[[suggestion]]
Tunesien

Nøgletal og fakta

Hovedstad

Tunis

Etniske grupper

Arabere 98 %, europæere 1 %, jøder og andre 1 %

Sprog

Arabisk (officielt), fransk, berberisk

Religion

Muslimer 98 %, kristne 1 %, jøder og andre 1 %

Befolkningtal

11 659 174

Styreform

Republik

Areal

163 610 km2

Valluta

Dinarer

Bruttonationalindkomst per indbygger

11 596 PPP$

Andre landesider

Geografi

Tunesien ligger i Nordafrika og har en lang kystlinje ud til Middelhavet. Afstanden til Sicilien og Europa er kun ca. 24 km. Atlasbjergene dominerer den nordvestlige del af landet og mange steder er dækket af skov. I dette område ligger også den frugtbare medjerdadalen, der er landets rigeste landbrugs-distrikt. Der er vådområder i nord, der er på UNESCO's liste over verdens kulturarv, men de er alvorligt truet af forurening.

I midten af ​​landet er stepper og lave bjergplateauer og der findes saltsøer, kendt som chotts, hvor der brydes fosfat. I syd er landskabet præget af ørken og i sydvest begynder Sahara. Der er store forskelle i klimaet i landet, fra middelhavsklima i nord til ørkenklima i syd.

De væsentligste miljøproblemer i Tunesien skyldes dårlig affaldshåndtering og forurening af vand på grund af utilstrækkelig spildevandsbehandling. Tunesien har også begrænset adgang til frisk vand. Andre problemer i landet er skovrydning, overgræsning, jorderosion og ørkendannelse.

Earth Ecoprint

1.2 jordkloder

Hvis alle mennesker i verden havde samme forbrug som en gennemsnitlig indbygger i Tunesien, ville vi behøve 1.2 jordkloder.
Se indikatoren for økologiske fodaftryk.

Historie

Fønikerne etablerede sig i Tunesien fra den 10. århundrede f. Kr.. De gennemførte handel og grundlagde byen Kartago, som var en økonomisk og militær supermagt. Kartago blev indarbejdet i det romerske imperium omkring 150 år før Kristus efter flere års krig. Islam kom til Nordafrika i omkring 600 f.Kr., og i 670 f.Kr. blev Tunesien en del af kalifatet efter området blev erobret af hærfører Uqba ibn Nafi og hans hær. 

Fra 1207 overtog en berberfamilie ledelsen og de blev ved magten indtil 1500-tallet, da landet blev en del af kampen mellem Spanien og det osmanniske rige. Tunesien blev fra 1606 i virkeligheden styret som en uafhængig stat, men var omfattet af osmannerne. Hussein-dynastiet blev grundlagt i 1705 og regerede indtil landets uafhængighed. Den franske indflydelse var stor fra 1850, hvor Tunesien oplevede en kraftig modernisering. I 1861 fik landet den arabiske verdens første forfatning. Landet var stadig fransk protektorat fra 1881, men fra slutningen af ​​1800, var der en betydelig tilslutning til befrielse og demokratisering. Der var stadig ikke opnået fuld uafhængighed før den 20. marts 1956.

Samfund og politik

Efter uafhængigheden blev Bourguiba premierminister, monarkiet blev afskaffet og Tunesien blev en republik. Bourguiba blev "genvalgt" i 1964, 1969 og 1975 - da han blev gjort til præsident på livstid. En politisk liberalisering fandt sted fra 1979, og i 1981 endte etpartisystemet. I 1987 blev Zein el-Abdin Ben Alis den nye premierminister, da han afsatte Bourguiba på grund af alder.

Ben Ali blev valgt til præsident uden modkandidat i 1989 og har vundet alle valg lige siden. Nogle andre partier er blevet tilladt under strenge krav, men Ben Alis parti har vundet med over 90 % af stemmerne ved alle valg - undertiden over 99 %. Ben Ali har styret Tunesien med en jernnæve, indtil han blev tvunget fra magten af store folkemasser i januar 2011. Protesterne fokuserede især på den omfattende korruption i landet, manglende demokrati, høje fødevarepriser og høj arbejdsløshed.  Dette blev starten på dét, som førte til det arabiske forår. Selv om landet stadig er præget af spændingen mellem islamistiske og sekulære kræfter, og landet har oplevet økonomisk krise og terroraktioner, er Tunisien det land som har haft den mest demokratiske udvikling i kølvandet på arabiske forår.

Islamister vandt valget, ved det første frie valg som blev afholdt i Tunesien i 2011, men modsætningerne som voksede frem førte til en krise i 2013 og tvang til sidst regeringen til at gå af. I begyndelsen af 2014 vedtog landet en ny demokratisk og liberal grundlov, og dannet grundlag for nye valg. I slutningen af året vandt det sekulære parti Nida Tounes valget. Tunisiaen har ført en vestlig-orienteret udenrigspolitik med tætte relationer til USA og Europa, og særligt Frankrig.

En dialogkvartet, som har arbejdet for fredelig forhandlinger og løsninger, særligt efter krisen i 2013, vandt Nobels fredspris i 2015.

Økonomi og handel

Bourguiba indførte socialisme og centralstyring af økonomien. Industrier og banker var statsejede, og landbrug blev organiseret i kollektiver. Massive protester og en stagnerende økonomi betød, at projektet blev opgivet og igennem 1970’erne var en stigning i private investeringer nødvendig. Der blev investeret kraftigt i produktion og eksport af olie og fosfat, som førte til stærk økonomisk vækst.

Tunesien har en af ​​Afrikas mest konkurrencedygtige økonomier, hvor fosfat, olie og gas er vigtige brikker. Dog skønnes det, at oliereserver vil være opbrugt inden for et par år, mens der er muligheder for mere gasproduktion. Tunesien er også en af ​​verdens største fosfatproducenter.

Landbruget optager næsten en tredjedel af landet og Tunesien er en af ​​verdens største producenter af olivenolie. Turismen er også en vigtig industri, men efter bombeattentatet på en synagoge på turistøen Djerba i 2002, faldt antallet af besøgende en smule. I 2006 besøgte 6.500 tusind udenlandske turister Tunesien.

Tunesien er nr. 81 i 169 på FN's indeks for menneskelig udvikling (2010)

Kort

Statistik

Her finder du værdierne for Tunesien på alle indikatorer (seneste rapporteret år). Du kan let sammenligne disse værdier med værdierne for et andet land. Gå til all statistikken for landet.