[[suggestion]]
Atomvåben
Atomvåben
Billedet viser en atomprøvesprængning over Bikini-øen - en del af Marshalløerne i Stillehavet, hvor USA foretog flere atomprøvesprængninger. Foto: US. Departement of Defense

Hvad er atomvåben?

Atomvåben, også kaldet atombombe eller kernefysiske våben, er den kraftigste våbentype i verden. Eksplosionen i en atombombe sker ved frigørelse af kerneenergi, enten ved at atomer deles (fission) eller smelter sammen (fusion).

Atomvåben baseret på fission sker ved spaltning af uran eller plutonium. Atomvåben baseret på fusion sker gennem sammensmeltning af hydrogenkerner. Sidstnævnte bliver derfor ofte kaldet hydrogenbombe, selv om det også er en type atombombe.

Atomvåben er et såkaldt masseødelæggelsesvåben, og sammen med kemiske og biologiske våben kaldes disse for ikke-konventionelle våben. Eksempler på konventionelle våben er håndvåben, landminer og klasebomber. 

Hvilke lande har atomvåben?

Ni lande, som man ved af, har atomvåben i dag.

Der er 9 lande, som man ved har atomvåben i verden i dag. Rusland, Kina, USA, Storbritannien og Frankrig er "lovlige" atomvåbenstater. Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea rapporterer ikke sine våben.

Antal atomvåben fordelt på lande per januar 2018:

*udplacerede stridshoveder refererer til våben, som enten er fæstnet på missiler eller er placeret på baser med operationelle styrker.

Kilde: SIPRI Year Book 2018

Atombombens historie

16. juli 1945 blev den første prøvesprængning af atomvåben udført i New Mexico i USA. 6. august samme år brugte USA for første gang atombomben i krig. Bomben blev sprængt over byen Hiroshima i Japan. Tre dage efter sprang USA endnu en atombombe over Japan, denne gang over byen Nagasaki. Dette er de to eneste atombomber, der er blevet brugt i krig nogensinde.

Efter 2. Verdenskrig er nedrustningsarbejdet foregået i nær tilknytning til FN. Opmærksomheden har især drejet sig om atomvåben specielt på grund af atomvåbenkapløbet mellem supermagterne USA og Sovjetunionen under Den Kolde krig og spredningen af atomvåben i denne periode, altså at flere lande fik atomvåben.

  • 1945: USA bruger atomvåben mod Japan i 1945, som en del af 2. Verdenskrig.

    1949: Sovjetunionen udfører prøvesprængninger med atomvåben.

    1952: Storbritannien udfører prøvesprængninger med atomvåben.

  • 1957: Det Internationale Atomenergibureau (IAEA) blev oprettet og er en del af FN-systemet. IAEA er tillagt kontrolfunktioner for at hindrer, at materiale, som kan bruges til atomvåben, kun bruges til atomkraft.

    1960: Frankrig udfører prøvesprængninger med atomvåben.

    1962: FN's generalforsamling fordømmer alle prøvesprængninger af atomvåben og kræver at disse skal standses, før året er omme.

    1963: Prøvesprængningsaftalen bliver indgået mellem Storbritannien, USA og Sovjetunionen. Aftalen forbyder atomvåbenafprøvning i luft, under vand og i verdensrummet. Undtaget fra aftalen er underjordiske eksplosioner. 

    1964: Kina udfører prøvesprængninger med atomvåben.

  • 1968: Ikkespredningsaftalen bliver vedtaget. Aftalen hævder det kun er de lande, som har gennemført atomprøvesprængninger før 1. januar 1967, som har lov til at have atomvåben. Det vil sige USA, Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig og Kina.

    1969: FN's generalforsamling vedtager, at 1970-tallet skal være nedrustningsårtiet. Medlemslandene opfordres til at reducere antallet masseødelæggelsesvåben.

    1970: Ikkespredningsaftalen træder i kraft.

    1972: Den første SALT 1-aftalen bliver underskrevet mellem USA og Sovjetunionen for at begrænse produktion og udplacering af atomvåben. ABM – (Anti Ballistic Missile Treaty) bliver indgået mellem USA og Sovjetunionen. Aftalen sætter en begrænsning på antallet raketforsvarssystemer, som de to lande må have.

  • 1979: SALT 2-aftalen bliver underskrevet. Aftalen skal begrænse både offensive atomvåben og udplacering og testning af bevægelige interkontinentale raketter.

    1983: USAs præsident Ronald Reagan lancerer «Strategic Defense Initiative» (SDI), et raketforsvarssystem, som har til hensigt at værne USA mod atomvåbenangreb fra Sovjetunionen. Nogle af planerne går ud på at placeere raketter på satellitsystemer i verdensrummet. Programmet får derfor tilnavnet «Star Wars».

  • 1987: INF-aftalen (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty) mellem USA og Sovjetunionen bliver underskrevet. Den forpligter landene til at fjerne landbaserede mellemdistanceraketter og forbyder parterne at anskaffe nye. Aftalen bliver opfattet som et gennembrud i forhandlingerne mellem øst og vest.

    1991: START-I (Strategic Arms Reduction Treaty) bliver indgået. Aftalen er en udvidelse af SALT-aftalerne. Den forudsætter, at USA og Sovjetunionen skal reducere sine arsenaler af atomvåben inden år 2001. Samme år opløses Sovjetunionen, Den Kolde Krig er over, og Rusland overtager Sovjetunionens folkeretslige forpligtelser.

Internationale aftaler om atomvåben

De to vigtigste aftaler om regulering af atomvåben er prøvesprængningsaftalen fra 1963 og ikkespredningsaftalen fra 1968. Mens ikkespredningsaftalen handler om at begrænse, hvilke stater som er i besiddelse af atomvåben, handler prøvesprængningsaftalen om at forbyde testning af atomvåben.

Alle lande i verden undtagen Indien, Pakistan, Israel og Sydsudan har signeret ikkespredningsaftalen, og Nordkorea trak sig fra aftalen i 2003. 

Ikke-spredningsaftalen er den vigtigste internationale aftale om ikke-spredning og destruktion af eksisterende atomvåbenlagre.

Ikkespredningsaftalen er den vigtigste internationale aftale om atomvåben. Aftalen har tre hovedmål: ikkespredning, afvæbning og fredelig brug af atomteknologi.

 7. juli 2017 vedtog FN’s generalforsamling en aftale, som forbyder stater både at udvikle, prøvesprænge, producere og skaffe sig atomvåben. 122 lande stemte for aftalen.  Danmark – og de øvrige NATO-lande stemte ikke for, da de mente, at aftalen ikke ville have værdi, fordi den ikke blev støttet af nogle af de lande, som har atomvåben – og at de ikke syntes, at det var hensigtsmæssigt at støtte et forslag i FN, som svækker NATO som forsvarsalliance. Alligevel formodes aftalen at have en vis moralsk betydning – idet ca. 2/3 af verdens lande erklærer brugen af atomvåben ulovlig. Den internationale kampagne for forbud mod atomvåben (ICAN) modtog Nobels Fredspris i 2017, blandt andet for sit arbejde med denne aftale.

I oktober 2018 besluttede USA at trække sig fra den såkaldte INF-aftalen (Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty). INF-aftalen er en nedrustningsaftale mellem USA og Rusland, som forbyder landbaserede mellemdistanceraketter. Sådanne våbentypesystemer kan udstyres med atomvåben. Aftalen blev indgået i 1987. Det, at aftalen forkastes, kan være et tegn på – og i sig selv bidrage til – et nyt våbenkapløb.  

Hvordan arbejder FN med nedrustning?

Nedrustning er en betegnelse, som bruges om arbejdet for at reducere mængde af våben i verden – som når et land nedlægger militær eller ødelægger sine våben. Nedrustning kan også handle om en fuldstændig afskaffelse af en bestemt type våben.

Nedrustning af våben er en vigtig del af FN’s arbejde for fred og sikkerhed. FN har for eksempel et særligt kontor for nedrustningssager (UNODA), hvor alle medlemslandene er med i – og derudover også en nedrustningskommission. Nedrustning er også nedfældet i FN-pagten, hvor Sikkerhedsrådet har hovedansvaret for «regulering af våben».

Efter 2. Verdenskrig har debatten om nedrustning specielt handlet om atomvåben. Hvert femte år mødes verdens lande på FN’s tilsynskonference. Der diskuterer de nedrustning af atomvåben og reviderer ikkespredningsaftalen.

 

 

 

 

 

 

 

FN arbejder med nedrustning af følgende våbentyper:

  • Atomvåben
  • Kemiske våben
  • Biologiske våben
  • Håndvåben
  • Landminer
  • Klasebomber

FN’s generalforsamling arbejder med nedrustning

FN’s generalforsamling er inddelt i forskellige komitéer, hvor forskellige temaer diskuteres. Generalforsamlingens første komité er knyttet til international sikkerhed og nedrustning. Komitéen behandler hvert år omkring 50 resolutioner.

I FN-pagten står der om nedrustning:

"For at fremme gennemførelsen og opretholdelsen af mellemfolkelig fred og sikkerhed med det mindst mulige opbud til rustninger af verdens menneskelige og økonomiske ressourcer påhviler det sikkerhedsrådet, med bistand af den i artikel 47 omhandlede generalstabskomité, at udarbejde planer til gennemførelse af et system til regulering af rustningerne, hvilke planer skal forelægges de Forenede Nationers medlemmer".

«Generalforsamlingen kan drøfte de almindelige principper for samarbejde for at opretholde international fred og sikkerhed, herunder også principperne for nedrustning og regulering af rustninge - og kan vedtage anbefalinger om lignende principper til medlemmerne eller Sikkerhedsrådet eller til både medlemmene og Rådet.»



Lær mere