[[suggestion]]
Djibouti
Flagg

Nøgletal og fakta

Hovedstad

Djibouti

Etniske grupper

Somaliere (issaer) 60 %, afarer 35 %, andre 5 % (inklusiv franskmænd, arabere, etiopiere og italienere)

Sprog

Fransk (officielt), arabisk (officielt), somali, afar

Religion

Muslimer 94 %, kristne 6 %

Befolkningtal

957 000

Styreform

Republik

Areal

23 200 km²

Valuta

Franc

Nationaldag

27. juni

Andre landesider

Geografi

Djibouti er et af Afrikas mindste lande. Næsten 90 % af landet består af ørken med vulkaner og saltsøer, og her bor nomadiske hyrder. Den salte Assal sø, som ligger 150 meter under havets overflade, er det laveste punkt på det afrikanske kontinent, og det andet laveste i verden. Området omkring søen er også et af ​​jordens varmeste steder med temperaturer over 50° C. Kun i bjergene mod nord er der næsten fuld vegetation. 2/3 af befolkningen bor i hovedstaden, og resten bor i de relativt frugtbare kyststrækninger langs Tadjourabugten.

 

Djibouti kæmper med tørke og med at landet ikke er særlig frugtbart. Hvis det regner, sker det i november og ofte i højst 20 dage. Hertil kommer, at saltholdigheden i vandkilder øges, og djiboutierne lider derfor af vandmangel. Forurening af drikkevandskilderne er også et stort problem. Skovene er truet af udvidelsen af ​​landbrugsarealer, og der er mange dyrearter, der bliver truet på grund af dette. Myndighederne har forbudt jagt, men forbuddet overholdes ikke.

Earth Ecoprint

1.6 jordkloder

Hvis alle mennesker i verden havde samme forbrug som en gennemsnitlig indbygger i Djibouti, ville vi behøve 1.6 jordkloder.
Se indikatoren for økologiske fodaftryk.

Historie

I oldtiden var området også tyndt befolket, grundet få frugtbare områder. Djibouti domineres af to etniske grupper - den somaliske Issa klan i det sydlige og Afar-folket i nord. Afar kom fra den arabiske halvø ca. 200 år f.Kr., men Issa-folket jagede dem senere væk fra området i syd. Begge stammer var nomader. I 800-tallet bragte muslimske missionærer islam til området, og i 700 år kontrollerede araberne handelen i regionen. I sidste halvdel af 1800-tallet overtog Frankrig mere og mere kontrol over dagens Djibouti, og i 1897 blev området en fransk koloni.

Efter 2. Verdenskrig ændrede Djibouti status fra koloni til fransk oversøisk territorium, og de fik dermed større selvstyre. Samtidig blev modsætningerne mellem befolkningsgrupperne større – især da ISSA-folket ønskede at løsrive sig helt. I 1977 fik Djibouti fuld selvstændighed efter en folkeafstemning. Det Issa dominerede parti, RPP, vandt landets første valg, og Hassan Gouled Aptidon blev præsident. I 1981 blev alle andre partier end RPP forbudt, og spændingerne mellem folkegrupperne voksede. I 1991 opstod FRUD, en oppositionel Afar-gruppe, hvilket udviklede sig til en borgerkrig. Efter flere fredsaftaler, og under pres fra Frankrig, startede Aptidon en demokratiseringsproces. Først i 2001 lagde alle oprørsgrupper våbnene.

Samfund og politik

Djibouti er en republik efter fransk model. Præsidenten vælges direkte for perioder på fem år. Denne har den udøvende magt og udnævner en statsminister til at lede regeringens arbejde. Præsidenten og statsministeren udnævner sammen resten af regeringen. Nationalforsamlingen har den lovgivende magt.

Under og efter borgerkrigen blev der gennemført flere demokratiske reformer. Der blev indført flerpartisystem i 1992 - og i 1997 kom FRUD ind i nationalforsamlingen og fik plads i regeringen.

I dag har Djibouti formelt et flerpartisystem, men politikken domineres dog stadig af regeringspartiet RPP. Oppositionen har stadig svært ved at få indflydelse. Det skyldes delvis valgsystemet med flertalsvalg i enmandskredse, som giver en fordel til det største parti. Dels skyldes det, at staten forfølger oppositionen og kontrollerer de statsejede medier. Regeringen anklages endvidere ofte for brud på menneskerettighederne og for valgfusk.

Djibouti fører både en vestlig-venlig og en proarabisk politik. Det viser sig både i udenrigspolitikken og det juridiske system. Landet blander sharia, islamisk lov, med det franske retssystem. Den strategiske beliggenhed ved mundingen af ​​Det Røde Hav, gør landet attraktivt for vestlige lande med interesser i Afrika. Båndene til Frankrig er stærke, og en amerikansk militærbase blev etableret i landet som led i krigen mod terrorisme. De sociale forhold i Djibouti er dårlige. Færre end én ud af tre børn gennemfører grundskolen, og ledigheden er op til 50 % i byerne. Mens 25-40 % af husholdningernes udgifter går til den narkotiske plante khat, er næsten 1/3 af alle børn underernærede.

Økonomi og handel

Havnen i hovedstaden er rigtig vigtig for godstransport til og fra Rødehavet. Fra 1981 har den været frihavn, hvilket indebærer, at området ligger uden for landets toldgrænse. For Etiopien er det den vigtigste havn for udenrigshandel. Ligeledes er Djibouti helt afhængig af, at Etiopien bruger havnen. Over 90 procent af varerne, som passerer havnen, er på vej til eller fra Etiopien. Også andre afrikanske land benytter havnen som mellemstation for udenrigshandel.

Selv om Djiboutis økonomi er vokset, er landet stadig fattigt og afhængigt af bistand. Store dele af landets indtægter kommer fra lande, som betaler for at have militærbaser i landet. Fra 2017 inkluderer dette Frankrig, USA og Kina.

Fordi Djibouti stort set består af ørken, er jordbrugsmidlerne begrænsede. Landet importerer derfor 80% af alle madvarer – mest fra Etiopien. Fordi området er vulkansk, forsøger man at udvinde jordvarmen. Der er håb om, at landet skal blive selvforsørgende på energi og eksportere videre, men arbejdet går langsomt. I dag eksporterer Djibouti kvæg og skind.

Kort

Statistik

Her finder du værdierne for Djibouti på alle indikatorer (seneste rapporteret år). Du kan let sammenligne disse værdier med værdierne for et andet land. Gå til statistikken for landet