Libyen ligger midt i det nordafrikanske plateau, en langstrakt klippeformation, der strækker sig fra Atlanterhavkysten til det Røde Hav. I midten af landet er der flere bjergkæder med bjergtoppe på op til 3500 meter over havets overflade. Indlandet er goldt og tørt med langstrakte sandsletter uden vegetation eller bebyggelse. Dette område har ørkenklima med næsten ingen nedbør og ekstreme temperatursvingninger i løbet af året. Der er tyndt befolkede områder spredt over en håndfuld spredte oaser. Langs den vestlige kyststrækning ligger frugtbare marker, som er velegnet til landbrug. Her er bebyggelsen langt tættere, og flere af de større byer ligger i denne region, som har et typisk mildt middelhavsklima. Øst for Sidrabugten går kysten over i lave højdedrag, som også er tætbefolkede. På trods af store forskelle mellem regionerne er mangel på regn en konstant faktor i hele Libyen. I ørkenområderne kan der gå år mellem regnbyger, mens der i kystområderne kan falde op til 4-500 mm nedbør på et år. Libyens største miljøproblemer er knyttet til landets klima og beliggenhed. Landet har meget ringe adgang til rent drikkevand og kæmper med ørkendannelse og jorderosion på grund af dårlig jord og dårligt reguleret landbrug.

De libyske kystområder blev i 96 f.Kr. erobret fra fønikerne af Romerriget. Landet forblev en romersk provins til midten 400-tallet, hvor imperiet begyndte sin lange tilbagegang. I midten af 600-tallet blev området indlemmet i det arabiske rige, der indførte islam og arabisk kultur og sprog. De libyske områder blev en kastebold mellem forskellige arabiske sultaner i næste århundreder. Da det osmanniske rige overtog kontrollen af Libyen i 1500, blev styret overdraget til lejesoldater, og libyske havne blev taget aktivt i brug af osmanniske pirater, der hærgede Middelhavet i løbet af de næste århundreder. Op gennem 1800-tallet begyndte osmannerne at miste flere og flere områder, og i 1911 invaderede Italien Libyen og gjorde landet til en italiensk provins. Tusindvis af italienere flyttede til landet, og store vej- og industriprojekter blev iværksat.

Under Anden Verdenskrig blev Libyen invaderet af britiske styrker, og i 1951 blev landet, som et af de første i Afrika, selvstændigt. Det nye styre havde enorme problemer med fattigdom og underudvikling og var helt og aldeles afhængig af udenlandsk bistand, indtil der blev fundet olie i 1959. I 1969 blev regeringen væltet ved et kup ledet af oberst Muammar al Gaddafi, der udviste alle udlændinge og ville opbygge en ny social og politisk orden fra bunden.

Gaddafi styrede landet med jernhånd i 42 år. Al magt lå hos ham, en gruppe slægtninge og sikkerhedschefer. Takket være olien, blev landet på kort tid et af Afrikas rigeste, målt i brutto nationalprodukt. Store dele af indtægterne blev brugt på militær oprustning. Derudover satte Gaddafi gang i større udviklingsprojekter, såsom at lede grundvand fra Sahara til kysten. Gaddafi fik mange fjender og bekæmpede blandt andet USA og Israel ved at støtte militante grupper rundt om i verden. Dette førte til at landet blev stillet overfor FN-sanktioner, der ramte landets økonomi. I lang tid var Libyen derfor isoleret fra resten af verden.

I 2011 udbrød der oprør mod Gaddafi-regimet. Oprøret blev hurtigt slået ned vest i landet, hvor regimet stod stærkest. Øst i landet fik oprøret hurtigt tilslutning. Mange med job i militæret blev afhoppere for at tilslutte sig demonstrationerne med våben i hånden. I Benghazi opstod et nationalt overgangsråd med den afhoppede justitsminister Mustafa Abdeljalil i spidsen. Gaddafis hær var alligevel overlegne og nærmede sig hurtigt Benghazi. Siden FNs sikkerhedsråd ønskede at beskytte civilbefolkningen "med alle midler", blev der givet mandat til en international indsats med kampfly. Styrkerne var ledet af NATO, med Frankrig, USA og Storbritannien i spidsen. Alle angreb fra NATO-styrkerne var rettet mod Gaddafi-regimet og regeringen. I august samme år nåede oprørsstyrkerne hovedstaden Tripoli, og i oktober blev Gaddafi selv dræbt. 

I sommeren 2012 overtog et nyt styre magten fra de oprørere, som året før havde gjort en ende på Gaddafis enevælde. Styret nedsatte en regering, som skulle lave en ny grundlov for landet. I 2014 blev der holdt nyt valg, selv om man ikke var kommet til enighed om nogen ny grundlov. Samtidig er forholdene i Libyen meget kaotiske, og der hersker borgerkrigstilstand i landet. Utallige grupper kæmper om penge og landområder. 

Olie har givet Libyen en ganske høj levestandard med et godt udbygget velfærdssystem og gæstearbejdere, som tager tunge arbejdsbyrder. Siden 1970'erne har regeringen givet folket hjem, gratis uddannelse og sundhedstjenester, arbejde i den offentlige sektor og prisstøtte til vigtige madvarer. Næsten alle børn bliver vaccineret, og landet har lav børnedødelighed. Den gennemsnitslige levealder er høj, 78 år. 2/3 af befolkningen er under 30 år. Der bor ikke så mange folk i Libyen, og næsten 80% af befolkningen på 7 millioner bor i byer. De fleste bor langs kysten i de to største byer, Tripoli og Benghazi. Libyerne er hovedsageligt sunnimuslimer med et lille mindretal af kristne. 

Libysk politik domineredes ind til det arabiske forår helt og aldeles af Gaddafi, som havde skabt en unik islamisk socialisme, der kaldtes "den tredje universelle teori". Systemet bestod af en række komiteer på landsby-og by-niveau og helt op til det revolutionære råd, de 12 militære som stod bag kuppet i 1969. Valg var forbudt, og demokratiet skulle udøves ved, at befolkningen gav udtryk for deres meninger gennem komiteerne, mens Gaddafi i virkeligheden sad alene med al magten. Fra 1970 til 1999 var Libyen en af USA og andre vestlige magters vigtigste fjender. Gaddafi bakkede op om alt fra PLO til IRA og Irans krig mod Irak, og det var libyske terrorister i 1987 sprængte et fly over Lockerbie, Skotland. Siden 1999 har Gaddafi åbnet landet mere og mere op for vestlig indflydelse og har afbrudt udviklingen af masseødelæggelsesvåben.

Efter mange års bestræbelser på at etablere forskellige arabiske unioner, har Libyen nu vendt sig sydover mod resten af Afrika og er blandt andet meget aktiv i Den Afrikanske Union (AU). På trods af store olieindtægter kæmper landet med høj arbejdsløshed, især blandt de unge. I modsætning til andre afrikanske lande er Libyen ikke så hårdt ramt af HIV/AIDS-epidemien, og indbyggerne har en relativ høj levestandard. 

I afrikansk målestok er den libyske økonomi solid, og landets bruttonationalprodukt (BNP) er et af kontinentets højeste. I løbet af den periode, hvor landet var isoleret fra verden, stagnerede en stor del af økonomien på grund af sanktioner fra FN og USA, korruption og store investeringer i udviklingen af masseødelæggelsesvåben. I de seneste år har landet oplevet en stabil vækst, men økonomien svinger i takt med oliepriserne på verdensmarkedet, hvilket gør langsigtet planlægning vanskelig. Så meget som 95 procent af økonomien består af olieindustrien, men en stor del af indtægterne fra denne sektor kommer ikke befolkningen til gode. Mange af arbejderne i olieindustrien kommer udefra og tager de penge, de tjener, ud af landet. Næstefter olie er landbruget Libyens levevej. Alligevel er landet afhængig af import af fødevarer og producerer kun en fjerdedel af sit eget fødevarebehov. Arbejdsløshed og manglende sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsmarked bidrager til at stagnere den ensidige økonomi, og forsøg på at starte nye sektorer har hidtil ikke ført til store forandringer.