Fattigdom

Hvad er fattigdom?

Fattigdom er mangel på livsvigtige ressourcer. Fattigdom handler om mere end at have for lidt penge. Fattigdom begrænser også menneskers mulighed for at leve et værdigt liv.

For at kunne skelne mellem forskellige grader af fattigdom bruges begreberne absolut fattigdom og relativ fattigdom.

Absolut fattigdom

Absolut fattigdom indebærer, at man ikke får dækket helt grundlæggende behov som mad, tøj og tag over hovedet.

Absolut fattigdom omfatter de mennesker i verden, som lever for mindre end 1,90 dollar om dagen. FN har beregnet, at 8,2 % af verdens befolkning levede under denne grænse i 2019 (SDG Progress Report 2020). Dette er en stor forbedring og en dramatisk nedgang fra 1999, hvor 36% af verdens befolkning levede i absolut fattigdom.

Relativ fattigdom

Relativ fattigdom er fattigdom set i forhold til størstedelen af befolkningen i det pågældende land. Hvis du er fattigere end de fleste andre i dit land, oplever du relativ fattigdom. Hvert land fastsætter sin egen nationale fattigdomsgrænse. Medianindkomstmetode betyder, at mennesker er fattige, hvis de tjener under 50% af, hvad gennemsnittet af de fleste i landet tjener.

I 2018 indførte Danmarks Statistik en ’fattigdomsindikator’, som kan tolkes som en fattigdomsgrænse, som ellers blev afskaffet i 2015. Det skete på initiativ fra Finansministeriet som en konsekvens af, at Danmark har tilsluttet sig FN’s verdensmål. Selv siger Danmarks Statistik dog, at den nye grænse ikke er decideret fattigdomsgrænse, men snarere en ’fattigdomsindikator’: tre indikatorer, som beskriver emnet fra tre forskellige vinkler. Én fokuserer på indkomstniveauet (lav indkomst), én fokuserer på forbrugsmulighederne (relativ fattigdom), og én fokuserer på personers selvoplevede indtryk (økonomisk sårbarhed).

Ifølge FN’s Verdensmål skal al ekstrem fattigdom afskaffes, og den relative fattigdom skal halveres i hele verden inden 2030.

• Læs mere om FN's Verdensmål her

Hvordan måles fattigdom i et land?

Det findes mange måder at måle fattigdom på. Den almindeligste måde er, at måle hvor rigt eller fattigt et land er, er at se på bruttonationalindtægt per indbygger (BNI). Så får vi viden om den økonomiske situation i et helt land, men lidt viden om, hvordan indtægterne er fordelt mellem indbyggerne. Et land kan være rigt, men alligevel have mange fattige indbyggere, fordi indtægterne er skævt fordelt.

Indeks for menneskelig udvikling (HDI)

FN’s udviklingsprogram (UNDP) har en målemetode, som ser på forventet levealder og uddannelsesniveau ud over indtægter. Det hedder Indeks for Menneskelig Udvikling (HDI) og rangerer alle verdens lande.

HDI giver indblik i kvaliteten af sundhedsvæsen, adgang til uddannelse og levestandard. Dette er vigtigt at vide for at kunne bekæmpe fattigdom.

Multidimensional fattigdomsindeks (MPI) måler fattigdom og levestandard

Fattigdom handler om mangel på tryghed, forudsigelighed, valgmuligheder og indflydelse. Dette er ikke altid så let at måle bare ved at se på, hvor mange penge en person har, og derfor har FN udviklet en målemetode for at forstå, hvordan fattigdom opleves.

Dette er den mest omfattende målemetode og kaldes Multidimensional fattigdomsindeks (MPI). Ud over at beskrive hvor mange fattige, der findes, måler den hvor alvorlig fattigdommen er. Den dækker det samme som HDI, men måler flere ting, således at vi får et klarere billede af, hvor sammensat fattigdom er.

Den største forskel på HDI og MPI er, hvordan de måler levestandard. I stedet for bare at spørge om, hvor mange penge en familie har, spøger MPI også, om de har adgang til rent vand, toiletter og elektricitet, om man bor i en bolig uden gulv, og om man har radio, cykler eller telefoner.

Hvad er årsagerne til fattigdom?

Det er mange og komplekse årsager til fattigdom. Kapitalflugt, klimaændringer, gæld og verdenshandel er eksempler på ydre årsager til, at et land er fattigt. Dårlig regeringsledelse, krig, konflikt og korruption er eksempler på indre årsager.

Fattige lande taber på verdenshandelen

Mange udviklingslande lå under europæisk styre i kolonitiden. Koloniernes rolle var først og fremmest at producere råvarer som kakao, kaffe, bomuld og mineraler til Europas industri. Europæiske lande brugte disse råvarer til at opbygge deres egen industri og blive rige.

Fattige lande eksporterer fortsat hovedsageligt råvarer. Disse råvarer er udsat for svingninger i priser på verdensmarkedet og giver lavere indtægt end færdige produkter. De rige lande køber ofte råvarerne billigt af de fattige lande og bruger egen teknologi til at færdigproducere produkter. Selv om mange lande er rige på naturressourcer, tjener de derfor lidt på verdenshandelen.

Det kan også være vanskelig for fattige lande at få solgt deres varer på det internationale marked på grund af høje toldsatser eller at rige lande subsidierer eget landbrug.

Afbetaling af gæld hindrer udvikling

I 70’ og 80’erne optog mange fattige lande lån fra industrialiserede lande og Verdensbanken og Den Internationale Pengefond (IMF). Denne gæld er en grundlæggende årsag til fattigdom. Hvert år betaler udviklingslandene dobbelt så meget af på den gæld, som det de modtager i bistand. Landene skal bruge indtægterne på at betale af på gæld i stedet for at bruge penge på skole, sundhed og uddannelse til egen befolkning.

En stor del af udlandsgælden er illegitim. Det betyder, at lånene blev optaget af undertrykkende eller korrupte regimer. Disse lån er ofte blevet brugt til at kontrollere befolkningen eller blevet puttet i lommen af korrupte politikere. Selv om lånene ikke er kommet befolkningen til gode, skal landet betale dem tilbage, også efter at de er blevet demokratiske. Verdensbanken og IMF har de seneste år slettet meget af udviklingslandenes gæld, men mange lande står i fare for at havne i nye gældskriser.

Kapitalflugt fratager lande store skatteindtægter

Kapitalflugt er flytning af store pengesummer fra et land til et andet. Dette er ikke nødvendigvis ulovligt i sig selv, men kan bruges til undgå skattebetaling. Ulovlig kapitalflugt sker hovedsagelig gennem hvidvaskning af penge fra kriminalitet, bestikkelse og korruption.

Kapitalflugt er et stort problem, fordi det land, hvor pengene flyttes fra, mister store skatteindtægter. Staten får dermed færre penge til skoler, sygehus, infrastruktur og andre vigtige opgaver.

Hvert år forsvinder over 1200 milliarder dollar ud af fattige lande på grund af ulovlig kapitalflugt. Dette er ti gange så meget, som verdens lande giver i bistand til sammen.

Fattige lande er sårbare over for naturkatastrofer

Klimaændringerne fører til stadig mere ekstremvejr som orkaner og tørke. Ekstremvejr kan finde sted overalt på kloden, men nogle områder bliver hårdere ramt end andre. For eksempel oplever landene, som ligger langs ækvator, mere ekstremvejr end andre. Mange af de fattige lande i verden ligger netop her. Fattige lande har få ressourcer til at ruste sig mod ekstremvejr og til genopbyggelse efter naturkatastrofer. Derfor er de svært sårbare over for disse ødelæggelser.

Dårlig regeringsledelse og korruption

Hvordan et land styres er afgørende for udvikling og fattigdomsreduktion. Et land med god regeringsledelse har institutioner og ledere, som tager vare på befolkningens behov. Tilsvarende er lande med dårlig regeringsledelse ikke i stand til at sørge for velfærd og sikkerhed for sine indbyggere.

Korruption er et tegn på dårlig regeringsledelse og har alvorlige konsekvenser for samfundet. Korruption fører til skæv fordeling af ressourcer og skaber stor mistillid til det politiske system.

Krig og konflikt hindrer økonomisk vækst og udvikling

Krig og konflikt gør det vanskeligt for mennesker at livnære sig. Staten bruger ofte flere ressourcer på konflikten end på grundlæggende tjenester til befolkningen. Krig fører til, at folk må flygte og forlade deres jord, arbejde, skole. Alt dette hindrer økonomisk udvikling.

• Læs mere om flygtninge her

Ulighed mellem fattige og rige øges

Økonomisk vækst har bidraget til, at flere lande er blevet rigere, og at andelen af fattige er dalet. Samtidig øges forskellene mellem indbyggere i både rige og fattige lande. Tidligere boede næsten alle, som var fattige i såkaldte lavindtægtslande. Siden 1990 har dette ændret sig drastisk. På grund af kraftig økonomisk vækst er mange tidligere lavindtægtslande steget til at blive klassificeret som mellemindtægtslande. Mange af disse lande har imidlertid fortsat en høj andel fattige indbyggere. Over 70% af alle fattige bor nu i mellemindtægtslande som Indien, Nigeria og Indonesien. Selv om landene er blevet rigere, er der fortsat store forskelle mellem fattige og rige indbyggere.

Fattigdom og ulighed er en kilde til social uro og politiske oprør. For at reducere fattigdom og skabe stabile samfund skal ressourcerne fordeles retfærdigt blandt landets indbyggere.

Hvordan arbejder FN med fattigdomsbekæmpelse?

Det at bekæmpe fattigdom er en af FN’s hovedopgaver. FN arbejder for, at internationale love og regler skal ligge til grund for fattigdomsbekæmpelse og menneskerettigheder. Blandt andet har FN's 17 Verdensmål, hvor verdens lande forpligter sig til at udrydde fattigdom, bekæmpe ulighed og stoppe klimaændringerne inden 2030.

FN arbejder også med konkrete projekter og har oprettet flere organisationer, som arbejder med fattigdomsbekæmpelse og langsigtet udvikling.

Dette er de vigtigste organisationer og deres arbejdsområder:

• FN's udviklingsprogram (UNDP) er den største af FN's fond og programmer og de koordinerer FN's arbejde med udvikling. UNDP’s hovedopgave er at hjælpe lande med at udrydde ekstrem fattigdom og skabe bæredygtig udvikling.
• FN's børnefond (UNICEF) arbejder for at alle børn får deres rettigheder opfyldt. Det indebærer, at alle børn skal være mætte og sunde, og at de skal gå i skole og være trygge. UNICEF arbejder både med nødhjælp og langsigtet udvikling.
• FN's organisation for ernæring og landbrug (FAO)) har et mål om, at alle mennesker skal have nok mad til at leve et sundt liv. De indsamler statistik og udarbejder internationale konventioner og regler. FAO hjælper lande med at forhindre sult gennem øgning af produktiviteten inden for primærnæringer som landbrug, skovbrug og fisk.