[[suggestion]]
DK Klimaændringer
 

TAL OG FAKTA I DENNE ARTIKEL ER HENTET FRA RAPPORTERNE TIL FN's KLIMAPANEL

Hvad er klima og klimaændringer?

Det er forskel på vejr og klima. Vejret er det, du kan se ud af vinduet hver dag. Klima er et gennemsnit af at være målt over lang tid. Det giver derfor ikke menig at se på, om klimaet ændrer fra dag til dag eller fra måned til måned. Man er derfor nødt til at måle ændringer over år og årtier.

Vi ved, at klimaet på jorden har ændret sig de sidste århundreder, fordi der er lavet regelmæssige målinger af for eksempel temperatur, ismængde, nedbør og pH-værdi i havene. Vi ved også, at ændringerne vil fortsætte i årene, som kommer. Dette er nogle observationer, som forskerne har gjort:

Temperaturen på kloden stiger

Gennemsnitstemperaturen på jorden er højere nu, end den har været før. Hvert af de sidste 30 år har været varmere end det forrige. I de kommende år vil opvarmningen ske hurtigere og hurtigere jo længere nord på, man kommer. Der bliver aller størst effekt i Arktis på grund af smeltende sne og is.

Havet stiger og bliver mere surt

Smeltningen af isbræer og varmere havtemperatur fører til, at havene stiger hurtigere end tidligere.

Havene optager og lagrer omkring 20% af CO2-udslippene. Dette forhindrer, at CO2 slippes ud i atmosfæren. Havet bidrager derfor til at forebygge at lufttemperaturen stiger. Optaget af CO2 fører imidlertid til, at vandet får en lavere pH-værdi; det forsures. Havene er blevet 26% mere  sure siden 1750. Jo mere surt vandet er, jo dårligere bliver det til at optage CO2, og jo vanskeligere bliver det at bevare naturmangfoldigheden i havet.

Isen smelter

De sidste 20 år er isen på Grønland og i Antarktis, samt isbræer over hele verden, mindsket i størrelse. Både isen i Arktis og snedækket på den nordlige halvkugle er blevet mindre og mindre. Siden 1980-tallet er temperaturen i permafrosten blevet højere over hele verden.

Der bliver varieret nedbør og mere ekstremvejr

Klimaændringerne indebærer ændringer i nedbørsmønstre. Nogle steder vil der blive mindre nedbør, mens det vil regne og sne mere i andre områder. I årene, som kommer, vil der blive mere ekstremnedbør i store deler af Danmark og Nordeuropa. På verdensbasis vil ekstremvejr og naturkatastrofer, som orkaner og cykloner, komme oftere og oftere.

Hvorfor ændrer klimaet sig?

Klimaet er i ændring, fordi der udslippes mere drivhusgas i atmosfæren, end hvad naturligt er. Et eksempel på en drivhusgas (også kaldet klimagas) er carbondioxid, CO2. Gassen gør drivhuseffekten stærkere. Mindre varme slipper ud gennem atmosfæren. Dermed bliver kloden varmere, end den ville have været uden gassen, og klimaet ændrer sig derfor.

Atmosfære og drivhuseffekt

Atmosfære: Luftlaget som ligger rundt jordkloden. Den er nødvendig for at temperaturen på kloden skal være til at leve på. Den beskytter mod stråling og partikler fra verdensrummet.

Drivhuseffekten: Atmosfærens evne til at slippe lys igennem og til at holde på varmen. Drivhuseffekten fører til, at kloden bliver varmere, end den ville have været, hvis atmosfæren ikke fandtes. Dette er nødvendigt, for at det er til at leve på jorden. 



De øgede udslip af klimagasser skyldes os mennesker. Vores almindeligste energikilder er såkaldte «fossile brændstoffer» som kul, gas eller olie. I fossile brændstoffer findes stoffet carbon. Dette stof frigøres og slippes ud i atmosfæren som CO2, når det forbrændes.

Naturen har altid haft et kredsløb, hvor CO2 bliver sluppet ud og opfanget af for eksempel hav, tundra og skov. Det naturlige carbonkredsløb er i balance. Problemet opstår, når menneskers udslip af drivhusgasser kommer oveni de naturlige udslip.  Da der bliver sluppet mere ud, end naturen formår at opfange, forstærkes drivhuseffekten.

Hvordan kan vi stoppe klimaændringerne?

Forskere er enige om, at klimaændringerne vil blive umulige at kontrollere, hvis temperaturen i år 2100 er mere end 2 grader varmere, end den var i 1850.

Togradersmålet:

  • I de internationale klimaforhandlinger er landene blevet enige om at begrænse temperaturstigningen mellem 1850 og 2100 til 2 grader. Det er dette vi kaldes togradersmålet.
  • I Parisaftalen står der, at verdens lande skal forsøge at begrænse temperaturstigningen endnu mere - til kun 1,5 grader.


Den eneste måde at standse klimaændringerne på, er at reducere udslippet af klimagas. Endvidere må vi finde gode måder at fjerne CO2 fra atmosfæren på. Dette kaldes carbonfangst eller carbonlagring.

Carbonbudget: Så meget udslip har vi igen, før temperaturen stiger mere end 2 grader.

Vi har god viden om, hvor meget klimagas, der allerede er sluppet ud i atmosfæren. Vi ved også, hvor meget der total kan slippes ud, før temperaturen på kloden vil stige med mere end 2 grader. Det betyder, at vi ved, hvor meget klimagas verden til sammen har igen på «carbonbudgettet».

Det er fuldt muligt at opnå togradersmålet, men det kræver, at alle verdens lande smøger ærmerne op stopper klimagasudslippene.

FN’s klimapanel har udviklet fire klimascenarioer frem mod år 2100. I dem beregner de, hvor omfattende klimaændringerne vil blive ud fra hvor meget verdens klimagasudslip reduceres. Jo længere vi venter med at reducere vores udslip, jo vanskeligere bliver det, når vi først handler.

Eksempler på hvad vi kan gøre for at skære i klimagasudslip

FN’s klimapanel har foreslået nogle konkrete tiltag for at skære i klimagasudslip:

1. Energisektoren skal blive bæredygtig

Udslippene fra energiproduktionen udgør den største andel af verdens klimagasudslip. FN’s klimapanel mener, at vi skal reducere udslip fra energisektoren med 90% sammenlignet med 2010, i perioden 2040-2070. Derfor er det vigtigt, at udbygge vand-, vind-, og solkraftværk - frem for olie og kulindustri.

2. Byerne skal bygges på en klimavenlig måde

Over halvdelen af verdens befolkning bor i byer, og andelen kommer til at stige til 64-69% inden 2050. Når byerne skal udbygges, skal det tilrettelægges med mindst muligt udslip. Bygninger og infrastruktur må ikke være afhængige af fossile energikilder, og der må satses på kollektivtransport.

3. Menneskers forbrug og livsstil skal være bæredygtigt

Almindelige mennesker kan også bidrage til at skære i klimagasudslip. Vi kan f.eks.:

Bruge den kollektivtransport i stedet for bilkørsel

Vælge produkter, som har god kvalitet, og som er produceret på en bæredygtig måde

Begrænse madspild

Spise mindre kød

Hvordan påvirker klimaændringer mennesker?

Jo varmere det bliver, jo større bliver effekten af klimaændringerne. Fattige mennesker bliver hårdest ramt, fordi de er dårligst rustet til at håndtere ændringerne.

I følge FN’s klimapanel vil klimaændringerne føre til:

Dårligere tilgang til mad og rent vand

Sundhedsproblemer

Øget økonomisk ulighed

Flere konflikter og dermed også flere flygtninge

Skader på natur, infrastruktur og bygninger

Tab af naturmangfoldighed

Klimaflygtninge
 i gennemsnit forlader 25,3 millioner mennesker hvert år deres hjem på grund af klima relaterede problemer (IDMC).

Konsekvenserne af klimaændringer fører til, at mange må flytte. Naturkatastrofer, mangel på vand og mad, flodbølger og tørke er blandt grundene til, at folk forlader deres hjem. Når folk flygter fra krig og konflikt, kan de håbe på at vende hjem, den dag konflikten er ovre. Det kan klimaflygtninge ikke. Hvis klimaændringerne har ødelagt livsgrundlaget i landsbyen, har de ikke mulighed for at vende tilbage.

Samtidig er det oftest kun folk, der flygter fra krig og konflikt, som regnes som «flygtninge» i folkeretten. Derfor bruger FN ikke begrebet «klimaflygtning». I tiden som kommer, må det internationale samfund finde en måde at hjælpe og håndtere alle dem, som bliver tvunget på flugt på grund af ændringer i klima.

Hvad gør FN for at stoppe klimaændringerne?

FN koordinerer forskning, er en arena for klimaforhandlinger og har forskellige organisationer og programmer, som arbejder med at håndtere de klimaændringer, vi allerede ser.

FN’s klimapanel

FN’s klimapanel (Intergovernmental Panel on Climate Change - IPCC) vurderer al tilgængelig forskning om klimaændringer og hvilke miljømæssige, sociale og økonomiske konsekvenser disse ændringer kan have.

Klimapanelet blev oprettet af FN’s miljøprogram (UN Environment) og Verdens Meteorologiorganisation (WMO) i 1987 – og FN’s miljøprogram (UNEP), som opfølgning på Brundtland-rapporten ”Vores Fælles Fremtid”. Klimapanelet består af eksperter og forskere fra hele verden, der ca. hvert 5. år udgiver en hovedrapport. Disse rapporter danner grundlaget for den internationale klimapolitik.

Klimapanelet koordinerer anerkendt forskning

Hovedopgaven for FN’s klimapanel er at gennemgå og vurdere den mest aktuelle forskning, som er publiceret om klimaændringer. Det er med andre ord ikke klimapanelet selv, som står for selve forskningen. Det samler og strukturerer det, som forskere over hele verden er kommet frem til.

Alle stater har mulighed for at påvirke FN’s klimapanel

Alle lande, som er medlem af enten FN eller WMO, kan deltage i FN’s klimapanel. I dag er der 195 lande i klimapanelet. Disse deltager i fællesmøder, som er der afgørelserne om klimapanelets arbejde tages, og der rapporterne godkendes. Det er medlemslandene, som vælger klimapanelets kontor, som står for den daglige drift.

Sådan bliver rapporterne til FN’s klimapanel til:

1.   Klimapanelets ledelse og centrale forskere foreslår hovedtema og kapitler for ny rapport. Dette godkendes af klimapanelets internationale råd, som består af klimabureaukrater fra medlemslandene. Klimapanelets kontor udvælger hovedforfatterne på baggrund af nomineringer fra medlemslandene.

2.  Hvert kapitel har to koordinerende hovedforfattere. De har ansvar for at indsamle information og skrive selve rapporten.

3.  Alle, som har fået deres forskningen publiceret i et videnskabeligt tidsskrift, kan indsende bidrag til rapportens førsteudkast. Bidragene skal igennem en fagfællesvurdering for at kunne blive del af udkastet.

4.  Hovedforfatterne sammensætter et førsteudkast baseret på de indsendte bidrag.

5.  Førsteudkastet lægges ud for kommentarer. I praksis kan alle, som registrerer sig, og som dokumenterer et vist kendskab til klimafaget, kommentere.

6. Det kommer tusindvis af kommentarer til hvert eneste underkapitel. Både forskere, lægfolk og klimaskeptikere er blandt kommentarerne.

7. Ud fra kommentarerne udarbejdes et andetudkast, som gennemgår en ny runde med kommentarer, svar og revision.

8. Til slut skal rapporten godkendes af forfatterne og klimapanelets råd af medlemslande.

FN og klimaforhandlinger

FN har været arena for internationale klimaforhandlinger siden 1990’erne. På de årlige klimatopmøder mødes alle verdens lande for at bliver enige om, hvordan klimaproblemet skal løses, og hvem der skal gøre hvad. Desuden arrangerer FN møder i forskellige undergrupper og udvalg gennem hele året.

Klimatopmødet er egentlig et årsmøde for alle de lande, som har tilsluttet sig FN’s klimakonvention. Derfor kaldes de Conference of the Parties – COP. Det vigtigste, der er sket på et klimatopmøde de sidste år, er, at verdens lande er blevet enige om Parisaftalen. Det er en folkeretslig bindende aftale, hvor alle lande forpligter sig til, at gøre alt hvad de kan for at standse klimaændringerne.

På klimatopmødet i Paris december 2015 blev verdens lande enige om en historisk klimaaftale.

Parisaftalen er en international aftale, som skal sørge for, at verdens lande begrænser klimaændringerne.

Klima i FN’s Verdensmål

FN’s Verdensmål er verdens fælles arbejdsplan for at udrydde fattigdom, bekæmpe ulighed og stoppe klimaændringerne inden 2030. Flere af de 17 mål handler om at bekæmpe klimaproblemet. Dette gælder for eksempel mål 13: Klimaindsats, mål 14: Livet i havet og mål 15: Livet på land

FN’s miljøprogram (UN Environment)

UN Environment er FN’s organisation for bevaring af klima og miljø. UN Environment leder det internationale arbejde for at standse klimaændringerne og er central i opfølgningen af Parisaftalen.

Verdens meteorologiorganisation (WMO)

En af WMO’s vigtigste opgaver er at indsamle information fra forskellige lande og regioner, således at de får bedst mulig kendskab til atmosfærens tilstand. Derudover koordinerer WMO data knyttet til vejrvarsling, så folk f.eks. kan blive varslet om storme og ekstremvejr i god tid, før det slår til.

Klimaretfærdighed: Hvem har ansvar for klimaproblemet?

Løsningen på klimaproblemet handler egentlig om retfærdig fordeling. Hvem har ansvaret for situationen, vi står over for i dag? Hvem har lov til at udslippe mest klimagas? Og hvem skal betale regningen for de klimaændringer, som allerede er her?

I FN’s klimakonvention står der, at alle lande har et fælles, men differentieret ansvar for klimaproblemet, og at hvert land har forskellig kapacitet til at håndtere det.

Den rige del af verden har indtil nu stået for omkring 2/3 af klimagasudslippet i atmosfæren. Dermed har de rige lande allerede brugt en stor del af verdens samlede carbonbudget. Udslippet, som de rige lande (som Danmark) har haft, har bidraget til økonomisk vækst og velstand for os. Lande, som ikke har haft den samme økonomiske udvikling, har udsluppet meget mindre. Samtidig rammer klimaændringerne, som allerede er her, hårdest i de fattige lande.

Rige og fattige land

I FN's klimakonvention bliver verdens lande inddelt i to grupper:

  1. Industrialiserede lande (Anneks I-land)
  2. Udviklingslande (Ikke-Anneks I-land)

Når man taler om "rige" og "fattige" lande i klimasammenhæng, er det ofte denne inddelingen, der menes. Dette på trods af, at virkeligheden har ændret sig meget siden klimakonventionen blev underskrevet i 1992. I dag er der flere lande, der regnes som udviklingslande som i virkeligheden er rigere end landene i gruppe 1.

Se hvilke land som tilhører hvilken gruppe her



Skal historiske udslip spille en rolle?

I klimaforhandlingerne mener udviklingslandene, at de rige lande har ansvar for den aktuelle klimakrise, og at de dermed må stå for de største nedskæringer i udslip. De mener, at de fattige lande har krav på størstedelen af det resterende carbonbudget.  

Mange rige lande ønsker ikke, at historiske udslip skal spille en stor rolle, når verden skal fordele udslipsrettigheder. De mener, at vi må se på situationen her og nu, og at inddeling i "rige" og "fattige" lande er passé og ikke giver menig, når en fælles indsats er nødvendig. Det påpeges for eksempel ofte, at store udviklingslande som Kina, Indien og Brasilien står for en større og større andel af verdens klimagasudslip.

Kina, Indien og Brasilien vil fra deres side svare, at de har behov for at foretage disse udslip for at løfte deres indbyggere ud af fattigdom (blandt andet ved at fabrikere varer til de rige lande) , og at dette er et gode, som de rige lande allerede har nydt godt af.

Endvidere argumenterer mange med, at udslippene per indbygger er meget lavere i mange udviklingslande, end i de rige lande. En gennemsnitlig inder udslipper for eksempel langt mindre CO2 end en gennemsnitlig dansker.

 Hvem skal betale for klimaproblemet?

Et andet vigtigt fordelingsspørgsmål i klimaforhandlingerne handler om penge. Udviklingslande, som rammes hårdt af klimaændringerne, mener de rigere lande har et ansvar for at tage regningen for:

at de skal kunne tilpasse sig klimaændringerne

at de skal begrænse sine egne udslip

skader og tab klimaændringer fører til for udviklingslandene

Løsningen på klimaproblemet skal være retfærdige

Klimaproblemet vil bidrage til at fordele magt og ressourcer på bestemte måder, uanset hvordan vi løser det. Jo større del af carbonbudgettet vi i Danmark udslipper i dag, jo mindre bliver der igen til de andre lande og til generationerne, der kommer efter os. Hvis internationalt klimasamarbejde skal lykkes, må alle parter føle, at betingelserne er retfærdige

Aftalen, som landene blev enige om i Paris, var et af de bedste resultater, man kunne håbe på. Alle lande måtte give og tage noget. Hvorvidt aftalen vil opfattes som retfærdig, kommer an på hvordan de forskellige lande følger op på den i årene fremover.