[[suggestion]]
Golanhøjderne (Syrien og Israel)

Baggrund

Israel blev oprettet i 1948 gennem krigsførelse mod palæstinenserne og de arabiske nabolande. Israel kom sejrende ud af krigen, men konflikten fortsatte og brød ud i en ny krig i 1967 mellem Israel og nabolandene, kendt som seksdags-krigen. Endnu en gang vandt Israel. Efter seks dages krigsførelse havde Israel besat Sinai-halvøen og Gazastriben fra Egypten, Vestbredden med Øst-Jerusalem fra Jordan og Golanhøjderne fra Syrien.

Gazastriben og Vestbredden var palæstinensiske områder, som havde været under egyptisk og jordansk kontrol. Sinai-halvøen blev senere givet tilbage til Egypten, mens Golanhøjderne og de palæstinensiske områder fortsat er besat af Israel.

Israelske bosættelser på Golanhøjderne

Mange af de syriske arabere, som var bosat på Golanhøjderne flygtede væk, mens civile jødiske israelere flyttede ind. Golanhøjderne blev således en del af det ekspanderende zionistiske projekt om den israelske stat. Zionismen er det ideologiske fundament for staten Israel og handler om at etablere en såkaldt jødisk stat i Mellemøsten.

At bosætte egne indbyggere på besat område er et brud på folkeretten. Ulovlige bosættelser (kolonier) var samtidig med til at etablere et israelsk ejerskab af Golanhøjderne, hvilket gjorde det vanskeligere at kræve en hurtig afslutning på besættelsen. Denne israelske strategi om at skabe "fakta på jorden" gennem bosættelser på nye landområder, er en fortsættelse af det zionistiske koloniprojekt, som begyndte i det historiske Palæstina-område i 1880’erne. 

Ny krig om Golanhøjderne i 1973

Egypten og Syrien forsøgte at generobre området i 1973, men mislykkedes. Golanhøjderne, som er den eneste højderyg i et ellers fladt landskab, viste sig at fungere godt som en mur mod angreb, og efter et par runder med hårde kampe opgav Egypten og Syrien.

Året efter sendte FN en observationsstyrke og en fredsstyrke til grænseområdet mellem Syrien og Israel. Der blev oprettet en demilitariseret grænsezone. Denne zone er siden blevet kontrolleret af FN-styrkerne. Disse holder overblik over militære aktiviteter både på den syriske og israelske side af grænsen og har hele tiden samarbejdet godt med de syriske og israelske myndigheder.

Israel annekterer Golanhøjderne

I 1981 annekterede Israel Golanhøjderne. Det betyder, at Israel erklærede Golanhøjderne som en del af staten Israel. Kontrol over Golanhøjderne er strategisk vigtig for Israel af flere grunde. For det første ligger højderne forsvarsmæssigt strategisk på grænsen mellem Syrien og Israel, hvilket giver israelerne indblik i det, som foregår i Syrien. Ved at kontrollere Golanhøjderne fik israelerne også bedre overblik over palæstinensiske oprørsgrupper, som holdt til i grænseområderne.

Sikkerhedshensyn har sandsynligvis spillet en vigtigere rolle end ideologiske motiver for Israels annektering af Golanhøjderne. Derudover rummer området et af regionens store vandreservoirer. Israel får en tredjedel af sit vandforbrug dækket af vand fra Golanhøjderne. Vandreservoirerne er også vigtige for Syrien. Konflikten opretholdes oveni af følelsen af uretfærdighed blandt befolkningen, og politisk prestige hos de syriske myndigheder.

Fredsforhandlinger uden succes

Konflikten om Golanhøjderne er hovedårsagen til, at der aldrig er blevet sluttet ordentlig fred mellem Israel og Syrien, til trods for flere forsøg på fredsforhandlinger, som i de sidste år er stoppet fuldstændig. Både Israel og Syrien har - af forskellige årsager - fået et langt dårligere forhold til Tyrkiet, som tidligere har fungeret som mægler i konflikten. Siden 2011 har de syriske myndigheder rettet al deres opmærksomhed mod oprøret og den efterfølgende borgerkrig i Syrien.

Israel har været mest optaget af konflikten med palæstinenserne og samtidig været bekymret for Irans muligheder for at udvikle atomvåben. Derudover har myndighederne i både Syrien og Israel været nødt til at forholde sig til de lande og grupper, der er involveret i borgerkrigen i Syrien. Blandt disse er den libanesiske bevægelse Hizbollah, som på den ene side har et fjendtligt forhold til Israel og på den anden side spiller en aktiv, støttende rolle over for myndighederne i Syrien.  

Trump udtaler, at Golanhøjderne er en del af Israel

Israels påstand om, at Golanhøjderne er israelske, anerkendes ikke internationalt. Selv Israels vigtigste allierede, USA, har længe meldt ud, at Golanhøjderne er syrisk territorium, og de amerikanske myndigheder har dermed været enige med resten af FN’s Sikkerhedsråd.

Men i marts 2019 udtalte Trump-administrationen i USA at anerkende Israels suverænitet over Golanhøjderne. Udtalelsen kom forud for det israelske valg til Nationalforsamlingen Knesset 9. april. Det blev af mange anset som en støtte til den siddende israelske statsminister Benjamin Netanyahu.  

Biden-administrationen, der overtog efter Trump i 2021, har ikke nævnt Golanhøjderne som en del af Israel, men har heller ikke været tydelig i, at Israels kontrol, der er en besættelse, er i strid med folkeretten.     

FN’s rolle i konflikten

I grænseområderne mellem Syrien og Israel har FN indsat både fredsstyrker og observatører. Den fredsbevarende styrke (UNDOF) har overvåget sikkerhedszonen mellem de to lande siden 1974 og frem til i dag. Derudover foretager FN minerydning og har øget opmærksomhed på lokalbefolkningen for at forhindre skader fra minerne. 

FN’s Sikkerhedsråd støtter Syriens ret til Golanhøjderne, selv i kølvandet på borgerkrigen i Syrien. Dette blev bekræftet i en enstemmig vedtagelse i april i 2016. Vedtagelsen var en reaktion på en udtalelse fra den israelske statsminister, som havde hævdet, at Golanhøjderne skulle forblive israelske for altid. 

Kilder

Uppsala Conflict database, Institutt for fredsforskning (PRIO), UNDOF, Aschehoug og Gyldendals store norske leksikon, BBC, International Crisis Group, NRK, CNN.

Relaterede lande og konflikter 

Læs vores landeprofiler for landene involveret i konflikten: 

Læs vores konfliktprofiler, som er relateret til konflikten: 

Tidslinje

 

  • Zionismen; ideen om en jødisk stat i Israel. Bevægelsen vokser frem blandt jøder i Europa.

    Dagens Israel/Palæstina er en del af Det Osmanske Rige og er hovedsageligt befolket af arabere.

  • I løbet af 1900-tallet flytter flere og flere jøder til området.

  • Efter 1. Verdenskrig tager Storbritannien kontrollen over det, som er dagens Israel/Palæstina. Sammen med det, som i dag er Jordan, kaldes området "Det britiske mandat Palæstina". 

    Både palæstinensiske og jødiske grupper gør oprør mod briterne.

  • Da 2. Verdenskrig slutter, overlader briterne ansvaret for Palæstinaspørgsmålet til det nyetablerede FN.

    FN vedtager at dele området ind i en jødisk og en palæstinensisk del. Jøderne godtager forslaget. Palæstinenserne har ikke nogen ordentlig repræsentant i FN, men takker nej på deres vegne.

    Kampe mellem jødiske og palæstinensiske grupper bryder ud. 

  • Israel erklærer sig selvstændig den 14. maj 1948.

    Dagen efter går de arabiske nabolande til krig mod den nye stat, Israel. I løbet af krigen bliver ca. 800 000 palæstinensere drevet på flugt. Israel tager kontrol over en stor del af områderne, som var tiltænkt palæstinenserne i FN's delingsplan.

    Efter krigen kontrolleres Vestbredden af Jordan, mens Gaza er under egyptisk kontrol. 

  • Efter kraftige provokationer fra Syrien, Egypten og Jordan udbryder der krig mellem Israel og nabolandene. De arabiske stater er militært underlegne, og krigen ender efter kun seks dage. 

    Da krigen ender, har Israel taget Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan, Sinai-halvøen fra Egypten, og Golan-højderne fra Syrien. 

  • Under den jødiske højtid Yom Kippur forsøger Egypten og Syrien at tage landområderne, de tabte i Seksdagsskrigen tilbage. Israel får hurtigt et militært overtag og påfører Egypten og Syrien nye nederlag, da en aftale om våbenhvile bliver indgået.

    Egypten og Israel indgår en fredsaftale i 1979. Egypten får kontrollen over Sinai-halvøen tilbage, mod at landet anerkender Israel som selvstændig stat. 

    Der bliver aldrig nogen aftale mellem Syrien og Israel, og Israel kontrollerer fortsat Golan-højderne. 

  • Den palæstinensiske frigørelsesorganisationen PLO har hovedsæde i Libanon. Efter PLO angriber mål i Israel, invaderer Israel Libanon, først i 1978 og så i 1982. PLO flytter til Tunesien.

    Israelske styrker trækker sig tilbage til en "sikkerhedszone" i Sydlibanon i 1985, hvor de bliver indtil 2000. I løbet af denne periode vokser organisationen Hizbollah frem, som en protest på israelsk tilstedeværelse.

  • Palæstinensere på Vestbredden, i Gaza og i Østjerusalem gør oprør mod den israelske besættelsesmagt og kræver en selvstændig stat. 

    Oprøret (intifadaen) bliver slået ned, men en fredsproces indledes. 

  • Israel og PLO bliver enige om to Osloaftaler, i 1993 og 1995. Der står det, at en palæstinensisk stat skal oprettes i løbet af en femårig periode, og at der i mellemtiden skal oprettes palæstinensiske selvstyremyndigheder. 

    Vestbredden bliver delt ind i tre områder; A, B og C. Selvstyremyndighederne kontrollerer A, Israel kontrollerer C, mens kontrollen deles mellem de to i B-områderne. 

    I 1995 bliver Israels statsminister, Yitzhak Rabin, dræbt af en jødisk ekstremist, og Oslo-prosessen stagnerer. 

  • Israel og Jordan underskriver en fredsaftale og opretter fulde diplomatiske relationer. 

  • Utilfredshed med manglen på oprettelse af en palæstinensisk stat fører til, at et nyt palæstinensisk oprør bryder ud.

    Palæstinensiske organisationer gennemfører en række terrorangreb mod civile i Israel.

    Israel svarer igen med at stramme grebet om Vestbredden og Gaza og indfører store begrænsninger på palæstinensernes bevægelsesfrihed.

  • Israelske soldater bliver dræbt i et raketangreb fra den libanesiske organisation Hizbollah. Israel svarer med tunge luftangreb mod Libanon.

    1109 libanesiske og 43 israelske civile bliver dræbt under krigen, som ender med en våbenhvile i august samme år. Israel trækker efterfølgende sine styrker ud af Sydlibanon.

  • Efter det islamiske parti Hamas vinder det palæstinensiske valg til selvstyret i 2006, bryder der kampe ud mellem Hamas og det andet store palæstinensiske parti Fatah.

    Resultatet bliver, at kontrollen over de palæstinensiske områder bliver delt i 2007: Hamas styrer Gaza, mens Fatah styrer Vestbredden.

    Israel ser på Hamas som en terrororganisation og indfører streng kontrol for både personer og varer, som skal ind og ud af Gaza.

  • Gentagende raketangreb fra palæstinensiske grupper i Gazastriben fører til, at Israel indleder en storoffensiv mod området.

    Omkring 1400 palæstinensere og 13 israelere omkommer i løbet af krigen.

    Israel møder stærk kritik fra det internationale samfund for at bombe områder, som er tæt befolket af civile.

  • Egypten og Jordan indgik fred med Israel i 1979, og landene har oprettet diplomatiske relationer.

    Syrien og Israel har ikke indgået en fredsaftale. Israel har fortsat besat Golanhøjderne.

    Libanon og Israel har heller ikke indgået fredsaftale.

    Palæstinenserne har ansøgt medlemskab i FN, men har kun fået status som observatørstat. Palæstina blev medlem af Den Internationale Straffedomstolen (ICC). Israel besætter fortsat de palæstinensiske områder fra seksdags-krigen i 1967.