Nordkorea

Bjerge og bjergområder udgør omkring 80 procent af landarealet i Nordkorea. Den 40 km lange grænse mod Sydkorea er et af verdens mest militariserede områder. Landets højeste bjerg er vulkanen Paektu. Landet grænser op til Kina og Rusland i nord og her løber floderne Tumen og Yalu. 

Landet er rigt på mineralressourcer, især kul og jernmalm, men landets store industri og dens ineffektiv planøkonomi har ført til forurening af jorden og drikkevandet. Behovet for brændsel har medført, at lavlandet stort set er ryddet for skov, og dette er til trods for, at landet systematisk har plantet skov siden midten af 1950'erne. Som et resultat af skovrydningen, er jorderosion også et blevet et stort problem. Landet har et kontinentalt klima, med kolde vintre og varme somre. Monsunvinden påvirker sommermånederne og cirka halvdelen af nedbøren falder mellem juni og august. 

Koreahalvøen har gennem tiden været hjemsted for mange forskellige stater, og de tidligste statsdannelser går mere end 4000 år tilbage.

Koreas historie er præget af dets placering mellem stormagterne Kina og Japan. Fra 1300-tallet og frem til 1800-tallet, hvor Japan erobrede og koloniserede halvøen, var det Kina som havde størst indflydelse over den koreanske halvø.

Efter Japans nederlag i 2. Verdenskrigen blev Korea erobret af de allierede. Landet blev midlertidigt delt i to langs den 38. breddegrad, men målet var at oprette en uafhængig, koreansk stat. Forsøget mislykkedes, og Sovjetunionen etableret et kommunistisk styre i nord, mens USA indsatte en regering af nationalister i syd. Da USA og Sovjet trak sig ud i 1948 opstod der en blodig borgerkrig (1950-1953) mellem kommuniststaten i nord, med kinesisk og sovjetisk støtte, og Sydkorea, som fik støtte fra USA-ledede FN-styrker. Da krigen endte forblev grænsen næsten uændret. De to lande har endnu ikke underskrevet en fredsaftale. Efter Koreakrigen er cirka 10 millioner nære slægtninge blevet adskilt og de fleste af disse nægtes at have kontakt. Forholdet mellem landene er stadig anspændt, og der er stadig skyderier over grænsen. 

Nordkorea har siden landet blev selvstændigt været styret med jernhånd af én familie, nemlig Kim-familien, og den nuværende leder, Kim Jong-un, er den tredje Kim i rækken. Det er opstået en slags personkult omkring den første præsidenten, Kim II-Sung, og efter hans død er han blevet udråbt som ”evig præsident", og man har indført en ny tidsregning som startende det år han blev født (1912).

Nordkorea er et kommunistisk diktatur. Samfundet er militariseret og lukket mod omverden. Verden ved meget lidt om det nordkoreanske politiske system. Landet har et parlament og en regering, men det er det kommunistiske arbejderparti som dominerer statsapparatet og militæret. Kim Jong- un er landets statsleder og han er leder af partiets centrale militære kommission. 

Siden 1950 har landets statsideologi været den såkaldte jucheideologi, der lægger vægt på national, kulturel og økonomisk uafhængighed, og at partiet og samfundet skal sættes foran individet.  Siden 1994 har princippet om «militæret først» desuden også spillet en vigtig rolle – Songun-doktrinet. Det indebærer at militæret prioriteres i statsbudgettet, og at militærets interesser sættes foran alt andet i samfundet.

Menneskerettighedssituationen i landet er dårlig. FN’s menneskerettighedsråd (UNHRC) rapporterer om grove brud på menneskerettighederne, som for eksempel henrettelser, slaveri, tortur, voldtægter, tvungne aborter, tvangsflytning, forsvindinger og forfølgelse på grund af politisk observans, religion, race og køn. Siden 1950'erne har der eksisteret politiske fangelejre, der beskrives som koncentrationslejre, som der menes at kunne huse over 200 000 personer. Der er blandt andet dødstraf hvis man flygter fra landet. Det nordkoreanske regime lader ikke meget slippe ud om, hvordan leveforholdene reelt er i landet, og det vi ved, ved vi kun gennem folk der er flygtet derfra. 

Nordkoreas forhold forhold til resten af verden er anspændt. Landets udenrigspolitik præges af, at der aldrig er blevet underskrevet en fredsaftale mellem nord og syd da Koreakrigen blev afsluttet. I dag er Nordkoreas hovedmodstandere Sydkorea, USA og Japan. 

Traditionelt har Kina og Rusland støttet Nordkorea. Kina har virket mere bekymret for urolighederne på Koreahalvøen og kommunistregimets kollaps, end de er for at Nordkorea udvikler atomvåben. Alligevel er forholdet blevet forværret efter at Kim Jong-un kom til magten i 2012, og Kinas indflydelse er blevet mindre. 

Siden 1990 har internationale forhold været præget af landets udvikling af atomvåben, og omverdens forsøg på at stoppe denne udvikling. Den første kernefysiske prøvesprængning blev gennemført i 2006. Verden, gennem FN's Sikkerhedsråd, har reageret kraftigt og indført strenge økonomiske sanktioner. 

Rusland har ogs¨å fordømt atomprøvesprængningerne og raketaffyringerne, men er i udgangspunktet stadig fortaler for dialog frem for sanktioner. Sanktioner har ellers været det internationale samfunds primære våben mod Nordkorea siden de såkaldte sekspartsforhandlinger (der foregik mellem Nord- og Sydkorea, Japan, Rusland, USA og Kina) brød sammen i 2006, da landet lavede sin første atomprøvesprængning.

Det var håb om at spændingerne ville blive mindre, da Kim Jong-un overtog efter sin far, men i stedet er konflikten eskaleret. I 2016 gennemførte landet sin sjette prøvesprængning og har endvidere udviklet langdistanceraketter, som kan nå amerikansk territorium. Verdenssamfundet har hver gang reageret med stadig strengere økonomiske sanktioner. Efter Trump blev præsident i USA i 2017, har spændingerne mellem de to lande nået nye højder, og retorikken fra begge sider er blevet skærpet. Trump og Kim Jong-un har mødtes flere gange siden 2018 for, at indgå en aftale om afviklingen af atomvåben, men det er i foråret 2019 endnu ikke lykkedes dem at nå til enighed. 

Nordkorea har en planøkonomi, og staten kontrollerer derfor næsten al aktivitet. Udover at være verdens mest centralstyrede økonomi, er den også den mest isolerede økonomi. Stort set hele vareudvalget i landet kommer fra den statsligejede industri, og jordbruget er organiseret i store fællesbrug (kollektiver). Jordbruget står for en fjerdedel af økonomien, men producerer ikke nok til at brødføde befolkningen. Landet er derfor afhængig af at få mad og nødhjælp fra udlandet.

Frem til 1970’erne var Nordkorea mere industrialiseret end Sydkorea, og gennemsnitsindtægten var højere. Siden er det gået meget tilbage for Nordkorea. De store økonomiske problemer har førte til, at det sociale sikkerhedsnet er kollapset, og da landet i 1990’erne blev ramt af oversvømmelser og tørke endte det i en regulær hungersnød, hvor mere end en million mennesker døde af sult.  Nordkorea fik udenlandsk katastrofehjælp, som har reddet mange liv. Blandt andet sendte FN's Verdensfødevareprogram (WFP) store leverancer af mad.  

Sovjetunionens kollaps i 1991 blev katastrofal for Nordkorea, da det gjorde at landet ikke længere kunne drive handel med Østeuropa. Udenrigshandelen kollapsede, og industrien og jordbruget blev ramt af en akut energimangel. Dårlig vedligeholdelse og gamle metoder til at producere skabte (og skaber stadig) problemer for industrien. I dag er landets vigtigste handelspartner Kina, men udenrigshandelen er forsat begrænset, især pga. de mange internationale sanktioner der har ramt landet de seneste år. Udviklingen har betydet, at Nordkorea i dag er et af Asiens fattigste lande, hvor en stor del af befolkningen sulter.

Den korrupte politiske elite i Nordkorea er kendt for at leve et luksusliv, og de mistænkes for at blive finansieret af organiseret kriminalitet og de få ressourcer som landet har. Korruption, høj udenlandsk gæld, internationale sanktioner og manglende faglige færdigheder forhindre den økonomiske udvikling i landet.