[[suggestion]]
Kyoto-protokollen

Vedtatt

11.12.1997

Trådt i kraft

16.02.2005

Les mer på engelsk

Kyoto Protocol

Kyoto-protokollen, Kyotoaftalen, er et tillæg til FN's rammekonvention om klimaændringer, også kaldet Klimakonventionen. Klimakonventionen blev underskrevet på verdenskonferencen for miljø og udvikling i Rio de Janeiro (Brasilien) i 1992. Kyoto-protokollen blev vedtaget i december 1997 i Kyoto (Japan). Den blev først gyldig den 16. februar 2005. Derefter ratificerede 55 stater aftalen. I dag har Kyoto-protokollen 192 parter (191 lande samt EU).

De vigtigste punkter i Kyoto-protokollen er følgende:


1. De rige lande skal reducere i udledningen af drivhusgasser
Kyoto-protokollen kræver, at de industrialiserede lande skal reducere deres samlede udledning af drivhusgasser med mindst 5 % i perioden 2008-2012 i forhold til 1990. Mange udviklingslande har også underskrevet aftalen, men det er kun de rige lande, der er juridisk bundet til at reducere i udslippet.

Fordelingen af udslipsreduktionerne blandt de industrialiserede lande blev vedtaget efter lange og seje forhandlinger. Den bygger mere på politiske tovtrækning end klare principper om refærdig fordeling.


2. Landene kan handle med klimakvoter
 Aftalen gør det muligt for lande at følge op på deres forpligtelser på andre måder end ved blot at reducere udslippet internt:

  • De industrialiserede lande kan sælge dele af deres udslipkvoter, eller købe dele af andre industrialiserede landes kvoter.    
  • Et industrialiseret land kan betale for foranstaltninger, der reducerer udslippet i et andet industrialiseret land. Landet der betaler, får retten til at udlede mere internt, mens værtslandet kan udslippe tilsvarende mindre.
  •  De industrialiserede lande kan få lov til at udlede mere internt ved at betale for klimaforanstaltninger i udviklingslande, som ikke har fået fastsat udslipskvoter.


3. Landene får strafferenter, hvis de ikke reducerer nok
Hvis et land ikke opfylder kravene til udslip, rapportering og brug af Kyoto-mekanismerne, kan landet blive pålagt en strafferente. Strafferenten dækkes ved, at landet senere reducerer udslippene mere end det ellers ville, eller køber yderligere kvoter fra udlandet.

Færdiggørelse

Kyoto-protokollen er blevet kritiseret for ikke at være ambitiøs nok, og for at målene for reduceringen af CO2-udslip er for små og kortsigtede. Protokollens forpligtigelser ligger da også langt under de målsætninger, som FN's klimapanel anbefaler.

Kyoto-protokollen er også blevet kritiseret for at skævvride fordelingen i forhold til målestokken for reduceringen af udslip. Målestokken er sat til 1990, hvad der favoriserer nogle lande, mens andre står dårligere. Et land som Rusland (daværende Sovjetunionen) havde for eksempel en industri på det tidspunkt, der forurenede meget, mens et land som Japan for længst havde gennemført kraftige tiltag til at reducere deres CO2-udslip.

Lande der historisk set har haft moderate CO2-udslip, som Indien, Brasilien og Kina, er ikke ramt af kravene i aftalen, til trods for at drivhusgasserne i disse lande tager til – og gør det stærkt. Aftalen omfatter heller ikke den internationale fly- og skibstrafik, der er ansvarlig for en væsentlig del af de globale drivhusgasser. Også USA's manglende deltagelse gør, at mange anser aftalen som mislykket med tanke på, at landet står for 20 % af verdens CO2-udslip. Samtidig har Canada valgt at trække sig fra Kyotoaftalen.

Det var tiltænkt, at Kyoto-protokollen skulle løbe fra 2005-2012, indtil en ny klimaaftale var forhandlet på plads. Dog tog denne plan en anden drejning:

FN's klimakonference i København 2009 (COP15): Målet for FN's klimakonference i København i december 2009 var at få en ny klimaaftale på plads. Håbet for den nye klimaaftale var, at de rige lande ville forpligtige sig til mere ambitiøse reduceringer af CO2-udslippet. Det diskuteredes også, hvordan hele verden kunne gøre en indsats for at bekæmpe klimaforandringerne. Allerede på Bali i 2007 blev det bestemt, at den globale klimaindsats skulle styrkes på fire områder: reducering af CO2-udslip, tilpasning til klimaændringer, finansiering af klimatiltag og klimavenlig teknologi.

Dog blev konferencen en fiasko, da der ikke blev enighed om en ny aftale.

FN's klimakonference i Doha 2012 (COP18): Da adskillige forsøg på at forhandle en ny, bindende klimaaftale, der skulle erstatte Kyotoprotokollen mislykkedes, blev verdens nationer enige om at forlænge Kyoto-protokollen indtil 2020, indtil der foreligger en ny aftale.

FN's klimakonference i Paris 2015 (COP21): 196 lande har ved COP21 forhandlet en ny klimaaftale i hus. Aftalen gælder fra 2020 og i modsætning til Kyoto-protokollen gælder den alle lande. Aftalen skal sørge for at holde temperaturen på under 2 grader, som er det FN's klimapanel (IPCC) mener er grænsen for, hvad naturen kan tåle, før klimaforandringerne bliver alvorlige og ukontrollerbare.

Læs hele Kyoto-protokollens indhold her.