[[suggestion]]
Mali

Nøgletal og fakta

Hovedstad

Bamako

Etniske grupper

bambara 34,1%, fulani (peul) 14,7%, sarakole 10,8%, senufo 10,5%, dogon 8,9%, malinke 8,7%, bobo 2,9%, songhai 1,6%, tuareg 0,9%, folk fra resten af Vestafrika 0,3%

Sprog

fransk (officielle sprog), bambara 46,3%, peul/foulfoulbe 9,4%, dogon 7,2%, maraka/soninke 6,4%, malinke 5,6%, sonrhai/djerma 5,6%, minianka 4,3%, tamacheq 3,5%, senoufo 2,6%, bobo 2,1%, andre 6.3%

Religion

islam 94,8%, kristendom 2,4%, naturreligioner 2%, ateister 0,5%

Befolkningtal

17 885 245

Styreform

unitær semi-præsidentiel republik

Areal

1 240 192 km^2

Valuta

vestafrikanske CFA franc

Bruttonationalindkomst per indbygger

2 126 PPP$

Nationaldag

22. september (uafhængighedsdag)

Andre landesider

Geografi

Mali er en indlandsstat i Vestafrika, der grænser op til b.la. Algeriet. Arealmæssigt er landet det 8. største i Afrika, men store dele af landet er ufrugtbart, da det er dækket af enten ørken eller halvørken. Især den nordlige del af landet, som er dækket af Sahara-ørkenen og syd for dette, slettelandskabet Sahel, er meget tør, og størstedelen af befolkningen i landet bor i syd, hvor floderne Niger og Senegal giver forholdsvis frugtbare jorde, og visse steder endda regnskov.

Når man ser bort fra den sydlige del af landet, hvor man har regntid fra juni til oktober, er klimaet i Mali generelt meget tørt. Og varmt ikke mindst. Mali er faktisk et af verdens varmeste. Landet er derfor også meget sårbar over for klimaforandringer, og man mærker allerede konsekvenserne af, at klimaet er blevet varmere - Saharaørkenen spreder sig mod syd med en rate 48 km om året, og dermed falder andelen af frugtbar jord kraftig i Mali, hvilket ikke kun udgør en trussel mod jordbrugerne, men også de mange nomader, herunder bl.a. tuaregerne, der lever af husdyrhold. Ud over tørke har man også problemer med krybskytteri, afskovning og overfiskning i især Niger-floden. Myndighederne har etableret beskyttede naturområder, men har dog ikke ressourcer nok til at stoppe hverken krybskytteri eller ulovlig skovhugst.

Ecoprint

0.9 jordkloder

Hvis alle mennesker i verden havde samme forbrug som en gennemsnitlig indbygger i Mali, ville vi behøve 0.9 jordkloder.
Se indikatoren for økologiske fodaftryk.

Historie

Det område vi i dag kender som Mali har været beboet af mennesker siden omkring år 7000 f.Kr. De første bydannelser (som desuden også af nogle af de ældste i hele det subsahariske Afrika) mener man går tilbage til år 200 f.v.t., og allerede tidligt havde disse tidlige byer udviklet sig til at være yderst velstående. Bl.a. pga. af de gunstige muligheder der pga. Niger-floden var for, at producere ris, og pga. en central placering ift. Trans-Sahara-handelen. Området var derfor også hjemsted for nogle af Vestafrikas mægtigste riger i Oldtiden og den tidlige middelalder. Bl.a. Ghana-, Songhai- og Maliriget, hvor især sidstnævnte var kendt for sin velstand, som omkring 1300-tallet toppede med Musa d. 1., der menes at være datidens rigeste mand. Som det sidste af disse riger gik Songhairiget i opløsning i løbet af 1600-tallet, hvilket varslede slutningen på områdets storhedstid.  I 1591 blev landet invaderet af muslimske styrker fra Marokko-området, hvilket var starten på en mere urolig periode, hvor regionen ikke var kontrolleret af en enkel stat, men i stedet var splittet i en række små stater, der ofte førte krig imod hinanden.

Disse stater blev først samlet til det, vi i dag kender som Mali, da området i 1872 blev fransk koloni under navnet Fransk Sudan. Kolonien fungerede primært som kilde til arbejdskraft til Frankrigs andre kolonier, og der blev derfor aldrig lavede de nødvendige investeringer i infrastruktur, hvilket gjorde, at den var en af de fattigste af de afrikanske kolonilande. I juni 1960, efter mange års kamp for selvstændighed, fik Fransk Sudan endelig politisk uafhængighed i en føderation med Senegal; en føderation der kort tid efter blev opløst igen, hvorefter Republikken Mali blev udråbt i september 1960 med Modibo Keïta som landets første præsident. I 1968 tog en gruppe unge officerer magten gennem et statskup, og indsatte Moussa Traoré som diktator. Selvom Traoré lovede forandringer, var hans regeringstid, ligesom Keïtas, præget af økonomiske problemer og autoritarisme, og i 1991 blev han afsat ved et militærkup ledet af Amadou Toumani Tourè. Med Tourè blev en ny grundlov i 1992 vedtaget ved folkeafstemning; en grundlov der indførte både flerpartisystem og demokrati.

Op gennem 1970-80’erne oplevede man i Mali en række ødelæggende tørkeperioder, der betød en opflamning i etniske uroligheder i især den nordlige del af landet, hvor nomadegruppen tuaregerne længe havde kæmpet for øget selvbestemmelse. I 1990 blev det til reelle krigshandlinger, og selvom man i 1991 underskrev en fredsaftale, har den maliske stat ligget i næsten uafbrudt krig med tuaregerne siden. Militæret havde længe været utilfredse med, hvordan præsident Tourè håndterede situationen, og da tuageriske oprørshære i 2012 indledte en hidtidig uset stor offensiv mod regeringsstyrker i byen Kidal, besluttede de at vælte ham ved et kup. Kuppet blev imidlertid mødt med så massiv international fordømmelse, at kupmagerne bestemte sig for at udskrive valg hvorefter Ibrahim Boubacar Keïta overtog som folkevalgt præsident. Urolighederne i den nordlige del af Mali forsatte, og kort tid efter kuppet erklærede tuaregerne og de islamistiske grupper, som i mellemtiden havde sluttet sig til dem, det nordlige Mali for deres egen stat under navnet Assawad. Kort tid efter kom det dog til intern splittelse i oprørsbevægelsen, og i løbet af sommeren 2012 drev islamisterne tuaregerne ud af Assawad, og indførte sharia-lovgivning. Dette, og det faktum at Al-Qaeda havde en stærk tilstedeværelse i området, gjorde, at da oprørerne i årsskiftet 2012-2013 begyndte at bevæge sig mod hovedstaden, Bamako, gik Frankrig og en koalition af afrikanske lande (ECOWAS) ind i Mali for at bidrage med militærhjælp til regeringen. Sammen fik de slået oprørene tilbage, og i sommeren 2013 overtog FN’s fredsbevarende styrker en række af de opgaver Frankrig og ECOWAS før havde haft, b.la. at patruljere grænsen mod nord. Situationen er, som man kan læse i vores tema om konflikten i Mali, dog stadig usikker.

Samfund og politik

Mali var fra 1992 og frem til kuppet i 2012 det man kalder et semipræsidentielt repræsentativt demokrati, hvilket vil sige, at præsidenten, som er valgt ved folkeafstemning, udpeger en statsminister og regering som den udøvende magt, og at denne statsminister og hans regering siden skal stå til ansvar overfor den lovgivende magt, i Malis tilfælde deres nationalforsamling, der til hver en tid kan tvinge dem af ved et mistillidsvotum. Nationalforsamlingen i Mali består af 147 medlemmer, der ved valg udskiftes hvert 5. år.

De frie valg, ligesom et flerpartissystem, der omfatter alle parti undtagen de, der er baseret på etniske og religiøse grupperinger, er garanteret gennem Malis grundlov. Her står også, at Mali er en sekulær stat uden nogen statsreligion, og at man som malier er sikret en række basale menneskerettigheder. Siden kuppet i 2012 har demokratiet dog lidt et alvorligt knæk, og landet anses i dag som et såkaldt illiberalt demokrati.

Økonomi og handel

Mali regnes for at være et af verdens fattigste lande med en befolkning hvoraf omkring 64% lever under fattigdomsgrænsen. Landet er dybt afhængig af den international bistand der b.la. kommer fra Frankrig og Kina, og udenlandsk bistand dækker i dag omkring en tredjedel af statens udgifter og så godt som alle statslige investeringer. Også Verdensbanken har ydet bistand, men det har ofte været i form af lån, hvilket betyder at Mali igennem årene har opbygget en kæmpe gæld, og er kommet på den såkaldte HIPC-liste; en liste der omfatter 37 udviklingslande med så højt et niveau af fattigdom og så stor en udenlandsgæld, at Verdensbanken og IMF anser det for nødvendigt at eftergive dele af gælden.

Man har siden 1980´erne gennemført en række vellykkede økonomiske reformer, men udviklingen går forsat langsomt. Sundhedssystemet er kun dårligt udbygget, og de fleste maliere er afhængige af familien for social og økonomisk tryghed. Økonomien er i vid udstrækning baseret på landbrug som beskæftiger ca. 80 % af befolkningen. De fleste producerer dog ikke meget mere end hvad de selv kan leve af.

Landet har store mineralressourcer, men man har først haft mulighed for at udnytte efter økonomiske reformer blev indført og udenlandske investorer er begyndt at interessere sig for det lukrative minedrift. Mali er i dag Afrikas tredjestørste guldproducent efter Sydafrika og Ghana. Guld, og bomuld, står faktisk for næsten alle af Malis eksportindtægter. Dette betyder, at økonomien er meget afhængig af priserne på verdensmarkedet, og at tørke kan være katastrofalt.

Kort

Statistik

Her finder du værdierne for Mali på alle indikatorer (seneste rapporteret år). Du kan let sammenligne disse værdier med værdierne for et andet land. Gå til statistikken for landet