Vestsahara er placeret ved den yderste kant af ørkenen Sahara, som omfatter store dele af det nordlige Afrika. Det meste af landet består af ørken og semi-ørken, med dårlig jord og næsten ingen nedbør. Klimaet er tropisk, med stabilt varme temperaturer hele året. Områderne langs kysten er noget køligere og med nogen regn. Det golde landskab i indlandet giver temperaturer, der kan variere med mere end 30 grader mellem dag og nat, da der er nogle planter, der kan holde på varmen. Den sparsomme regn og mangel på naturlige vandkilder betyder, at udbuddet af rent vand er et konstant problem i det vestlige Sahara. Hertil kommer, at landbruget er truet af ørkendannelse og hyppige sandstorme.

Nutidens Vestsahara var i oldtiden beboet af berbere og beduiner, der boede i små stammer uden faste bosættelser. Landet blev erobret af muslimske arabere i 700 e. Kr., og blev et centrum for handel mellem det vestlige og nordlige Afrika. Flere imperier kom og gik i området indtil europæerne erobrede Nordafrika i 1800-tallet. Vestsahara blev koloniseret af Spanien efter Berlin-konferencen i 1884, og fik i 1958 status som en særskilt spansk provins. Igennem 1960’erne begyndte en befrielsesbevægelse at vokse frem og i 1973 blev den marxistiske modstandsgruppe Polisario grundlagt. Da Spanien trak sig ud i 1975, blev landet omgående besat af nabolandene Marokko og Mauretanien. Det følgende år erklærede Polisario området en selvstændig stat under navnet Den Demokratiske Arabiske Republik Sahara. Mauretanien trak sig ud af landet i 1979, men Marokko kontrollerer fortsat det meste af Vestsahara. Polisario har kæmpet mod de marokkanske styrker gennem 1980'erne, indtil FN fremmæglede en fredsaftale i 1991. Betingelsen for aftalen var, at det skal afholdes frie valg om uafhængighed, men dette er ikke sket endnu.

Eksilregeringen holder til i den algeriske by Tindourf. Regeringen består af Polisario-medlemmer og har siden 1982 været ledet af Mohammed Abdel Aziz. Vestsahara er anerkendt i dag som en selvstændig stat af mere end 40 lande, mens Marokkos krav på området er anerkendt af omkring 20 lande. Den Internationale Domstol godtog i 1975 Polisarios krav om, at borgerne skulle få lov til at stemme om uafhængighed, men FN-styrken MINURSO har ikke været i stand til at få gennemført valg i området. Situationen er fastlåst og siden 1980 har landet været opdelt i to dele af en minebelagt forsvarsmur bygget af Marokko. Polisario kontrollerer omkring en fjerdedel af landet, mens Marokko styrer resten. Den langvarige konflikt har ført til store lidelser for den lokale befolkning og tusinder af flygtninge lever i eksil i lejre i nabolandet Algeriet. Alvorlige krænkelser af menneskerettighederne har fundet sted på begge sider af konflikten og krigsfanger har gentagne gange været udsat for tortur.

Siden 2007 har FN ledet forhandlinger mellem Polisario og Marokko, men forhandlingerne har været stagneret i årevis. I december 2018 begyndte dialogen igen mellem de to lande under et FN-styret møde i Genève, og håbet om en løsning på konflikten eksisterer stadig. 

Vestsaharas store økonomiske potentiale er en af ​​de vigtigste årsager til, at Marokko ønsker at styre landet. Vestsahara har store fiskeressourcer og en velfungerende industri, der producerer fiskemel og frossen fisk til eksport. Der er sandsynligvis olie og naturgas i havet og flere vestlige olieselskaber har fået tilladelse til, at påbegynde testboringer. Inde i landet er der store mineralforekomster og udvinding af fosfater er en af ​​de vigtigste indtægtskilder. Mange tons sand sælges til brug på De Kanariske Øers strande. Marokkanske myndigheder har opbygget et effektivt net af veje og forsyning af elektricitet til industrien. I havnebyen Laayoune er der blevet bygget flere hoteller og fokus er i stigende grad på turisme. Økonomien styres udelukkende af de marokkanske myndigheder, da den landsforviste regeringen ingen indflydelse har.