[[suggestion]]
Befolkning
Befolkning
Lavere børnedødelighed bidrager til lavere befolkningsvækst. Her er en mor sit barn i Sin Chai, Vietnam (2011). Foto: UN Photo/Kibae Park

Verdens befolkning er vokset kraftig de sidste hundrede år. Befolkningsvæksten var på sit højeste i 1960’erne og 1970’erne og er siden da gået betydelig ned. I 2011 passerede vi 7 milliarder mennesker på jorden, og FN forventer, at vi bliver 10,8 milliarder mennesker i 2100.

Befolkningsvækst er et omdiskuteret tema. Længe blev der stillet spørgsmål om, hvorvidt jorden har nok ressourcer og mad til en øget befolkning. Da befolkningsvæksten var på sit højeste, var man bange for overbefolkning og øget fattigdom. Siden da er befolkningsvæksten dalet og befolkningsvækst bliver ikke længere set på som hovedårsagen til fattigdom og miljøproblemer. Øget ulighed, konflikter og klimaændringer bliver i dag anset, som de vigtigste årsager.

I dag handler debatten i større grad om bæredygtig udvikling. Det er grænser for, hvad naturen tåler, og vi må derfor finde måder at skabe gode levekår for mennesker i dag uden at ødelægge det for fremtidige generationer.  

Hvad er demografisk overgang?

Den mest almindelige måde at måle befolkningsudvikling på er ved at studere, hvordan en befolkning udvikler sig over tid. Ved at måle faktorer som fødselsrate, dødsrate, indvandring og udvandring er det muligt at lave en model for, hvordan befolkningen vil se ud i fremtiden.

Modellen, der viser hvordan befolkningen udvikler sig i et land, kaldes demografisk overgang.

Den demografiske overgang er inddelt i fire faser:

Fase 1: Både fødsels- og dødsraten er høje, og befolkningsvæksten er derfor lav

Fase 2: Dødsraten daler, men der fødes fortsat mange børn, så befolkningsvæksten er høj

Fase 3: Fødselsraten begynder at dale, og befolkningsvæksten vil også aftage

Fase 4: Både fødsels- og dødsraten er lav, og befolkningsvæksten er lav

Det er blevet foreslået, at der også findes en fase 5, eftersom der er lande, som ikke længere passer ind i fase 4. Fase 5 er imidlertid ikke klart defineret, da ingen ved, hvad der vil ske i denne fase. Både Tyskland og Japan er foreslået som mulige lande, der allerede er i fase 5. I begge disse lande er fødselsraten lavere end dødsraten. Det er forventet, at dette vil medføre befolkningsreduktion. Takket være immigration, og fordi folk lever længere, er befolkningen imidlertid fortsat stigende i Tyskland og relativt stabil i Japan.

Den demografiske overgang bygger på en hypotese om, at alle verdens lande vil fuldføre den demografiske overgang inden år 2100. Det betyder, at kvinder i gennemsnit vil føde færre end to børn, og at levealderen vil stige. De fleste europæiske lande, inklusiv Danmark, gik gennem de første to faser i slutningen af 1800-tallet og har nu gennemført den demografiske overgang.

I de fleste andre lande uden for Europa fandt fase to sted i 1950’erne. Der var der stor nedgang i dødeligheden, mens fødselsraten holdt sig høj. Dermed fik de en høj befolkningsvækst. Mange lande har fortsat en høj fødselsrate - specielt i Afrika syd for Sahara. Derfor er det forventet, at den største befolkningsvækst i verden vil ske i netop disse lande.  I de fleste andre regioner, som Latinamerika, Sydasien og Nordafrika, har landene bevæget sig over i fase tre, hvor også fødselsraten er begyndt at aftage.

Mindre fattigdom fører til lavere befolkningsvækst

Fattigdom er både en årsag til og en konsekvens af befolkningsvækst. Reduktion af fattigdom og øget adgang til uddannelse for kvinder har medført, at kvinder får færre børn end tidligere.

Det er mange grunde til, at antal børn er dalet, men hovedårsagen er social og økonomisk udvikling. Bedre levekår gør, at færre børn dør for tidlig. Dette bidrager til, at man ikke længere har behov for at få mange børn for at sikre sig, at nogle af dem vokser op. Stærkere social og økonomisk udvikling bidrager også til, at familier ikke længere er afhængige af mange børn for at tjene penge til familiens overlevelse. Gennem øget adgang til uddannelse, job og ligestilling for kvinder er det økonomisk muligt at vælge at få færre børn. Information om familieplanlægning og øget adgang til prævention har også hjulpet kvinder til i større grad at kunne styre, hvor mange børn de vil have, og hvornår de vil have dem.

Hans Rosling fra Gapminder forklarer, hvorfor vi skal afskaffe fattigdom for at kunne stoppe befolkningsvæksten.

Hans Rosling fra Gapminder forklarer, hvorfor vi skal afskaffe fattigdom for at kunne stoppe befolkningsvæksten

Hvor mange mennesker lever på jorden i 2050 og 2100?

For at vide hvordan vi skal planlægge vores samfund, skal vi vide, hvor mange mennesker der findes. FN laver prognoser for, hvordan de tror befolkningsvæksten vil udvikle sig. Det vil sige, at baseret på forskning, beregner de, hvor mange mennesker der vil være i fremtiden. Det er vanskeligt nøjagtigt at forudse, hvor stor befolkningsvæksten bliver, fordi det afhænger af både økonomisk og social udvikling i verden. Derfor laver FN tre forskellige prognoser, som viser lav, middel og høj befolkningsvækst.

Ifølge middel befolkningsvækst vil der være 9,7 milliarder mennesker i 2050 og 10,8 milliarder i 2100.

I dag får kvinder i gennemsnit 2,5 børn, og med denne fart vil der være 27 milliarder mennesker på kloden i 2100. Gennemsnitligt antal børn vil imidlertid gå ned i alle regioner, bortset fra Nordamerika og Europa der allerede har en lav fødselsrate.

Det forventes, at kvinder i 2100 i gennemsnit vil få 1,9 barn og befolkningsvæksten vil stoppe.

Det bliver flere ældre i verden

Globalt er det andelen af befolkning på over 65 år, som vokset hurtigst. Dette er et resultat af, at vi føder færre børn, samtidig med vi lever længere. Det er forventet, at antallet mennesker over 65 vil udgøre 1/6 af verdens befolkning i 2050. I dag udgør denne aldersgruppen 1/11.

Denne udvikling er stærkest i lande med høj levestandard. I udviklingslande er befolkningen meget yngre på grund af højere fødselsrate og lavere levealder.

Hvordan arbejder FN med befolkningsspørgsmål?

FN’s Verdensmål har flere delmål, som er relateret til befolkningsspørgsmål. Mål 1: ‘Udrydde fattigdom’ er et af de vigtigste redskaber til at håndtere befolkningsvækst. Mål 3: ‘Sundhed’ relaterer til reproduktiv sundhed og familieplanlægning. Endvidere medfører sundhed en tryghed om, at flere børn vokser op, hvilket betyder, at færre børn skal fødes. Mål 4: ‘Kvalitets uddannelse’, og mål 5: ‘Ligestilling mellem kønnene’ relaterer til kvinders ret til uddannelse og familieplanlægning. Endvidere sikrer ligestilling, kundskab og uddannelse tryghed for kvinders ret til at bestemme om, eller når, de ønsker børn.

  • FN's befolkningsdivison laver befolkningsprognoser og leverer faglige analyser inden for en række temaer, som handler om befolkning: familieplanlægning, fødselsrater og dødelighed, migration, urbanisering og HIV/AIDS. Befolkningsafdelingen laver også statistik, der bruges til at følge med om verden når FN’s Verdensmål.
  • FN's befolkningsfond (UNFPA) arbejder med temaer som tryggere graviditet og fødsler, familieplanlægning, kønssygdomme, vold og overgreb mod kvinder og andre spørgsmål, som knytter sig til ligestilling og reproduktiv helse.

Migration

Migration eller folkevandringer har eksisteret i tusindvis af år. Med en mere globaliseret verden er migrationen også steget. Der findes omkring 272 millioner internationale migranter i verden, og det udgør omkring 3,5% af verdens befolkning. Siden 2010 er antallet af internationale migranter steget med omkring 51 millioner.

Ifølge FN's internationale organisation for migration (IOM) er en migrant en person, der har opholdt sig uden for sit hjemland i mere end et år - uafhængig af årsag. Det er mange årsager til at folk vælger at flytte over landegrænser og migration kan enten være frivillig eller tvungen. IOM anslår, at over 80% af alle migranter opholder sig lovligt i et andet land. Nogen vælger imidlertid at migrere, selv om de ikke har ret til lovligt ophold.

Frivillig migration

Langt de fleste migranter flytter frivilligt for at studere, genforenes med familie eller søge job. Denne type migration har store positive konsekvenser, for landet de kommer til, fordi det bidrager til økonomisk vækst, og fordi mange vestlige lande har behov for arbejdskraft.

Det er også en klar sammenhæng mellem migration og udvikling. De penge, som migranter sender hjem til slægtninge i oprindelseslandet, udgør tre gange mere end al bistand til sammen. Endvidere kan migranternes arbejdserfaring og kundskabsniveau have en positiv udviklingseffekt, når personen returnerer til hjemlandet. På den negative side kan den øgede migration af kvalificeret arbejdskraft fra udviklingslande skabe en såkaldt hjerneflugt. Højt uddannede personer forlader deres land for at arbejde et andet sted. Dette kan være problematisk, fordi det tapper landet for kvalificeret arbejdskraft.

Tvungen migration

Mange mennesker bliver tvunget til at forlade deres hjemsted på grund af forfølgelse, krig, brud på menneskerettigheder, naturkatastrofer, klimaændringer eller fattigdom. Det er vigtigt at skelne mellem migranter og flygtninge. Selv om en person bliver tvunget til at forlade deres hjem, så regnes personen ikke automatisk som flygtning.

Ifølge Flygtningekonvention er en flygtning en person, som er flygtet fra sit hjemland og som har ret til beskyttelse i et andet land. Disse personer flygter fra vold og forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk opfattelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe.

Menneskesmugling og menneskehandel

Menneskesmugling er en ulovlig flytning af mennesker over landegrænser. Omkring 90% af alle, som kom ulovligt til Europa i 2015, benyttede sig af menneskesmuglere. Samme år mistede 5400 migranter livet. Det var særligt bådturen over Middelhavet til Europa, som krævede liv og stod for hele 70% af alle dødsfald (Europol 2016).

I mangel på lovlige og trygge ruter for migranter, stiger risikoen for migranterne. Illegale migranter er i en sårbar situation og står i fare for at blive udsat for menneskesmugling eller menneskehandel.

Det er en flydende overgang mellem smugling af migranter og menneskehandel. Et eksempel er migranter, som frivilligt betaler for at blive smuglet ind i et andet land, men ender op med at blive rullet ind i menneskehandel. Menneskehandel indebærer udnyttelse af mennesker ved brug af tvang. De bliver tvunget til at udføre arbejde eller tjenester som tiggeri, tyveri, seksuelle tjenester eller krigstjenester.

Redaktionen anbefaler:

Flukt er en norsk dokumentarserie i fem dele med Leo Ajkic. Serien giver et indblik i hverdagen for nogle af dem som flygter. Bag hvert talt skjuler der sig en historie. Hvordan vil flygtninge forme vores fremtid?

Serien egner sig godt både hjemme i stuen og i et klasseværelset.

 



Hvordan arbejder FN med migration?

FN’s generalforsamling arrangerede verdens første højniveaumøde om flygtninge og migranter i efteråret 2016. I 2018 blev et ikke-bindende globalt dokument om migration underskrevet i Marrakech, Marokko. Dokumentet samler principper, rettigheder og forpligtelser i overensstemmelse med menneskerettighederne, for at sikre tryg og ordnet migration.

FN’s Verdensmål har flere delmål, som omhandler migranter. Det er særlig mål 10 om mindre ulighed, som tager spørgsmålet om migration på. Der står der, at alle stater er forpligtet til at sørge for, at migration kan ske i ordnede og trygge former. Mål 8 skal sikre anstændigt arbejde for indvandrere og afskaffe tvangsarbejde og menneskehandel. Mål 16 skal standse overgreb, udnyttelse, menneskehandel og alle former for vold mod børn.

 

 

 

 

 

 

FN har flere organisationer, der arbejder for migranter og flygtninges rettigheder:
  • Den internationale organisation for migration (IOM) har som hovedopgave at sikre en human håndtering af migration, fremme internationalt samarbejde, bistå med at finde praktiske løsninger på migrationsproblemer og give humanitær bistand til migranter i nød. IOM hjælper også personer uden gyldig opholdstilladelse, der frivilligt ønsker med at flytte tilbage til deres hjemland.
  • FN's højkommissær for flygtninge (UNHCR) leder det internationale arbejde med at beskytte og hjælpe flygtninge. Endvidere arbejder organisationen med internt fordrevne, statsløse og personer med omstridt nationalitet. UNHCR arbejder også for at forhindre flygtningestrømme.
  • FN's program for narkotika og kriminalitet (UNODC)arbejder for at stoppe ulovlige narkotiske midler, international kriminalitet og terrorisme. UNODC har ansvar for at bekæmpe menneskesmugling og menneskehandel.

Urbanisering

Selv om den almindeligste definition af migration er en forflytning over landegrænser, så sker der ofte endnu større forflyttelser inden for lande. Størstedelen af de interne migranter flytter fra landsbyer til urbane områder for at finde arbejde.

Denne proces kaldes urbanisering. Den medfører, at en øget del af befolkningen bor i byer. I dag sker denne proces hurtigere end tidligere og er ført til, at mere end halvdelen af verdens befolkning i dag bor i byer.

Det er ventet, at mere end 3 milliarder mennesker vil flytte til byer inden 2050. Udviklingslande er mindre urbaniserede end de rigeste lande – og det er derfor lande i Afrika og Asia, som vil stå for den største del af væksten.

Urbanisering skaber både store muligheder og store udfordringer

Byerne gør sit bedste for at mennesker kan leve gode liv og udvikle sig både økonomisk og socialt. Urbanisering kan føre til innovation og give større effektivitet, hvilket igen skaber økonomisk vækst.

Samtidig fører den hurtige urbaniseringen til, at mange kæmper om de samme ressourcer. Almindelige udfordringer for byerne er:

  • For meget trafik og luftforurening
  • For få penge til offentlige tjenester
  • Mangel på gode og rimelige boliger

Byer er derfor fulde af modsætninger - de skaber miljøproblemer, men kan også skabe løsninger for dem.

Urbane slumområder

Antallet mennesker, som bor i slum rundt i verden, er hurtigt voksende. Selv om den procentvise andel af mennesker, som bor i slum, daler – så er antallet af mennesker vokset fra 650 millioner i 1990 til omkring 890 millioner i 2020.

Den høje urbaniseringstakt i udviklingslandene skyldes høj befolkningsvækst og landbrugssvigt. Mennesker forlader landet på jagt efter arbejde, og dette fører i mange tilfælde til overurbanisering. Det vil sige, at byerne vokser hurtigere end udbuddet af arbejdspladser og boliger. Dette fører igen til udvikling af slumområder med dårlige boligforhold. Mennesker, som bor i slumområder, mangler adgang til et trygt sted at bo, sundhedstjenester, rent vand og gode sanitære forhold.

Hvordan arbejder FN med urbanisering?

FN’s Verdensmål har flere mål, som omhandler urbanisering, og problematikker relateret til urbanisering. Mål 6: ‘Rent vand og sanitet’ er helt afgørende for at kunne leve et anstændigt og sundt liv i et urbant område. Mål 7: ’Bæredygtig energi’, og mål 11: ‘Bæredygtige byer og lokalsamfund’ er nødvendige for at skabe bæredygtige forhold både i og omkring byerne. Mål 12: ‘Ansvarligt forbrug og produktion’ er nødvendigt for at byer og samfund skal kunne fungere.

 

 

 

 

 

 

 

 

FN’s bosætningsprogram (UN-Habitat) arbejder med at skabe bedre byer og bedre levevilkår for indbyggerne. Organisationen arbejder for at sikre en social og miljømæssig bæredygtig udvikling af menneskelige bosættelser, for at alle skal have tilstrækkelig husly og adgang til rent vand og sanitet og for at forbedre situationen for mennesker, der bor i slum. De har særlig fokus på ungdom og ligestilling.

Flere ressourcer om befolkning: