Kosovo

Det tidligere Jugoslavien blev oprettet umiddelbart efter 1. Verdenskrig, hvor dele af det tidligere Østrig-Ungarn og det tidligere osmanniske rige blev slået sammen. Resultatet blev et land med den mest sammensatte befolkning i Europa, hvor ingen folkegruppe udgjorde flertal. Under 2. Verdenskrig blev landet splittet mellem mange forskellige aktører, men blev samlet igen efter krigen. Den føderale folkerepublik Jugoslavien blev etableret i november 1945, da den markante kommunist Tito organiserede landet efter sovjetisk, kommunistisk model; Jugoslavien blev en forbundsstat med seks republikker og to selvstændige provinser, Kosovo og Vojvodina, der var underlagt Serbien.

Jugoslavien går i opløsning

Konflikten begynte, da Kosovo forsøgte at erklære sig som en suværen stat i 1991.Kosovo fik ikke status som republik, noget provinsens albanske flertal var stærkt utilfredse med. Samtidig var det albanske flertal utilfredse med at serberne havde en privilegeret position i folkerepublikken i forhold til resten af befolkningen der bestod af albanere, makedonere, ungarere og bosniske muslimer. Tito var en stærk statsleder der formåede at holde Jugoslavien samlet trods de etniske modsætninger i landet. Da Tito døde i 1980 kom disse spændinger op til overfladen og landet gennemgik en tid med økonomisk nedgang. Samtidig blev det serbiske politiske miljø mere og mere nationalistisk, mens separatistiske grupperinger vandt frem i de andre republikker. Mens serberne prøvede at forhindre en opløsning af republikken, arbejdede man for løsrivelse i blandt andet Kroatien og Slovenien.

Slobodan Milosevic blev valgt som præsident i 1989, og blev talsmand for den serbiske nationalisme. Han slog hårdt ned på forsøg på selvstændighed og greb ind militært med Jugoslaviens hær i både Kroatien og Slovenien, alligevel opnåede både Kroatien, Slovenien, Bosnien-Hercegovina og Makedonien international anerkendelse som selvstændige stater i løbet af 90’erne. 

Kosovo kræver selvstændighed

I Kosovo havde det albanske flertal kæmpet for sine rettigheder i mange år, da Jugoslavien begyndte at falde fra hinanden i slutningen af 1980erne. Først kæmpede albanerne for, at også Kosovo skulle få status som republik. Da Milosevic strammede grebet og pålagde strammere restriktioner og mindre handlefrihed, greb albanerne til våben, og den albanske guerilla UCK blev etableret. Konflikten mellem det serbiske styre og guerillaen blev optrappet, efter guerillaerne havde bombet flere flygtningelejre med serbiske flygtninge i 1996. Serbiske styrker blev sendt til Kosovo i 1998, og konflikten frøs til. De serbiske soldater kæmpede mod UCK, men terroriserede samtidig den kosovo-albanske lokalbefolkning. Yderligere blev paramilitære serbiske bander og politi sendt til regionen, hvilket resulterede i omfattende overgreb og massakrer på befolkningen.

Etniske albanere i flygtningelejr i Glogovac, Kosovo. Foto: UN Photo/UNHCR/U Meissner

NATO og OSCE

Både NATO og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) engagerede sig i arbejdet for at standse serbernes overgreb. OSCE indsendte en observationsstyrke for at følge situationens udvikling, og NATO truede flere gange med at gå ind i konflikten, hvis ikke serberne trak sig ud af Kosovo. I 1999 gjorde NATO alvor af truslen og bombede både militære og civile mål i Serbien. Som modsvar intensiverede serberne krigen mod kosovo-albanerne; 10.000 kosovo-albanere mistede livet og over en million blev drevet på flugt i løbet af foråret og sommeren 1999. I juni underskrev serberne en tilbagetrækningsaftale, NATO standsede sine bombeangreb og krigen blev officielt set betragtet som overstået. Mange flygtninge valgte at vende tilbage, og FN overtog det administrative ansvar for regionen. Samtidig blev en NATO styret fredsstyrke (KFOR) indsat for at stabilisere situationen.

Finlands tidligere præsident, Martti Ahtisaari, ledede i foråret 2006 forhandlinger mellem Serbien og Kosovo om områdets fremtid på mandat fra FN’s sikkerhedsråd. Efter samtaler over hele året nåede parterne ikke nogen endelig aftale. Nye forsøg på forhandlinger blev forsøgt i 2007 lykkedes heller ikke, og Ahtisaari anbefalede i sin rapport til Sikkerhedsrådet, at spørgsmålet om Kosovo afklaredes snarest.

Kosovo erklæres uafhængigt

17. februar 2008 erklærede Kosovo sig som uafhængigt. Dette førte til optøjer i Nord hvor de fleste kosovo-Serbere er bosat.  Frankrig, Storbritannien og flere andre vestlige lande erklærede deres støtte til den nye stat, men Serberne mente at løsrivelsen var i strid med folkeretten og den dag i dag nægter både Serbien og deres støtte Rusland at anerkende Kosovo som selvstændig stat. Siden har der været store uroligheder i området. I efteråret 2008 besluttede FN’s generalforsamling at bringe spørgsmålet om Kosovos uafhængighed for den Den Internationale Domstol i Haag. I juli 2010 konkluderede domstolen at Kosovos løsrivelse ikke er i strid med folkeretten. Men da Rusland har vetoret i FN’s sikkerhedsråd, vil det være meget svært for Kosovo at blive optaget i sikkerhedsrådet, til trods for at over 60 af rådets medlemslande nu anerkender Kosovos suverænitet.