Kina strækker sig over enorme områder - fra havet og til verdens højeste bjerg - og har som følge at dette store variationer i klima og natur. I vest er der hovedsageligt bjerge og tørre områder – og ørken i nordvest. I landets østlige dele er der frugtbare sletter, mens der er regnskov i syd. Monsunvindene har stor indvirkning på landets klima. Om vinteren dominerer polarvinde, mens der er varme og tropiske vinde om sommeren.

Kina har det største klimagasudslip i verden – grundet omfattende produktion og forbrug af olie og kul. Industriudslippene har ført til mangel på rent drikkevand og sundhedsproblemer blandt indbyggerne i flere områder. Skovrydning og jorderosion har bidraget til, at Kina har mistet 1/5 af landets dyrkbare områder siden 1949.

Den kinesiske civilisation er mange tusinde år gammel. Civilisationen var længe blandt verdens mest avancerede, og opfindelser som kompasset, krudtet, papiret og trykkekunsten kommer alle fra Kina. Fra år 1600 fvt. er landet blevet styret af en række dynastier, hvor herskerfamilier havde magten i generationer. Forskellige invasioner, lokale krige og oprør har præget historien.

I 1911 udbrød en revolution, hvilket resulterede i dynastiets afskaffelse og oprettelsen af Republikken Kina. Nationalistpartiet Kuomintang og Kinas kommunistparti kæmpede om magten i mange år, men valgte at samarbejde, da der udbrød krig mellem Kina og Japan i 1937. Efter Kina vandt krigen i 1945, startede en blodig borgerkrig. Kommunisterne, med Mao Zedong i spidsen, vandt krigen og oprettede Folkerepublikken Kina i 1949. Nationalistpartiets tilhængere trak sig derimod tilbage og bosatte sig på øen Taiwan. Mao Zedong styrede med jernhånd og lancerede i 1966 «Den store proletariske kulturrevolution». Han ønskede at udrydde gamle skikke og sædvaner i det kinesiske samfund – og i stedet indføre kommunistisk ideologi. Maos død i 1976 førte til et opgør med de mere radikale elementer af kommunismen.

Kina er en socialistisk folkerepublik. Kommunistpartiet har haft magten siden 1949, og udfordres ikke af en reel opposition. Statens øverste organ, Folkekongressen, udnævner præsidenten og statsministeren. Resten af året fungerer kongressens udøvende komité som lovgivende forsamling under Kommunistpartiets kontrol. Kinas præsident, Xi Jinping, fik magten i 2013 og regnes for at være den mægtigste kinesiske leder siden Mao Zedong.

Kinesiske myndigheder driver streng kontrol over befolkningen. Tidligere blev der ført en etbarnspolitik for at begrænse befolkningstilvæksten – hvilket har medført en aldrende befolkning. I dag diskrimineres minoritetsgrupper og medier og internettet kontrolleres strengt. Korruption anses for at være et omfattende problem, og årligt dømmes hundredevis af mennesker til døden for økonomiske forbrydelser. Vesten er særlig kritisk over for Kinas besættelse af Tibet, samt kinesernes krav om at Taiwan skal tilslutte sig fastlandet.

Kina er et permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd, og landet spiller stadig en vigtig international rolle. I nærområderne ønsker Kina at fremme stabilitet, samarbejde og gode handelsforbindelser - samtidig med at de, med varierende held, forsøger at forsikre omverdenen om, at de har fredelige hensigter.

Forholdet til andre land i Sikkerhedsrådet

USA er traditionelt en af Kinas modstandere i Sikkerhedsrådet, men det sidste årti har der været en øget handel mellem de to stormagter, som i stor grad har været afgørende for Kinas hurtige økonomiske vækst. Forholdet til USA er imidlertid forværret kraftig under præsident Trump, og for tiden foregår der en handelskrig, da begge lande stadig højner deres toldsatser over for hinanden på vigtige handelsvarer. Disse toldsatser har også stor betydning for den globale økonomiske vækst, hvilket bekymrer mange.

Forholdet mellem Storbritannien og Kina er heller ikke det bedste, men kan alligevel beskrives som velfungerende. Storbritannien og Frankrig støtter ofte USA i Sikkerhedsrådet, og står derfor i opposition til Kina på mange vigtige spørgsmål. Forholdet mellem Kina og Rusland er gennemgående godt, og disse to landene spiller gerne på lag mod Vesten i Sikkerhedsrådet. Hvor Rusland mange gange optrækker fronterne i eventuelle uenigheder med Vesten, foretrækker Kina at holde en lavere profil.

Kina er en stærk forsvarer af, at FN ikke skal blande sig i andre landes indre anliggender, og er ofte skeptisk over for indgriben vedtaget af Sikkerhedsrådet. Landet er en stor investor i udlandet, og bygger kontakter og netværk på basis af sit store overskud på handelsbalancen.

Kina og Iran indgik i juli 2020 en samarbejdsaftale som går 25 år frem i tiden. Aftalen indebærer 4000 milliarder kroner i kinesiske investeringer i Iran, mod en rabat på iransk olie og en åben passage gennem Iran for deres handelsruteprojekt "et belte, en vej". Investeringerne i Iran skal gå til landets olie - og gasindustri, udbygning af Irans 5G- internet og til at udvikle havne, jernbaner og banker. 

Forholdet til Syrien

Kina har et godt forhold til Syrien, og der er en betydelig handel mellem landene. Kina forholder sig skeptisk, når det kommer til at blande sig i det, de mener er andre landes interne anliggender, og ønsker at styrke Syriens territorial integritet.

Sammen med Rusland har Kina flere gange nedlagt veto mod resolutioner om Syrien i Sikkerhedsrådet. Begrundelserne har b.la. været, at man må lade den politiske proces gå sin gang, være tålmodige, og hellere fremme våbenhvile mellem parterne. Kinas repræsentant i Sikkerhedsrådet udtalte i maj 2014, at Kina var objektiv i forhold til situationen i Syrien, og at Kina ikke havde egeninteresse i Syrien.

Siden 1970 har Kina bevæget sig fra en centralstyret planøkonomi til en mere markedsstyret økonomi af stor international betydning. Kina har oplevet en enorm økonomisk vækst siden slutningen af 70’erne, hvilket har gjort landet til en af verdens største økonomier. Udviklingen har også skabt store forskelle mellem rig og fattig – og mellem by og land. Selv om der er blevet gennemført en del reformer, styrer staten fortsat store dele af økonomien. Hensynet til social stabilitet og økonomisk vækst er styrende for kinesisk politik.

Kina er rig på naturressourcer som kul, olie og jernmalm. Landet driver en omfattende handel med andre lande og eksporterer varer som tekstiler, elektroniske produkter, olie, biler og våben. Landets vigtigste handelspartnere er EU-lande, USA og Japan. De sidste år har handelsforholdet mellem USA og Kina været ret anstrengt, og landene har indført ekstra told på hinandens varer.

Kinas investeringer i udlandet er øget betydeligt de senere år, både i Afrika, Europa og Nordamerika. Kina satser tungt i Afrika, primært for at sikre sig adgang til olie, gas og mineraler. Endvidere ønsker Kina at bidrage til at afrikanske lande kan producere madvarer til den stadig voksende kinesiske befolkning. Afrikanske lande er også vigtige markeder for de kinesiske varer.

Tips 

Kina er en af parterne som forhandlede atomvåbenaftalen med Iran i 2015. Kina er kritisk for at USA har trukket sig fra aftalen, og ønsker at den skal videreføres selvom den har sine svagheder. Efter at USA trak sig ud og gennemførte økonomiske sanktioner mod landet, har Kina gentagende gange understreget at alle lande har ret til at handle med Iran indenfor de områder som atomaftalen godkender. 

Sidste gang Iran var underlagt strenge sanktioner fra Vest var på grund af deres atomvåben program, her fortsatte Kina med at købe meget olie fra landet. Dette er ikke sket i samme grad denne gang, da kinesiske banker nu i større grad der integreret i den globale økonomi, og kan risikere sanktioner fra USA. 

Kina er positiv overfor de europæiske landes oprettelse af en alternativ handelsmekanisme for Iran (ISTEX), eftersom at firmaer fortsat kan handle med Iran uden at blive ramt af USA's straffetiltag. Kina deltager foreløbigt ikke i INSTEX, selvom initiativtagerne er åbne for at lande udefra også kan tilslutte sig. Hvis INSTEX også kommer til at omfatte olie, og Kina bliver en del af ordningen, vil det skærpe handelskonflikten mellem Kina og USA. 

Kina er kritiske for USA's konflikt med Iran. Selvom USA har trukket sig fra atomaftalen med Iran, har landet siden 2020 arbejdet for at forlænge en våbenembargoen, som i følge atomaftalen skal hæves i oktober 2020. Deres begrundelse har været, at den regionale sikkerhed er stærkt truet, eftersom embargoen hæves som planlagt. I august 2020 fremmede USA en resolution i FN's Sikkerhedsråd som forlængelsen af embargoen, men fik ikke et flertal og siger nu at de i stedet vil gennemføre FN-sanktioner fra 2005. Kina har reageret negativt på USA's initiativ for at oprette en international marinestyrke, som skal beskytte den civile skibsfart gennem Hormuzstrædet. Samtidig er landet bekymret for sikkerheden for kinesiske skibe, som sejler gennem området, og har anmodet alle parterne i konflikten om at vise tilbageholdenhed. 

Kina har tidligere givet støtte til Iran i spørgsmålet om iransk indblanding i konflikten i Yemen. Dette skete i februar 2018, da Kina undlod at stemme ved afstemningen i FN's Sikkerhedsråd og fordømte Iran for at bryde våbenembargoen mod Houthi-bevægelsen. Denne afstemning, hvor Rusland nedlagde veto, provokerede USA. Amerikanerne mente, at beviset for ulovlig iransk våbensmugling til houthierne i Yemen var stærk. Kina har også tidligere samarbejdet med Rusland for at begrænse virkningen af ​​FN-sanktioner mod Iran, som følge af en mistanke om militære projekter i landets atomvåben program.

Siden januar 2020 har IAEA bedt Iran om adgang til at inspicere to anlæg, hvor der er mistanke om spor af nukleart materiale uden succes. De pågældende faciliteter er ikke en del af 2015-aftalen, men mistænkes for at være en del af Irans nukleare aktivitet inden 2003. Iran mener, at det har overholdt alle IAEA's krav. De mener endvidere, at undersøgelser relateret til aktivitet inden 2015 falder uden for rammerne for atomaftalen. I juni 2020 vedtog IAEA-bestyrelsen en beslutning, der krævede, at IAEA giver adgang til faciliteterne. Frankrig, Tyskland og Storbritannien fremmede beslutningen. Kina og Rusland stemte imod under afstemningen. Kina har erklæret, at det er bekymret for, at beslutningen kan bringe hele atomaftalen med Iran i fare. Iran gav endelig IAEA adgang til de to faciliteter i august 2020.

I spørgsmålet om oprettelse af en atomvåbenfri zone i Mellemøsten, støtter Kina dette forslag. Kina har opfordret Israel til at indgå i ikke-spredningstraktaten og dermed opfylde en af ​​de vigtige betingelser for oprettelsen af ​​zonen. FN's generalsekretær inviterede til, den første konference om spørgsmålet om en atomvåbenfri zone i Mellemøsten, i november 2019. Kina blev inviteret og deltog sammen med de involverede lande. USA og Israel blev også inviteret, men dukkede ikke op. Konferencen vedtog en politisk erklæring og vil fortsat mødes årligt.

Kina er en af ​​verdens atomvåbenstater, og det svenske forskningsinstitut SIPRI antager, at landet har ca. 320 nukleare sprænghoveder i deres nuværende arsenal. Landet har gentagne gange argumenteret for, at atomvåbenstaterne også skal afvæbne sig, hvis de ønsker en verden fri for atomvåben, men uden at dette hidtil har resulteret i særligt konkrete foranstaltninger. Kina mener, at Rusland og USA har et særligt stort ansvar på dette område, da de hver for sig og sammen har et så meget større antal atomvåben end de andre atomvåbenstater. Indtil videre ser det ud til, at Kina også prioriterer modernisering af sine egne eksisterende atomvåben.

Kina er den eneste stormagt i FN's Sikkerhedsråd, som er gået ud med en erklæring om, at de aldrig vil være den første part, der bruger atomvåben i en konflikt. Kina har opfordret andre atomvåbenstater til at stille lignende garantier.