Libanon

Libanon er et land med mange høje bjerge. De to bjergkæder Libanon og Antilibanon har begge bjergtoppe på omkring 3000 meter, som er snedækkede fra december til maj. En frugtbar slette følger kysten langs Middelhavet. Landet har middelhavsklima med fugtige, milde vintre og tørre, varme somre. Jorderosion og forurening af grundvandet truer den libanesiske landbrugssektor, som ellers har gode, naturgivne forudsætninger.

Libanon har betalt en høj pris for de konflikter, der fulgte i kølvandet på oprettelsen af staten Israel i 1948. De store palæstinensiske flygtningelejre i det sydlige Libanon blev udgangspunktet for den palæstinensiske befrielseskamp, og dette var en medvirkende faktor til, at der i 1975 udbrød krig mellem vestlige, Israel-venlige kristne og radikale muslimske grupperinger. Borgerkrigen i Libanon varede i 15 år. Nabolandene Syrien og Iran bidrog finansielt og materielt til at opbygge den shiamuslimske militære organisation Hizbollah. Årsagen til dette var, at de ønskede større indflydelse på Libanon. Hizbollah holder til i det sydlige Libanon og har efterhånden fået så meget magt, at området fungerer som en stat i staten. Organisationen blev oprettet for at kæmpe mod israelerne, der havde hærstyrker i Libanon fra 1982 til 2000, men fortsatte også sine aktiviteter efter Israel trak sig tilbage. Hizbollah menes i dag at være større end den libanesiske hær.

Libanons politiske system forsøger at afværge konflikten mellem den muslimske og kristne del af befolkningen. I fredsaftalen, der blev underskrevet efter borgerkrigen, blev man enige om, at præsidentembedet og jobbet som forsvarsminister skulle forbeholdes kristne maronitter, statsministeren skulle være sunnimuslim, formanden for parlamentet shiamuslim og næstformanden druser. Pladserne i parlamentet deles som udgangspunkt ligeligt mellem kristne og muslimer. På denne måde har man ønsket at indkludere alle landets etniske grupper og få alle til at deltage i det libanesiske demokrati.

Den nationale pagt som fordeler magten mellem religiøse grupper gælder fortsat. I den står det at præsidenten skal være maronitt (kristen), statsministeren skal være sunnimuslim, mens parlamentslederen skal være shiamuslim. Derudover er der regler for hvor mange muslimer og kristne, der må være i parlamentet. Alle de tre grupper skal være repræsenteret i regeringen. På grund af dette er religiøse tilhørsforhold stadig meget vigtigt i libanesisk politik, og mange af uenighederne, som førte til borgerkrigen, er fortsat til stede den dag i dag. Selv om PLO ikke længere opererer fra Libanon, har landet fortsat en stor palæstinsk befolkning, som ikke har statsborgerskab. Forholdet til Israel er anspændt, og der er flere gange brudt ud i væbnet konflikt mellem Israel og den shiamuslimske gruppe/parti Hizbollah. Forholdet til Syrien er et andet tema, som har præget libanesisk politik i flere årtier. Efter den syriske borgerkrig brød ud, er over en million syrere flygtet til Libanon. Hizbollah er gået ind i krigen på syriske myndigheders side, og det frygtes at krigshandlingerne i Syrien vil sprede sig til Libanon.

Libanons økonomi blev betydeligt svækket af krigen, og de fleste udenlandske selskaber trak sig ud. Erhvervslivet har været igennem en vækstperiode i de seneste år, efter at situationen stabiliserede sig, og borgerkrigen sluttede. Krigshandlingerne i løbet af sommeren 2006 har sat landet mange årtier tilbage og vil få alvorlige konsekvenser for Libanons videre udvikling. Libanons udenrigshandel består hovedsagelig af frugt, grøntsager og forskellige tekstiler. Landet fik i modsætning til nabolandene tidligt etableret en betydelig industri. Libanon har ikke selv olie, men modtager olie fra nabolandene til videre forarbejdning. De fremstiller også møbler og forskellige trævarer. Men også industrien er blevet ramt af de langvarige væbnede konflikter i landet. Libanon står i 2019 med en enorm international gæld, hvilket er en af landets største udfordringer.