Den Demokratiske Republik Congo
Den Demokratiske Republik (DR) Congo er på størrelse med Vesteuropa. Til trods for omfattende naturressourcer er landet blandt verdens fattigste, og landet er fortsat præget af konflikter.

Nøgletal og fakta
-
Hovedstad
- Kinshasa
-
Etniske grupper
- Mongo, Luba, Kongo (Bantu) og Mangbetu-azande (Hamitic) 45%, andre afrikanske stammer (+200 forskellige) 55%
-
Sprog
- Fransk, lingala, kingwana, kikongo, tshiluba
-
Religion
- Katolikker 50%, protestanter 20%, kimbanguister 10%, muslimer 10%, andre/ingen 10%
-
Befolkningtal
- 84 004 989
-
Styreform
- Republik
-
Areal
- 2 344 860 km2
-
Valuta
- Congolesiske franc
-
Bruttonationalindkomst per indbygger
- 1 179 PPP$
-
Nationaldag
- 30. juni (uafhængighedsdagen)
-
Andre landesider
Geografi
Landskabet i DR Congo præges af Rift Valley, en enorm geologisk formation, der er blevet dannet over tusinder af år, hvor de to dele af jordskorpen mødes. Rift Valley strækker sig fra Syrien til Mozambique og dominerer de østlige dele af landet, hvor den har forårsaget hyppig vulkansk aktivitet og store søer. Rift Valley er også hovedårsagen til, at landet er meget rigt på mineraler som kobber, guld, sølv og diamanter. DR Congo består af jungle langs ækvator i midten i landet, høje plateauer langs Rift Valley, savanner i den sydlige del og tætte græsstepper i nord. Land oplever hyppige tordenvejr og er indehaver af verdens næststørste regnskov. I de sydlige og nordlige regioner er klimaet tropisk og meget fugtigt med lange regntidsperioder, mens de centrale områder langs ækvator ikke har forskelle mellem årstiderne. Den enorme Congoflod flyder gennem hele landet og er kilden til alle andre floder i landet. De største miljøproblemer knytter sig til forurenet drikkevand og afskovning på grund af en dårligt udviklet infrastruktur og afhængighed af træ til brændsel.
Historie
For mere end 2000 år siden begyndte flere folkegrupper at bosætte sig i landet, og fra 1300-tallet voksede der flere statsdannelser frem. Det velstående kongedømme i Congo fik den første kontakt med europæere, da portugiserne ankom omkring år 1480. Gennem hele 1800-tallet blev tusinder af mennesker fanget som slaver, og de lokale kongeriger gik under, da handel med mennesker og mineraler voksede i omfang. Den belgiske kong Leopold II overtog i 1884 DR Congo som sin personlige ejendom og tilranede sig enorme rigdomme gennem brutal udnyttelse. DR Congo blev belgisk koloni i 1908 og blev selvstændigt i 1960. I 1965 grep General Joseph Mobutu magten, tog navnet Mobutu Sese Seko og omdøbte landet til Zaire. Han etablerede et undertrykkende diktatur og regerede landet indtil 1997, hvor han blev afsat ved et kup. Det nye regime blev væltet året efter i et ny kup, hvilket resulterede i en borgerkrig, som krævede næsten 3,5 millioner menneskeliv og varede frem til 2003.
Økologiske fodaftryk

0,4
Samfund og politik
Efter at krigen sluttede i 2003 fik DR Congo en overgangsregering, som sad indtil 2006, da landet fik en ny grundlov og et nyt parlamentarisk system. Parlamentet vælges for fire år ad gangen og består af en nationalforsamling og et senat. Statsminister og regering udpeges af præsidenten efter indstilling fra et flertal i nationalforsamlingen. Denne regeringsform giver meget magt til distrikterne, som tidligere blev kontrolleret udelukkende fra hovedstaden. De politiske udfordringer er overvældende, og politikerne skal bygge en ny stat op fra bunden. Samtidig er behovet for rent drikkevand til alle områder af landet og genopbygningen af et ødelagt vejnet afgørende for landets genopbygning. Andre presserende udfordringer består i at bekæmpe korruption og skabe et velfungerende statsapparat, samt re-etablering af internationale forbindelser. Før genopbygningen kan begynde for alvor, må regeringen sørge for, at volden ophører, og menneskerettighederne respekteres over hele landet. FN-styrken MONUSCO samarbejder med regeringshæren om dette arbejde. Efter flere år med Kabilas autoritære regime vandt Félix Tshisekedi præsidentvalget i 2018 og vil arbejde for et fredeligt Congo. Interne konflikter præger dog stadig landet og senest, i december 2018, blev landsbyer tilhørende Banunu-folket angrebet af medlemmer af Batende-folket, hvoraf mindst 500 mænd, kvinder og børn blev dræbt, over 100 såret og flere tusinde fordrevet fra området. FN omtaler det som en humanitær krise og som muligt brud på menneskerettighederne, men udmelder også at der ingen beviser er på sammenhæng med præsidentvalget og angrebet. Samtidig er landet plaget af det næstværste ebolaudbrud i historien.
Menneskelig udvikling

176 av 188
Økonomi og handel
Til trods for enorme naturlige ressourcer er DR Congo et af de fattigste lande i verden, og har været inde i en økonomisk tilbagegang i flere årtier. Mange af problemerne skyldes den belgiske koloniadministrations opbygning af ensidige økonomiske strukturer for at tømme landet for værdifulde ressourcer. En anden hovedårsag er Mobutu Sese Sekos mangeårige regime, hvor enorme rigdomme blev ført ud af landet. Præsident Kabila har liberaliseret økonomien, men der er fortsat store problemer knyttet til korruption, ustabil centralledelse og enorm inflation. Staten kontrollerer stadig den del af industrien, der er forbundet med større eksport, men en omfattende sort økonomi er vokset frem for at dække efterspørgslen for tjenesteydelser og transport. De vigtigste eksportvarer er kaffe, diamanter, guld, kobber, kobolt, træprodukter, kaffe og råolie. Mineindustrien står for 70% af eksportindtægterne, hvilket førte til at DR Congo var et af de afrikanske lande, der blev hårdest ramt af finanskrisen i 2008. I de seneste år, har Kina investeret mere og mere i infrastruktur og sygehuse i DR Congo mod gunstige aftaler om udvinding af kobber og kobolt.
Kort
Statistik
Her finder du værdierne for Den Demokratiske Republik Congo på alle indikatorer (seneste rapporteret år). Du kan let sammenligne disse værdier med værdierne for et andet land. Gå til statistikken for landet