Saint Vincent og Grenadinerne

St. Vincent og Grenadinerne er en del af Antillerne. Udover hovedøen St. Vincent omfatter landet over 30 mindre øer, men over 90 procent af befolkningen bor på St. Vincent. Øerne er ligesom naboøerne primært vulkanske bjergarter. Saint Vincent er dækket af skovdækkede bjerge og i den nordlige ende af øen ligger landets højeste bjerg, vulkanen Mount Soufrière (1234 meter over havets overflade). Vulkanen er utrolig aktiv og havde ødelæggende udbrud i både 1812, 1902 og 1979. Ud for kysternes hvide sandstrande findes der koralrev.

St. Vincent og Grenadinerne har problemer med forurening af vandet omkring kysten, specielt på grund af udslip fra yachter. Nogle steder er så slemt forurenede, at badning frarådes.

Som på de fleste af de nærliggende øer var urbefolkningen arawa indianere, men til sidst tog caribiske indianere over. Det var dem, der boede på øerne da Columbus var forbi i 1498. Både her og på naboøerne gjorde indianerne stor modstand mod de europæere, der prøvede at slå sig ned.

I 1787 overtog briterne alligevel St. Vincent og efter et mislykket oprør mod kolonimagten blev størstedelen af befolkningen deporteret til Roatán og Utila, der er øer nær Honduras’ kyst. På St. Vincent blev befolkningen erstattet med afrikanske slaver på plantagerne og efter slaveriets afskaffelse, hentede briterne arbejdskraft fra Indien.

I 1902 omkom en stor del af øens befolkning efter et voldsomt vulkanudbrud. Mellem 1958 og 1962 var øerne medlem af Den Vestindiske Føderation og fik indre selvstyre i 1960. I 1979 fik øerne deres uafhængighed med den konservative Milton Cato fra ”Saint Vincent Labour Party” (SVLP) som statsminister.

St. Vincent og Grenadinerne styres i dag af ”Det forenede arbejderparti” (ULP), der har siddet på magten siden 2000. Modstanderen ”Det nye demokratiske parti” (NDP) har især kritiseret ULP for ikke at gøre nok for at forbedre de økonomiske forhold på øerne, samt for det nære forhold ULP har til Cuba og Venezuela. Landet har også gode diplomatiske forbindelser med den kinesiske provins Taiwan. På trods af dette har landet traditionelt set også et godt forhold til USA. St. Vincent og Grenadinerne deltager blandt andet i det USA finansierede sikkerhedspolitiske samarbejde ”Regional Security System”.

I de seneste år har der være en stigning i narkotikatrafikken gennem de caribiske øer, hvilket også er blevet et problem for St. Vincent og Grenadinerne.

Landet er med i CARICOM (Caribbean Community and Common Market) og den mindre organisation OECS (Organization of Eastern Caribbean States) som har samme valuta og centralbank. Samarbejdet skal udvides til at blive en økonomisk organisation i 2011 og en politisk union i løbet af 2013.

Formelt har landet stadig den britiske Dronning Elisabeth II som statsoverhoved.

St. Vincent og Grenadinerne er blandt de fattigere lande i det østlige Caribien. I 1979 blev øerne ramt af et stort vulkanudbrud, der ødelagde halvdelen af bananplantagerne og året efter sørgede orkanen Allan for nye ødelæggelser. Disse naturkatastrofer har, sammen med stigende konkurrence og et ustabilt eksportmarked, ført til økonomiske vanskeligheder og høj arbejdsløshed. Bananproduktionen, der var rygraden i landets økonomi, gik fra i 1990 at være 52 procent af landets BNP til kun at være 38 procent i 2004. Udover bananer dyrkes bl.a. arrowroot, sødekartofler, sukkerrør, bomuld og muskatnød.

Mange havde håbet på, at turismen skulle blomstre op og tage over, men dette er kun delvist sket. Turismen er  siden 1996 steget i varierende grad. I 2016 besøgte 225.868 turister øerne, hvilket var en stigning på 10.2% fra 2015. Turismen er i høj grad baseret turister fra krydstogtskibe og yachts. Efter den nye Argyle International Airport åbnede i 2017 forventes turismen at stige yderligere.

Arbejdsløsheden har i mange år ligget stabilt på omkring 20 procent.

I begyndelsen af 00’erne blev landet fjernet fra den internationale sortliste for hvidvaskning af penge.