Canada er arealmæssigt verdens næststørste land efter Rusland. Landets geografi er meget mangfoldig med 7 regioner med forskellige topografi og klima. Canadas samlede kystlinje er hele 96 086 km, hvilket er den længste i verden. Landet deles i ti provinser og tre større territorier. Det har flere bjergkæder: I øst ligger den gamle bjergkæde Appalacherne, som fortsætter ind i USA. I vest stiger den såkaldte Cordilleraen op, som består hovedsageligt af Rocky Mountains og Coastal Mountains. De væsentligste vandløb er St. Lawrence-floden og Great Lakes i syd, hvor de berømte Niagara-vandfald befinder sig. Det canadiske skjold, som dækker næsten halvdelen af landets areal, bliver betragtet som kerne i det nordamerikanske kontinent. Dette er et bjergrigt område med floder, som er vigtige kilder for produktionen af vandkraft. Skjoldet omringer også den store Hudsonbugt. I Canadas midtvest er der store kuperede prærieområder, som bruges hovedsageligt til landbrug. Tundraer i nord og områder med permanent is danner det arktiske Canada. Canadas miljøproblemer har længe været forurening og sur nedbør, som skader vandløbene. Flere af Canadas beskyttede naturområder er på UNESCOs verdensarvsliste.Canada er kæmpestort. Så stort, at der er hele 4.634 km fra landets nordligste punkt (som er et af verdens nordligst liggende områder) til det sydligste punkt, som ligger på samme breddegrad som Kreta i Frankrig, og 5.514 km fra øst til vest. Så stort at landet, som har verdens længste kystlinje, grænser op til hele tre verdenshave: Atlanterhavet, Stillehavet og Ishavet. Alligevel bor størstedelen af Canadas befolkning mindre end 150 km fra grænsen til det kontinentale USA. Det skyldes det meget ugæstfrie klima man finder i Nord- og Centralcanada, hvor vintrene er iskolde med 20 frostgrader de fleste dage, og somrene er korte. Mod syd ved grænsen til USA er klimaet mere mildt, og hvor store dele af Nord- og Centralcanada er dækket af tundra og permafrost, kan man her finde frugtbare sletter og dybe skove. Temperaturerne i syd kan om sommeren komme helt op på 30°C, mens vintrene er iskolde. Det skyldes, at klimaet i størstedelen af syd er kontinentalt, dog ikke overalt. I det sydvestlige Canada har man kystklima, og temperaturerne er visse steder næsten mediterrane

Canada er kendt for sin smukke natur med dybe skove, bjerge, floder, søer og vandfald (bl.a. Niagaravandfaldene), men der er også store dele af landet, der over årene er blevet grimet af jagten på Canadas mange ressourcer, der bl.a. omfatter jern, nikkel, zink, kobber, kul, guld, kviksølv, uran, olie (både som tjæresand og som råolie) og gas. Faktisk har Canada nogle af verdens største oliereserver, hvoraf størstedelen er såkaldt ukonventionel olie, hvilket vil sige, at man ikke bare kan pumpe det op fra undergrunden, men i stedet bliver nødt til fx at grave det op som tilfældet er med tjæresand. Det at udvinde tjæresand slider meget på miljøet, da det er enormt vandkrævende, producerer store mængder CO2 og efterlader giftigt affald, der kan forurene de omkringliggende vandmiljøer med fx naftensyrer og kviksølv, som man har set i Alberta i det sydvestlige Canada. Andre af Canadas miljøproblemer omfatter overfiskning, stigende temperaturer, der betyder at stadig færre havområder er isdækket, og store skovbrande, som menes at kan blive en endnu større trussel i fremtiden pga. tørrere vejr.

Eksperter mener, at de første mennesker kom til området ved at krydse den såkaldte Bering-landbro mellem Rusland og Alaska for omkring 15.000 år siden, hvilket gør det amerikanske kontinent til et af de sidste steder til at blive beboet. Nogle tusinde år senere i 1000 evt. ankom en gruppe nordboere for at slå sig ned midlertidigt. De blev dermed de første europæer til at komme til området. Efter vikingerne gik der 500 år før der atter skulle komme til europæer. Det skete i 1497, da britiske skibe under ledelse af John Cabot lagde til ved Canadas Atlanterhavskyst. Kort tid efter fulgte en fransk ekspedition, og da de udråbte Quebec-området som deres under navnet Ny Frankrig, indledtes koloniseringen af Canada og dermed en langvarig strid mellem de franske og engelske kolonister om land der bl.a. udmøntede sig i en række krig. Den sidste af disse såkaldte franske og indianske krig endte i 1763 med, at Frankrig blevet tvunget til at afgive størstedelen af deres områder i Canada, som nu kom under britisk styre. Man tillod dog fra britisk side Quebec en vis grad af autonomi, hvilket betød, at der gjaldt fransk lovgivning her, og at størstedelen talte franske og var katolikker. Da USA oven på den amerikanske uafhængighedskrig i 1783 blev uafhængige førte det til, at de, der havde støttede Storbritannien, de såkaldte loyalister, immigrerede til Canada, og kort tid efter delte man Canada i to: et engelsktalende Øvre Canada og et fransktalende Nedre Canada. De fransktalende var længere i overtal, men dette ændredes sig med den såkaldte anden immigrationsbølge startende i 1812, hvor hundredetusinder især briter kom til Canada. Herefter var flertallet engelsktalende. Med de mange immigranter steg Canadas befolkningstal eksponentielt: fra omkring 500 000 indbyggere i 1812 til 2,5 millioner i 1851.

Da briterne var bekymret oven på den amerikanske revolution, garanterede de både Øvre og Nedre Canada folkevalgte forsamlinger, men den reelle magt lå fortsat hos briterne, hvilket folk i begge kolonier var utilfredse med, og der opstod derfor en række opstande i perioden 1837–1838. For at imødekomme oprørerne valgte briterne i 1840 at slå de to dele sammen til Provinsen Canada. Provinsen Canada havde sit eget parlament, men England havde forsat stor indflydelse på den politik, der blev ført. Briternes indflydelse fortsatte selv efter, at Canada i 1867 fik status af en såkaldt dominion, dvs. en selvforvaltende koloni i Det Britiske Imperium. Det betød, at Canada blev trukket med ind i Første Verdenskrig da briterne i 1914 erklærede Tyskland krig; en krig der endte med at kostede op mod 60 000 canadiere livet. 

I 1919 blev Canada uafhængigt af Storbritannien medlem af Folkeforbundet, og i 1926 fik landet fuld magt over sine anliggende, hvilket blev bekræftet med Westminster-statutten i 1931. Canadas tætte forhold med Storbritannien fortsatte dog, og Canada er i dag medlem af Commonwealth og har Dronning Elizabeth som monark.

Selvom Canada fra 1926 reelt var selvstændige, valgte de alligevel at gå ind i Anden Verdenskrig på Storbritanniens side. Hvor krigen lagde næsten hele Europa i ruiner, stod Canada faktisk styrket i 1945 ved fredslutningen. Canada var i mellemkrigstiden blevet hårdt ramt af Depressionen - det var faktisk var et af de lande der ud over USA blev hårdest ramt – men med krigen åbnede sig nye muligheder for landet. Pludselig opstod et kæmpe behov i Europa for materiale, og Canada kunne begynde at eksportere til især Storbritannien, som de i løbet af krigen forsynede med bl.a. mad, råstof og våben. I løbet af krigen lavede den canadiske regering en række investeringer der gjorde, at Canada kunne opbygge en stor industri, og særligt sværindustrien boomede disse år. Pludselig havde Canada etableret sig som en central spiller globalt, og 1949 var de med til at grundlægge NATO.

Trods økonomisk fremgang, var der dog uro internt i Canada. Der havde længe været uenigheder mellem engelsk- og fransktalende nationalister, men i løbet af det 20. århundrede eskalerede konflikten. Det var primært de fransk-canadiske der var utilfredse med en række ting, bl.a. Canadas deltagelse i både Første og Anden Verdenskrig, og flere gange kom det til kampe mellem de to grupper. I løbet af 60’erne opstod i Quebec, som er primært fransk, en selvstændighedsbevægelse. Dele af denne bevægelse greb til våben og dannede den paramilitære gruppe Front de libération du Québec (FLQ). FLQ står op gennem 60’erne bag en række angreb, som kulminerer i 1969-1970, da man først bomber børsen i Montereal, for derefter at kidnappe den britisk diplomat James Cross og Québecs arbejdsminister Pierre Laporte.

I 1980 får separatistpartiet Parti Québécois (PQ) trumfet igennem, at der skal afholdes en folkeafstemning i Quebec om, hvorvidt man skal fortsætte som del af Canada. Resultat blive ret ”Ja”. Femten år senere, i 1995 sendes spørgsmålet igen til afstemning, og også denne gang bliver det et ”Ja”, men kun med en lille margen. Separatistbevægelsen eksisterer stadig, og senest i 2012 blev en kandidat fra PQ valgt som Quebecs premierminister. 

Det canadiske politiske system minder på mange måder om det britiske. Ligesom i Storbritannien ligger den lovgivende magt hos et parlament, der består af tre komponenter: Monarken (i Canada repræsenteret ved en generalguvernør udpeget af Dronningen), Overhuset (i Canada kaldet Senatet) og Underhuset (House of Commons). Monarken har dog, som i andre konstitutionelle monarkier, kun en ceremoniel rolle. En af generalkommisærens roller består i at udpege som premierminister den person, som har størst opbakning i Underhuset (dvs. som regel lederen af det politiske parti der har flertallet i Huset), for derefter, under vejledning af premierministeren, at udpege en regering, der så bliver den udøvende magt.

Senatet består af 105 repræsentanter udnævnt af generalguvernøren på baggrund af premierministerens anbefalinger. Sæderne i Senatet er fordelt mellem Canadas provinser og territorier: Ontario, Quebec, kystprovinserne (Prince Edward Island, som har 4 senatorer, og New Brunswick og Nova Scotia, som hver har 10) og de vestlige provinser (Alberta, British Columbia, Manitoba og Saskatchewan, som hver har 6) har hver 24 repræsentanter. Newfoundland og Labrador har 6 sæder, mens territorierne hver har 1 senator. Underhuset består af 338 medlemmer, der er på valg hvert 4. år. Det er generelguvernøren der officielt udskriver valg. Enten på premierministerens anbefaling eller i tilfælde af et mistillidsvotum mod regeringen. Det canadiske valgsystem minder om det engelske ved, at man har såkaldte flertalsvalg i enkeltmandskredse. Historisk har det, ligesom i Storbritannien, været domineret af to store partier. I Canada hedder de Conservative Party of Canada og Liberal Party of Canada. Alle lovforslag skal godkendes i begge kamre, og i princippet kan Senatet afvise lovforslag vedtaget i Underhuset, men i praksis sker det meget sjældent. Senatet kan godt stille lovforslag (dog ikke lovforslag der vedrører offentlige udgifter og skatter), men langt de fleste lovforslag kommer fra Underhuset.

Da Canada er en føderation, som består af en række provinser der hver har en høj grad af selvstyre med eget parlament (en såkaldte etkammerforsamling), ligger magten ikke udelukkende hos Parlamentet. I princippet ligger al lovgivning, der vedrører lokale anliggende (fx affaldshåndtering, landbrug, transport, byggesektoren, energiproduktion (herunder produktion af el, gas og olie) og undervisningsvæsen) i lokal parlamenterne, mens det føderale parlament tager sig af fx udenrigspolitikken, forsvar, postvæsen osv.

Canada er et af verdens rigeste og mest udviklede lande, og er med i både OECD og G8, der er to grupper der omfatter verdens største økonomier. Landet har store mængder naturressourcer som det eksporterer til udlandet og primært USA, hvis økonomi de er tæt integreret med; så tæt at hele 76,2 % af deres eksport går til USA. Ud over olie og gas, som de er en af verdens største eksportører af, eksporterer de også motoriserede køretøjer (herunder bl.a. biler) og reservedele, industrimaskiner, fly og flydele, udstyr til telekommunikation, kemikalier, plastic, gødning, tømmer og aluminium.

Selvom den primære sektor spiller en vigtig rolle i Canadas økonomi (langt større rolle end i de fleste andre i-lande), beskæftiger den kun en lille del af den canadiske arbejdsstyrke. Langt de fleste er ansat inden for servicesektoren – omkring 76 %.

Andel af arbejdsløse i Canada er i dag på 5,8 %, hvilket er historisk lavt for landet. Der er dog stor forskel provinserne i mellem, og i Newfoundland and Labrador var arbejdsløshedsprocenten oppe på hele 15,7 % i 2017, mens den i Manitoba var på 5,0 %.

Qua deres store eksport og import er Canada er en af verdens største handelsnationer. De har af den grund længere været fortaler for øget frihandel, hvilket kommer til udtryk i deres mange frihandelsaftaler med bl.a. EU, Asien og USA. At Donald Trump i USA er så kritisk over for frihandel og b.la. truer med at trække landet ud af frihandelsaftalen med Canada og Mexico (NAFTA), vækker derfor bekymring i Canada.