[[suggestion]]
Libanon

Introduktion

I Libanon har der længe foregået en magtkamp mellem kristne, sunnimuslimer og shiamuslimer. Denne lokale konflikt handler først og fremmest om identitet og politisk repræsentation, ikke religiøs uenighed. Samtidig er Libanon offer for en større magtkamp i Mellemøsten, hvor lande som Israel, Syrien, Iran og Saudi-Arabien er involveret i. 

Baggrund

Libanon blev selvstændigt i 1946. Fordi landet havde været et fransk mandatområde siden fredsslutningen efter 1. Verdenskrig, var Libanon kendt som Mellemøstens Schweiz, og hovedstaden Beirut blev på grund af sine brede boulevarder og fransk-inspirerede arkitektur, kaldet Mellemøstens Paris. Nogle få af de storslåede bygninger overlevede den libanesiske borgerkrig, der varede fra 1975 til 1990.

Religiøse tilhørsforhold er meget vigtig i libanesisk politik og samfund. Kristne libanesere har traditionelt haft meget magt på bekostning af sunni- og shiamuslimer, og forfatningen siger, at præsidenten skal være kristen maronitisk, statsministeren sunnimuslim og parlamentet præsidenten skal være shiamuslim. Denne magt distribution er baseret på en folketælling fra 1932, hvor de kristne var i flertal. Da den muslimske befolkning voksede, øget utilfredshed mod magtfordelingen i Libanon. Dette skabte konflikter mellem forskellige religiøse grupper.

Libanon bliver en del af Palæstina-konflikten 

Konflikten i Libanon hænger sammen med konflikten mellem Israel og Palæstina (læs om konflikten her). Efter krigen, der brød ud, da Israel blev oprettet i 1948 flygtede mange palæstinensere over grænsen til Libanon, og levede i flygtningelejre der. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) etablerede militære baser i det sydlige Libanon, som blev brugt som base for guerilla-angreb mod Israel. I 1970 flyttede organisationen sit hovedkvarter til hovedstaden Beirut.

Der var med andre ord en betydelig palæstinensisk tilstedeværelse i landet, og fra slutningen af 1960'erne førte dette til øgede spændinger mellem palæstinensere og libanesiske nationalistiske grupper. Den lokale magtkamp mellem de forskellige religiøse grupper i Libanon blandede sig med Israel- Palæstina-konflikten da den blev udkæmpet på libanesisk territorium. Dette udløste borgerkrigen i 1975. 

Borgerkrigen 1975-1990

I 1975 brød borgerkrigen ud i Libanon. De kristne falangister angreb en bus med palæstinensere, efterfulgt af nye angreb på de palæstinensiske flygtningelejre. PLO svarede igen med angreb og kampene eskalerede hurtigt. Imens kæmpede et dusin libanesiske militser med forskellige religiøse overbevisninger mod hinanden. Situationen var kaotisk og uorganiseret.

Israel deltog direkte og indirekte i den libanesiske borgerkrig. Israel greb ind i Libanon med tropper første gang i 1978. Aktionen blev fordømt af FN og israelerne trak sig ud. FN etablerede en observations styrke i grænseområderne. Men Israel invaderede igen i 1982 og besatte Libanon. Besættelsen medførte massiv væbnet modstand og i det sydlige Libanon blev blandt andet den shiamuslimske gruppe Hizbollah oprettet for at bekæmpe israelerne. 

Israel deltog også indirekte ved at de støttede falangisterne både materielt og militært. Samarbejdet førte blandt andet til store massakre i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shattila. Massakrerne blev udført af falangisterne imens israelske styrker vogtede udgangene til lejrene. Israel støttede også South Lebanese Army (SLE), som kæmper mod PLO i Sydlibanon. Den israelske krigsføring og besættelse førte til at PLO's hovedkvarter blev flyttet til Tunesien. I 1985 trak Israel sig tilbage, selvom landet beholdte kontrollen over Sydlibanon. 

Også Syrien og Iran blandende sig i den libanesiske borgerkrig. Syrien havde strategiske interesser i Libanon på grund af Syriens egen konflikt med Israel i Golanhøjderne (læs om konflikten her). I 1976 invaderede syriske tropper Libanon og blev der indtil 2005. Iran ville støtte den shiamuslimske del af befolkningen og bidrog blandt andet til skabelsen af Hizbollah.

Hizbollah blev stiftet i 1985 for at bekæmpe Israel i Sydlibanon. Hizbollah har både en militær og politisk gren, og har siden borgerkrigen spillet en dominerende rolle i libanesisk politik. 

Fredstavle

Borgerkrigen sluttede officielt, da Taif-aftalen trådte i kraft i 1990. Aftalen sikrede en mere retfærdig magtfordeling, og at de mange militser blev afvæbnet . Det anslås, at omkring 100.000 mennesker mistede livet i løbet af den 15 år lange borgerkrig. Ligeså mange pådrog sig varige skader.

Libanon har oplevet meget politisk uro i tiden efter borgerkrigen. Til trods for kollapset af forskellige regeringer og anden politisk ustabilitet, har tiden efter borgerkrigen også været præget af en stærk vilje til at undgå en ny katastrofal borgerkrig. Libanon forbliver alligevel et konfliktfuldt og delt samfund, da andre lande i regionen blander sig og på den måde udfordre magtbalancen lokalt. 

Libanon og stormagterne i Mellemøsten 

Israel i krig med Hizbollah 

Selvom kampene stoppede efter 1990, forblev nogle problemer fortsat uløste. Imens de andre militser fra borgerkrigen havde lagt våbnene, forblev Hizbollah bevæbnet. Efter 1990'erne var der hyppige sammenstød mellem Hizbollah og Israel, og disse fortsatte efter Israel trak sig tilbage fra det sydlige Libanon i 2000.

I juli 2006 kidnappede Hizbollah to israelske soldater i et forsøg på at befri libanesiske fanger, som blev holdt fanget af Israel. Israel betragtede dette som en krigserklæring og reagerede ved at invadere Libanon med bombefly og jordstyrker, som i høj grad ramte den libanesiske civilbefolkning. Krigen sluttede efter 34 dage, da Israel og Hizbollah underskrev en våbenhvileaftale forhandlet af FN. Krigen førte til, at FN's Sikkerhedsråd udvidede rollen til FN-styrken UNIFIL. Krigen mellem Hizbollah og Israel i 2006 var også en kamp mellem Israel og Iran, da Hizbollah fik endnu mere støtte fra Iran end før.

I december 2018 startede Israel en militæraktion i grænseområdet ved Libanon. Ifølge Israel var m¨ålet med operationen at ødelægge tunneller som gik fra Libanon og ind i Israel, som Hizbollah skulle havde gravet. Israel hævder at operationen var et forsvar mod iransk aggression. 

Borgerkrigen i Syrien påvirker Libanon

I 2005 blev Libanons sunnimuslimske premierminister, Rafiq Hariri, myrdet i Beirut. Mange troede at Syrien stod bag dette angreb, fordi Hariri havde udtalt sig negativt om Syriens tilstedeværelse i Libanon. Angrebet førte til så massive protester, at Syrien valgte at trække deres tropper ud.

Efter drabet på Hariri blev libanesisk politik opdelt i to blokke. Den ene blok var den såkaldte "14. marts alliance", som blev støttet af Saudi-Arabien og ledet af premierminister Saad Hariri, søn af Rafiq Hariri. Den anden blok var den såkaldte "8. marts alliance" ledet af Hizbollah. Hizbollah blev på få år den dominerende magt i Libanon, hvilket muliggjorde deres deltagelse i krigen i Syrien efter 2012. 

Hizbollahs støtte til Assad-regimet i krigen i Syrien har bidraget til en øget polarisering i Libanon, og har inkluderet voldelige sammenstød mellem sunnimuslimer og alawitter (en religiøs minoritet som Assads familie tilhører). 

Der er kommet en tilstrømning af flygtninge fra Syrien til Libanon. Efter at konflikten i Syrien begyndte, har over 1 million syrere krydset grænsen til nabolandet. Fra før hvor Libanon var modtager land for mange palæstinensiske og irakiske flygtninge. Flygtningene udgør en stor del af den libanesiske befolkning, som er på omkring 5 millioner indbyggere.

Konflikten i Syrien har også haft en indvirkning på stigende polarisering i libanesisk politik, hvor parterne enten støtter Assad eller oppositionen i Syrien. "14. marts alliancen" har stort set støttet oppositionen, mens "8. marts alliancen" har støttet Assad-regimet.

Iran og Saudi-Arabien rivaliserer i Libanon

Libanon er også offer for rivaliseringen mellem sunnimuslimer i Saudi-Arabien og shiamuslimer i Iran. Dette har ført til at Saudi-Arabien ønsker at svække Hizbollah, siden Hizbollah støttes af Iran. 

Saudi-Arabien var for eksempel involveret da den tidligere statsminister i Libanon, Saad Hariri, trak sig som statsminister den 4. november 2017. Han erklærede sin uafhængighed på saudiarabisk TV mens han var i Saudi-Arabien. Begrundelsen for at han trak sig var at Iran og Hizbollah havde for stor magt i Libanon, og han frygtede for sit eget liv. Hariri kom derefter tilbage til Libanon og fortsatte som statsminister måneden efter. 

Meget tydet på at Hariri var under hårdt pres fra Saudi-Arabien. Hændelsen må forstås i lyset af en større konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien, hvor Libanon kun er en af flere steder hvor rivaliseringen udspiller sig. 

- Krigen i Yemen er en anden konflikt som præges af rivaliseringen mellem Saudi-Arabien og Iran - læs mere om konflikten i Yemen her.

FN's rolle i konflikten

FN har haft fredsbevarende styrker (UNIFIL) i Libanon siden den 23. marts 1978, da man etablerede en neutral zone på grænsen mellem Israel og Libanon. Styrken blev oprindeligt indsat for at sikre, at Israel trak sig tilbage fra libanesisk territorium som aftalt. FN-tropper skulle også sikre, at Libanon fik suverænitet over den sydlige del af landet. Israel trodsede imidlertid aftalen med FN i 1982, da de gik lige igennem styrkens område og invaderede Libanon igen. UNIFIL's rolle blev derefter reduceret til at beskytte den lokale befolkning så meget som mulig. FN's generalsekretær arbejdede på at få Israel til at forlade de besatte områder, og FN valgte at blive i landet i hele perioden på trods af den vanskelige situation.

Kontoret for FN's specialkoordinator for Libanon (UNSCOL) hjælper med lederskab og koordinering for FN's arbejde i Libanon. Kontoret ligger i hovedstaden Beirut.

Før Israels storoffensiv i sommeren 2006 havde FN trukket det meste af personalet ud, og havde kun en lille gruppe af observatører tilbage i landet. Efterfølgende ændrede situationen sig radikalt, og FN sendte flere FN-soldater til UNIFIL, der fik et udvidet mandat. UNIFIL's mandat udvides årligt.

Efter attentatet på Rafiq Hariri i 2005 vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 1757, som oprettede en undersøgelseskommission (UNIIIC). Kommissionen afsluttede sit arbejde i 2009, og Specialdomstolen for Libanon i Haag (STL) blev åbnet samme år. Indledningsvist forventede mange at Syrien ville få skylden for attentatet, men i januar 2011 kom det frem at STL ønskede at tiltale medlemmer fra Hizbollah. Hizbollah og 8. marts alliancen anklagede domstolen for at, være en vestlig kampagne mod dem. 

Dansk engagement i konflikten

Danmark har haft et omfattende engagement i fredsstyrkerne i Libanon.

I perioden mellem 2006-2008 indgik danske flådestyrker i flere omgange i den internationale flådestyrke ud for Libanons lyst. Formålet her var at blokere Hizbollahs adgang til våben via havet. 

I 2009 vedtog Folketinget at udsende en dansk logistikenhed på ca. 150 personer til UNIFIL-missionen i Libanon. Arbejdet indebar logistiske opgaver for hele missionen og varetagelse af brandberedskab.

I 2011 vendte de sidste danske soldater hjem til Danmark, efter at de danske opgaver overgik til Østrig.