører i 2019 er cirka 13.000 mennesker blevet dræbt, siden krigen begyndte i 2014. Krigen har også medført, at et sted mellem 500.000 til 1 million ukrainere er flygtet ud af landet. 
Den 24. september 2014 organiserede FN's højkommissær for flygtninge (UNHCR) forsyninger med nye og moderne byggematerialer til det østlige Ukraine. Det var ment som en nødløsning til reparation af ødelagte huse. FN's Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA) rapporterede i august 2019, at omkring 3,5 millioner mennesker havde brug for nødhjælp i Ukraine.
Ukraines konflikt er blevet drøftet i FN’s Sikkerhedsråd. Da Rusland både er part i konflikten og har vetoret i Sikkerhedsrådet, vil Sikkerhedsrådet ikke være i stand til at fungere som et effektivt politisk organ, der vedtager sanktioner. Det kan primært være et forum for samtaler mellem parterne samt for at gennemføre symbolske afstemninger.

FN - og også NATO - fordømte det russiske angreb på Ukraine, som startede den 24. februar 2022.

Tidslinje over den internationale konflikt i Ukraine 

Konflikten i Ukraine er ikke bare en konflikt mellem ukrainere. Det er også en international konflikt mellem Rusland og Vesten. Denne tidslinje viser den magtpolitiske historie mellem disse, blandt andet ved at illustrere NATO og EU's ekspansion østover siden Sovjetunionens fald. Historien om Den Kolde Krig, og udviklingen i Europa efter 1990, er vigtig for at forstå Ruslands folkeretsstridelige magtbrug i Ukraine i 2014.

  • Under Den Kolde Krig dannede Vesten militæralliancen NATO i 1949 - og Sovjetunionen dannede militæralliancen Warszawapagten i 1955. Kortet viser, hvor store disse alliancer blev i løbet af Den Kolde Krig. 

  • EU's oprindelse er fra 1950, hvor 6 lande dannede Kul- og Stålunionen. Kortet viser, hvor stor EU blev før Den Kolde Krig var ovre.

  • Siden slutningen af Den Kolde Krig har EU udvidet østover. EU har fået 16 nye medlemslande siden 1990. De fleste af dem er tidligere Warszawapagt-lande.  

  • Sovjetunionen blev opløst i 1991, og Den Kolde Krig var slut. Moskva's magt i Europa var på kort tid blevet langt mindre. Samtidig udvidede NATO sig østover. Siden slutningen af Den Kolde Krig har NATO fået 12 nye medlemslande. De fleste af dem var tidligere medlemmer af Warszawapagten.

  • Ruslands præsident, Vladimir Putin (t.v.), har haft stor magt i Rusland siden år 2000, hvor han blev præsident for første gang. Her står han sammen med tidligere generalsekretær i FN, Kofi Annan. Foto: UN Photo/Eskinder Debebe  

  • Viktor Janukovitsj blev valgt til præsident i Ukraine i 2010. Han var prorussisk, men ønskede samtidig et godt forhold til EU. Da EU foreslog en frihandelsaftale med Ukraine, førte det til, at Janukovitsj måtte vælge side mellem EU og Rusland. Et sådan ultimatum lagde kimen til splittelse i Ukraine.     

  • Janukovitsj afviste EU's forslag og skrev under på en aftale med Rusland i stedet. Det førte til store demonstrationer fra EU-tilhængere i Ukraine november 2013. Billedet viser en sådan demonstration på Maidan-pladsen i hovedstaden Kiev 26. februar 2014. Foto: Sasha Maksymenko/Flickr.

  • Anti-Janukovitsj demonstrationer førte til dødsfald i sammenstød med politiet. Billedet viser en begravelsesceremoni 22. februar 2014, samme dag som det ukrainske parlament stemte for at afsætte den demokratisk valgte præsident, Viktor Janukovitsj. Janukovitsj hævdede, at parlamentets afgørelse var et statskup og forlod landet. Foto: NTB Scanpix/Reuters/Baz Ratner.

  • Det ukrainske parlament vedtog, at landet skulle fralægge sig status som alliancefrit og i stedet arbejde for et NATO-medlemskab. Det kan alligevel tage flere år før Ukraine bliver NATO-medlem blandt andet på grund af en række optagelseskrav. Foto: Statsministerens kontor/Flickr  

  • Afsættelsen af Janukovitsj førte til prorussiske reaktioner øst i Ukraine og på Krim-halvøen. Prorussiske separatister tog kontrollen over Krim i februar 2014, og Rusland annekterede den kort efter. Ruslands handlinger var i strid med folkeretten og udløste den internationale konflikt mellem Rusland og Vesten.    

  • Ruslands annektering af Krim inspirerede prorussiske grupperinger i Øst-Ukraine til at protestere mod ledelsen i Kiev. Dette udløste borgerkrigen i Ukraine, hvor Rusland gav sin støtte til de prorussiske grupper. FN meldte i november 2014, at over 4300 var dræbt som et resultat af krigen. Billedet viser frivillige paramilitære styrker for det ukrainske nationalistiske parti, Højre Sektor, som kæmper mod prorussiske grupper i Donetsk øst i Ukraine. Foto: NTB Scanpix/AFP photo/Vasily Maximov

  • Der blev underskrevet en fredsaftale mellem Ukraine, Rusland og de pro-russiske separatister i Østukraine den 20. september 2014, i regi af Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa (OSSE). Fredsaftalen blev brudt flere gange, hvilket medførte, at en ny fredsaftale blev indgået i februar 2015, den såkaldte Minsk-aftale.

    Minsk-aftalen blev også brudt gentagne gange af alle parter i aftalen. Allerede samme år som aftalen blev indgået, skete en alvorlig optrapning af konflikten. Volden fortsatte i årene efter, med flere krise og anspændte perioder undervejs.

  • I efteråret 2018 tilspidsede konflikten sig på ny. Den udløsende eskaleringen skyldtes strengere russisk kontrol af ukrainske skibe på vej ind og ud af  Det Azovske Hav. Rusland har siden annekteringen af Krim-halvøen i 2014 haft kontrol over Kerchstrædet, som ligger mellem Rusland og Krim, og knytter Det Azovske Hav til Sortehavet. Dette har skabt uenighed mellem Rusland og Ukraine om, hvor den territoriale grænse i Det Azovske Hav egentlig går. Myndighederne i Ukraine reagerede på den tilspidsede konflikt ved at indføre militær undtagelsestilstand i landet, som betyder, at normale love er tilsidesat, for at myndighederne kan få større spillerum under en krise.

  • I foråret 2019 blev Volodymyr Zelenskij valgt til Ukraines nye præsident. Han tilbød at indgå nye samtaler med Putin for at få en ende på konflikten. Putin og Zelenskij snakkede sammen i telefonen flere gange i løbet af sommeren 2019. De mødtes for første gang ansigt til ansigt i december 2019. Der blev de enige om at gennemføre en stor fangeudveksling og fortsætte samtalerne i 2020.

    Udgangspunktet for samtalerne mellem Putin og Zelenskij var parternes positioner fra Minsk-aftalen i 2015. Rusland mener, at Ukraine må acceptere de pro-russiske separatisters ønske om mere selvstyre og deres ret til at bruge det russisk sprog. Ukraine mener, at Rusland skal stoppe med at støtte separatisterne og trække sig ud af Øst-Ukraine, og at der derefter skal gennemføres demokratiske valg i området med internationale observatører til stede.

    I december 2019 var Putin ikke villig til at give Ukraine kontrol over grænsen før der er gennemført lokalvalg i de separatistkontrollerede områder, hvilket er et krav Zelenskyj  fastholder. Parterne kom dermed ikke til enighed om en varig fredsløsning.

  • Konfliktniveauet steg igen i 2021, da Rusland beskyldte Ukraine for at have flyttet større våben ind i konfliktområdet. Rusland var også kritisk over for, at den ukrainske præsident, Zelenskyj, havde censureret den russisktalende opposition i Ukraine ved at lukke tre af deres TV-kanaler. Ukraine havde også indført sanktioner mod en prorussisk politiker og forretningsmand i februar. 

    Som en reaktion på dette øgede Rusland sin militære tilstedeværelse betragteligt i grænseområdet mod Ukraine i april. Dette fik USA og resten af NATO til at reagere. NATO meldte, de havde øget deres militære tilstedeværelse i Sortehavsregionen med mere patruljering i luften og større nærvær til havs. Zelenskyj har derefter arbejdet på at få Ukraine ind som medlem i NATO.

    Rusland placerede over 100 000 soldater på grænsen til Ukraine i foråret 2021. Mange af dem blev fjernet nogle uger efter, som følge af samtaler mellem Putin og Biden. Men i november blev mange russiske styrker igen placeret i grænseområdet, hvilket bidrog til, at konfliktniveauet nåede nye højder i 2022.

  • Udstationeringen af over 100 000 russiske militærstyrker nær grænsen til Ukraine i november 2021 gjorde, at Ukraine-konflikten blev mere anspændt end nogensinde før. Rusland krævede blandt andet en forsikring om, at Ukraine aldrig ville kunne blive et NATO-medlem.

    NATOs svar var fortsat, at dette fortsat måtte blive NATO og Ukraines egen beslutning - og at det ikke er noget, som Rusland kan diktere. Optrapningen førte også til, at flere NATO-lande mobiliserede dele af deres militærstyrker, og øgede tilstedeværelse øst i Europa. Dette på trods af, at Ukraine ikke er medlem af NATO.

    I slutningen af februar gik Rusland til angreb på Ukraine med regulære styrker. En ny fase af konflikten var i gang. Invasionen mødte stærk fordømmelse fra FN, NATO og andre, som er tydelige i, at dette er et klart brud på folkeretten og Ukraines suverænitet.