Introduktion
Kurdistan er navnet på et stort landområde i Mellemøsten, hvor der bor mange kurdere. Området omfatter dele af Tyrkiet, Irak, Syrien og Iran. Kurderne har længe haft et konfliktfyldt forhold til myndighederne i disse lande, og flere kurdiske grupper kæmper om selvstyre. De sidste år har kurderne spillet en vigtig rolle i krigene i Syrien og Irak.
Den kurdiske befolkning
Den samlede kurdiske befolkning er i dag anslået til omkring 30 millioner mennesker. De fleste anser sig selv som et folk med fælles sprog og kultur.
Kurdistan inddeles ofte i fire områder. Den kurdiske del af Tyrkiet kaldes ofte tyrkisk Kurdistan eller Nordkurdistan. På samme måde kaldes de andre tre områder for irakisk Kurdistan (syd), syrisk Kurdistan (vest), og iransk Kurdistan (øst). Kurderne selv bruger ofte egne navn på disse fire dele af Kurdistan: Bakur (nord), Bashur (syd), Rojava (vest), og Rojhelat (øst).
Næsten halvdelen af den kurdiske befolkning bor i den tyrkiske del (Bakur), der også er den største del af det område, som udgør Kurdistan. Derudover bor der ca. 1,5 millioner kurdere i Vesteuropa, hvoraf halvdelen bor i Tyskland.
Konflikten mellem den kurdiske befolkning og de fire statslige myndigheder, som kontrollerer de kurdiske områder, handler om sikkerhed, rettigheder og kontrol over landområderne. Mange kurdere har været involveret i kampe om selvstændighed siden 1. Verdenskrig.
Det orange felt markerer området, hvor der bor mange kurdere - ofte kaldet Kurdistan. Kilde: Globalis
Baggrund
I slutningen af 1800-tallet var Mellemøsten kontrolleret af Det Osmanske Rige. Islam og den muslimske identitet havde bidraget til at holde Det Osmanske Rige sammen under en fælles ledelse. Der boede mange forskellige etniske grupper i Det Osmanske Rige, og fremkomsten af nationalistiske ideer gjorde, at andre gruppeidentiteter blev dominerende. Nationalismen, dvs. troen på at hver folkegruppe (nation) skulle have sin egen stat, bidrog til imperiets fald.
En af de etniske grupper, som krævede uafhængighed, var kurderne, men etableringen af et selvstændigt Kurdistan skulle vise sig at blive problematisk.
De europæiske stormagter, som tog kontrollen i Mellemøsten efter, at Det Osmanske Riges sammenbrud efter 1. Verdenskrig, blev enige om at dele Mellemøsten op i flere lande. Delingsaftalen i 1920 fastslog at områderne, hvor kurderne var i flertal, skulle udgøre en selvstændig kurdisk stat. Grækenland, Frankrig og Armenien skulle samtidig dele store områder af det nuværende Tyrkiet mellem sig.
Europæernes planer kom i konflikt med tyrkiske nationalister, som etablerede et selvstændigt Tyrkiet i 1923. Hvor store dele af det kurdiske område blev underlagt Tyrkiet. Resten af det kurdiske område udgjorde en lille del af Iran og det fransk-kontrollerede Syrien, og en stor del af den britisk-konstruerede stat, Irak.
Den kurdiske befolkning boede derefter i fire forskellige stater. Dette lagde grundlag for fremtidige konflikter mellem den kurdiske befolkning og deres oprørsgrupper på den ene siden, og de fire statslige myndigheder på den anden side.
Stormagterne USA, Storbritannien, Frankrig og Rusland har store interesser i Mellemøsten. Deres forhold til kurderne har traditionelt set været balanceret med deres forhold til de forskellige statslige regimer i regionen.
Kurderne i Tyrkiet
Da de tyrkiske nationalister etablerede det nye Tyrkiet, gjorde kurderne i den østlige del af landet oprør. I de efterfølgende år blev kurdernes kamp for et selvstændigt Kurdistan mødt med hård undertrykkelse. Blandt andet har kurdisk sprog og praktiseringen af kulturen været forbudt i Tyrkiet.
Det kurdiske arbejderparti (PKK) har længe ført guerillakrig mod den tyrkiske stat. PKK blev oprettet i 1978 og kæmper for kurdisk frigørelse fra tyrkisk undertrykkelse. Frem til 1990-tallet var målet for PKK at etablere en selvstændig kurdisk stat. Senere er det erklærede mål blevet øget selvstyre inden for den tyrkiske stat.
Tyrkiets allierede, som EU og USA, har inkluderet PKK på deres lister over terrororganisationer. FN og magtfulde lande som Kina samt Rusland har ikke angivet PKK som en terrororganisation. Tyrkiet præsenterer kampen mod kurderne som en kamp mod terrorisme på niveau med kampen mod Islamisk Stat (IS).
Kurderne i Syrien
Kurderne er den største minoritet i Syrien og bor for det meste i grænseområderne i nord og nordøst. De syriske kurdere har aktivt deltaget i borgerkrigen i Syrien, som begyndte i 2012. På grund af borgerkrigen i landet har de syriske kurdere, anført af YPG-militsen, taget kontrol over større landområder i det nordlige Syrien. Der er hovedsageligt tre regioner, som tilsammen udgør den såkaldte Federation of Northern Syria, også kaldet Rojava. Områderne består også af andre etniske grupper: arabere, assyrere og turkmenere.
Både det syriske og tyrkiske regime har længe anset kurderne i Syrien som en trussel mod deres interesser, da kurderne ønsker mere selvstændighed. Samtidig har de siden 2014 haft en fælles fjende i bekæmpelsen af terrororganisationen IS.
Assad-familien har styret Syrien med jernhånd i flere årtier. Foto: Wikimedia Commons
Tyrkiet angriber kurderne i Syrien
I årene efter Det Arabiske Forår i 2011, som udløste borgerkrigen i Syrien og oprettelsen af Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak, har kurderne været dybt involveret i krigen i begge lande. Tyrkiet var længe passiv i kampen mod IS blandt andet, fordi de har fælles fjender. Tyrkiet anser både Assad-regimet og kurdiske militante grupper som en trussel.
I sommeren 2015 blev Tyrkiet en aktiv deltager i den internationale koalition mod IS, som blev ledet af USA. Tyrkiet havde ikke desto mindre en skjult agenda med sin støtte, hvilket kom til udtryk ved, at de tyrkiske bombetogter først og fremmest blev rettet mod kurdiske mål, både i Tyrkiet, Irak og Syrien.
Den tyrkiske krigsførelse mod kurderne er fortsat, selv efter at kampen mod IS på mange måder var slut. I november 2022 indledte Tyrkiet nye angreb mod væbnede kurdiske grupper i det nordlige Syrien og Irak.
Kurderne i Irak
I perioden 1980-1988 var der krig mellem Irak og Iran. Under krigen prøvede begge stater at alliere sig med de kurdere, som boede i modpartens land, mens de angreb deres egen kurdiske befolkning, da de blev associeret med fjenden. Resultatet var, at kurdernes situation på begge sider af grænsen blev forværret.
Det irakiske regime, ledet af Saddam Hussein, brugte blandt andet kemiske våben mod kurderne, hvilket betegnes som folkemord. Det præcise antal dræbte er usikkert, men de kurdiske selvstyremyndigheder i Irak anslår, at omkring 182. 000 kurdiske civile blev dræbt.
Billedet er fra USA's "Operation Desert Storm" som gik ud på at få irakiske styrker ud af Kuwait, under den såkaldte Golfkrigen 1990-91. Foto: US Air Force/Flickr.
Kurdisk selvstyre i Irak
Efter Iraks nederlag i Golfkrigen i 1991, opfordrede USA kurderne til at gøre oprør mod Saddam Husseins regime. Der blev etableret såkaldte sikre zoner for kurderne ved, at irakiske myndigheder blev nægtet at flyve i luftrummet over det nordlige Irak.
Flyveforbudszonen i det nordlige Irak førte til, at kurderne kunne etablere deres egen kurdiske nationalforsamling i 1992. Forsamlingen bestod af repræsentanter fra Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PUK). De to kurdiske grupper var længe i væbnet kamp mod hinanden, men i 1998 indgik de en våbenhvile og senere også en samarbejdsaftale.
Irak-krigen i 2003
I 2003 blev Irak invaderet af USA, Storbritannien og andre allierede. Målet var blandt andet at vælte Saddam Husseins regime. Mange irakiske kurdere støttede invasionen og ændringerne skabte nye muligheder for kurdisk selvstyre.
Kurdisk selvstyre blev indskrevet i den nye irakiske grundlov i 2005. Jalal Talabani blev udnævnt som Iraks præsident samme år og blev dermed det første kurdiske statsoverhoved i verden.
Siden 2014 har kurderne stået over for en ny fjende i Irak og Syrien, nemlig terrororganisationen Islamisk Stat (IS). Kurdiske grupper har været blandt de største militære modstandere af IS i felten - både i Syrien og Irak, og de har fået støtte af USA.
I 2017 blev der afholdt en folkeafstemning om kurdisk uafhængighed blandt kurdere i Irak, hvilket myndighederne i Irak og flere nabolande, især Tyrkiet, var stærkt kritiske overfor. Kurderne har selvstyre i det nordlige Irak, men har ikke deres egen selvstændige og uafhængige stat.
USA og allierede invaderer Irak og styrter Saddam Husseins regime i 2003. Foto: AP Photo/Laurent Rebours/Flickr
Kurderne i Iran
I Iran er der også en stor minoritet af kurdere. De bor primært i grænseområderne mod Irak og Tyrkiet - nordvest i Iran. Kurderne udgør omkring 10% af den iranske befolkning og har i perioder levet under angreb fra den iranske stat.
Kurdistans demokratiske parti i Iran (PDKI) er det ældste kurdiske parti i Iran. Partiet har i flere årtier kæmpet for kurdisk autonomi, og har siden revolutionen i 1979 været i konflikt med de islamiske magthavere i Iran.
Mange af medlemmerne af PDKI lever i eksil i irakisk Kurdistan. Iran har ved mange lejligheder angrebet disse kurdiske områder i nabolandet. Det skete så sent som i efteråret 2022. baggrunden var, at det iranske regime beskyldte eksilgrupperne for at stå bag de store, regimekritiske demonstrationer i Iran. Demonstrationerne brød ud, efter at kurderen Mahsa Amini døde i det iranske sædelighedspolitis varetægt den 16. september.
FN’s rolle i konflikten
FN har valgt at holde sig ude af konflikterne knyttet til en selvstændig kurdisk stat. FN har imidlertid engageret sig i forhold til kurdernes rettigheder i Tyrkiet og arbejder på at forbedre landets behandling af etniske minoriteter. FN har også arbejdet på at sikre kurdernes sikkerhed i det nordlige Irak, blandt andet gennem forslag om en flyveforbudszone.
Kilder
Norsk udenrigspolitisk institut (NUPI), Uppsala Conflict database, Institut for fredsforskning (PRIO), Aschehoug og Gyldendals store leksikon, Store norske leksikon, BBC, Amnesty International Norge, IRIN News.
Relaterede lande og konflikter
Læs vores landsprofiler for de lande, der er involverede i Kurdistan-konflikten:
Læs vores konfliktprofiler, som relaterer sig til Kurdistan-konflikten:
Tidslinje over konflikter i Vestasien
-
Områder vi i dag kender som Tyrkiet, Syrien og Irak var længe en del af en meget større politisk, social og religiøs orden, kaldet Det Osmanske Rige. Det var et sunni-muslimsk imperium, hvor tyrkerne dominerede over arabere, kurdere og andre fra år 1299 til slutningen af 2. Verdenskrig. Det førte til oprettelsen af staten Tyrkiet i 1924. Områder vi i dag kender som Iran og Afghanistan var ikke en del af Det Osmanske Rige.
Det Osmanske Rige -
Da 1. Verdenskrig knækkede det allerede svage Osmanske Rige, overtog de europæiske stormagter meget af magten i området. Da europæerne var blevet enige om, hvor grænserne skulle gå i Midtøsten, blev det kurdiske samfund splittet, og det deltes i fire forskellige lande: Tyrkiet Syrien, Irak og Iran. Dette blev starten på kurdernes kamp for selvstændighed. Kortet viser et område, hvor der bor mange kurdere. Det strækker sig over flere landegrænser og bliver ofte kaldt Kurdistan.
-
Frankrig og Storbritannien overtog kontrollen over flere centrale områder i Midtøsten. De optegnede grænser og delte områderne mellem sig. Egypten havde da allerede været flere årtier under britisk kontrol.
-
2. Verdenskrig svækkede Frankrig og Storbritanniens evne til at bevare deres imperier. Flere af dagens stater i Midtøsten blev etableret/selvstændige i denne perioden:
- Libanon i 1943
- Syrien i 1944
- Jordan i 1946
- Israel i 1948
- Egypten i 1952
-
I 1951 blev Mohammad Mossadeq Irans første demokratisk valgte leder. En sådan demokratisering truede vestlige olieinteresser i Iran. Det førte til, at Storbritannien og USA bidrog til at afsætte Mossadeq gennem et statskup i 1953, for derefter at give magten tilbage til den vestligvendte diktator Shah Pahlavi. Skatskuppet påvirkede iranernes holdninger til Vesten, hvilket bidrog til den islamske revolution i 1979. Biledet viser en pro-Mossadeq demonstration i Teheran i 1952. Foto: Wikimedia Commons
En pro-Mossadeq demonstration i den iranske hovedstad, Teheran i 1952, året før Mossadeq blev afsat gennem et statskup støttet af USA og Storbritannien. Foto: Wikimedia Commons. -
I 1958 klarede irakerne det, som iranerne fem år tidligere ikke havde klaret, nemlig at blive frie fra det britisk-amerikansk støttede kongedømme, der styrede deres land. Irak blev da en selvstændig stat. Irakerne var inspireret af revolutionen i Egypten i 1952, hvor ideologien var arabisk nationalisme og anti-imperialisme. Irak var med i Bagdad-pagten, som forpligtede Irak til at støtte den britiske invasion af Egypten i 1956. Dette skete mod irakernes vilje, hvilket udløste den irakiske revolution.
-
Med undtagelse af Tyrkiet, forsøgte landene i Midtøsten at have en neutral position under Den Kolde Krig (1947-1991). Men presset fra supermagterne var så stort, at de i praksis måtte vælge side. Relationerne kunne ændre sig over tid. De lande, der havde gennemført en revolution, vendte sig gerne væk fra Vesten og over til Sovjetunionen. Kortet viser, hvilken side de forskellige stater favoriserede omkring år 1970.
-
Syrien blev uafhængig fra Frankrig i 1944, og i 1970 tog Hafez al-Assad (på stolen til højre) magten i Syrien gennem et militærkup via det syriske Ba'ath-parti. Sønnen Bashar al-Assad (i midten til venstre) overtog ledelsen i år 2000 og er fortsat præsident i Syrien. Foto: Wikimedia Commons
-
Det sosialistiske arbejderparti PKK er en militær og politisk organisation for kurdere, først og fremmest i Tyrkiet. PKK har været den største organisation for kurdernes kampen mod tyrkisk overmagt.
-
1) Den islamske revolution i Iran.
2) Sovjetunionen invaderer og besætter Afghanistan.
3) Saddam Hussein bliver præsident i Irak, hvilket året efter førte til Irak-Iran-krigen.
-
Regimet til den iranske shan blev styrtet under den islamiske revolution i 1979. De nye magthavere, med den religiøse leder Ayatollah Khomeini i spidsen, satte religionen i centrum for politikken. Et nyt diktatur opstod - et som var uafhængig af vestlig dominans og samtidig indførte en form for islamisk styre i Iran. Billedet viser et maleri af Khomeini på en væg i Teheran. Foto: Kamyar Adl/Flickr.
Irans Khomeini. Foto: Kamyar Adl/Flickr -
Sovjetunionen invaderede Afghanistan i forsøg på at redde det kommunistiske diktatur i landet. Modstandskrigerne, kendt som Mujahedin, fik massiv international støtte, blandt andet af USA, Pakistan og Kina. Osama bin Laden (billedet) var blandt de arabiske fremmedkrigere, som rejste til Afghanistan for at føre såkaldt hellig krig mod kommunistene. Dette blev begyndelsen på oprettelsen af al-Qaida. Foto: Hamid Mir/Canada Free Press
-
Året efter Saddam Hussein blev præsident i Irak, gik Irak til angreb på Iran. Omkring 30 lande støttede krigsførelse, ofte med støtte til begge lande samtidig. De vigtigste bidragsydere var Sovjetunionen, USA, Frankrig og Kina. Mest støtte gik til Irak, inklusiv komponenter til udvikling af masseødelæggelsesvåben. Den amerikanske støtte til Irak under krigen forværrede iranernes syn på USA's rolle i Midtøsten.
-
Under Irak-Iran krigen angreb irakiske styrker også kurderne i det nordlige Irak. Den militære kampagne mod kurderne (og andre minoriteter i Irak), kaldet Anfal-kampagnen, varede over flere år og toppede i 1988. Mange lande anerkendte overgrebbene mod kurderne som folkemord. Mellem 50 000 og 100 000 mennesker blev dræbt, blandt andet som følge af kemiske våben.
-
Saudi-Arabia følte sig truet af irakisk ekspansion, da Irak invaderede Kuwait august 1990. Osama bin Laden ville beskytte Saudi-Arabien og de hellige byer Mekka og Medina med hans "hellige krigere". Men Saudi-Arabien afslog bin Ladens tilbud og inviterede i stedet amerikanske styrker ind. Dette påvirkede bin Ladens politiske syn, hvilket bidrog til, at al-Qaida rettede sine angreb mod USA. Golfkrigen endte med, at en international koalition, med USA i spidsen, og med FN-mandat, pressede irakiske styrker tilbage til Bagdad i begyndelsen af 1991.
-
Efter Golfkrigen bestemte FN's sikkerhedsråd at sanktionere Irak yderligere. USA og Storbritannien sørgede for, at FN-sanktionerne blev opretholdt frem til 2003, og udførte også bombetogter i Irak i denne periode. Sanktionerne ramte civilbefolkningen hårdt og blev stærkt kritiseret af mange land. UNICEF beregnede, at flere hundretusinde børn døde som følge af disse sanktioner. Billedet viser den irakiske FN-ambassadør, som kritiserer USA og Storbritannien i Sikkerhedsrådet. Foto: UN Photo/Evan Schneider.
Den irakiske FN ambassadør taler til Sikkerhedsrådet i 1998, hvor de amerikansk-britiske militæraktioner mod Irak diskuteres. Foto: UN Photo/Evan Schneider -
Efter det sovjetisk-støttede regime i Afghanistan brød sammen i 1992, blev Afghanistan kastet ud i en borgerkrig mellem konkurrerende krigsherrer. Den islamiske gruppe Taliban kom sejrene ud af krigen og regerede Afghanistan fra 1996 til 2001. Afghanistan var i denne perioden et tilholdssted for Osama bin Laden og al-Qaida. De etablerede deres egne træningslejre og betegnede sig som Talibans elitesoldater (Les mer om al-Qaida her). Billedet viser Malala Yousafzais bog, pigen, der blev beskudt af Taliban for at have krævet skolegang for piger. Hun vandt Nobel Fredspris i 2014. Foto: Flickr/Jabiz Raisdana.
Billedet viser Malala Yousafzais bog. Pigen som blev skudt af af Taliban for at have krævet skolegang for piger. Hun overlevede - og modtog Nobel Fredspris i 2014. Foto: Flickr/Jabiz Raisdana -
Terrorangrebet mod USA 11. september 2001 blev startskuddet for en mere aggressiv amerikansk udenrigspolitik gennem den såkaldte Krigen mod terror. Terrornetværket al-Qaida skulle nedkæmpes sammen med alle som støttede dem. Taliban-regimet i Afghanistan var de første på listen over al-Qaidas støttespillere, hvilket medførte en amerikansk-britisk invasion af landet i oktober 2001 (Læs mere om Afghanistan-krigen her).
-
Irak blev næste mål i Krigen mod terror. USA, med allierede, invaderede det olierige land uden et FN-mandat. USA mente, at Irak fortsat havde masseødelæggelsesvåben ,og at de samarbejde med al-Qaida - uden dette er blevet bevist. Saddam Husseins regime faldt, som en konsekvens af den ulovlige invasion, men ordentlig fred i landet blev det aldrig (læs mere om Irak-krigen her). Billedet viser en amerikansk soldat, som markerer overtagelsen af Bagdad i 2003 ved at dække hovedet på en statue af Saddam Hussein med et amerikansk flag. Foto: Laurent Rebours/Flickr.
USA og allierede invaderer Irak og styrter Saddam Husseins regime i 2003. Foto: AP Photo/Laurent Rebours/Flickr -
I foråret 2011 udbrød der store oprør i flere lande i den arabiske verden. Protestbevægelserne tilsigtede at ændre regeringer i de forskellige lande, ofte med fokus på menneskerettigheder. Modstanden mod diktaturene inspirerede hinanden, men gav forskellige resultater. I Syrien udviklede et ikke-voldeligt oprør sig hurtigt til en brutal borgerkrig. Billedet viser demonstranter på Tahrir-pladsen i Egypten i 2011. Foto: Lilian Wagdy/ Wikimedia Commons.
Demonstrasjon på Tahrir-plassen i Kairo i 2011 Foto: Lilian Wagdy via Wikimedia Commons -
Syrien har en vigtig strategisk betydning for mange lande. Derfor blev både Assad-regimet og oprørerne aktivt støttet af andre stater under borgerkrigen. Assad-regimet fik støtte fra Rusland, Iran og Libanons Hizbollah. Mens oprørerne blev støttet af blandt andet USA, Tyrkiet, Qatar og Saudi-Arabien. (Læs mere om Syrien-krigen her.) Borgerkrigen i Syrien bidrog til fremvæksten af Islamisk Stat.
I den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i Damaskus har adgangen til mad været meget begrænset under krigen. Befolkningen står i kø for at få madforsyninger fra FN, januar 2014 (Foto: Zuma Press / UNRWA). -
Den islamiske stat (IS) er en islamisk militant terrorgruppe, som har kontrolleret store områder i Irak og Syrien. I juni 2014 erklærede de oprettelsen af en stat i dette område. Den blev aldrig anerkendt internationalt som en stat. IS blev hellere forsøgt nedkæmpet med militære midler. (Læs mere om IS her).
