Introduktion

Både Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen i FN har fordømt Marokkos besættelse af Vest-Sahara, men Marokko nægter at trække sig ud og har haft militærstyrker i Vest-Sahara siden 1975.

Baggrund

Vestsahara var spansk koloni frem til midten af 1970-tallet og hed indtil da Spansk Sahara. Nabostaterne Marokko og Mauretanien mente begge, at Vestsahara havde været en del af deres lande før Spanien koloniserede området. Begge lande gik derfor ind i Vestsahara med militærstyrker i 1975. Samtidig erklærede frihedsbevægelsen, Polisario, Vestsahara for selvstændig.

I 1975 afviste Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) kravene fra Mauretanien og Marokko, om at Vestsahara tilhørte dem. Mauretanien bortfaldt derefter deres krav, mens Marokko fortsatte sin besættelse af Vestsahara.

Selv om både FN og ICJ forlangte, at der skulle holdes en folkeafstemning om sagen, blev dette ikke efterlevet af de marokkanske myndigheder.

Besættelse og guerillakrig

Polisario begyndte frihedslampen med regulær krigsførelse, men gik efterhånden over til guerillakrigsførelse, da dette viste sig at være mere effektivt i kampen mod den marokkanske hær. Guerillakrigsførelse kendetegnes ved små styrker og uventede angreb mod en militært set stærkere fjende.

Mens Polisario fik støtte af venstreorienterede lande som Algeriet, Libyen, Cuba og Jugoslavien, blev Marokko støttet af sine nære allierede Frankrig og USA. Nok en gang blev en konflikt om afkolonisering en del af Den Kolde Krig, ligesom både Øst-Timor og Angola oplevede det samme år.

Efter sammenstød med Polisario-guerillaen, som gav store tab, valgte Marokko at koncentrere sig om den strategisk vigtige del af Vestsahara. Området omfatter de vigtigste byer og landets værdifulde fosfor- og fiskeforekomster. Dette er naturressourcer Marokko gerne vil have og som samtidig finansierer besættelsen. Marokko byggede dermed murer af sand rundt om hele området, satte pigtråd op og placerede landminer.

I årenes løb er murer og pigtråd blevet flyttet flere gange og området er blevet større. Processen har mødt store protester og angreb fra saharawi-befolkningen og Polisario.

Muren har i praksis delt Vestsahara i to: en del i vest som besættes af Marokko og som udgør ca. 2/3 af territoriet, og en del i øst som kontrolleres af saharawiene selv. Polisario erklærede oprettelsen af Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik (SADR) i 1976, og hævder suverænitet over hele territoriet Vestsahara.

Kilde: un.org

Muren som deler landet i to

Kortet her over viser Vestsahara og dets nabolande, Marokko, Algeriet og Mauretanien. Den røde streg, som strækker sig fra Marokko i nord, gennem Vestsahara til kysten i syd, er den 2700 km lange mur, som Marokko har bygget.

Muren blev primært bygget i 1980’erne. Israel har hjulpet Marokko med at bygge et omfattende elektronisk overvågningssystem langs muren, baseret på erfaringerne fra den israelske besættelse af de palæstinensiske områder Vestbredden og Gazastriben.

Marokko har bosat omkring 400 000 marokkanere i det besatte Vestsahara, i strid med folkeretten. Udover at bruge mur og pigtråd til at dele Vestsahara, har Marokko også etableret et af verdens største landminefelter.

Et flertal af den oprindelige befolkning i Vestsahara, saharawierne, lever som flygtninge i Algeriet.

Parterne i konflikten

  • Marokko – ledes af kong Mohammed den 6.
  • Polisario – er den ledende frihedsbevægelse for det saharawiske folk. Kontrollerer den frigjorte, østlige del af Vestsahara. Kræver suverænitet over hele Vestsahara, et land de kalder Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik (SADR).

Øvrige aktører

  • Frankrig – er Marokkos nærmeste allierede. Frankrig beskytter Marokko i FN’s Sikkerhedsråd. Frankrig sørger også for, at EU indgår handelsaftaler med de besatte områder i Marokko, hvilket er i strid med folkeretten.
  • Spanien – den tidligere kolonimagt, fuldførte ikke sine internationale forpligtelser, da de lod territoriet besætte i 1970’erne. Spanien regnes af det spanske retsvæsen for fortsat være kolonimagten i Vestsahara.
  • MINURSO – FN’s fredsbevarende styrke i Vestsahara.
  • Den Saharawiske Civilbefolkning – over halvdelen er flygtninge og bor i nabolandet Algeriet.
  • Algeriet og Mauretanien – delvis berørte og involverede nabolande. Begge vil støtte enhver aftale, som Marokko og Polisario/SADR kommer til enighed om, men har FN-planen om folkeafstemning som udgangspunkt.
Sahrawiere i flygtningelejren Dakhla i Vestsaharas naboland, Algeriet (Foto: UN Photo / Evan Schneider).

Våbenhvile, men ingen folkeafstemning

Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, har lidt som følge af konflikten. FN’s Højkommissær for Flygtninge (UNHCR) beregnede i 2018, at der boede 173 600 saharawier i flygtninglejre i Algeriet, i et område som regnes som ubeboeligt. Flygtningene er afhængige af hjælp udefra for at overleve. Situationen er blevet værre de sidste år på grund af nedgang i bistand, og frustrationen er stor både blandt flygtningene og saharawi-befolkningen i de besatte områder.

I slutningen af 1980’erne blev der, ved hjælp af FN’s specialudsending, påbegyndt forhandlinger mellem Marokko og Polisario. I 1991 formåede parterne at indgå en våbenhvileaftale, og det blev bestemt, at der skulle afholdes folkeafstemning i 1992 om Vestsaharas uafhængighed.

FN’s fredsbevarende styrke, MINURSO, skulle overvåge våbenhvilen og gennemføre folkeafstemningen. Der har ikke været sammenstød mellem Polisario og den marokkanske hæren efter 1991, men der er heller ikke afholdt folkeafstemning.

MINURSO-soldater i Vest-Sahara. Martine Perret/UN Photo

FN’s rolle i konflikten

FN’s Sikkerhedsråd og generalforsamling var meget tydelige i fordømmelsen af den marokkanske og mauretanske invasion af Vestsahara i 1975. Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) fandt de to staters krav på territoriet grundløse.

Lige siden 1957 har FN krævet, at retten til selvbestemmelse for saharawierne må respekteres. Vestsahara er det eneste igangværende territorie på det afrikanske kontinent, som FN fortsat behandler som et uløst kolonispørgsmål, og det er det største igangværende koloniområde på FN’s Generalforsamlings liste.

En aftale om våbenhvile og folkeafstemning blev underskrevet af begge parter i 1991, og FN oprettede den fredsbevarende styrke MINURSO i 1991. Styrken skulle følge med i, om våbenhvilen blev overholdt. Den fik til opgave at gennemføre den aftalte folkeafstemning. Våbenhvilen blev overholdt, men på grund af uenighed om hvordan fredsaftalen skulle tolkes, blev der ikke gennemført en afstemning.

Det store spørgsmålet i forbindelse med afstemningen var længe, hvem der skulle have stemmeret. MINURSO konkluderede listen over de stemmeberettigede i 2000, men Marokko nægtede at acceptere listen. Marokko hævdede længe, at også de tilflyttede marokkanerne burde have ret til at stemme. Da Polisario gik med til dette, er Marokko efterfølgende gået væk fra at acceptere en folkeafstemning, uanset hvem som deltager i den.

FN har en egen specialudsending for Vestsahara, som bistår fredssamtaler. Polisario vil kun acceptere en løsning, som respekterer saharawiernes ret til selvbestemmelse og de indgåede aftaler om folkeafstemning. Marokko vil kun acceptere en løsning, som indebærer, at territoriet, som de har besat, skal indlemmes i Marokko. Marokko vil ikke gå med til en løsning, som medfører, at folket selv skal bestemme territoriets status.

Selv om de væbnede konflikter er ophørt, har FN valgt at beholde styrken (MINURSO) i landet. MINURSO er den eneste moderne FN-operation i verden, som ikke har mandat til at rapportere menneskerettighedsovergreb.

Marokko bryder våbenhvilen

Marokko udviste en stor del af FN-personellet fra Vestsahara i 2016. Grunden var, at den daværende generalsekretær for FN, Ban Ki-moon, havde brugt ordet «besættelse» i beskrivelsen af Marokko og Vestsahara situationen, hvilket Marokko ikke mente var neutralt. Generalsekretæren hævdede, at ordvalget var et uheld, og at FN ikke havde taget side i konflikten. Ban Ki-moon og MINURSO fik kun en delvis støttende udtalelse fra FN’s Sikkerhedsråd. Marokko åbnede derefter muren i syd og byggede en ny vej. Denne udbygning var et alvorligt brud på våbenhvilen fra 1991. Indtil da var der ikke sket territoriale ændringer siden 1991.

I 2016 og 2018 vandt Polisario sager i Den Europæiske Unions Domstol. Dommene konkluderede, at EU ikke kan indgå i handelsaftaler med Marokko, når det gælder Vestsahara. EU-kommissionen valgte alligevel at overse dette og indgik i 2018 nye handels- og fiskeriaftaler med Marokko for de besatte områder, som om ingen dom havde fundet sted.

Kilder

BBC, The Guardian, MINURSO, Aftenposten, Støttekomiteen for Vest-Sahara, Reuters, Klassekampen.

Relaterede lande og konflikter

Læs vores landeprofiler for lande involverede i konflikten:

Læs vores konfliktprofiler som er relateret til konflikten: