Kina strækker sig over enorme områder - fra havet og til verdens højeste bjerg - og har som følge at dette store variationer i klima og natur. I vest er der hovedsageligt bjerge og tørre områder – og ørken i nordvest. I landets østlige dele er der frugtbare sletter, mens der er regnskov i syd. Monsunvindene har stor indvirkning på landets klima. Om vinteren dominerer polarvinde, mens der er varme og tropiske vinde om sommeren.

Kina har det største klimagasudslip i verden – grundet omfattende produktion og forbrug af olie og kul. Industriudslippene har ført til mangel på rent drikkevand og sundhedsproblemer blandt indbyggere i flere områder. Skovrydning og jorderosion har bidraget til, at Kina har mistet 1/5 af landets dyrkbare områder siden 1949.

Den kinesiske civilisation er mange tusinde år gammel. Civilisationen var længe blandt verdens mest avancerede, og opfindelser som kompasset, krudtet, papiret og trykkekunsten kommer alle fra Kina. Fra år 1600 fvt. er landet blevet styret af en række dynastier, hvor herskerfamilier havde magten i generationer. Forskellige invasioner, lokale krige og oprør har præget historien.

I 1911 udbrød en revolution, hvilket resulterede i dynastiets afskaffelse og oprettelsen af Republikken Kina. Nationalistpartiet Kuomintang og Kinas kommunistparti kæmpede om magten i mange år, men valgte at samarbejde, da der udbrød krig mellem Kina og Japan i 1937. Efter Kina vandt krigen i 1945, startede en blodig borgerkrig. Kommunisterne, med Mao Zedong i spidsen, vandt krigen og oprettede Folkerepublikken Kina i 1949. Nationalistpartiets tilhængere trak sig derimod tilbage og bosatte sig på øen Taiwan. Mao Zedong styrede med jernhånd og lancerede i 1966 «Den store proletariske kulturrevolution». Han ønskede at udrydde gamle skikke og sædvaner i det kinesiske samfund – og i stedet indføre kommunistisk ideologi. Maos død i 1976 førte til et opgør med de mere radikale elementer i kommunismen.

Kina er en socialistisk folkerepublik. Kommunistpartiet har haft magten siden 1949, og udfordres ikke af en reel opposition. Statens øverste organ, Folkekongressen, udnævner præsidenten og statsministeren. Resten af året fungerer kongressens udøvende komité som lovgivende forsamling under Kommunistpartiets kontrol. Kinas præsident, Xi Jinping, fik magten i 2013 og regnes for at være den mægtigste kinesiske leder siden Mao Zedong.

Kinesiske myndigheder driver streng kontrol over befolkningen. Tidligere blev der ført en etbarns-politik for at begrænse befolkningsvæksten – hvilket har medført en aldrende befolkning. I dag diskrimineres minoritetsgrupper og medier og internet kontrolleres strengt. Korruption anses for at være et omfattende problem, og årligt dømmes hundredevis af mennesker til døden for økonomiske forbrydelser. Vesten er særlig kritisk over for Kinas besættelse af Tibet, samt kinesernes krav om at Taiwan skal slutte sig til fastlandet.

Kina er permanent medlem af FN’s sikkerhedsråd, og landet spiller stadig en viktigere international rolle. I nærområderne ønsker Kina at fremme stabilitet, samarbejde og gode handelsforbindelser - samtidig med at de, med varierende held, forsøger at forsikre omverdenen om, at de har fredelige hensigter.

Forholdet til andre land i Sikkerhedsrådet

USA er traditionelt en af Kinas modstandere i Sikkerhedsrådet, men det sidste årti har der været en øget handel mellem de to stormagter, som i stor grad har været afgørende for Kinas hurtige økonomiske vækst. Forholdet til USA er imidlertid forværret kraftig under præsident Trump, og for tiden foregår der en handelskrig, da begge lande stadig højner deres toldsatser over for hinanden på vigtige handelsvarer. Disse toldsatser har også stor betydning for den globale økonomiske vækst, hvilket bekymrer mange.

Forholdet mellem Storbritannien og Kina er heller ikke det bedste, men kan alligevel beskrives som velfungerende. Storbritannien og Frankrig støtter ofte USA i Sikkerhedsrådet, og står derfor i opposition til Kina i mange vigtige spørgsmål. Forholdet mellem Kina og Rusland er gennemgående godt, og disse to landene spiller gerne på lag på lag mod Vesten i Sikkerhedsrådet. Hvor Rusland mange gange optrækker fronterne i eventuelle uenigheder med Vesten, foretrækker Kina at holde en lavere profil.

Kina er en stærk forsvarer af, at FN ikke skal blande sig i andre landes indre anliggender, og er ofte skeptisk over for indgriben vedtaget af Sikkerhedsrådet. Landet er en stor investor i udlandet, og bygger kontakter og netværk på basis af sit store overskud på handelsbalancen.

Forholdet til Syrien

Kina har et godt forhold til Syrien, og der er en betydelig handel mellem landene. Kina forholder sig skeptisk, når det kommer til at blande sig i det, de mener er andre landes interne anliggender, og ønsker at styrke Syriens territorial integritet.

Sammen med Rusland har Kina flere gange nedlagt veto mod resolutioner om Syrien i Sikkerhedsrådet. Begrundelserne har bla. været, at man må lade den politiske proces gå sin gang, være tålmodige, og hellere fremme våbenhvile mellem parterne. Kinas repræsentant i Sikkerhedsrådet udtalte i maj 2014, at Kina var objektiv i forhold til situationen i Syrien, og at Kina ikke havde egeninteresse i Syrien.

Siden 1970 har Kina bevæget sig fra en centralstyret planøkonomi til en mere markedsstyret økonomi af stor international betydning. Kina har oplevet en enorm økonomisk vækst siden slutningen af 70’erne, hvilket har gjort landet til en af verdens største økonomier. Udviklingen har også skabt store forskelle mellem rig og fattig – og mellem by og land. Selv om der er blevet gennemført en del reformer, styrer staten fortsat store dele af økonomien. Hensynet til social stabilitet og økonomisk vækst er styrende for kinesisk politik.

Kina er rig på naturressourcer som kul, olie og jernmalm. Landet driver en omfattende handel med andre lande og eksporterer varer som tekstiler, elektroniske produkter, olie, biler og våben. Landets vigtigste handelspartnere er EU-lande, USA og Japan. De sidste år har handelsforholdet mellem USA og Kina været ret anstrengt, og landene har indført ekstra told på hinandens varer.

Kinas investeringer i udlandet er øget betydeligt de senere år, både i Afrika, Europa og Nordamerika. Kina satser tungt i Afrika, primært for at sikre sig adgang til olie, gas og mineraler. Endvidere ønsker Kina at bidrage til at afrikanske lande kan producere madvarer til den stadig voksende kinesiske befolkning. Afrikanske lande er også vigtige markeder for de kinesiske varer.