Rusland er verdens klart største land og strækker sig over elleve tidszoner. Landskabet domineres af sletter i de sydlige områder, tæt nåleskov længere mod nord og tundra langs den arktiske kystlinje. Flere bjergkæder danner naturlige grænser mod Sydøsteuropa og Centralasien. Midt i landet strækker Uralbjergene sig fra nord mod syd som en naturlig grænse mellem Europa og Asien. Landets nordlige asiatiske del består af den lavtliggende vestsibiriske slette og det centralsibiriske plateau. Med undtagelse af de arktiske kystområde og de sydlige sletter, har størstedelen af Rusland et typisk indlandsklima, med relativt lidt nedbør, lange kolde vintre og korte varme somre. Der er store miljøproblemer efter sovjettidens voldsomme industrialisering og mere end 75 % af landets ferskvand er uegnet som drikkevand. Omfattende udslip fra sværindustrien og radioaktiv forurening i 1950’erne og 1960’erne har gjort store område ubeboelige og flere skovområder trues af jorderosion og ukontrolleret fældning.

Omstrejfende stammer dominerede Rusland frem til omkring år 1000 f. Kr., hvor statsdannelser voksede frem i Centralasien og ved Sortehavet. Kiev riget blev dannet i nutidens Ukraine i omkring 800 e. Kr. og blev hurtigt et rigt handelscentrum med kontrol over store dele af det vestlige Rusland. Efter mongolerne i 1200-tallet invaderede Kiev, voksede Moskva frem som et betydeligt fyrstedømme. I de efterfølgende 500 år voksede riget eksplosivt og blev i 1721 døbt det russiske imperium af Peter den Store. På dette tidspunkt var Rusland en europæisk stormagt, men det enevældige styre førte til fattigdom og underudvikling i størstedelen af landet. Revolutionsforsøg blev slået ned over flere gange, i 1820 og 1905, men i 1917 lykkedes det og Zar Nikolaj II abdicerede. Efter flere års magtkamp blev Rusland en del af den kommunistiske Sovjetunion, som blev dannet i 1922. Unionen blev stærkt præget af Josef Stalins diktatoriske styre (1924-1953) og led enorme tab under anden verdenskrig.

I 1991 blev Sovjetunionen opløst, da det kommunistiske styre brød sammen efter flere års intern politisk og økonomisk ustabilitet.
Rusland har siden gennemført omfattende reformer og er blevet Sovjetunionens politiske, økonomiske og militære arvtager.

Rusland er en føderal republik hvor præsidenten vælges for seks år ad gangen og udnævner statsminister og regering. Præsidentens afgørelse kan efterprøves af Dumaen, der er det største af parlamentets to kamre. Præsidenten er militærets øverstkommanderende og udnævner en række højtstående embedsmænd. De forskellige regioner i landet har et vist indre selvstyre, men siden Putin blev valgt til præsident i 1999, er landet blevet mere og mere centralstyret. Gennem hele 1990’erne gennemgik landet omfattende reformer indenfor de fleste områder af samfundet, men en del store udfordringer er ikke forsvundet. Rusland har overtaget mange af Sovjetunionens problemer i form af store sociale og økonomiske forskelle mellem regionerne, omfattende korruption, etniske spændinger og et uoverskueligt bureaukrati. Rusland er en central aktør i international politik, både politisk og økonomisk. Landet er et af de fem faste medlemmer i FN’s sikkerhedsråd, og har siden 2006 spillet en stor rolle i det økonomiske samarbejde mellem BRIK landene. De seneste års økonomiske tilbagegang har dog påvirket Ruslands rolle som økonomisk international aktør.

Udenrigspolitik 

Rusland er en stormagt, og ønsker samtidig mere indflydelse end landet har i dag. Energirigdommene i olie og gas har givet Rusland fornyet selvtillid.

I enkelte sager har Rusland brugt sine enorme gasreserver til at presse på i internationale spørgsmål. Rusland ønske at bevare størst mulig indflydelse blandt de tidligere Sovjet-republikker og ønsker derfor ikke at disse skal komme med i NATO eller EU.

Rusland er generelt mere tilbageholdende end vestlige lande med at støtte FN-indgriben mod enkelte lande. Dette kan i høj grad forklares med at man ønsker at undgå opmærksomhed på forhold i Rusland, eks. konflikten i Tjetjenien, den nuværende situation på Krim-halvøen og den generelle mangel på demokrati, ytringsfrihed og retssikkerhed i Rusland.

Forholdet til andre lande i sikkerhedsrådet

Efter at have været uenige i flere årtier, blev Rusland og Kina i 2004 enige om hvem der skulle eje øerne i grænseområdet mellem de to lande. Efter dette er forholdet mellem de to lande blevet mærkbart bedre. Kina er også en af Ruslands vigtigste handelspartnere, og Rusland kan derfor også have ønske om at holde sig på god fod med Kina. Rusland og Kina har begge en tilbageholden indstilling til at lade FN gribe ind mod enkeltlande. Sammen udgør de en stærk modvægt til USA og Europa i sikkerhedsrådet.

Forholdet til USA er gået op og ned. Fra 2008-2012 var den nuværende statsminister Dimitri Medvedev præsident, og forholdet udviklede sig til at blive en del bedre end hvad det havde været under præsident Vladimir Putin. Efter at Putin igen blev præsident i 2012 er forholdet blevet mere anstrengt, bl.a. blev en amerikansk spion i Rusland arresteret i fuld offentlighed i maj 2013. Forholdet er også blevet forringet i forbindelse med udviklingen i Ukraine og på Krim-halvøen i 2014. USA fordømmer Ruslands optræden og indgriben. Rusland nedlagde veto mod en resolution som erklærede folkeafstemningen om løsrivelse fra Ukraine for ugyldig. Rusland anklages for indblanding i valget i USA i 2017 og for attentater i Storbritannien. Dette gør forholdet til vesten mere anspændt. 

Forholdet mellem Rusland og Storbritannien er også dårligt efter en række episoder med anklager om spionage begge veje.

Rusland og Frankrig står som udgangspunkt langt fra hinanden i deres holdninger til menneskerettigheder og i hvor stor grad FN bør spille en aktiv rolle i verden, men de har et godt forhold til hinanden og kommunikerer ofte godt sammen. Frankrig sælger for eksempel en del avancerede militær-materialer til Rusland, hvilket USA og andre vestlige lande ikke er særligt begejstrede for.

Forholdet til Syrien

Syrien og Rusland har i lang tid haft et nært forhold. Ruslands eneste militære havnebase i Middelhavet ligger i Syrien. Rusland er Syriens hovedleverandør af våben, og mener ikke at salget af våben til Syrien vil påvirke stabiliteten i Mellemøsten, men at det nærmere vil hjælpe med at stabilisere området. Rusland har også et økonomisk samarbejde i Syrien og økonomiske interesser i infrastrukturudvikling og bygning af gasanlæg.

Rusland støtter Assad-regimet og har fire gange (inden oktober 2015) nedlagt veto mod resolutioner som gør det muligt at vælte det syriske regime. De vil ikke støtte en invasion i Syrien fordi de mener det er i strid med statens suverænitet. Rusland mener at den tidligere, FN-støttede invasion i Libyen var en fejltagelse og at mandatet blev misbrugt at Vesten.

Rusland har støttet resolutionen fra 2013 om at ødelægge kemiske våben i Syrien og resolutionen fra 2014 om humanitær tilgang.

Rusland er et af de fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet, og har derfor vetoret i alle sager, der tages op i rådet.

Rusland har en af verdens største økonomier og blev i 1997 medlem af G8-gruppen. Landet står imidlertid stadig overfor store udfordringer fra Sovjettiden, især stor arbejdsløshed og en forældet industrisektor. Rusland har enorme naturressourcer og besidder blandt andet verdens største naturgasreserve og verdens største sammenhængende skovområder. Landet er verdensleder inden for olieproduktion, har rige mineralressourcer og et omfattende landbrug. Afhængigheden af et lille udvalg af eksportvarer gør landet sårbart overfor ændringer i verdensøkonomien. Den russiske økonomi har været udsat for store svingninger i 1990’erne efter overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi. Omfattende reformer kunne ikke forhindre at tusindvis af firmaer gik kraftigt tilbage, og at fattigdommen blev dramatisk forøget i midten af 1990’erne. Efter nedgange på det asiatiske marked gik landet ind i en økonomisk krise i 1998, men kom hurtigt tilbage og havde en jævn vækst de følgende år. Takket være solide valutareserver klarede Rusland sig stærkt gennem første del af finanskrisen i 2008, men krigen i Georgien og de hurtigt dalende oliepriser førte til at rubelen faldt i værdi. I 2009 annoncerede præsident Medvedev at økonomien var værre end forventet, og at BNP’en var faldet med 7,1%.