Kroatien

Kroatien ligger på Balkan i sydøst Europa. Landet har en lang kyst med over 1200 øer i Adriaterhavet. I den sydvestlige del ligger de Dinariske Alper, og bjergene når flere steder 1500-1900 m over havets overflade. Vegetationen i det indre fastland består i lavlandet af sommergrønne løvskove, i bjergene af bøg-, ædelgran-, fyr- og granskove. I bjergene ved kysten er vegetationen stedvis frodig og varieret. I lavlandet nær kysten og på øerne er en stor del af den oprindelige vegetation borte. Pattedyrfaunaen omfatter 76 arter, herunder vildsvin, hjorte, guldsjakal, ræv og mange mårdyr. Bjørne og ulve forekommer i fjerntliggende områder. 370 fuglearter er registrerede, og rovfuglefaunaen omfatter mange typer af ørne, gribbe og falke.
Miljøproblemer, som Kroatien kæmper med, er luftforurening, især fra udvinding af metaller, som også skaber syreregn, der skader skovene. Der er også betydelig forurening langs kysten fra både industri-og husholdningsaffald.

For at forstå Kroatiens historie må man huske på, hvordan både Kroatien og Vest-Balkan er en etnisk og religiøs sammenfiltning. Befolkningssammensætningen skyldes beliggenheden. Området har været et slags vejkryds for folkevandringer fra øst og nord, et mødepunkt mellem vestlige og østlige dele af Romerriget og mellem kristendommen og islam. Kroatien blev kristnet fra vest omkring 800-tallet under fyrsten Trpimir, som grundlagde den kroatiske stat, der varede ved i 250 år. Senere kom Kroatien under Ungarn og videre i dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. 

I 1918 brød det kroatiske parlamentet med Østrig-Ungarn og erklærede Kroatien for selvstændig. Samme år blev ”Kongeriget af serbere, kroater og slovenere”(Jugoslavien) etableret. Men mange kroater blev skuffet over den nye stat, som blev stærkt dominert af serberne. Efter Tyskland og Italiens erobring af Jugoslavien i 1941, blev det kaldt «Den uafhængige stat Kroatien». Regimet gennemførte en brutal etnisk rensning af den serbiske befolkning - over 300.000 serbere mistet livet i den kroatiske fasciststat. 

I 1945 blev Kroatien en af de seks delrepublikker i diktator Titos kommunistiske Jugoslavien. Kroatien oplevede et økonomisk opsving. Turismen langs Adriaterhavet skaffede Jugoslavien store indtægter, og i praksis var det Kroatien, som via skattepenge, finansierede mange af de andre delrepublikker. I 70’erne var der bred folkelig modstand mod Tito, samt et ønske om selvstændighed, men bevægelsen blev slået hårdt ned. Kommunisterne beholdt magten frem til 1990. Valget, som blev afholdt i 1990, gav et solidt flertal i nationalforsamlingen til Den Kroatiske Demokratiske Union (HDZ). HDZs leder, Franjo Tudjman, blev udpeget til præsident. I 1991 erklærede både Slovenien og Kroatien sig som uafhængige stater. De løsrev sig fra Jugoslavien, og spændinger, som havde ligget under i mange år under Tito, brød løs, og endte i borgerkrig. Partiet HDZ stod i tiden efter uafhængigheden for en øget autoritær og nationalistisk holdning. Korruption og brud på menneskerettigheder var hyppige. Krigen varede frem til 1995. I 1997 fik Tudjman fornyet tillid, men døde i 1999. Ved præsidentvalget i 2000 vandt Mesic fra det liberale parti HNS. Et socialdemokratisk parti fik flest stemmer og Rcan blev statsminister. Under Mesic (2000-2010) blev valgløftene om at skabe et demokratisk parlamentarisk system indfriet. Han gav præsidenten mindre magt og bidrog til at afslutte Kroatiens isolation i international sammenhæng. Kroatien har længe haft et mål om at blive medlem af NATO og EU. I 2009 fik landet NATO-medlemskab, og i 2013 kom de med i EU. Kroatiens tredje præsident, Josipovic, tabte genvalget i 2015 til fordel for landets første kvindelige præsident Grabar-Kitarovic, der stadig sidder på magten sammen med Andrej Plenković, der i 2016 blev ny statsminister.

Kroatien er en demokratisk republik med parlamentarisk styre. Præsidenten er statschef og øverstkommanderende, men regeringsmagten udøves hovedsageligt af statsministeren. Partipolitikken domineres af det socialdemokratiske partiet SDP og det konservative partiet HDZ, som har nedtonet de tidligere nationalistiske holdninger. Landet er blevet kritiseret af blandt andet menneskerettighedsorganisationer for fortsat at diskriminere serbere og andre minoriteter. 

Krigen i det tidligere Jugoslavien, med etnisk udrensning og store flygtningestrømme, har gjort Kroatien mere etnisk entydig end tidligere. Ni ud af ti indbyggere er i dag kroater. Samtidig er den totale befolkning mindsket med en halv million på 20 år. Serbere udgør den næststørste befolkningsgruppe, men andelen er dalende. I landet findes der også mindre grupper, som ser sig selv som bosniere, italienere, albanere og romaer. Kroatien er blevet presset internationalt for at serbere, som flygtede under borgerkrigen, skal kunne få deres hjem tilbage. Det var blandt andet et krav for at kunne blive medlem af EU. I 2011 var der fortsat mindst 50 000 serbiske flygtninge uden for Kroatien. 

Den store majoritet af Kroatien indbyggere er katolikker. Serberne er generelt ortodoks-kristne, mens bosniere og albanere mest er sunni-muslimer. 

Arbejdsløsheden har længe været høj i Kroatien. Blandt unge er arbejdsløsheden steget til 45%. Som en effekt af den økonomiske krise er lønningerne dalet, og de fleste job er tidsbegrænsede. Fra og med 2013 har kroaterne kunnet søge job i andre EU-lande. Retten til at strejke og have kollektive lønforhandlinger er begrænsede. 

Den kroatiske økonomi er baseret servicesektoren, som udgør to tredjedele af BNP. Turismen er vokset kraftigt efter år 2000. Den dalede naturligvis som konsekvens af krigen, men er igen efter årtusindeskiftet vokset kraftigt, samtidig med at landbruget endnu står for en ganske stor del af økonomien. Ca. 36 % af Kroatien er dækket af skov, og skovbrug er en vigtig indtægtskile. Kroatisk eg, som benyttes til møbelproduktion, er efterspurgt på verdensmarkedet. Kroatien har også rige mineralressourcer, bl.a. kul, petroleum og naturgas. I det tidligere Jugoslavien var Kroatien og Slovenien de mest industrialiserede republikker.

Den internationale finanskrise ramte landet hårdt i 2008. Eksportindustrien har dårlig konkurrencekraft, blandt andet fordi uddannelsesniveauet på arbejdskraften er relativ lav. Kroatien er fortsat afhængig af hjælp og lån fra udlandet. Udenlandsgælden er høj – og det er også underskuddet på statsbudgettet. Kroatiens økonomiske politik er præget af kampen for at leve op til EU’s krav, der blandt andet har indebåret større privatisering og mere effektiv korruptionsbekæmpelse. Mange af de tidligere statsejede selskaber er solgt, men de store skibsværfter er fortsat nationalt fælleseje. Salgene af de statslige selskaber har været genstand for store korruptionsskandaler.