[[suggestion]]
Menneskerettigheder
Menneskerettigheder
Over hele verden kæmper folk for menneskerettighederne. Foto: Michal Cizek/AFP

Hvad er menneskerettigheder?

Menneskerettigheder er rettigheder, som alle mennesker har - uanset køn, alder, orientering, livssyn eller nationalitet.

Ideen, om at der er universelle rettigheder, der gælder for alle, opstod for hundreder af år siden. I moderne tid er disse rettigheder blevet defineret ved internationale aftaler, som de fleste lande i verden har accepteret at overholde. I dag diskuteres reglerne i disse aftaler ofte, når man taler om menneskerettigheder.

I 1948 vedtog FN Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Den består af 30 artikler, der definerer, hvad der menes med menneskerettigheder. Senere har FN vedtaget ni konventioner, der uddyber det, der er anført i verdenserklæringen. Andre organisationer, såsom Europarådet, har også vedtaget menneskerettighedskonventioner.

Det er Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og de forskellige menneskerettighedskonventioner, der betragtes som menneskerettigheder i international ret.

Læs mere om FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder 
Verdenserklæringen er et grunddokument i det internationale arbejde for menneskerettigheder. Det består af 30 artikler, og gælder for alle FN's medlemslande.

Forskellige typer menneskerettigheder

Det er almindeligt at skelne mellem borgerlige og politiske rettigheder og økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Eksempler på borgerlige og politiske rettigheder er:

Retten til liv

Retten til ikke at blive tortureret

Ytringsfrihed

Religionsfrihed

Foreningsfrihed

Eksempler på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er:

retten til at arbejde

retten til uddannelse

retten til en tilfredsstillende levestandard

Alle rettigheder er lige bindende i henhold til folkeretten. I FN ses det imidlertid ofte, at forskellige stater lægger større vægt på nogle typer rettigheder end andre. Traditionelt har lande med "vestlige" værdier lagt vægt på borgerlige og politiske rettigheder, mens udviklingslandene ofte hævder, at økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder først skal være på plads.

Hvorfor er menneskerettigheder vigtige?

Menneskerettigheder handler om forholdet mellem enkeltindivider og staten de lever i.

Historien har vist, at stater er villige til at begå forfærdelige overgreb mod deres egen og andres civile befolkning. FN og menneskerettighedskonventionerne blev til i kølvandet på to verdenskrige, hvor millioner af liv blev tabt. De fleste var enige om, at der var behov for internationale regler, der sætter grænser for, hvad en statsmagt kan gøre over for sin egen befolkning, og definerede, hvilke forpligtelser staten skulle have.

I dag er den vigtigste funktion af menneskerettighederne at være denne ramme. Stater er både forpligtet til ikke selv at krænke menneskerettighederne og til at forhindre borgere i at krænke hinandens menneskerettigheder.

Menneskerettigheder er universelle og udelelige. Det betyder, at menneskerettighederne gælder for alle, og at alle menneskerettigheder er lige vigtige. Menneskerettighederne er designet til at sikre, at vi tager os af de mest sårbare grupper i samfundet. Grupper, der ofte er udsat for vold eller forskelsbehandling, har lige så stor efterspørgsel efter beskyttelse fra den stat, de bor i, som alle andre. For mindretal, kvinder, handicappede eller homoseksuelle / lesbiske / transkønne er dette et meget vigtigt princip.

Hvad er en krænkelse af menneskerettighederne?

Stater er altså forpligtet til at overholde det, der er anført i Verdenserklæringen og menneskerettighedskonventionerne. I folkeretten er det derfor først og fremmest stater, der kan holdes ansvarlige for krænkelse af menneskerettighederne. De skal sikre, at borgerne får opfyldt det, der er anført i konventionerne.

Hvad er folkeret?

I FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder står der, at ingen skal udsættes for tortur og at slaveri er forbudt. Derfor er det en krænkelse af deres menneskerettigheder, hvis nogen bliver tortureret eller tvunget til at arbejde i Danmark. Det er derfor de danske myndigheder, der er ansvarlige for at stoppe dette.

Udfordringen med dette system er, når det er staten selv, der begår menneskerettighedskrænkelser. Hvis staten for eksempel nægter sine borgere at sige, hvad de mener eller tro på, hvad de vil, så krænker de menneskerettighederne. Men der er ikke noget "verdenspoliti", der kan straffe staten for disse menneskerettighedskrænkelser. Der er en stor forskel i, hvordan stater opfylder deres folks menneskerettigheder.

Menneskerettigheder i forskellige lande

Du kan finde ud af, hvordan verdens land overholder menneskerettighederne på flere måder:

Amnesty International har landprofiler om menneskerettighedsituationen i alle lande.

Læs Amnestys landprofiler (engelsk)

FN's højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR) publicerer rapporter fra komiteerne, som arbejder for at lande skal overholde deres menneskerettighedsforpligtelser. Rapporterne er sorteret efter lande.

Læs FN's rapporter om menneskerettigheder (engelsk)

Læs temasiden om menneskerettighedssituationen i Danmark.

Gå til temasiden "Danmark og menneskerettighederne"

Hvad gør FN for menneskerettighederne?

1. Laver regler og sørger for at de holdes

2. Sørger for at alle lande mødes for at bevare og styrke menneskerettighederne

3. Overvåger menneskerettighedssituationen i verden

4. Vurderer om FN skal gribe ind over for menneskerettighedsbrud i konflikter

Menneskerettighedsdilemmaer

Menneskerettigheder er universelle og udelelige. Det betyder, at de gælder for alle, og at det ikke er muligt at vælge og skelne mellem de forskellige rettigheder. Retten til at udøve din religion er i princippet lige så stærk som retten til at gå i skole.

Selv om dette er let at blive enige om, opstår der konstant dilemmaer og debatter relateret til menneskerettigheder. Her er nogle af dem:

Hvad sker der, når din ytringsfrihed begrænser mine menneskerettigheder?

Enhver skal have ret til ytringsfrihed; denne ret inkluderer friheden til at søge, modtage og formidle information og tanker af enhver art (…)

FN-konvention om borgerlige og politiske rettigheder - Artikel 19.2

Retten til at have en mening og til at udtrykke den frit er stærk. De fleste er enige om, at ytringsfriheden skal være høj, fordi et samfund, der opstiller regler for, hvad folk kan sige og tænke, hurtigt bliver til et diktatur. Samtidig siger FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder, at ytringsfriheden også indebærer forpligtelser og ansvar. Der kan være nogle begrænsninger i ytringsfriheden, hvis dette er nødvendigt for at beskytte andres rettigheder eller nationale sikkerhed.

I Danmark har vi foretaget en sådan begrænsning gennem den såkaldte «racismeparagraf» i straffeloven. Det forbyder udsagn, der er diskriminerende eller hadefulde overfor mindretal. Men hvad er egentlig et hadefuldt udtryk? Og hvor går grænserne for dette?

Eksempel: Højreekstremistiske demonstrationer, der råber hadefyldte ord mod bestemte grupper som f.eks. homoseksuelle eller muslimer. Bør disse grupper have lov til at demonstrere, fordi de har ret til at udtrykke sig som alle andre? Bør vi forbyde denne form for demonstration, fordi budskabet er hadefuldt og en trussel mod demokratiet? Bidrager sådanne demonstrationer og udsagn til, at mindretal ikke længere tør eller vil deltage i offentlige debatter? Og er det ikke en begrænsning af deres menneskerettigheder? Er det okay at forbyde folk at udtrykke sig, bare fordi man er uenig i det, de siger?

Enhver skal have ret til ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker af alle slags (…)

FN's konvention om civile og politiske rettigheder Artikkel 19.2

FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder - Artikel 2 - Menneskerettighederne er universelle; de gælder for alle mennesker.

Alle har menneskerettigheder - eller?

Men det kan være vanskeligt at acceptere konsekvenserne af dette princip. Hvad hvis nogen gjorde noget helt forfærdeligt? Skal de da have den samme menneskerettighedsbeskyttelse som alle andre?

Hvordan skal en person, der har slået mange mennesker ihjel straffes? Efter massakren på Utøya den 22. juli 2011 mente mange mennesker, at gerningsmanden skulle modtage dødsstraf. Det ville så betyde, at vi som samfund sagde, at det, han havde gjort, var så grusomt, at vi ville sætte hans menneskerettigheder til side. Da gerningsmanden senere sagsøgte staten, fordi han mente, at han var udsat for så meget isolering i fængslet, at det grænsede til tortur, skabte det debat. Får han ikke det, han fortjener? Hvorfor skal vi bruge tid og ressourcer på ham?

Enhver har krav på alle de rettigheder, der er nævnt i denne erklæring, uden forskel af nogen art (...)

FN's Verdenserklæring for Menneskerettigheder Artikel 2

Menneskerettighederne er universelle; de gælder for alle mennesker. Men det kan være vanskeligt at acceptere konsekvensene af dette princip. For hvad hvis nogen har gjort noget helt forfærdeligt? Skal de have de samme menneskerettigheder, som alle andre?

Efter massakren på Uttøya den 22. juli 2011 var der mange, som mente, at gerningsmanden burde få dødsstraf.  Det ville i så fald betyde, at det norske samfund sagde, at det han havde gjort var så grusomt, at menneskerettigheder skulle tilsidesættes.

Da gerningsmanden senere sagsøgte den norske stat, fordi han mente, at han blev udsat for så meget isolation i fængslet, at det grænsede til tortur, skabte det stor debat i hele Skandinavien. Får han ikke, som han fortjener? Hvorfor skal vi bruge tid og ressourcer på han?

Gerningsmanden fik delvis medhold i Tingretten, men tabte ankesagen sagen i både Lagmannsretten og Høyesterett. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg afslog at behandle sagen videre.   

Det den sag viser, er at der er institutioner, lover og systemer på plads for at beskytte menneskerettighederne for alle – også de mest forhadte blandt os.

Dette er vigtig, fordi:

  • Hvis ikke menneskerettighederne ikke skal gælde for alle; hvem er det så, som skal bestemme, hvem de skal og ikke skal gælde for? Er det staten? Er det flertallet? Domstolene?
  • Hvis der skulle sættes en grænse for, hvornår det er ok at ophæve nogens menneskerettigheder – hvor går den? Ved seksuelle overgreb? Ved vold? Ved drab? Hvad hvis forbrydelsen sker i selvforsvar – burde det have noget at sige?

Menneskerettigheder under pres

Menneskerettigheder blev skabt i kølvandet på to brutale verdenskrig, hvor millioner af liv blev tabt. De fleste var enige om, at internationalt samarbejde, dialog og fælles regler var vigtige for at undgå nye krige. Dette kaldes ofte "multilateralt samarbejde" - det vil sige samarbejde mellem flere lande. Det var med dette tankesæt, at menneskerettighederne blev til og udviklede sig.

I de senere år er nationalistiske og autoritære styrker vokset i mange dele af verden. I Europa går anti-islamiske og højreorienterede på fremmarch. I Polen arbejder regeringen aktivt for at begrænse domstolenes magt. USA har trukket sig tilbage fra flere vigtige internationale aftaler, som f.eks. Parisaftalen om klima og nuklearaftalen med Iran. Brasilien har valgt en højrepopulistisk præsident, der er negativ i forhold til homoseksuelle, og som tidligere har udtalt, at han er for diktatur. På forskellige måder arbejder disse kræfter i den modsatte retning af det multilaterale samarbejde, som menneskerettigheder bygger på.

Når respekten for de regler, som stater har aftalt, forsvinder, er det på bekostning af folks rettigheder - især de ekstra sårbare grupper, der er afhængige af, at deres menneskerettigheder er beskyttet.

I vanskelige tider kommer der størst tryk på menneskerettighederne: Da flygtningstrømmen kom til Danmark

Det er i pressede situationer et land får testet, hvor stærkt menneskerettighederne faktisk står. Dette gælder også Danmark. I 2015 førte krigen i Syrien til, at mange flere mennesker, end der plejer, flygtede til Europa for at søge asyl. I Danmark var der stor øgning i antallet af asylansøgere, som kom til landet. Mange omtalte dette som "flygtningekrisen".

For at håndtere situationen vedtog et flertal i Folketinget stramninger efterfølgende og i en årrække frem en hel del stramninger i udlændingeloven blandt andet: Mulighed for at frihedsberøve asylansøgere mhp. identitetsfastlæggelse, Suspension af automatisk domstolsprøvelse (ved en større tilstrømning), beslaglæggelse af aktiver - herunder den meget omtalte smykkelov – altså at værdigenstande som smykker skulle kunne inddrages, mulighed for, at personale på indkvarteringssteder for uledsagede mindreårige udlændinge kan udøve magt over for beboere, Udskydelse af retten til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelse  Lovændringerne fik meget kritik – blandt andet fra civilsamfundet i Danmark og jurister.

Internationale konventioner er mindre tilpasset dagens situation end den tid, da de blev skrevet. For at både det internationale samfund og Danmark skal være bedst muligt rustet til at håndtere store migrationsbølger, diskuteres der ofte, om konventionerne skal revideres, så de i bedre grad kan tilpasses vores tids flygtningesituationen. Også dette møder stærk kritik af flere årsager:

Flygtningekonventionen indeholder rettigheder, som verdens lande aldrig ville formå at blive enige om i dag. Og hvis de alligevel blev, ville det at åbne op for ændringer i flygtningekonventionen medføre risiko for, at mange af rettighederne ville forsvinde ud af konventionerne. Konsekvensen ville blive, at rettighedsværnet for flygtninge ville blive meget dårligere end i dag.

Krisesituationer er ikke det rigtige tidspunkt at ændre i folkeretsslige aftaler. Flygtningekonventionen, menneskerettighedskonventionerne og andre internationale aftaler er blevet til, for at staterne skal have et fælles regelværk - også i vanskelige tider. Når staterne er blevet enige om, at alle mennesker skal have ret til at søge asyl i et andet land, nytter det ikke at ændre reglen, fordi situationen her og nu fører til, at mange benytter sig af den ret.

Måden danske myndigheder håndterede situationen på i 2015-2016 viste,  at det ikke bare er i autoritære regimer, at der kan opstå konflikter mellem menneskerettighederne og nationale politiske interesser. Det viser også, at det er i disse ekstraordinære situationer, at menneskerettighederne og det multilaterale system er aller mest vigtigt.

Vi må fortsat kæmpe for menneskerettighederne

Heldigvis er det mange gode eksempler på, at folk og bevægelser over hele verden protesterer mod autoritære og anti-demokratiske strømninger. Udviklingen de sidste år er en vigtig påmindelse om, at menneskerettighederne ikke er noget vi har fået for altid, men er noget vi fortsat må kæmpe for. Hvis autoritære ledere får flyttet grænserne for, hvad der er godt og skidt at gøre, er det en farlig udvikling, som altid vil ramme de svageste grupper i samfundet hårdest.

Mine menneskerettigheder brydes - hvad skal jeg gøre?

På vores temaartikel om menneskerettigheder i Danmark kan du læse mere om, hvordan du gør, hvis du mener, at dine menneskerettigheder brydes.

Menneskerettighedernes historie

Menneskerettighederne som vi kender dem i dag opstod i midten af 1900-tallet, men ideen om at mennesket har universelle rettigheder har imidlertid udviklet sig gennem mange hundrede år.

  • Ideen om menneskerettigheder strækker sig tilbage til Antikken i Grækenland.Filosofer som Platon og Aristoteles var ophavsmænd til tanken om lighed for loven, politiske rettigheder, lige respekt for alle borgere og lige stemmeret. Stoikerne, en filosofisk retning fra omkring 300 f.v.t., indførte begrebet naturret. Med det mente de normer, som var fælles for alle mennesker, uafhængig af tid, sted og status, og som stod over de menneskeskabte normene.

     

  • Romerne tog nogle af disse tanker med sig, da de udviklede deres retssystemer. Alligevel var det ikke før den britiske konge, adlen og de gejstlige indgik aftalen Magna Carta i 1215, at beskyttelsen af individets frihed blev forpligtende. Magna Carta regnes ofte som forløberen til andre juridiske dokumenter, som beskæftiger sig med menneskerettigheder.

  • Ideen om naturretten og universelle rettigheder blev videreudviklet af filosofer i løbet af oplysningstiden. John Locke (1632-1704) mente, at alle individer har ret til ejendom, frihed, og til at tænke og sige, hvad de vil. De som sidder ved magten får deres magt fra folket, på betingelse af, at de beskytter folkets rettigheder. Gør de ikke det, mente Locke, at folket havde ret til at afsætte dem. Dette kaldes folkesuverænitetsprincippet.

  • I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet dannedes de moderne nationalstater i store dele af Europa og Vesten. Gennem for eksempel den amerikanske uafhængighedserklæring og grundlove blev universelle rettigheder inddraget i den nationale lovgivning. Fælles for disse dokumenter er, at de ikke er, at de ikke er lige så dækkende, som de internationale konventioner vi har i dag.

  • Under 2. Verdenskrig blev der begået alvorlige overgreb mod civilbefolkningen. Da FN blev oprettet efter krigen slutning, var der enighed om, at verden havde behov for mekanismer, som skulle sørge for historien aldrig skulle kunne gentage sig. Menneskerettighederne blev formaliseret gennem FN-pagten og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, og der blev dermed oprettet et internationalt system, som skulle varetage disse universelle menneskerettigheder.

 

Ressourcer