[[suggestion]]
FN, fred og sikkerhed
FN, fred og sikkerhed
Fra fejringen af den internationale fredsdag i Mazar el-Sharif, Afghanistan. Foto: UN Photo/Helena Mulkerns

FN har en speciel rolle for at sikre fred

FN-pagten

FN-pagten er grundloven for FN. Den indeholder regler og principper for styringen af organisationen – og de rettigheder og pligter, som medlemslandene har. Fordi FN-pagten er en international aftale, er alle medlemslande i FN forpligtet til at følge det, som står i den.

I FN-pagtens kapitler 6 og 7 står der, hvordan FN skal arbejde for at bevare fred, og hvad FN har lov til at gøre, når der opstår konflikter.

FN’s sikkerhedsråd

FN’s sikkerhedsråd er det FN-organ, som har fået hovedansvar for FN’s arbejde med at bevare fred og sikkerhed. Derfor har Sikkerhedsrådet myndighed til at vedtage, at FN skal gribe ind i en konflikt – enten ved sanktioner eller brug af militær.

Sikkerhedsrådet er det eneste organ i verden, som kan bestemme, at der skal gribes ind militært i en konflikt. Dette kan de gøre, fordi det står der i kapitel 7 i FN-pagten – og det er alle lande i verden forpligtet til at følge. Intet land eller organisation må bruge militærmagt mod et andet land – uden at det er blevet vedtaget af Sikkerhedsrådet først. Undtagen hvis et land selv bliver angrebet. I det tilfælde må de selv forsvare sig ind til Sikkerhedsrådet har vedtaget, hvordan konflikten bør løses.

Når der opstår en konflikt, forsøger Sikkerhedsrådet altid at løse den ved hjælp af fredelige midler. Dette er eksempler på, hvad Sikkerhedsrådet kan gøre:

• indkalde parterne til forhandlinger

• udnævne specialudsendinge som mæglere mellem parterne

• placere fredsbevarende styrker i konfliktområdet

Hvis dette ikke virker, kan Sikkerhedsrådet indgribe i konflikten ved at sanktionere eller tillade brug af militærmagt.

FN's fredsbevarende styrker

FN’s fredsbevarende styrker

Den første fredsbevarende FN operation startede i maj 1948. Siden da er soldater med de lyseblå hjelme blevet selve symbolet på FN’s fredsarbejde. De fredsbevarende FN-styrker hjælper konfliktramte lande med sikkerhed og kapacitetsbygning i overgangen mellem konflikt og fred.

Det er FN’s sikkerhedsråd, som vedtager, om der skal oprettes en FN-styrke. Det aktuelle lands myndigheder skal først godkende, at der oprettes en styrke i landet. FN-styrkerne skal være upartiske og holde sig til det mandat, som de har fået fra Sikkerhedsrådet. Dette mandat skal fornyes jævnligt.

De fredsbevarende styrker består både af soldater, politibetjente og observatører. Det er FN’s medlemslande, som sender personel til FN-styrkerne. Ofte er det vanskeligt at få medlemslandene til at bidrage med nok personel.

Det er FN’s generalforsamling, som vedtager budgetterne for hver fredsbevarende operation. Medlemsstaterne deler omkostningerne på en måde, som sikrer, at rige lande betaler mere end fattige. Det er imidlertid vanskeligt for FN, at få medlemsstaterne til at betale det de skal.

Fredsbevarende operationer

Fredsbevarende operationer

  • I dag er der 13 igangværende fredsbevarende operationer.
  • 98 544 personer fra 121 lande arbejder for FN-styrkerne (september 2019).
  • FN-styrkernes totale budget er 6,7 milliarder dollar.
  • FN har gennemført 71 fredsbevarende operationer siden 1948.
  • Over en million mennesker har gjort tjeneste under FN-flaget.
  • 3890 personer har mistet livet i FN's tjeneste.

Sidst opdateret 25.11.19



FN’s fredsmægling og diplomati

Der står i FN-pagten, at fredelige alternativer til konfliktløsning altid skal prøves først. FN’s sikkerhedsråd kan indkalde parterne i en konflikt til forhandlinger eller udnævne specieludsendinge for at mægle.

I det daglige er det Afdelingen for politiske spørgsmål (DPA), som arbejder mest med fredsmægling og diplomati i FN. DPA har overblik over den politiske udvikling i lande i hele verden og giver råd til resten af FN-systemet, om hvordan konflikter bør håndteres.

Endvidere har DPA politiske feltoperationer over hele verden. De ledes af diplomater, som repræsenterer FN’s generalsekretær. Målet med operationerne er enten at forebygge væbnet konflikt eller at skabe varig fred i lande, som netop har været igennem krig. DPAs feltkontorer er en arena, hvor parterne i en konflikt kan bruge diplomati til at løse vanskelige spørgsmål, fremfor at ty til våben. De politiske feltoperationer samarbejder og overlapper med FN’s fredsbevarende styrker. FN har også oprettet en egen fredsbevarelseskommission og et fredsbevarelsesfond.

Hvornår kan FN bruge magt for at standse en konflikt?

Hvis forhandlinger og diplomati ikke fører vegne, kan FN’s sikkerhedsråd bruge magt for at standse en konflikt. Magtbrug fra Sikkerhedsrådet kan være sanktioner eller brug af militærmagt mod en eller flere af parterne i konflikten.

Konflikten skal være en trussel mod international fred og sikkerhed

Det er strenge folkeretslige regler, når FN griber ind i en konflikt. Det er fordi, princippet om statssuverænitet står så stærkt i folkeretten. Statssuverænitet indebærer, at stater har suveræn autoritet inden for sine grænser. Det betyder, at ingen kan blande sig i, hvordan myndighederne i staten styrer den – uanset hvad de måtte mene, om måden det bliver gjort på.

I de aller fleste tilfælde er FN derfor afhængig af, at staterne selv tillader, at FN blander sig i konflikten. Da FN ville oprette en fredsbevarende styrke i Syrien, var de for eksempel afhængige af, at syriske myndigheder først godtog det. I andre tilfælde har en eller flere lande bedt FN om at mægle i konflikten mellem dem.

Kun hvis FN mener, at en intern konflikt er i færd med at blive en trussel mod international fred og sikkerhed – altså at den kan sprede sig til andre lande og områder, så kan Sikkerhedsrådet vedtage at gribe ind - selv uden landets myndigheder har godtaget det på forhånd. Det er kun Sikkerhedsrådet, som kan tage en sådan beslutning om indgriben. For at dette kan ske, må mindst 9 af de 15 medlemmer i rådet stemme for vedtagelsen. Endvidere må ingen af de fem faste medlemmer (USA, Storbritannien, Frankrig, Kina og Rusland) stemme mod, da de har vetoret.

Sanktioner og militærmagt

Sikkerhedsrådet kan vedtage sanktioner mod både lande og enkeltpersoner. Målet er at forhindre parterne i at forsætte konflikten – uden indgriben med militære midler. Eksempler på sanktioner er:

•at forbyde handel med våben med et land

• at forbyde handel med eksportvarer, som et regime eller en oprørsgruppe er afhængige af

•at enkeltpersoner får rejseforbud

•at fastfryse midler statsledere har i udenlandske banker

Sikkerhedsrådet kan også vedtage at gribe ind i en konflikt militært, hvis ingen andre virkemidler fører til noget. I 2013 gav Sikkerhedsrådet for eksempel en del af FN-styrken i DR Congo tilladelse til at udføre militære operationer mod oprørsgruppen M23 og andre militante grupper - både congolesiske og udenlandske. Sikkerhedsrådet mente, at grupperne var en trussel mod civilbefolkningen, autoriteten til DR Congos myndigheder og freden i regionen.

Hvad hvis konflikten foregår internt i et land?

Fordi FN blev oprettet for at sikre freden mellem stater, er organisationens handlemuligheder begrænset, når der opstår konflikter internt i en stat. Siden statssuverænitetsprincippet står så stærkt, er det sjældent, at Sikkerhedsrådets medlemmer formår at blive enige om, at der er gode nok grunde til, at FN skal gribe ind i et lands interne problemer – selv hvis der foregår grove menneskerettighedsbrud.

Efterhånden som menneskerettighederne har fået mere fokus og en vigtigere plads i FN’s arbejde, har dette ført til diskussioner om, hvilket af principperne som skal veje tungest: princippet om statssuverænitet eller princippet om menneskerettigheder. Hvad sker der, når et lands myndigheder begår grove menneskerettighedsbrud mod befolkningen? Skal det da ikke være FN’s ansvar at beskytte dem?

I 1990’erne var verden vidne til borgerkrig i Somalia, folkemord i Rwanda og etnisk udrensning i Bosnien. FN formåede ikke i alle tilfælde ikke at gribe ordentligt ind for at hjælpe civilbefolkningen.

I 2005 vedtog FN derfor et nyt princip for medlemsstaterne. Det sagde, at det internationale samfund har ansvar for at varetage befolkningers menneskerettigheder i et land, hvis landets myndigheder ikke gør det. Dette princip kaldes Responsibility to Protect. 

Responsibility to Protect – ansvar for at beskytte

Responsibility to Protect – ansvar for at beskytte

Det er seks kriterier som skal være opfyldt, hvis FN skal kunne gribe ind militært mod menneskerettighedsbrud i et land:

1) Det skal være en saglig grund:

a) at mange liv går tabt på grund af handlinger, som staten gør, eller fordi staten ikke vil/kan gribe ind
b) etnisk rensning, enten gennem drab, udvisning, terror eller voldtægt. 2) Det må ligge riktige intensjoner bak intervensjonen

Hovedmålet med at gribe ind skal være at standse menneskelige lidelser. Dette sikres bedst, hvis mange lande er med på operationen, og hvis den har støtte i regionen og blandt ofrene det gælder.

3) Det skal være sidste udvej

Alle diplomatiske, humanitære og andre fredelige metoder skal være testet, før FN kan bruge militære midler.

4) Omfanget af interventionen skal være så lille som mulig

5) Det skal være grund til at tro, at interventionen fører noget bedre med sig

Der skal være en rimelig chance for at lykkes med at standse overgrebene. Det skal være sandsynligt, at konsekvenserne af at indgribe er bedre end konsekvensene af ikke at gribe ind. 

6) Interventionen skal vedtages af FN's sikkerhedsråd



På trods af Responsibility to Protect-princippet er det fortsat sjældent, at FN griber ind i lands interne anliggender. Det er meget sjældent, at Sikkerhedsrådet kan blive enige, om hvad der er den rigtige fremgangsmåde. En af årsagerne til dette er, at Sikkerhedsrådets medlemmer – særligt de fem faste medlemmer som har vetoret – også tænker på sit lands egeninteresser, når de skal stemme om et forslag. I mange tilfælde er disse interesser forskellige - og det bliver derfor vanskeligt, at få alle landene til at stemme for et forslag.

På den ene siden fører kravet om en vedtagelse i Sikkerhedsrådet til, at FN ikke griber ind over for alle stater, som begår grove brud på menneskerettigheder over for egen befolkning. På den anden siden er det en sikring mod, at stater ikke bruger menneskerettigheder som en undskyldning for at invadere andre stater ud fra egeninteresse.

Eksempel: Hvorfor greb FN ind i Libyen, men ikke i Syrien?

I 2011 slog Libyens diktator Muammar Gaddafis regime voldeligt tilbage mod oprørere og demonstranter. FN frygtede, at der ville blive begået forbrydelser mod menneskeheden i landet.

FN’s sikkerhedsråds vedtog resolution 197 og 1973, som åbnede op for at bruge militære midler for at beskytte Libyens civilbefolkning. Med FN’s tilladelse startede derfor en NATO-ledet styrke luftangreb mod landet. Interventionen i Libyen var første gang FN brugte Responsibility to Protect-princippet til at godkende en militæroperation. Ved hjælp af den internationale intervention blev Gaddafi afsat og dræbt i oktober 2011. Styrken trak sig ud kort derefter.

Da det syriske regime samme år slog voldeligt ned på demonstrationer i Syrien, blev der også foreslået en resolution i Sikkerhedsrådet. Der var ingen tvivl om, at der blev begået grove menneskerettighedsbrud. I Syriens tilfælde nedlagde Rusland imidlertid og Kina veto mod forslaget.

Rusland og Kina mente erfaringen fra Libyen viste, at FN-indgriben kan bidrage til at afsætte lederen i et land, og at dette bryder princippet om statssuverænitet. De, og mange andre kritikere, mener at den internationale styrke gik for langt med at blande sig i Libyens politik, når de bidrog til regimeændringer, og at dette var uden for det mandat, som Sikkerhedsrådet havde givet. Rusland og Kinas veto mod indgreb i Syrien kan også skyldes andre nationale interesser.

Læs mere om konflikten i Syrien her

FN’s forsoningsarbejde efter konflikten er afsluttet

FN hjælper til med genopbygning, forsoning og afvæbning, når en konflikt er over. Uden dette arbejde er der stor fare for, at kampene blusser op igen.

Trin 1: De som har kæmpet må lægge våbnene og blive af samfundet igen.

Når en væbnet konflikt er slut, står medlemmene af væbnede grupper pludselig uden levebrød og netværk. For at freden skal bevares, skal de have hjælp til at blive en del af samfundet igen. FN’s arbejde med dette kaldes ofte for DDR (disarmament, demobilization, reintegration).

Dette gør FN:

• Indsamler våben fra væbnede grupper og ødelægger dem

•Arbejder for, at alle, som har været med i en væbnet gruppe, kommer ud af dette

•Hjælper tidligere medlemmer af væbnede grupper med at skaffe mad, tøj, uddannelse og arbejde

Trin 2: Lov og orden skal genoprettes

Genopbygning af sikkerheden er blandt de vigtigste opgaver, når en væbnet konflikt er ovre. Dette gælder særligt i lande, hvor politiet og sikkerhedsstyrkerne i sig selv er en trussel mod lov og orden. FN hjælper lande med at reformere deres sikkerhedssektor. Dette arbejde forkortes SSR (security sector reform). Målet er at både befolkningen, politiet og sikkerhedsstyrker skal respektere lovene i landet.

Dette gør FN:

•Hjælper landets myndigheder med at få sikkerhedssektoren under civil kontrol. Det betyder, at regeringen og departementerne skal kontrollere politiet og hæren – i stedet for væbnede grupper.

•Hjælper landets myndigheder med at træne sikkerhedsstyrker og politi, således de ved, hvordan de selv skal opføre sig og hvilke lover og regler, som gælder.

Trin 3: Skabe forsoning og retfærdighed

Forsoningsarbejde er vigtigt, for et samfund skal kunne lægge konflikten bag sig. FN hjælper lande, der er kommet ud af en konflikt med at gennemføre forsoningsarbejde.

Dette gør FN:

•Hjælper til med at organisere retssager mod ledere og gerningsmænd, som er ansvarlige for krigsforbrydelser

•Etablerer sandhedskommissioner, som dokumenterer alle forbrydelser, der er blevet begået under konflikten

•Hjælper myndighederne med at danne oprejsningsprogrammer, der tilbyder økonomisk og social støtte til ofre for konflikten

•Mindesmærker, som sørger for, at samfundet husker ofrene, og det som skete under konflikten

Kvinder, fred og sikkerhed: resolution 1325

Vold mod kvinder under konflikter

Krig har altid påvirket kvinder og mænd forskelligt. Mens der fortsat er få kvinder, der deltager aktivt i kamphandlinger, er der alligevel ofte kvinder og piger, som rammes hårdt af konflikten.

Under en væbnet konflikt øges risikoen for, at kvinder og piger bliver udsat for seksuel vold. Der findes desværre mange eksempler på, at voldtægt bliver brugt som et våben i krig – blandt andet for at kontrollere og terrorisere befolkningen. Frygten for seksuel vold kan holde hele samfund som gidsler, ved at kvinder og piger forhindres i at hente vand, fra at gå til skolen eller fra at deltage i samfundet på andre måder. I nogle konflikter, som under folkemordet i Rwanda, var overgrebene strategi for etnisk udrensning at gøre fjendernes kvinder gravide gennem voldtægt. 

Efter en konflikt er stoppet, er der oftest mange mænd, der er blevet dræbt. Kvinderne sidder tilbage med hovedansvaret for familien og genopbyggelse af lokalsamfundet.

FN’s resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed

Kvinders stilling under og efter en konflikt var længe et ikke-tema i FN. I 2000 vedtog Sikkerhedsrådet imidlertid resolution nr. 1325 om kvinder, fred og sikkerhed. Med resolutionen anerkendte Sikkerhedsrådet, at væbnede konflikter får store følger for kvinder og piger - og at det er vigtigt at gøre noget ved dette, hvis freden skal fortsætte.

Resolution 1325 har tre hovedmål:

- Kvinder skal deltage aktivt i fredsarbejdet.

- Seksuel vold skal standses, og overgrebene skal straffes.

- FN’s fredsbevarende arbejde skal altid have et kønsperspektiv.

I eftertiden har Sikkerhedsrådet vedtaget syv tillægsresolutioner om samme tema.