Vestsahara

Vestsahara var en spansk koloni indtil midten af 1970erne, og hed dengang Spansk Sahara. Da Spanien trak sig ud i 1975, gjorde både Marokko og Mauretanien krav på landet, da begge lande mente, at Vestsahara havde været en del af deres territorium. Marokko gik ind med sine militære styrker og besatte hovedstaden. Samtidig erklærede frihedsbevægelsen, Polisario, Vestsahara for selvstændigt. Den Internationale Domstol i Haag afviste i 1975 både Mauretaniens og Marokkos krav på området. Mauretanien frafaldt sit krav, men Marokko fortsatte sin besættelse. Selvom både FN og den Internationale Domstol i Haag forlangte, at der skulle afholdes en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold, valgte de marokkanske myndigheder at overhøre dem. Til gengæld indledte de den ’Grønne March’, hvormed 350.000 civile marokkanere bosatte sig i Vestsahara. Dette blev af det internationale samfund anset som en yderligere optrapning af besættelsen.

Sahrawiere i flygtningelejren Dakhla i Vestsaharas naboland, Algeriet (Foto: UN Photo/Evan Schneider)

Okkupation og guerillakrig

Polisario førte først sin krig mod besættelsen med fast base i de sydlige egne af landet, men gik efterhånden over til en guerilla-krigsførelse, der viste sig mere effektiv i kampen mod den marokkanske hær. Mens Polisario nød støtte fra venstreorienterede lande som Algeriet, Libyen, Nordkorea, Cuba og det tidligere Jugoslavien, blev Marokko støttet af USA. Endnu engang blev en lokal konflikt en del af den Kolde Krig, som man så flere eksempler på fra det afrikanske kontinent.

Efter sammenstød med guerillaen, der gav store tab, valgte Marokko at koncentrere sig om den strategisk vigtigste del af Vestsahara. Området udgør kun omkring 1/12 af landets samlede areal, men rummer både de vigtigste byer i Vestsahara og landets store og værdifulde fosforforekomster. Denne naturressource ville Marokko gerne have fat i, blandt andet for at kunne finansiere besættelsen. Marokkanerne byggede mure af sand hele vejen rundt om området, satte pigtråd op og lagde landminer ud. I årenes løb er murene og pigtråden blevet flyttet flere gange, indtil det besatte område i 1987 udgjorde 90% af Vestsaharas landareal.

Våbenhvile

I slutningen af 1980’erne begyndte man, med hjælp fra FN, at forhandle mellem parterne. I 1991 blev der indgået en våbenhvile og det blev aftalt at der skulle holdes en folkeafstemning i 1992 om Vestsaharas uafhængighed. FN’s fredsbevarende styrke MINURSO (United Nations Mission for a Referendum in Western Sahara) blev sendt til området for at sørge for at parterne overholdt våbenhvilen. Folkeafstemningen kunne man dog ikke blive enige om.

Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, har lidt under konflikten mellem Polisario og Marokko. Omkring 160.000 mennesker bor i flygtningelejre i Algeriet i et område, der regnes for at være ubeboeligt. Flygtningene er afhængige af hjælp udefra for at overleve. Situationen er forværret i de sidste par år, da der har været en nedgang i bistanden og frustrationen er stor både blandt flygtningene og den del af saharawibefolkningen der fortsat bor i det besatte område.

Nye forhandlingsrunder

I 2006 foreslog Marokko at give området delvist selvstyre, frem for en folkeafstemning, hvilket blev blankt afvist af Polisario. FN stod i spidsen for nye forhandlinger mellem parterne i sommeren 2007, men forhandlingerne blev afsluttet uden noget endeligt resultat. Nye forhandlinger har fundet sted i 2008, 2009 og også i 2010. Spændingen mellem parterne er forøget efter Marokko har fængslet aktivister fra Palisario.