Ecuador ligger i det nordvestlige Sydamerika, ved ækvator og omfatter også Galápagos øerne i Stillehavet. Landets deler sig i tre områder: kysten, det midterste højplateau dannet af Andesbjergene og det østlige lavland. Klimaet på kysten er hed og fugtig, selv om den kolde Perustrøm i visse områder reducerer regnmængderne. I området øst for Andesbjergene finder man den tropiske regnskov i Amazonas. Indimellem bliver landet mødt af El Niño, et meget særligt vejr som bringer tyfoner og tordenvejr med sig.

Det mest alvorlige miljøproblem i Ecuador er ødelæggelsen af skovene. Indtil 90’erne havde landet mistet over 30% af sine oprindelige mangroveskove. Ødelæggelsen af skovene har også øget ørkendannelsen i tørre områder. Det er blevet anslået at med dagens ødelæggelsestempo ville skovområderne ved kysten være helt væk inden år 2010, og skovene i Amazonas-området inden år 2035. Den største årsag anses at være det traditionelle landbrug, men udviklingen af olieindustrien har også spillet en rolle. I 2010 indgik Ecuador en unik aftale med FNs miljøprogram (UNEP) om at afstå fra at udnytte et oliefelt i Yasuna-reservatet i Amazonas for at bevare regnskoven.

Galápagos øerne er kendt for sine unikke dyrearter, og øerne er blevet medtaget på UNESCOs verdensarvsliste. Det var her, Darwin fandt materiale til at skrive “Arternes oprindelse”.

Man ved, at det har været blomstrende højkulturer i Ecuador til og med 3000-tallet før vor tidsregning. Ecuador udgjorde i 1400-tallet den nordligste dele af det gamle Inkariget. De næste erobrere var spanierne, som ankom i 1534. Inkaindianerne blev i løbet af hundrede år reduceret til halvdelen af sit oprindelige befolkningstal, på grund af sygdomme og tvangsarbejde under kolonitiden. Den lokale uafhængighedskrig begyndte i 1820’erne, og i 1822 løsrev Ecuador sig fra kolonimagten Spanien for at blive en del af Colombia. Ecuador blev uafhængigt i 1830. Befolkningen flyttede gradvist fra det midterste højplateau og slog sig ned på dyrkbare områder på kysten, da efterspørgslen på kakao øgedes, og landet profilerede sig tidligt som producent af eksportartikler. Da kakaopriserne faldt, og landet oplevede en økonomisk krise, førte det til politisk kaos og et militærkup i 1925. I 1942 gav Ecuador i henhold til Rio-traktaten områder til Peru for gøre en ende på den korte krig mellem landene, som bundede i en grænsestrid.

Efter 2. verdenskrig oplevede man et voldsomt opsving i bananeksporten, der gjorde at landet tjente penge og den økonomiske velstand voksede. Men da bananpriserne i begyndelsen af 1960’erne faldt, udbrød der strejke. Politisk uro spredte sig og Ecuador blev underlagt militærdiktatur i to perioder. I 1967 blev der desuden fundet olie i landet, og i frygt for at politikerne skulle bruge olien til at gøre sig selv rige, tog general Lara magten i 1972. Lara satsede på industri hvilket førte til at mange bønder flyttede fra landet til byerne. Samtidig med dette, gennemførte landet jordreformer. Retten til at eje jord blev fordelt, hvilket fratog den økonomiske overklasse - jordejerne - meget magt.

Oliepolitikken og forsøget på jordreformer førte til konflikter, og general Lara måtte i 1975 overlade præsidentembedet til borgerskabets general Raúl Gonzáles Alvear, som så selv blev væltet i et nyt kup i 1976. Den nye junta blev ledet af viceadmiral Alfredo Poveda.  

En ny grundlov blev vedtaget ved folkeafstemning i 1978, og denne gav for første gang analfabeter stemmeret. Analfabeter udgjorde 40% af befolkningen. Det efterfølgende valg blev vundet af kristendemokraten Jaime Roldós Aguilera, som vakte håb om en demokratiseringsproces i Latin-Amerika. Roldós oprettede øjeblikkeligt diplomatiske forbindelser til Cuba og Kina og gjorde sig til en populær talsmand for de fattige. I maj 1981 omkom Roldós i en mystisk flyulykke og hans vicepræsident, Osvaldo Hurtado Larrea, overtog styringen af landet.

Politiske optøjer vendte tilbage efter en lang pause i 1996, da den valgte præsident Abdala Bucaram blev afløst fra sit embede på grund af en sindssygdom. Hans efterfølger blev afsat som følge af den mislykkede valutareform i forbindelse med folkeoprøret i 2000.

Rafael Correa kom til magten i 2007 med et løfte om at indføre en ny grundlov, som skulle stoppe den uretfærdige fordeling af landets ressourcer og politisk ustabilitet. Han blev også den første præsident, der blev genvalgt i 2009 (godt nok i et fremskyndet valg) og igen i 2013. Det er lykkedes ham at skabe politisk stabilitet og hans “medborgerrevolution” har ført til bedre levevilkår for landets fattige, arbejdsløsheden er faldet, flere lærer at læse, og sundhedsvæsnet er blevet bedre. Den nye grundlov medførte også, at Ecuador i 2008 kunne kalde sig det første 

Ifølge grundlov fra 2008 vælges præsidenten, vicepræsidenten og repræsentanterne i nationalforsamlingen for 4 år ad gangen. Landets regering består af 38 medlemmer, og i nationalforsamlingen med et kammer sidder der 124 medlemmer. Grundloven giver præsidenten bred fuldmagt og præsidenten kan genvælges for to perioder i træk. Siden 2017 har Correas allierede, Lenín Moreno Garcés, siddet på præsidentposten. 

Ecuadors politiske situation har i flere år været præget af ustabile og kortvarige regimer og social uro. Manglende tillid til politikerne og udbredt korruption har præget landet.  De politiske partier har været små og mere afhængige af populistiske og karismatiske politikerne end partiprogrammer og ideologier, noget som blev fremhævet særligt under diktaturperioderne i årene 1972-79. Valget af Rafael Correa som præsident og den nye grundlov i 2008 gav fornyet håb om nødvendige ændringer i det ecuadorianske samfund, med vægt på øget folkelig deltagelse i et rigtigt demokratisk system, hvor sociale rettigheder og en stærkere stat er væsentlige elementer. Et vigtigt sigtemål for grundlovsændringer var et styrke rettighederne for den fattigere del af befolkningen, deriblandt indianerne, som i historiens løb har haft meget lidt politisk indflydelse.

Ifølge FN’s definition af fattigdom lever over halvdelen af Ecuadors befolkning i fattigdom. Forskellen mellem de der har penge, og de der ikke har penge i landet er enorm. Den rigeste del af befolkningen ejer 80% af landets ressourcer og klasseskellene er tydelige. Efterkommerne af spanierne er de rigeste mens indianerne og afrikanske efterkommere er de fattigste. Landets sundhedssektor er delt efter samme mønster: De der kan betale for det, benytter private sundhedstjeneste, og de andre, der ikke har samme mulighed må benytte det offentlige sundhedsvæsen, der især ude på landet er meget ringe. ⅕ børn lider af underernæring og adgang til rent vand er et problem. Derudover har man i de senere år oplevet at flere rammes af vestlige livsstilssygdomme såsom overvægt, diabetes og forhøjet blodtryk.

I 2011 startede præsident Correa et vigtigt sundhedstiltag, der skulle forhindre ungdomsgraviditet med gratis prævention, seksualundervisning og holdningskampagner. Til trods for de skævt fordelte olieindtægter, og landets store interne udfordringer, er Ecuador et af de lande, der tager imod flest asylansøgere, især fra nabolandene.

Menneskesmugling er et stort problem i Ecuador. Den colombianske narkotikamafia har bidraget meget til stigningen i kriminalitet i Ecuador.

Ecuadors vigtigste eksportartikler er olie, guld, bananer, rejer og andre primære landbrugsprodukter. Landet er verdens største bananeksportør. En af de største indtægtskilder udover olien er Ecuadors udenlandsboende statsborgere, som sender penge hjem til landet. Turismen er blevet den tredjevigtigste sektor, men landet er således meget afhængig af olie, som har fået øget eksportkapacitet takket være det nye olierør, som blev færdig i 2003. Den svækkede økonomi i årene 1997-98 kulminerede i en økonomisk krise i 1999. Krisen blev forværret af problemer i landbruget, forårsaget af vejrfænomenet El Niño og den lavere pris på olie på verdensmarkedet. Man bestemte sig for at skifte landets valuta, sucre, til dollars, noget som medførte et folkeoprør, og som medførte magtskifte. I 2001 gik Ecuador alligevel vellykket over til dollars og indgik støtteaftaler med IMF for stimulering af landets økonomi.