[[suggestion]]
Kosovo
Kosovo

Nøgletal og fakta

Hovedstad

Pristina

Etniske grupper

Albanere 92,9 %, serbere 1,5%, bosniakker 1,6 %, tyrkere 1,1% gorani 0,6%, egyptere 0,7%, romaer 0,5%, ashkali 0,9% (2011)

Sprog

Albansk (officielt), serbisk (officielt), bosnisk, tyrkisk, romani

Religion

Islam, serbisk-ortodoks kristendom og romersk-katolsk kristendom

Befolkningtal

1 895 250 (2017)

Styreform

Republik

Areal

10 887 km2

Valuta

Euro

Nationaldag

17. februar

Geografi

Kosovo er omringet af bjergkæder. I mellem disse ligger et slettelandskab, som deles i to af en lavere bjergkæde med højeste tinde, Deravica, på 2656 moh. Fra bjergkæderne løber flere floder. Landet har mange frugtbare områder, og halvdelen af Kosovos overflade bruges til landbrug og græsning. 40% af landet er dækket af skov. Landet har ingen kyst og har et såkaldt kontinentalt klima med varme og tørre somre og kolde vinter.

Miljøproblemerne er store - ikke mindst omkring kulkraftværkerne. Vand fra hanen bør ikke drikkes, og luftforurening er et stort problem - særligt om vinteren. Miljøet er alligevel ikke blevet et vigtigt politikområde.

Historie

Området, hvor Kosovo ligger i dag, har været beboet siden forhistorisk tid. I antikken blev Kosovo først styret af grækerne, derefter af romerne. I middelalderen var Kosovo centrum for det serbiske rige. Denne guldalder førte til, at serberne så Kosovo som sin kulturelle og nationale vugge. Da serberne tabte slaget ved Kosovo i 1389, kom området under osmannisk styre i 500 år. I denne periode flyttede mange tyrkere og albanere til området.

Efter balkankrigen (1912-1913), hvor osmannerne blev drevet tilbage, blev der oprettet en egen albansk stat, Albanien. På dette tidspunkt bestod Kosovo af ¾ albanere og ¼ serbere. Kosovo blev alligevel ikke en del af Albanien, men blev overtaget af Serbien. Mellem 1918 og 1929 var Kosovo derfor en del af det nye kongedømme med serbere, kroater og slovenere.

I 1929 førte interne spændinger mellem folkegrupper i kongeriget til, at kongen opløste parlamentet, satte grundloven til side og udråbte sig selv til enehersker i kongeriget Jugoslavien. Efter 2. Verdenskrig blev Kosovo en selvstyrende provins i Serbien, som var en del af det socialistiske Jugoslavien - styret af Tito.

Da Tito døde begyndte Jugoslavien at slå sprækker. I 80’erne øgedes kravet om et selvstændigt Kosovo – og dette udviklede sig til en blodig konflikt.

Samfund og politik

Kosovo erklærede sig selvstændig i 2008. I følge den nye stats grundlov er præsidenten landets statsoverhoved og vælges af parlamentet med 2/3 flertal. Parlamentet er lovgivende forsamling og har 120 medlemmer. Tyve pladser er reserverede til etniske minoriteter. Kosovo har et parlamentarisk system, som betyder, at regeringen udgår fra flertallet i parlamentet. De politiske partier i landet stiftes omkring stærke lederpersoner med forankring i en bestemt region eller hos en folkegruppe. Politisk ideologi spiller en mindre rolle.

De fleste politikere er enige om, at landet skal arbejde for at blive medlem i EU og NATO. Kosovo præges af etniske spændinger, først og fremmest mellem kosovoalbanere og serbere. Fordomme og gensidig mangel på tillid har eksisteret i mange årtier. I 2015 fortsatte forhandlingen om detaljerne i normaliseringsaftalen med Serbien fra 2013. Parterne blev blandt andet enige om, at serbisk-dominerede områder i Kosovo skulle få stor grad af selvstyre, og at barrikaden på broen, som deler byen Mitrovica, skulle fjernes. Aftalen har mødt stor modstand i Kosovo og har ikke kunnet gennemføres. Barrikaden er godt nok fjernet, men Serbien har bygget en mur på sin side.

Idet Rusland er allieret med Serbien, og de har vetoret i FN’s sikkerhedsråd, får Kosovo ikke lov til medlemsskab i FN, selv om over 100 af FN’s 193 medlemslande nu anerkender Kosovos suverænitet.

Økonomi og handel

Kosovo er blandt Europas fattigste lande. Landbrug og minedrift er grundstenen i økonomien, men mangel på moderne udstyr, penge og kundskab giver dårligt afkast. Da landet var en del af Jugoslavien, fik Kosovo økonomiske bidrag fra de rigere dele af Jugoslavien, men infrastrukturen i Kosovo forblev dårlig. Jugoslaviens opløsning og krigen på 1990-tallet forværrede den økonomiske situation.

Kosovo har gjort fremskridt på vejen mod markedsøkonomi. Størstedelen af de statslige selskaber er privatiserede og regeringen prioriterer økonomiske reformer for at stimulere industrien og tiltrække sig udenlandske investorer.

Landet får nu økonomisk støtte fra det internationale samfund. Kosovo er medlem af Verdensbanken og IMF og har formået at holde inflationen lav – mest grundet indføring af euro som møntenhed. Penge som kosovoalbanere i udlandet sender hjem er en vigtig indtægtskilde. Kosovo er afhængig af at importere varer og har et stort underskud i sin officielle handelsbalance. Imidlertid regner man med, at den sorte økonomien er omfattende med narkotikahandel, cigaretsmugling, prostitution og menneskehandel.

Kort

Statistik

Her finder du værdierne for Kosovo på alle indikatorer (seneste rapporteret år). Du kan let sammenligne disse værdier med værdierne for et andet land. Gå til statistikken for landet