Irak

Irak opstod som land i kølvandet på 1. Verdenskrig, efter sejrherrerne Storbritannien, Italien og Frankrig delte Mellemøsten mellem sig på San Remo-konferencen i 1920. Fra at være en del af det osmanniske rige gik området nu til at være under britisk mandat. Det nye land havde en blandet befolkning: i nord var kurderne i flertal, mens sunnimuslimerne dominerede den centrale del af Irak og shiamuslimerne den sydlige. Både kurderne i nord og shiaerne i syd havde fået tegn på, at de ville opnå selvstændighed efter San Remo-forhandlingerne, og var derfor noget misfornøjede med udfaldet. I dag er der stadig stærke kræfter i begge befolkningsgrupper, der arbejder for løsrivelse fra Irak.

I 1932 udløb den britiske mandatperiode, og Storbritannien trak sig formelt ud af Irak efter at have sikret sig vigtige positioner i olieindustrien. Derefter fulgte en periode med meget politisk uro; i årene mellem 1945 og 1958 blev landet styret af 24 forskellige regeringer. Det britisk støttede kongedømme blev styrtet under revolutionen i 1958, og den Irakiske Republik blev oprettet. En af grupperingerne, der var med i denne revolution, var det socialistiske Baath-parti, der ti år senere tog magten ved et militærkup. Efter en hurtig karrierestigning – og likvidering af politiske modstandere – blev Saddam Hussein leder af partiet i 1979, og dermed også Iraks statsoverhoved. Han placerede hurtigt venner og familie i de vigtigste militære og administrative stillinger. I løbet af kort tid opbyggede han en omfattende personkult omkring sig selv med statuer og portrætter af ham selv overalt i det irakiske bybillede.

Baath-partiet er et sekulært parti, der skelner mellem stat og religion. Alligevel blev sunnimuslimerne givet privilegerede stillinger i irakisk politik i kraft af Saddam Husseins egen baggrund som sunnimuslim, mens kurderne og shiamuslimerne måtte se sig udelukket fra disse stillinger, og begge grupper har flere gange forsøgt sig med væbnet oprør mod Saddams regime.

Imellem 1980 og 1988 lå Irak og Iran i krig med hinanden. Ifølge vestlige kilder mistede 400.000 mennesker livet, og de materielle skader var enorme. I kølvandet på krigen kom Iraks invasion af Kuwait i 1991. Siden Kuwait blev selvstændig i 1961 havde de to lande skændtes om, hvor landegrænsen skulle gå, og Irak hævdede at have krav på dele af Kuwaits territorium. Yderligere havde Irak lånt penge af Kuwait under krigen mod Irak og ville have gælden strøget. Irakiske myndigheder ville også have kompensation for, at Kuwait havde overskredet OPEC’s kvoter for olieproduktion under krigen, hvad de mente havde skadet Irak økonomisk. Da Kuwait ikke ville imødekomme kravene, gik Irak til angreb.

Invasionen blev fordømt af det internationale samfund. FN bad Irak om at trække sig ud af Kuwait omgående, og der blev indført økonomiske sanktioner. Da Irak ikke efterkom kravet om at trække sig ud, indsatte man en multinational styrke under USA’s kommando, der tvang den irakiske hær tilbage efter få måneders krig. Irak underskrev en våbenhvile, der også forpligtede dem til at destruere alle biologiske og kemiske våben under overvågning af FN’s våbeninspektører. Hvis nedrustningen gik efter planen, ville de økonomiske sanktioner blive gradvist ophævet.

Nedrustningen gik imidlertid ikke som planlagt, og forholdet mellem FN’s våbeninspektører og Saddam Husseins mænd blev mere og mere anstrengt i årene, der fulgte. Inspektørerne blev modarbejdet, og arbejdsvilkårene var dårlige. De fandt ikke det, de ledte efter. Presset på Saddam Husseins regime blev betydeligt stærkere efter al-Qaida’s terrorangreb den 11. September 2001. Fra 2002 omtalte USA konsekvent Irak som en del af ’ondskabens akse’, og Irak blev beskyldt for at samarbejde med Osama bin Laden og al-Qaida. USA fandt det af afgørende betydning, at afsætte Saddam Hussein for at få stabilitet og demokrati til regionen. Da våbeninspektørerne blev udvist i 2003, hævdede USA, at en invasion var nødvendig. I FN’s sikkerhedsråd var der dog uenighed, og Frankrig og Rusland var imod et angreb på Irak. Det var derfor uden støtte fra FN, at USA gik ind i Irak den 20. marts 2003. Invasionen var i strid med folkeretten, eftersom USA ikke var blevet angrebet af Irak først.

Saddam Husseins hær havde ikke meget at stille op overfor invasionsstyrkerne, og allerede 1. maj erklærede den amerikanske præsident, George W. Bush, krigen for vundet. Saddam Hussein blev fængslet i december 2003, og retssagen mod ham blev påbegyndt i oktober 2005. Han blev anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og henrettet den 30. december 2006. En irakisk overgangsregering blev valgt i januar 2005. Sunnierne boykottede valget, hvad der betød, at både kurderne og shiaerne fik mange repræsentanter i den nye regering.

Kritikere hævder, at det hverken var frygten for et nyt terrorangreb, masseødelæggelsesvåben eller ønsket om at demokratisere Irak, der var grunden til USA engagement. De mener derimod, at invasionen primært skyldtes landets interesser i regionens store olierigdomme. To tredjedele af verdens kendte oliereserver findes i Golfen med Irak og Saudi-Arabien som de største producenter. Man har den dag i dag ikke kunnet bevise, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, eller at der skulle have været forbindelse mellem hans regime og al-Qaida.

Til trods for den nye overgangsregering bar landet længe præg af kaos og var på randen af borgerkrig, da gamle konflikter, der var blevet holdt nede under Saddam Hussein, blussede op igen. Reel stabilisering lod vente på sig, og modstanden mod den amerikanske tilstedeværelse var stor. Det skyldtes blandt andet, at de amerikanske styrker ikke formåede at skabe sikkerhed i landet, og at befolkningen ikke fik dækket selv basale behov, så som vand eller elektricitet. Modstanden blev større efter afsløringerne i 2004 om, at USA mishandlede fanger i Abu Ghraib-fængslet udenfor Bagdad.

Som følge af den øgede vold og dødstallene for både civilbefolkningen og amerikanske soldater, igangsatte præsident Bush en storoffensiv med næsten 30.000 ekstra soldater i marts 2007. Dét, sammen med en ny strategi i forhold til de lokale stammeråd særligt i de urolige provinser, bidrog til at reducere antallet af dræbte betragteligt i 2008. Også Bagdad blev mere tryg, efter at irakiske og amerikanske styrker samarbejdede om at rydde op i slumområdet Sadr City, og landets næststørste by Basra er ligeledes blevet mere rolig.

I efteråret 2008 indgik det irakiske parlament en aftale med USA om gradvis tilbagetrækning fra Irak med en endelig slutdato for de amerikanske styrker i 2011. Der er dog stadig områder, der er præget af sammenstød og ustabilitet. Skillelinjerne mellem kurdere, sunni- og shiamuslimer er stadig skarpe, og statsministeren al-Maliki har slået hårdt ned på separatistbevægelser særligt i det kurdiske område, hvad der ikke lover godt for genopbygningen af Irak.