Storbritannien er en union, som består af England, Wales, Nordirland og Skotland. Størstedelen af Wales og Skotland er højland med lavninger, søer og smalle fjorde. England og Nordirland består af slettelandskab med langstrakte bakker. De britiske øer ligger på den europæiske kontinentalsokkel med overfladisk vand, som er gunstigt for fiskeri.  

Klimaet er tempereret med meget nedbør året rundt. Temperaturerne varierer lidt og påvirkes af den varme Golfstrøm fra Mexico, som strømmer langs øernes vestkyst. Det er varmest og tørrest i de sydøstlige dele, hvor klimaet er påvirket af nærheden til kontinentet. Der er koldest og fugtigst klima i nord.

Luftkvaliteten i flere britiske byer er meget dårlig, og udslip fra industrien forurener drikkevandet. Myndighederne satte gang i omfattende tiltag i 1970- og 80’erne, hvilket gøre, at det har bedret sig lidt.  

Romerne erobrede de britiske øer i århundredet fvt. Øerne havde indtil da været beboet af keltere og andre folkeslag. Romerne trak sig tilbage i 400-tallet, og i de efterfølgende århundreder blev øerne erobret og plyndret af normannere, vikinger og saksere. Omkring år 1100 blev kongedømmerne England og Skotland grundlagt. De to naboer udkæmpede mange slag frem til 1707, hvor de gik sammen i et forenet kongedømme.

De næste århundreder erobrede briterne enorme landområder over hele verden og byggede det største imperium, som har eksisteret. Det britiske imperie herskede længe over en fjerdedel af jordoverfladen. En af forklaringerne på succesen var det teknologiske fortrin, som briterne fik gennem den industrielle revolution i 1700 og 1800-tallet.

Storbritannien kæmpede mod Tyskland i både 1. og 2. Verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig blev de fleste dele af imperiet omgjort til selvstændige stater. I efterkrigstiden begyndte briterne at bygge velfærdsstaten Storbritannien. 1950- og 60’erne var gode år, men i 1970’erne stoppede den økonomiske vækst op. Der skete et politisk skifte, da Margaret Thatcher og det konservative parti (The Conservative Party) vandt valget i 1979. Markedskræfter fik stort spillerum og skattene blev sænket. Det gav på sigt øget produktivitet og standsning af inflationen, men førte også til stor arbejdsløshed og utilfredshed blandt mange.

Storbritannien har en parlamentarisk styreform, som består af Underhuset (House of Commons) og Overhuset (House of Lords). Monarken er statsoverhoved, men det er statsministeren, der har den udøvende magt. Politikken domineres af arbejderpartiet (Labour) og det konservative partiet (Tory), men flere småpartier har pladser i parlamentet. Storbritannien har ikke en nedskreven grundlov.

I 2016 stemte briterne nej til, at landet skulle fortsætte med at være medlem i EU. Vilkårene for briternes skilsmisse fra EU, også kaldet Brexit, og hvordan det nye forholdet mellem EU og Storbritannien skal være, overskygger næsten alle andre politiske spørgsmål.

Landet har stor indflydelse i international politik og har lange traditioner for samarbejde med USA. Storbritannien har stærke bånd til sine tidligere kolonier. Storbritannien har også tilflyttere fra mange tidligere kolonier, hvilket har bidraget til, at landet er meget multikulturelt og multietnisk. Arbejdsløsheden er lav, og en stærk velfærdsstat har bidraget til, at landet har en af verdens højeste levestandarder.

Storbritannien er en af verdens største økonomier og var med til at grundlægge organisationen G7, som samler verdens rigeste lande. Fra den industrielle revolution til efterkrigstiden var Storbritannien en af verdens ledende industrinationer, men i de sidste årtier har industrien veget plads til finansvirksomheder, forsikringsselskaber, investeringsselskaber og turisme. Landet har en omfattende olieindustri, men er alligevel afhængig af at importere olie for at dække behovet.

Maskiner, transportudstyr, kemikalier, lægemidler, olie/andre brændsler, medicinsk og teknisk udstyr er de vigtigste eksportvarer. Størstedelen af handlen sker med andre europæiske lande, særligt med EU-medlemmer som Tyskland og Holland. USA er også en vigtig handelspartner.

Det forventes, at briternes udmeldelse af EU kommer til at skabe udfordringer for landets økonomi.

Udenrigspolitik og forholdet til andre lande i Sikkerhedsrådet

Storbritannien er i færd med at forlade EU, så båndene til andre EU-land er måske ikke lige så stærke som før. De europæiske lande står alligevel fortsat sammen i vigtige spørgsmål, som gælder fred og sikkerhed, og Storbritannien er et centralt medlem i både FN og NATO.

Storbritannien har et nært forhold til USA, som også er NATO-medlem. Landene har et udstrakt militært samarbejde, og Storbritannien deltager ofte i internationale operationer, hvor USA har en lederrolle. Briterne ønsker, at USA i større grad skal erkende fordelene ved at arbejde sammen gennem internationale institutioner som FN, når dette er muligt.

Storbritanniens forhold til Rusland har været dårligt de sidste år. Dette er både på grund af Ukraine-konflikten, og sager som vedrører angreb på russiske dissidenter på britisk jord, hvor briterne mener russiske myndigheder er involverede. Forholdet til Kina er heller ikke det bedste, men man kan alligevel beskrive det som velfungerende. I og med Storbritannien ofte spiller på hold med de andre vestlige og faste medlemmer af Sikkerhedsrådet (USA og Frankrig), står landet ofte i opposition til Kina i forskellige afstemninger.

Tips

Storbritannien er et af de tre store EU-lande, som forhandlede en atomaftale med Iran i 2015. Landet støtter fortsat aftalen, men er klart mere modtagelig for den amerikanernes version af hændelserne i Iran-konflikten, end Tyskland og Frankrig. I sommeren 2019 var Storbritannien for eksempel mere villig til at godtage angivelige beviser fra USA på, at det var Iran, som stod bag angrebene på forskellige tankskibe i Den Persiske Golf, og at nedskydningen af en amerikansk drone skete i internationalt og ikke iransk farvand. Hvis konflikten tilspidses yderligere militært, kan Storbritannien være den europæiske stormagt, som hurtigst bidrager militært sammen med amerikanerne.

Storbritannien støtter ikke USA's udtrækning af atomvåbenaftalen og har arbejdet sammen med Frankrig og Tyskland om at bevare den, til trods for at Iran siden juli 2019 har overskredet flere af vedtagelserne i aftalen. De tre lande tog i januar 2020 beslutningen om at udløse konfliktløsningsmekanismen som ligger i atomvåbenaftalen overfor Iran. 

Storbritannien var alligevel blandt forslagsstillerne, da IAEAs styre i juni 2020 vedtog en resolution, med krav om at Iran giver tilgang til at IAEA kan inspicere to anlæg, hvor der er mistanke om spor efter kernefysisk materiale.  IAEA har længe forsøgt at få tilgang til anlæggene, men Iran har nægtet at give information og adgang til dette. Anlæggene er ikke en del af 2015-aftalen, men mistænkes for at være et sted for Irans kernefysiske aktiviteter. Iran mener at de har efterfulgt alle krav fra IAEA. Resolutionen blev vedtaget med to stemmer imod (Kina og Rusland). Iran gav til sidst IAEA adgang til anlæggende i august 2020 som et tegn på samarbejdsvillighed. 

Skibstrafikken gennem Hormuz

Storbritannien er mere involveret i spørgsmålet om fri skibsfart gennem Hormuzstrædet end resten af de europæiske stormagter eftersom, at Iran har beslaglagt et britisk skib, som modsvar på en arrest af et iransk skib udenfor Gibraltar. 

Briterne standsede det iranske skib i Gibraltar fordi de mente at, det fragtede olie ulovligt til myndishederne i Syrien, som er underlagt EU-sanktioner, på brund af borgerkrigen der. Da Iran gik ombord på et britisk skib i Hormuzstrædet som modsvar på dette, kaldte Storbritannien denne handling for et "regelret sørøveri". 

Iran hævder at de har fået lov til at standse skibstrafikken i Hormuzstrædet, fordi de beskytter iransk territorialfarvand, og de desuden ikke har underskrevet Havretstraktaten i FN, imens mener Storbritannien og mange andre søfartsnationer at Hormuzstrædet skal regnes som internationalt farvand. Der findes en gammel sædvaneret om fri færdsel i området som Iran ikke kan ophæve uden videre.  

Storbritannien er medlem af marinestyrken Combined Maritime Forces, som patruljere dele af Den persiske golf for at forhindre alle former for kriminel virksomhed til søs. USA har forslået at bruge denne styrke som udgangspunkt for at oprette en eskorte for handelsskibe, som skal sejle gennem Hormuzstrædet. Storbritannien har først været skeptiske for dette forslag fordi landet frygter, at det dermed vil blive trukket for stærkt ind i den hårde konfrontation mellem Iran og USA, som USA ønsker det. Efter regeringsskiftet hvor Boris Johnson blev den nye statsminister, har landet midlertidigt skiftet mening og tilsluttet sig det amerikanske initiativ. 

Handelsmekanismen INSTEX

Storbritannien støtter EU's forsøg på at redde atomaften gennem en handelsmekanisme, som skal hjælpe Iran til at omgå konsekvenserne af de hårde amerikanske sanktioner mod landet. Denne handelsmekanisme (INSTEX) indeholder foreløbigt ordninger, som skal gøre det muligt for europæiske firmaer at handle mad og medicin med Iran uden at blive berørt af de amerikanske straffetiltag. De første transaktioner gik gennem INSTEX i marts 2020, men foreløbigt har kun få firmaer benyttet sig af ordningen. Irans besked til Storbritannien og EU i sommeren 2019 er, at INSTEX foreløbigt er helt utilstrækkelig, og at handlen med olie må inkluderes. 

Storbritannien må sammen med de andre EU-lande vurdere, om de vil imødekomme Irans krav om, at oliehandel skal inkluderes i INSTEX. Hvis dette sker, vil Storbritannien og de andre EU-lande komme på en alvorlig kollisionskurs med USA i Iran-spørgsmålet. 

Storbritannien er som resten af EU kritiske for Irans indblanding i regionale konflikter i Mellemøsten, og ønsker begrænsninger på landets missil program. Landet støtter også sanktioner, som EU har indført imod Iran, som følge af sagerne som handler om myndighedernes angivelige medansvar for attentatplaner mod iranske dissidenter, som bor i Europa. 

Atomvåbenaftalen fra 2015 indebærer en generel våbenembargo på Iran. Embargoen skal efter aftalen ophæves i oktober 2020. USA har siden 2020 modsat sig dette, til trods for at de formeldt har meldt sig ud af aftalen. De mener Iran er en trussel mod sikkerheden i regionen og ønsker at få embargoen forlænget. De har fremmet et forlag i FN's Sikkerhedsråd i august 2020, men tabte i afstemningen. USA siger, at de nu vil gennemføre FN-sanktioner fra 2005. Storbritannien er sammen med Frankrig og Tyskland enige med USA, at de er bekymrede for den regionale sikkerhed i Mellemøsten når embargoen eventuelt ophæves, men de støtter ikke USA alene i spørgsmålet. 

Atomvåbenfri zone

Når det handler om forslag om at oprette en atomvåbenfri zone i Mellemøsten, var Storbritannien en af medforslagsstillerne, da det blev fremmet som en del af aftalen at forlænge Ikkespredningsaftalen på ubestemt tid i 1995. Landet støtter delvist forslaget, men de vil ikke insistere på, at dette må ske nu og imod Israels vilje. Storbritannien vil gerne støtte at man i første omgang gennemføre regionale samtaler for, at øge tilliden mellem landene i regionen når det handler om spørgsmålene omkring fred og sikkerhed. Storbritannien deltog da FN's generelsekretær inviterede til den første konference om et atomvåbenfrizone i Mellemøsten i november 2019. USA og Israel var også inviteret, men mødte ikke op. Konferencen vedtog at fortsætte med at mødes årligt. 

Storbritannien er for derudover en del af de "gamle" atomvåbenstater som udviklede deres våben før Ikkespredningsaftalen trådt i kraft i 1970. De svenske forskningsinstitut SIPRI regner med at landet i dag har ca. 215 nukleare sprænghoveder i deres arsenal. 

Storbritannien mener, som andre stormagter, at atomvåben er vigtige at have i en usikker verden. Politikerne i landet er positive for målet om at elimere atomvåben på sigt, men mener at målet ikke er muligt at opnå med det samme. De ser ingen modsætning mellem at tale om atomnedrustningspolitik, mens man samtidig modernisere de atomvåben som man allerede har. Storbritannien må være forberedt på at få kritik for, at de ikke nedruster mere aktivt, som Ikkespredningsaftalen faktisk pålægger atomvåbenstaterne.

Kilder: BBC, FN-Sambandet Norge, CIA World Factbook